Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


All Media


Matches 4,101 to 4,111 of 4,111     » Thumbnails Only

    «Prev «1 ... 79 80 81 82 83

 #   Thumb   Description   Linked to 
4101
Østedgaard
Østedgaard
Bredstrup sogn, Elbo herred, Vejle amt.

De tider er længst forbi, da den sorte stork byggede rede i skovene langs Elbodalen. Nu ser man knap nok dens hvide fætter i de frodigt grønne enge, i denne egn, hvor før ingen gård i landsbyerne kunne nøjes med en storkerede, nej, der var to, tre eller flere på hver af de stråtækte længer. Der var ikke så lav en hytte, at ikke storken byg­gede på dens tag. Nu står rederne tomme, de få, der er tilbage, også den på Østedgaards mægtige lade. Der er meget forandret i Elbodalen. Længe før storken forsvandt hjort og vildsvin fra skovene. Og de bundløse moradser, som sven­skerne fandt i det 17. århundrede, kær og moser er forvandlet til faste og udstrakte engstrækninger. Hundreder af køer og kvier græsser langs åen, hvor den i en stort svunget spiral søger ned imod Randsfjord eller Lillestrand, forbi Østedgaards lade, der stadig ligger tilbage som et levn fra fortiden. Ikke fordi den i sig selv er så gammel. Men den og dens forgængere har hævdet pladsen igennem århundreder. Hele gårdens »lystige situation« og dens størrelse røber tydeligt, at den hører til en gammel herregård. I nyere tid var Østedgaard dog ikke herregård i den forstand, at den var en privilegeret sædegård, centrum i et større godsområde. Den lå jo midt i kongens vildtbane og siden i rytterdistriktet, hvor alle ejen­domme var kronens. Og man ved for resten heller ikke noget om, at den i middelalderen var beboet af adelige ejere. Ikke før i 1550 nævnes Henning Volstrup til Østed. Det var, da han solgte Merringgaard nord for Vejle Fjord, Merringgaard, som før havde været ejet af Limbek'erne på Nebbe, Østedgaards genboer på den anden side Lillestrand, og som denne Henrik Wahlstorff, som han også kaldes, troligt nok havde giftet sig til. På samme måde har han sikkert også fået Østedgaard, der sandsynligvis ligeledes har hørt under Nebbegaard, og mærkeligt nok havde han allerede nogle år før skødet den til den samme mand, som nu købte gården i Merring, Niels Skeel. Denne blev, hvordan det ellers hænger sammen, også ejer af Østed­gaard og det lille gods, som fulgte med, to gårde i Stallerup og én i Bredstrup, og skønt han havde ladet sig disse ejendomme tildømme på rettertinget i 1548, tog han et nyt »låsebrev« igen i 1550, begge med nærmere beskrivelse af gårdens grænseskel: »Med hus, jord, ager og eng, skov, mark, fiskevand, fægang og rørskær, sålangt som enemær­ket rækker udi Dybå og i Randsfjord ind til midtstrøm«, »et enemærke og gammelt ornum«. Niels Skeel havde en vis forret til godset, han stammede selv på mødrene side fra Nebbegaard, og han købte ikke gården for at bebo den. Hans hovedsæde var Nygaard i Starup sogn, den han forsynede med en firlænget, grundmuret borggård, datidens ideelle herregårdstype. Men — hans søn og arving faldt i Syvårskri­gen, og nogle år senere kom den tid, da Frederik II skabte sin kgl. vildtbane, sit fri kronens enemærke Koldinghus len. Niels Skeels enke Karen Krabbe og datteren, Ingeborg Skeel, måtte — med lyst eller ulyst — i 1578 mageskifte Nygaard og alt deres gods i lenet til kronen, også Østedgaard, hvor der nu boede en bonde Christen Jensen, men en bonde, der svarede større skyld og landgilde end de fleste af sine standsfæller. Gårdens avl var ikke helt lille, den havde dertil to humlehaver, samt en »liden ørredgård« og skov til ikke mindre end 200 svins olden. — Man behandlede den da heller ikke i den kom­mende tid helt som en almindelig fæstegård. Den blev gerne bortfæstet gennem kancelliet, en ære, man ikke lod sådanne blive til del, således 1596 til Lutter v. Over. 1610 - 21 hed fæsteren Claus Bolt. Han måtte flytte, fordi Østedgaard nu skulle gøres til officersgård, bolig for en af befalingsmændene ved Christian IV's nyoprettede bondemilits, for kaptajn Johan Mor, der imidlertid allerede det følgende år »frarømte gården, som møget var forfalden«. Derpå overtog Frederik Gans den mod at betale 15 daler og en okse, en temmelig høj indfæstningssum, og da han var død, ægtede enken, Gertrud Jørgensdatter, herredsfog­den Thomes Terkildsen, der 1626 blev fæster for 40 rdl. Hun over­levede også ham og »oplod« 1648 Østedgaard til sin søn, Axel Gans, der allerede havde fået løfte på den af den nu salige Christian IV. fra Rudkøbing 1847-51, sønderjyden Heinrich August Lorentzen 1851-1894, dennes søn Karl Emil Lorentzen 1894-1911, landbrugs­kandidat, cand. phil. Jørgen Rudolf Bech 1911-18, landbrugskandi­dat P. Vang Lauridsen 1918- 21, Otto Friis Bech og hans enke Dag­mar Bech til 1928, Emil Pontoppidan Christiani til 1941, da gården blev købt af grosserer Dethlef Jørgensen, København, hvis enke i 1954 solgte gården til landsretssagfører Henning Sally. Prisen, der i 1894 var 300.000 kr., i 1941 700.000, var ved ejerskiftet i 1954 steget til 1.420.000 kr. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

ca. 1545 Henning Volstrup

1550 Niels Skeel

1578 Kronen

1663 Nikolaj Bennick

1668 Kronen

1787 Rasmus Ejlersen

1797 Fr. H. Wedel Jarlsberg

1802 0. Kongstad

1811 Jens Lange

1847 R. Hansen

1851 H. A. Lorentzen

1911-1954 Forskellige ejere

1954-85 H. Sally

1985-1995 Atfed A/S / Sørn Nymark

1995- Nyma A/S / Sørn Nymark 
 
4102
Østergaard
Østergaard
Tulstrup sogn, Ning herred, Aarhus amt.

Østergaards ældste historie ligger ikke klart belyst af de forhåndenværende kilder; dens senere skæbne er nær knyttet til nabo­herregårdene Moesgaard og Vilhelmsborg eller, som den hed i gamle dage, Skumstrup. Allerede i 1543 har de tre gårde fælles ejer, nemlig Jost Andersen Ulfeldt, der i 1531 var kongelig sekretær og foder­marsk og ejede meget gods over hele landet, gods der dog for en stor dels vedkommende gik tabt efter Grevens Fejde, idet Jost Andersen i denne tilhørte den tabende part og fik sit gods forbrudt. Han blev dog senere taget til nåde igen og fik flere godser, bl. a. de tre oven­nævnte. På Østergaard opdrættede han mange stude og fik i 1558 til­ladelse til at lade det ham tilhørende kvæg og fæ passere Kolding uden at betale den sædvanlige told. Jost Andersen døde i 1563 og blev begravet i Tulstrup kirke. Hans enke Anne Kaas, en datter af Niels Kaas til Staarupgaard, førte godset videre, og til hende pant­satte kongen en del gods i Pedholt, Malling, Beder og andre byer for 1.000 joachimsdalere. Hun døde efter 1565 og blev også begravet i kirken i Tulstrup, hvor en gravsten med figurer af ægteparret findes. I 1591 nævnes Jost Andersens to døtre Kirsten og Helvig Ulfeldt som ejere, og da de begge døde ugifte (henholdsvis 1632 og 1638) gik Østergaard over til Johan Brockenhuus til Lerbæk, en søn af deres søster Edel og Kjeld Brockenhuus. Johan Brockenhuus døde i 1648, men vistnok allerede før 1643 havde han solgt Østergaard til sin fætter Niels Friis til Favnskov, der var en søn af Jost Ulfeldts datter Anne i hendes ægteskab med Jør­gen Friis. Efter ham havde Niels Friis arvet Skumstrup, og han for­enede således igen morfaderens tre gårde. Men han døde allerede i 1651, hvorefter Moesgaard og Skumstrup arvedes af sønnen, rente­mester Mogens Friis, som 1672 oprettede det store grevskab Frijsen­borg. Det er derimod tvivlsomt, om han også har fået Østergaard; er det tilfældet, har han straks skilt sig af med den, for allerede i 1651 nævnes i en præsteindberetning jomfru Birgitte Krabbe som ejer af gården samt 16 jordbrug, hvoraf de 6 hørte til hovedgården. I slut­ningen af 1650'erne led hele egnen overordentlig meget under sven­skekrigen, og sognepræsten Peder Jensen skriver i 1662, at i sognet er mange bøndergårde afbrændte og nedhugne ligesom Østergaard, »i denne feidetid blev ruineret og er moxen nedfalden og står nu Øde«, et vidnesbyrd som til fulde bekræftes af det syn, som i 1665 blev af­holdt på Østergaard i anledning af gårdens bortforpagtning til Hans Hansen Storm i Århus. Borgegården var, med en nordre og en søndre fløj (hvori fandtes bageovn o. lign.) og en vestbygning bestående af fruerstue, »stenhus« og borgestue, ganske præget af middelalderlig byggesæt. Synsmændene er enige om, at det hele er ganske ubrugeligt. Det er ikke at undre sig over, at Birgitte Krabbes økonomiske forhold herefter ikke var de bedste, og i 1664 måtte der nedsættes en kgl. kommission til at regulere hendes forhold. Østergaard blev i øvrigt ved matriklen af 1664 ansat til 25 tdr. htk., udsæden ansloges til 16 tdr. rug, 10 tdr. byg og 48 tdr. havre og høavlen til 120 læs om året. Fra 1667 til 1672 havde stiftamtmand Jørgen Friis gården i forpagt­ning, og ved hans fratræden afholdtes en synsforretning, hvoraf frem­går, at gården stadig var i sløj forfatning, men man havde dog fået en del bygget op, så der nu var en vestfløj bestående af det gamle stenhus, og en østfløj opbygget i bindingsværk af materialer hentet fra de sammenfaldne og nedrevne bygninger. Avlsgården var ligeledes sat i nødtørftig stand. Bøndergodset var reduceret til tre gårde i Tul­strup, beboet af Jens Mouritsen, Søren Jensen og Anne Jensdatter. I skovene »Ørchebøge«, »Sønderschowenn«, »Koelle Muoesse«, »Snu­det Elle« og »Eschekier« var i Friis' tid rodhugget 12 buge og 3 ege, og mange træer befandtes at være tophuggede. Birgitte Krabbe solgte i 1678 til besidderen af det nyoprettede baroni Vilhelmsborg, lensbaron Vilhelm Gyldenkrone, men blev dog stadig boende på gården. Denne blev i øvrigt ikke lagt under baroniet, men var sammen med Moesgaard og Bustrup i Rødding herred dettes allodialgods og blev nærmest brugt som ladegård. Baron Vilhelm Gyldenkrone afgik ved døden i 1683, hvorefter hans enke Regitze Sophie Vind (der i 1686 ægtede admiral Jens Juel til Juellinge) styrede godserne indtil sin død i 1692, hvorpå den da kun 16-årige søn Christian Gyldenkrone overtog baroniet. 1701 udkøbte han brødrene Jørgen og Vilhelm Frederik Gylden­krone af Østergaard, Moesgaard og Bustrup og blev godsejer i den store stil, idet han senere blev ejer af både Lerbæk og Højgaard ved Vejle. Som embedsmand nåede han at blive stiftsbefalingsmand over Viborg stift og døde i 1746 som gehejmeråd, hvid ridder m. m. Søn­nen Vilhelm Gyldenkrone succederede ham og arvede allodialgodset, men han døde allerede året efter, på hvilket tidspunkt han dog for 13.000 rdl. havde afhændet Østergaard til svogeren, konferensråd Constantin August Carisius til Constantinsborg. Gården havde da et bØndergods på 204 tdr. htk. og 22 tdr. htk. tiender. Tyve år senere overdrog Carisius for 30.000 rdl. gård og gods til sin svigersøn, kaptajn Frederik Christian Kaas, der døde som admiral i 1804; men allerede i 1771 solgte han for 38.000 rdl. Østergaard, som dermed vendte tilbage til de Gyldenkrone'r, idet den nye ejer var baron Christian Frederik Gyldenkrone til Vilhelmsborg og Moes­gaard. Han var tidlig kommet ind i hoftjenesten, blev gesandt i Stock­holm, stiftamtmand i Århus og endelig gesandt i Wien, i hvilken stilting han endte sine dage i 1788. Han, der fordum havde været en af landets rigeste mænd, efterlod sig en gæld på ikke mindre end en kvart mil­lion rdl. Hans ikke særlig stærke karakter i forbindelse med en livs­førelse præget af ydre pragt, luksus og nydelse havde ganske ruineret ham. Hans undergivne på Østergaard og andet sted havde dog kun grund til at være tilfreds med ham. Baron Gyldenkrone var en human godsejer, der således bl. a. nægtede forpagteren den revselsesret over godsets bønder, som det ellers var almindeligt, at godsejeren overdrog sin forpagter. Skiftekommissærerne i baronens døds- og fallitbo, stiftamtmand Ove Høegh-Guldberg og borgmester Niels Hviid, begge fra Århus, måtte forsøge økonomisk at redde, hvad reddes kunne. Såvel Moes­gaard som Østergaard (hvilken sidste hidtil havde indbragt i forpagt­ningsafgift 950 rdl. om året og i landgilde 542 rdl. foruden 60 tdr. rug, 150 tdr. byg og 75 tdr. havre) blev stillet til offentlig auktion, og selve Østergaard blev her for 12.150 rdl. solgt til forpagteren på Moesgaard Jørgen Schmidt, mens bøndergodset, med undtagelse af nogle gårde i Ormslev og Kolt, som blev solgt til etatsråd Jens Jørgen de Fædder på Constantinsborg, for ca. 40.000 rdl., solgtes til fæsterne som selveje.(Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

Jens Ebbesen

1447 Øm Kloster

1543 Jost Ulfeldt

1638 Johan Brockenhuus

ca. 1642 Niels Friis

1651 Birgitte Krabbe

1678 Vilhelm Gyldenkrone

1747 C. A. Carisius

1767 Fr. Chr. Kaas

1771 Chr. Fr. Gyldenkrone

1789 J. Schmidt

1814 H. Chr. Møller

1821 Fritz E. Koch

1855 P. Rasmussen

1856 C. B. A. Dahl

1922 H. T. Chr. C. Fr. Dahl

1964-1985 Torben Dahl Olesen

1985-1996 Enkefru Ingeborg Dahl Olesen

1996-2005 Thorkil Bjerglund Andersen

2005- Enkefru Mette Bjerglund Andersen 
 
4103
Østergaard paa Salling
Østergaard paa Salling
Aasted sogn, Harre herred, Viborg amt.

Den første halvdel af året 1408 tilbragte den højbårne fyrstinde og nådige frue dronning Margrethe i Jylland, hvor hun, ledsaget af et glimrende følge af trofaste mænd, drog fra sted til sted. Alt som dronningen drog frem, sluttede der sig stadig nye skarer af gejstlige og verdslige herrer til hendes følge for kortere eller længere tid, snart for at bade sig i nådens stråler, snart for at afgøre vigtige forret­ninger, der ikke altid var af behagelig art. I januar opholdt dronningen sig i Viborg. Derfra drog hun op gennem Thy, hvor Ørum Slot og det forlænget forsvundne Hillers­levhus gæstedes; efter at have aflagt besøg på Børglum Kloster kom hun i marts til Hjørring, og derfra fortsattes rejsen langsomt sydpå over Aalborg, Randers og Århus. Ved midsommertid var dronningen tilbage på Sjælland, utvivlsomt tilfreds med de opnåede resultater, thi meget gammelt krongods, som i de urolige tider var gået tabt, havde hun vundet tilbage til kronen, og den mægtige gejstlig­heds venskab havde hun sikret sig ved rige gaver. Blandt dem, der havde måttet give møde for dronningen i Viborg, var »Niels Mikkelsen af Nissum, ridder, som man kalder Krabbe«; han mødte sikkert ikke godvilligt, thi han havde ikke så lidt på sam­vittigheden; ikke blot havde hans mænd brudt kirkefreden ved Kob­berup kirke, men han selv havde sammen med sin morbroder Niels Kaas og flere andre gentagne gange brudt tingfreden på Fjends herreds ting. Derfor måtte han nu gøre bod; men den nådige frue lod ham slippe med til hende at afstå noget gods i Fiskbæk og an­detsteds, som uden lovlig hjemmel tidligere var kommet fra kronen. Havde hr. Niels kunnet leve 100 år til, ville han have fået den for­nøjelse at se, at en af hans efterkommere, rigsmarsken hr. Tyge Krabbe, vandt dette gods tilbage, men rigtignok ved mindre fine midler, som dog næppe ville have mishaget hans oldefader. Utvivl­somt gram i hu vendte hr. Niels Krabbe tilbage til Nissum, for det var ikke første gang, dronningen havde været efter ham; mod hende kunne hans faste borg ikke sikre ham og hans mægtige slægt ikke værne ham. Borgen lå langt mod nord i Salling. Man har ment, at den lille kvadratiske borgbanko (en motto), der rejser sig stejlt af skrænten øst for Hinnerup Å, tæt ved Åsted by, og som senere kaldtes Holmshøj eller Sallingholm Slot, var hans hjem, men i så fald er det ikke let at se, hvorfor han benævnes »i Nissum«, da denne by ligger på den anden side af åen og i tidligere tid har været skilt fra Holmshøj både ved en å og et engdrag. Fra borgbanken fører en vejdæmning mod nordvest ud i engene, hvor der endnu ses svage højninger, hvor svære, nedrammede pæle er fundet — resterne af en pæleborg, der vel må tænkes som afløser for motten inde på det faste land. Slægten Krabbe er gammel i Salling, hvor den foruden Nissum eller Østergaard har ejet en hel række herregårde, Lundegaard på Fur, Hostrup, Bustrup, hvortil rigsmarsken skrev sig, og flere andre, for ikke at tale om Krabbesholm, hvis navn endnu stadig minder om slægtens tilknytning til denne egn. Adskilligt tyder på, at der over slægtens ældre medlemmer har været en ustyrlighed og vold­somhed, som minder om Brock'erne på Gammel Estrup, noget, der også kommer frem hos dens mest fremtrædende medlem Tyge Krabbe; men i øvrigt udmærkede den sig ved ubestridelig dygtighed og senere også ved at have udprægede åndelige interesser. Til Nis­sum var den længe knyttet. Niels Mikkelsen Krabbe var næppe den første af slægten — hvis ældre led i øvrigt kun er lidet kendte —der boede her; i hvert fald var han ikke den sidste, da både hans søn Morten Krabbe, der var landsdommer og rig på gods og synes at være død 1483, og dennes søn Glob Krabbe, også kaldet Lucas Krabbe, boede i Nissum, men dermed blev den gamle borg — hvor den nu end har ligget — forladt, thi den sidste oprettede gården Østergaard, syd for Åsted, men hinsides åen, og opførte den kraftige gotiske bygning, som står den dag i dag, en af de meget få herregårdsbygninger fra tiden før reformationen, der i sit ydre er be­varet i nogenlunde uforandret skikkelse til vor tid. Gården blev bygget på et fladt, kvadratisk voldsted, omgivet af volde og grave, der holdtes vandfyldte ved at der, mod nord og vest, ud mod kær og eng, anlagdes dæmninger. Bygningen, der er firfløjet og omfatter en lille gårdsplads, der på hver led kun er ca. 8,75 m, er opført i sengotisk stil af mursten på en høj sokkel af rå kamp og med kælder under næsten hele huset, der er i to stokværk; dog har de nordlige fløj til dels kun et stokværk foruden et lavt halvstokværk med åbninger. Tidligere skal der på en bjælke i gårdens sal have stået: »A. Dni 1516, den næste torsdag før midfaste, lod Lucas Krabbe den første sten lægge til denne grundvold«. En undersøgelse af selve bygningen viser dog, at kun den vestre fløj kan være opført dette år, den søndre må være en snes år yngre, og nord- og øst­fløjen antages at være fra ca. 1550. De kamtakkede gavle uden blændinger er nu næsten husets eneste pryd, forhen har der på søn­dre fløjs gavlpartier været et par hængekarnapper, muligvis »hem­meligheder«. På nordfløjens gårdside sidder vinduerne i høje, tvillingrundbuede blændinger. Bygningen, der er opført af røde mursten, har en senere tid ladet hvidkalke, men den oprindelige farve skinner nu atter igennem på ydermurene. Således stod Østergaard som et for sin tid stateligt og i alle hen­seender velindrettet stormandshjem, bag hvis volde og grave, vinde­bro og 2 - 3 fod tykke mure de ustyrlige Krabber kunne føle sig , mod forurettede standsfæller og bønder. Da disse i Grevefej­dens tid, som Glob Krabbe oplevede, huserede slemt i Salling og lod »den røde hane« gale over deres undertrykkeres borge, har de sikkert også følt en inderlig trang til at jage herren til Østergaard fra hus og hjem; men hvis de har vovet forsøget, har de kun hentet sig brodne pander. Senere har der næppe været brug for dette kriger­ske værn, som forlænget var forældet, da krigene i det følgende år­hundrede førte fjendeskarer op i disse egne. Dog bevaredes volde og grave til vore oldeforældres tid, og af de sidste er endnu en lille rest tilbage. Ikke mange år efter reformationen døde Glob Krabbe (1543) og blev stedt til hvile i Åsted kirke, hvor også hans hustru ligger be­gravet, og hvor en ligsten minder om dem. Han lå i strid med sine bønder til det sidste. Deres søn Iver Krabbe (død 1561), der i hvert fald i sine unge dage synes at have haft en del af slægtens hede blod i sine årer, blev en anset mand, rigsråd og indehaver af flere betyde­lige len. Som ejer af Østergaard erhvervede han, og senere hans enke, ved mageskifte med kronen adskilligt gods, der lå belejligt for går­den, som han også året før sin død skaffede fri birkeret over alt dens gods i sognet, en rettighed, der fulgte den til 1688, fra hvilket tidspunkt den kun ville have haft ringe værdi, fordi de fleste ejere var uprivilegerede personer. Det er antagelig ham, der har opført borggårdens to sidste fløje. Efter hans død beholdt hans enke, fru Magdalene Banner, gården; hun fulgte 1597 sin mand i graven og kom sammen med ham til at hvile i Åsted kirke, som hun til dels havde overhvælvet og skænket en ny prædikestol, men synes allerede i levende live at have afstået Østergaard til sin datter Anne Krabbe, der fra 1580 var enke efter rigsråden Axel Viffert og senere blev gift med Erik Kaas til Vorgaard i Himmerland (død 1598). Hun takseredes 1625 til omtrent 900 tdr. htk., men da hun samme år døde barnløs, gik arvingerne ikke des mindre fra arv og gæld. Dog kom Østergaard ikke på fremmede hænder, thi den overtoges af hendes søsterdatter Otte Lindevov til Borrebys enke, fru Anne Tyggedatter Brahe (død 1636), og da hendes søn Otte Ottelen Lindevovs enke fru Vibeke Clausdatter Podebusk (død 1645), der havde livsbrev på går­den, 1639 ægtede Hr. Knud Ulfeldt til Svenstrup, der faldt i krigen 1657, kom gården til ham og derefter til dennes stedsøn kammerherre Christian Lindevov, der var amtmand i Norge og den sidste af Krab­bernes efterkommere, der ejede den gamle slægtsgård, som var blevet stærkt medtaget af krigen; således var 9 gårde i Nissum by på til­sammen 92½ tdr. htk. øde, og husene aldeles nedbrudte. Han pant­satte den 1660 for 10.000 rdl. til den kendte præst ved Vor Frue Kirke i København, magister Erik Olufsen Torm, hvis enke Søster Worm, der var datter af den navnkundige professor Oluf Worm, 1673 lod sig indføre i gård og gods, hvilket to år efter blev konfir­meret af højesteret. Den gamle adels saga var ude. Ligesom spur­vene tager stærekasserne i brug, når deres beboere drager sydpå, flyt­tede borgerlige slægter nu ind på Glob Krabbes gamle borg. Utvivlsomt havde Østergaard i det sidste århundrede ofte stået ubeboet og forsømt, kun røgtet af forpagtere og ridefogder, og i de følgende tider blev det ofte ikke bedre. Snart ejedes den af folk, der boede langt af led, snart af fattige stympere, der ikke kunne svare enhver sit. Søster Worm drev gården ved forpagter. Efter hendes død 1685 kom den til hendes svigersøn Jens Henriksen, men denne blev godsejer på det alleruheldigste tidspunkt og kom hurtigt i stor gæld, da han til stadighed måtte yde sine bønder forstrækninger med sæde- og brødkorn og forsyne dem med heste til deres gårdsdrift, hvilket altsammen kostede ham mange penge, hvoraf han intet fik igen. Helt upraktisk som godsejer var han dog ingenlunde, men ejendommen var i meget slet forfatning, restancerne hobede sig op, og allerede 1694 måtte han give op og solgte Østergaard med 40 og 199 tdr. htk. til forpagter Anders Hansen Høyer på Astrup, en for­gældet mand, der med sine tre koner havde fået 19 børn, som han næppe var i stand til at give føde og klæder. Han blev dog hængende ved gården til sin død 1727, da den kom til en af hans kreditorer, den rige borgmester Christen Jensen Basballe i Århus, der også, som naturligt var, lod den drive med forpagter i den snes år, han ejede den. På sine gamle dage skal han være blevet så nærig, at korn og stude hobede sig op på gården, fordi han ville have over dagspris for både det ene og det andet. Efter hans død fulgte en række hur­tigt skiftende ejere; 1747 Niels Nielsen, hvis svigersøn Chr. Wassard 1753 solgte gården til ritmester Chr. Lautrup, hvis enke Birgitte Blichfeld 1758 solgte den til Niels Andersen Qvistgaard. Han købte gård og gods (40, 31 og 244 tdr. htk.) for den beskedne sum af 16.000 rdl. eller 51 rdl. pr. td. htk., hvilket i øvrigt var normal pris i Viborg amt ved denne tid; 11 år forhen — ved auktionen efter Basballe — var der kun blevet betalt 28 rdl. pr. td. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

1408 Niels Mikkelsen Krabbe, Befæstet borg kaldt Nissum

ca. 1495 Glob (Lucas) Krabbe

1516 Vestfløjen opført på voldsted, ca. 1535 Sydfløjen opført

1543 Iver Krabbe, ca. 1550 øst- og nordfløj opført

1597 Erik Kaas

1625 Anne Brahe

1639 Knud Ulfeldt

1657 Christian Lindenov

1675 Søster Worm

1685 - 1758 Forskellige ejere

1758 N. Andersen Qvistgaard

1793 - 1871 Forskellige ejere

1871 Johan Chr. Brink-Seidelin

1885 E. O. J. Hedeman

1890 Vallø Stift

1906 A. Lemming Froberg

1943 A. C. Knuth

1945 J. M. Skov m. fl.

1962 Kr. og K. Skov 
 
4104
Aage Bramsen
Aage Bramsen
 
 
4105
Aage of Denmark
Aage of Denmark
 
 
4106
Aagesen coat of arms
Aagesen coat of arms
Skjoldet Sølv, deri en venstre blaa Strøm. Hjelmmærke: To Sølv-Vesselhorn. Hjelmklæde: Indvendig Sølv, udvendig blaat.

Vaabenet er gengivet efter Afbildning i »Leksikon over danske Fa­milier« og optaget i Heraldisk Selskabs Vaabenrulle som Nr. 471 for Agnaterne af Deputeret i Generalkommissariatets Kollegie Kon­ferensraad Søren Aagesen (1753-1817), hvis Farfader, By- og Her­redsfoged i Nibe, Søren Aagesen (1678-1746), er Slægtens første kendte Mand. Vaabenet synes først at være ført af Professor, Dr. jur. h. c., ekstraordinær Assessor i Højesteret Andreas Aagesen (1826-­1879)

Af Slægtens Medlemmer kan nævnes:

Fhv. Proprietær Andreas Aagesen (f. 1892), København.

Fru Assistent Else Plaun (f. 1893), Ballerup.

Viceskoleinspektør Svend Aagesen (f. 1896), København.

Godsejer Ingvar Aagesen (f. 1897), Brasilien.

Fru Godsejer Inger Margrethe Aagesen (gift Grüner, f. 1901) Lille Svendstrup

Kunstmaler Stig Aagesen (f. 1908), Odder. 
 
4107
Aagaard
Aagaard
Kettrup sogn, Vester Han herred, Thisted amt.

Aagaard var i henved 300 år et af hovedsæderne for Gyldenstier­nerne. Gården er blandt denne nørrejyske, bunddanske adelsslægts ældste besiddelser. Sagnene har også knyttet denne slægts opdigtede stamfader, Erik Langben, til Aagaard, idet han, der var hedning, skal være begravet i en høj i nærheden af gården. Det ældste, med sikker­hed påviselige medlem af Gyldenstierne-ætten er nok den Niels Erik­sen, der levede 1310. Hans søn Erik Nielsen skriver sig til Aagaard ; fra da af og indtil 1630 var denne herregård i hans families besiddelse. Aagaard ligger i en dal, der åbner sig mod vest. Dalen gennem­strømmes af en å, Mølleåen, der har sit navn af en vandmølle, der i tidligere tid lå på gårdens mark. Sydøst for gården hæver terrænet sig til Sankt Jørgensbjerg bakkerne, kendt fra slaget i 1441. Aagaards placering er foruden af åen, der vel har givet vand til borgens grave, bestemt af det vejkryds, der fandtes i dens umiddelbare nærhed ved Fjerritslev. Her mødtes landevejen Aalborg-Thisted med landevejen, der kom sydfra fra Aggersund-overfarten, Han herredernes udfalds­port mod syd. For den, der ville beherske egnens vejnet, var Aagaards beliggenhed således ypperlig, og her ligger da også vest for den nuværende hovedbygning det betydelige, middelalderlige, af to ban­ker bestående, voldsted. Den ovenfor nævnte Erik Nielsen Gyldenstierne blev vistnok i 1344 kong Valdemars marsk, allerede dette viser, hvilken indflydelsesrig mand han må have været. Han havde også ved giftermål med dro­sten Peder Vendelbos datter yderligere befæstet sin position. Sin stil­ling som marsk beholdt han imidlertid kun en halv snes år. I årene inden kong Valdemar fik virkelig magt, havde hr. Erik der da havde Han herrederne med mere til len erhvervet en stor mængde bøndergods på forskellig måde. For kronen, der mistede herligheden af gårdene, var denne udvikling ikke ønskelig. Kong Valdemar tvang derfor Erik Nielsen til at skøde alt det gods, som han ikke havde be­talt fuld værdi for, tilbage til de oprindelige ejere. Kronen fik så atter herligheden deraf. Erik Nielsen havde to børn, en datter Cæcilie og sønnen Niels. Niels Eriksen arvede Aagaard efter faderen. I ham fandtes den gamle oprørsånd. Da kong Valdemar 1368 kom i krig med Hansestæderne, og de jyske herremænd gjorde fælles sag med fjenden, var Niels Erik­sen blandt oprørerne. Det så en overgang slemt ud for kongen; men han reddede sig dog ud af det bagefter sved det til de oprørske herrer. 1373 måtte Niels Eriksen forpligte sig til at genopbygge det kongelige slot Aggersborg, der var blevet afbrændt under oprøret. Niels Eriksen var med til at besegle kong Olufs håndfæstning 1377, men må være død inden 1388, efterladende sig flere børn; 3 af hans sønner blev stamfædre til hver sin gren af familien: Restrup-, Aa­gaard- og Timlinien. Peder Nielsen, Aagaard-liniens stamfader, var samtidig med dronning Margrethe, han blev rigsråd, var medbesegler af Kalmarunionen og blev til slut lensmand på Riberhus. Omkring 1410 må han være afgået ved døden. Af hans sønner blev én gejstlig og endte sine dage som biskop i Børglum. En anden søn, Anders, drog til England, trådte i regentens, hertugen af Bedfords tjeneste og kæm­pede under Hundredårskrigene mod franskmændene. Han gjorde sig så fortjent, at det engelske parlament i 1433 naturaliserede ham. 1433 - 34 var han befalingsmand på en fæstning i Normandiet og må vist være død 1455. Danmark har han næppe genset; men sit barn­domshjem mindedes han ved at tage navn efter det. Sir Andrew Ogarde lød hans navn i engelsk oversættelse, og slægten lever endnu derovre. Navnet er nu ændret til Haggard of Bradenham; men fa­milien fører stadig en seksoddet sølvstjerne i sit våben. Hvor mange er, når de læser »Kong Salomons Miner«, klar over, at dens forfatters navn Haggard er det samme som Aagaard i Han herrederne! Den tredje af Peder Nielsens sønner, Niels, fik Aagaard; han blev 1441 slået til ridder under festlighederne i Stockholm ved kong Chri­stoffer af Bayerns kroning. Samme år blev Aagaard brændt af. Det skete under det bekendte bondeoprør, da vendelboerne rejste sig til kamp såvel mod adelen som mod kong Christoffer. Efter et slag ved Nørresundby drog bønderne sejrrige vestpå; her stødte thy- og mor­singboer til. Kongens gård Aggersborg fik de hurtigt has på. Aagaard voldte vist derimod større vanskeligheder. Niels Pedersen opholdt sig selv på den og kæmpede modigt. Det lykkedes omsider bønderne at få borgen indtaget og afbrændt. Herremanden undslap dog selv. I et senere tingsvidne siges det, at han »kom af sin gård ikke uden med en stav i sin hånd«. Hans gods og hans breve gik op i luerne sammen med gården. Begivenheden har åbenbart gjort et dybt indtryk på egnens befolkning. Endnu helt op til nutiden har sagnene herom holdt sig i live. Da Aagaard var faldet, havde bønderne fri bane sydpå over Ag­gersund. De nåede da også helt til Skern Å og Gudenåen. Snart blev de dog tvunget tilbage, og netop i nærheden af Aagaard på Sankt Jørgensbjerg stod det afgørende slag, og her blev bønderne slået. Tabene under oprøret overvandt Niels Pedersen let. Et nyt og mu­ligvis stateligere Aagaard blev opført på den gamle borgtomt. Endnu levede hr. Niels nogle år; først 1456 afgik han ved døden og blev stedt til hvile i sortebrødreklosteret i Næstved. Da dette på reforma­tionstiden blev nedbrudt, flyttede slægten hans lig til Ringsted, hvor det nu hviler i kirkens kor. Hans søn Mourits Nielsen arvede Aagaard og adskillige andre her­regårde foruden en eventyrlig mængde bøndergods. Hovedmængden af dette sidste ialt ca. 400 bøndergårde lå i Nordjylland på begge sider af Limfjorden; der har næppe været mange i datidens Danmark, der har været mægtigere og rigere. Han herred havde hr. Mourits som pantelen fra 1470 til sin død; desuden var han gennem adskillige år lensmand på Aalborghus. Såvel Christiern I som Hans var han en tro og dygtig embedsmand. Et inventarium fra 1495 viser besætningen på Aagaard i hans tid; der var 33 øg, 17 foler og føl (hestene benyttedes af herren og hans svende, der var fraværende), 22 plovøksne, desuden 8 andre øksne, 2 tyre, 52 køer, 4 kvier, 85 stk. ungkvæg, 17 kalve, 164 får, 85 svin, 32 gæs og 14 geder. Den kreatur­bestand kunne hr. Mourits godt være bekendt. Til at passe den dag­lige dont på en sådan gård udkrævedes et betydeligt folkehold. En liste fra Aagaard 1499 opregner navnene på 69 personer indbefattet borgherren selv heraf 13 kvinder. Mourits Nielsen døde i 1503 eller 1504. Han gav intet til klostre og kirker; slægten havde tidligere givet så meget, hr. Mourits må have syntes nok, for han efterlod hele den umådelige godsmasse til sin eneste datter Anne Mouritsdatter; hun var to gange gift, anden gang med den stridbare Predbjørn Clausen Podebusk, en ubehagelig herre. Han døde 1541, hun 1545. I deres ægteskab var kun et barn, datteren Jytte Podebusk, der anden gang blev gift med Knud Henriksen Gyl­denstierne, Fyns sidste katolske biskop, som efter reformationen le­vede videre som verdslig herremand. Han hørte til Restrup-linien og med ham kom Aagaard atter tilbage til Gyldenstiernerne. Fra 1550 var han eneejer af gården; han havde store nordjyske forleninger, men levede i øvrigt et tilbagetrukket liv som storgodsejer til sin død 1568. Af hans børn fik det ældste, sønnen Henrik, Aagaard. Under Den nordiske Syvårskrig udmærkede han sig som søofficer. 31 år gammel blev han udnævnt til admiral. Senere opgav han tjenesten til søs. Han havde store forleninger; foruden Han herred, der var så nøje knyttet til familien, først Vitskøl Kloster, senere Aastrup og Båhus. Der er næppe blevet megen tid tilovers til ophold på Aa­gaard; han døde 1592. Atter gik Aagaard i arv til ældste søn, Knud Henriksen Gylden­stierne. På sin store udenlandsrejse, som han foretog sammen med Frederik Holgersen Rosenkrantz, kom han til England, og det er sandsynligt, at de to der har truffet sammen med Shakespeare. Da denne skrev Hamlet og havde brug for navnene på et par danske adelsmænd, føjede han uden småligt hensyn til anakronismen Rosenkrantz og Gyldenstierne ind på rollelisten. Med Knud Henriksens død i 1627 var det slut på Gyldenstiernerne til Aagaard; Knud efterlod sig ikke noget afkom. Enken Sophie Lin­denov arvede ham, og nu kommer gården i en stadig skiftende række adelsslægters eje Rosenkrantz, Rantzau, Grabow, Benzon, Kjær­skiold og atter Rantzau. Så glider den endelig i 1749 over i borgerligt eje, i slægten Hviids, og denne familie ejede den indtil 1822, først Laurs Schipper Hviid 1749 - 79 og hans enke Anne Marie Christensdatter til 1787, derefter deres sønner Christen Hviid til 1794 og Ma­thias Hviid 1794 - 1815, hvorefter sidstnævntes enke 1822 solgte Aa­gaard til Johan Casper Mylius, der dog allerede i 1828 måtte lade staten overtage den. I 14 år blev Aagaard så drevet af statsforpagtere, der synes at have været dygtige landmænd og atter bragte godset på fode. I 1842 solgte staten Aagaard med alt tilbehør til to godsslagtere, der fra 1844 solgte ud af bøndergodset. Fæstebønderne købte deres gårde til selveje. Fra 1848 var jægermester C. E. Roulund ejer af det resterende gods. Han frasolgte de fæstegårde, der var tilbage, men beholdt selv herregården og drev den til sin død 1886. I hans tid er­stattedes bindingsværket i hovedbygningen, der er opført i 1700-tallet som et trefløjet anlæg, med grundmur. Hans to døtre Hedvig Eli­sabeth og Johanne Lucia Roulund arvede Aagaard, som de beholdt til 1913, da de solgte den til C. C. Gravesen og dennes morbroder, godsejer V. H. Hahne-Schmidt til Bratskov; den førstnævnte blev eneejer i 1914, og året efter solgte han avlsgården med den største del af jordtilliggendet til C. A. Dreyer, hvis døtre, Regitze og Herdis Dreyer nu ejer avlsgården, der efter frasalg omfatter 180 tdr. Id. Den gamle hovedbygning med 15 tdr. Id. have ejes siden 1961 af semina­rieadjunkt Poul Meisner, som gennemgribende har restaureret de for­faldne bygninger ved arkitekt Allan Nilsson. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

1355 Erik Nielsen Gyldenstierne

ca. 1410 Niels Pedersen Gyldenstierne

ca. 1509 Predbjørn Clausen Podebusk

1550 Knud Henriksen Gyldenstierne

1630 - 1749 Forskellige ejere

1749 L. Schipper Hviid

1822 J. C. Mylius

1828 - 48 Forskellige ejere

1848 C. E. Roulund

1914 C. C. Gravesen

1915 C. A. Dreyer (avlsgården) H. og R. Dreyer (avlsgården)

1961 P. Meisner (hovedbygningen)

 
 
4108
Aakær Gods
Aakær Gods
Falling sogn, Hads herred, Aarhus amt.

Gennem dokumenter kan vi følge Aakær tilbage til det 14. århundrede. I et tingsvidne fra 1444 fortælles det, at mange år tidligere havde hr. Laurids Truidsen, ridder, af Gylling givet Hr. Markvard Rostrup, ridder, sin datter fru Cecilie til ægte og dertil Kærsgaard og Svinballe samt den grund, som Aakær står på. Hr. Markvard må da have bygget gården og har formodentlig fæstet bo der på Valdemar Atterdags tid; thi i 1386 førte hans søn Claus vidner på, at den grund, hvorpå Aakær er bygget, tilhørte ham, hans brødre og søstre; men allerede 1398 var Kærsgaard, Svinballe og Aakær af Gotskalk og Benedikt Rostrup solgt til biskop Bo Mogensen af Århus, og i 1402 pantsatte Gotskalk nogle gårde i Gylling og Lerdrup, som bispen senere fik skøde på. Dermed er vistnok familien Rostrup trængt ud af Hads herred, og i den følgende tid samlede bisperne meget mere gods omkring Aakær, der blev deres hovedgård i herredet og sæde for en bispelensmand, der sørgede for, at indtægterne havnede i Års. Det store gods, som Århusbisperne havde bygget op omkring Aakær, blev ved statskuppet den 12. august 1536 sammen med alt andet bispegods i Danmark lagt under kronen. 1548 blev Aakær med Hads herred som et særligt len overdraget til Evert Bild. Godsets bøn­der, der »under krumstaven havde levet sikkert og godt«, fik straks at føle, at de var kommet under et andet herskab. 1559 blev Aakær len sammen med Dronningborg overdraget som livgeding til dronning Dorothea, der 1571 gjorde sin gamle veninde Birgitte Gøye til lens­mand, men hun måtte allerede 1572 efter dronningens død afstå lenet til Frederik II, der udnævnte en mandlig lensmand. I den følgende tid var Aakær len i reglen forenet med Skanderborg, hvor lensmanden boede. Kronen fortsatte bispernes godspolitik og erhvervede ved mageskifter adelsgårde og strøgods. Der fandtes i 1660 ikke nogen fri gård af betydning i hele Hads herred, og det var et meget stort gods, der lå under Aakær. Men dette såkaldte slot, hvis vidtløftige bygnin­ger længe lå ubenyttede, da i reglen hverken kongen eller lensmændene boede her, omtales gentagne gange som brøstfældigt og utilstrække­ligt, uden at der tilsyneladende gøres noget virkeligt for at afhjælpe skaden. Dog får i 1576 lensmanden Christen Munk pålæg om at lade opføre et hus, hvori kongen kan have en bekvem bolig, »da Aakær efterhånden forfalder meget, og der ikke er huse med kamre i, hvor kongen kan opholde sig«. Måske bygges der virkelig en passende bolig, for to år senere bliver adskillige kongebreve udstedt på Aakær. Ved lensmandsskiftet i 1589 fremhæves dog på ny anlæggets bygfældighed, og i 1601 må »den runde kvist, hvor trappen er, der går fra kongens kammer til Jægergården« nedtages, da den har »givet sig ud fra muren på huset«. 1613 må en karnap nedtages, og 1617 skal »det store hus, som er forfaldent og står mellem broerne«, istandsættes. Når tilstan­den var så ringe allerede i 1600-tallets begyndelse, kan man forestille sig, i hvilken ynkværdig forfatning Aakær måtte være ved århundre­dets midte, da fjenden flere gange havde hærget. I 1646 siges det i et syn, at den vestre gavl på det søndre hus er meget brøstfældig, så det endelig har fornødent at hjælpes, medmindre det skal nedfalde. Overet på et fæhus, som er 51 bindinger, er ganske borte så nær som bjælkerne, hvilke er meget forrådne. Huset i Jægergaarden er ganske øde, og står ringe ting deraf igen. Det indbo, der fandtes på slottet, var mer end fattigt: 5 fyrreskiver (borde), 11 fyrrebænke, 3 gamle sengesteder, 3 gamle kister, to gamle skabe, et skærmbræt, et gammelt ølkar og fem salttrug, samt et bordtæppe af blåt klæde og en gammel himmel af hvidt damask over bordet i fruerstuen. Mesteparten af skovene var meget forhugget og fordærvet. Om »bøndernes lejlighed« oplyses, at en del af gårdene er ganske forarmede og kan ingen landgilde yde. For anden gang fik den politiske udvikling i Danmark afgørende betydning for Aakær, da Frederik 3 ved statskuppet den 13. oktober 1660 gjorde sig til enevoldskonge og derefter omordnede styrelsen og afhændede en stor del af krongodset. Om Aakær og godset i Hads herred blev der aftalt en byttehandel mellem kronen og rigsdrosten Joachim Gersdorff, der skulle afstå Tunbyholm og andre skånske gårde med gods, der skulle bruges til indløsning af Bornholm, og til gengæld modtage kronens gods i Hads herred og på Samsø; men inden de vidtløftige skøder blev udarbejdet, døde rigsdrosten 1661 50 år gammel, og det blev hans mange børn, der i de følgende år overtog og delte det over 3.000 tdr. htk. store krongods. Aakær med 81 tdr. htk. og ca. 700 tdr. htk. gods og tiender tilfaldt barnet Frederik Gers­dorff (1650 - 1691), der som ganske ung blev diplomat og senere over­ceremonimester og næppe har opholdt sig ret meget på sin gård, som han tidligt solgte til Griffenfeld, men salget synes ikke at være gået i orden, hvorfor Gersdorff 1674 solgte til sin svoger general Jørgen Bielke, der lige havde afhændet sin arvepart Samsø til Griffenfeld. 1675 solgte han Aakær til amtmand Christian Gersdorff (1644 - 1725), der mageskiftede den mod Iisgaard på Mols til en fjerde svoger, ge­hejmeråd Otte Krabbe til Holmegaard, Broksø m. m. Efter al denne bytten gårde mellem rigsdrostens arvinger blev en borgerlig mand, justitsråd Bendix Lassen (død 1717), søn af en købmand i Århus, herre til Aakær i 1697, hvor han (1699) fæstede bo med Hedevig Margrete Bornemann, en datter af Sjællands biskop, Henrik Bornemann. Hun giftede sig for anden gang med oberst Matthias Rosenørn, og efter hans død 1725 tilfaldt gården hendes søn af første ægteskab, major Henrik Lassen, der blev adlet og tog navnet Lasson 1731 og døde 1732; så måtte moderen, der også var blevet adlet 1731, igen tage styret, som hun beholdt til sin død 1749. I denne lange Bornemannske periode har den borggård, der på et ukendt tidspunkt, antagelig i år­tierne efter svenskekrigene, afløste det vidtløftige og meget forfaldne slot, fået sin nuværende skikkelse. Det er et barokslot »en miniature«, der er opbygget i ét stokværk i bindingsværk over en høj kampestens­kælder, som jo nok rummer rester af det gamle slot, og som delvis er af tilhugne kvadre, delvis af utildannede marksten. Gården er trefløjet og anlagt omkring en symmetriakse, der fremhæves af en bred, gen­nemgående kvist midt på hovedfløjen over indgangsdøren, hvor Mat­thias Rosenørn anbragte to sten med våbener og årstallet 1722, der dog som nævnt sikkert kun angiver en ombygning af anlægget. Også sidefløjene har symmetrisk siddende indgange, og gårdspladsen lukkes i nordvest af fire store gamle lindetræer. I dette rummelige og mo­derne indrettede hus, der mod syd og vest blev omgivet af en have, som åen strømmede igennem, var Hedevig Margrete Bornemann hus­frue i halvhundrede år. Hendes datter, Benedicte Antoinette Rosenørn, bragte Aakær til sin mand, den senere etatsråd Thøger de Lasson (død 1772) til Dybvad af familien Lasson til Rødslet i Kær herred. Efter hendes død 1783 rykkede på ny en svigersøn ind som ejer; det var kammerherre Frede­rik Christian Tønne Lüttichau (1744 - 1805), gift med Anne de Lasson; han var en søn af den general Christian Ditlev Lüttichau, der opret­tede stamhuset Tjele. Han var en studeret og berejst mand, der var dr. jur. fra Oxford og viste sig som en virksom og dygtig godsejer, der slog til lyd for forbedringer i fæstebøndernes kår; men da han mente, at de radikale reformer 1787 - 88 ville ødelægge det danske landbrug, optrådte han 1790 sammen med major Fr. L. Chr. Beenfeldt til Serridslevgaard som ordfører for en kreds ligesindede jyske gods­ejere og førte i et »tillidsskrift« til kronprinsen et så voldsomt angreb på Colbiørnsen, der ikke blev ham svar skyldig, at han kunne døm­mes til bøder og fortabelse af kammerherretitlen; over denne dom blev han så rasende, at han rejste til Tyskland, hvor han blev rigs­greve, og 1793 solgte Aakær og Dybvad, ialt 867 tdr. htk., til rigsgreve G.V.A.D. von Münster- Meinhövel for 372.000 rdl. i pistoler.(Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

ca. 1350 Markvard Rostrup

1398 Århus bispestol

1536 Kronen

1661 Frederik Gersdorff

1674 Jørgen Bielke

1675 Christian Gersdorff

1677 Otte Krabbe

1697 Bendix Lassen

1717 Hedevig Margrete Bornemann

1749 Th. Lassen

1783 Fr. Chr. T. Lüttichau

1793 G. V. A. D. v. Münster-Meinhövel

1794 Fr. O. v. Dernath

1802 H. Reventlow og A. H. B. Fr. Bernstorff

1816 H. Reventlow (eneejer)

1836 J. G. Cohen

1857 P. J. Neergaard

1884 Chr. P. S. B. Neergaard

1923 F. B. Neergaard (død januar 1967) 
 
4109
Aakærs Inspektørbolig
Aakærs Inspektørbolig
Ebba Busky-Neergaards bolig 
 
4110
Aalholm
Aalholm
Nysted landsogn, Musse herred, Maribo amt

I 1725 stilledes godset til auktion, og det andet store hovedafsnit af Aalholms historie begynder. For en købesum af 94.929 rdl. 3 sk. skødedes hovedgårdene Aalholm og Bremersvold med Herritslev og Tågerup kirkers tiender, birkerettigheder og jagtfrihed på Nysted købstads jorder m. m. til enkefru Emerentia von Levetzow, datter af den dygtige officer Hans Frederik Levetzow til Oxholm på Øland og enke efter den Rabenske slægts danske stamfader, Johan Otto Raben. Som en meklenborgsk adelsmand af den gamle familie, hvis stamslot er Stück ved Schweriner-søen, var han kommet til Danmark under de sidste år af Frederik III's regering, udmærkede sig som officer i Gyldenløvefejden, tjente siden Christian V som hofmarskal, Frederik IV som amtmand over Frederiksborg og Kronborg amter, indtil han døde som gehejmeråd 1719. Men det Økonomiske grundlag for slægtens trivsel lagdes dog først af hans efterladte hustru, der var 23 år yngre end sin mand og i sin langvarige enkestand viste sig som en energisk og handlekraftig dame. At dømme efter hendes testamente, hvori hun indgående og omstændeligt disponerede over sit indbo og sine smykker, forstod hun tydeligt nok at sætte hver af sine arvinger på deres rette plads; det synes betegnende for hende, at hun købte sig gravkapel i Nysted kirke og traf bestemmelser om sin marmorkiste, men samtidigt i testamentet udtrykkeligt udtalte, at hendes lig »udi Stilhed og paa en anstændig Maade skulde befordres til Begravelsesstedet«. Og trods grundigheden i småtingene må hun have forstået sig godt på storstilede forretninger. Hun erhvervede sig også andet lollandsk jordegods, især Bramsløkke og Kjærstrup, opnåede som tilgift på købet af Aalholm enkelte mindre begunstigelser af Christian VI, som f. eks. de nævnte landsbykirkers landgilde og stolestader i Nysted kirke, og endelig fik hun 1734 oprettet Aalholm med Bramsløkke (og ladegården Egholm), tilsammen 1221 tdr. htk., til Grevskabet Christiansholm. Det er vel sandsynligt, at hun i disse dispositioner er blevet støttet og vejledet af sin eneste søn, Frederik Raben, der som overhofmester hos dronning Sophie Magdalene og senere som stiftamtmand over Lolland-Falster og provisor på Vallø, æresmedlem af Videnskabernes Selskab og ridder af elefanten, måtte have betydelig indflydelse, men selv om hun forbeholdt sig selv og ham på livstid dispositionsretten over grevskabets årlige indtægter og efterlod ham Kjærstrup og Bremersvold, var det dog ikke ham, der blev besidder af det nye grevskab. Lensbrevet udstedtes til hans ældste søn, Christian Raben, der ved sin ophøjelse i den grevelige stand 1734 ikke var fyldt ni år. Bedstemoderen oplevede ikke at se den unge herre fuldvoksen. Hun døde på Aalholm 1746, og først samme år hjemkom greven »efter nogle Aars velanlagte Tid paa Universiteter og Academier samt Rejser igennem Holland, Schweiz, Italien, Frankrig, Braband, Engeland, Nordholland og Tyskland« for straks at blive kammerherre, højesteretsassessor og medlem af kancellikollegiet. »En altfor tidlig Død borttog ham udi Nysted 30. Sept. 1750 i hans blomstrende Alders 25de Aar,« og i overensstemmelse med gravskriften fortælles det, at han efter en brand på Aalholm skal have boet inde i Nysted, så at grevskabets hovedsæde næppe har været beboeligt. Efter hans bortgang i ugift stand succederede hans broder, grev Otto Ludvig Raben, der efter at have tjent i livgarden til hest blev ceremonimester, kammerherre, hvid ridder og gehjemeraad. Han udvidede grevskabets jordtilliggende bl. a. ved 1761 at indlemme 136 tdr. htk., især Stubberup by, og 1786 Kettinge og Bregninge kirker. På Aalholm, hvor hans fader hensov 1773, anlagde han i slotssøen en stivelse- og pudderfabrik, der var en af de ældste her i landet, og hvad bygningerne angår, ombyggede han østfløjen, der endnu i jernankre bærer hans og grevinde Anna Catharina Henningia f. v. Buchwaldt's navnetræk og aarstallet 1779, og som nu blev en ganske enkel bygning med tætsiddende vinduer og lyse, velproportionerede stuer, der præges af den begyndende Louis XVI stil. Samtidigt må sydfløjens østre del med porten være nedrevet. Desuden har han sikkert plantet den statelige lindeallé på vejdæmningen mellem gravene og fjorden ; et malet prospekt af gården viser ham og hans familie mellem de unge elletræer, modtagende bejleren til en af de unge komtesser, en scene, der kun, foregik et års tid før hans død på Aalholm 1791. Sønnen, grev Frederik Christian Raben, som tiltrådte grevskabet i en alder af 21 år, var efter godsarkivet at dømme en ivrig og påpasselig administrator, under hvem bondegodsets udskiftning gik sin gang. Ved aarhundredskiftet fik han tilladelse til i dette øjemed at stifte et lån på 30.000 rdl., en tilladelse, som dog først benyttedes under de uheldige konjunkturer i 1822. Et håndskrevet leksikon, som greven påbegyndte år 1800, viser os ham som en søn af den rationalistiske oplysningstid. Agrariske anvisninger og nyttige husraad i alfabetisk orden mødes med notitser om meteorologiske forhold, barometre, Leidenerflaske, Ørsteds galvaniske batteri, som han så 1820, og luftballoner, alt tydende på en levende interesse for naturvidenskaberne og deres praktiske anvendelse. En række småbøger med fine akvareller illustrerer, at han med iver har studeret sommerfuglenes udviklingsstadier, og han samlede et meget stort herbarium. På Aalholm ytrede disse interesser sig ved opførelsen af den nu atter nedtagne, firkantede overbygning på nordøsttaarnet, der har været bestemt for astronomiske og meteorologiske iagttagelser, og ved de haveanlæg, som greven iværksatte. »Min engelske Have ved Christiansholm blev anlagt om Efteraaret 1796«, skriver greven, og han oplyser selv om principperne for den nye havekunst og den litteratur, han havde benyttet, Hirschfeldts Theorie, Burgdorfs Anleitung, Wildenows Beschreibung, Miinchhausens Haus-Natur og Rillers GartenLexikon, »et klassisk Værk«. I årene indtil 1814 formedes på terrænet sydvest for ladegården den nuværende haves grundstamme, hvor senere grevens buste er rejst foran en af de smukke pavilloner a la Liselund, og 1830-35 fulgte anlægget af skovhaven og vinterhaven. Parkens fede lerjord over kridtgrund er særlig gunstig for opelskningen af sjældne træer, som da også findes i mængde. De botaniske interesser drev greven ud på rejser, og på den sidste af disse døde han 1838 i Rio de Janeiro. Året efter inkorporeredes hans allodialejendomme, deriblandt flere kirketiender, i grevskabet, hvis hovedgårds-takst i matriklen af 1844 ansattes til 162 tdr. htk., medens bøndergodsets hartkorn forhøjedes fra 148 til 311 tdr. — Han efterfulgtes af sin ældste efterlevende søn, Gregers Christian Raben, hvis forkærlighed for det klassiske sprog præger de mindestøtter, han i parken rejste for sin fader og sin hustru, Anna Margrethe, f. Lund (d. 1851), og da grev Gregers Christian var død på Søbo 1875, arvedes grevskabet af hans broder Julius, jurist og medlem af folketinget, men heller ikke han efterlod sig børn. Grevskabet, hvis bøndergods for største delen var blevet frasolgt i årene 1857-74, tilfaldt nu en brodersøn af den første besidders fader, gehejmekonferensraad Josias Raben-Levetzau til Lekkende, der tiltrådte besiddelsen efter grev Julius' død 1879 og 1881 erholdt kgl. anerkendelse af at være optaget i grevelig stand. Efter hans bortgang 1889 fulgte hans søn, kammerherre, hofjægermester, ordensskatmester, lensgreve Frederik Christopher Otto Raben-Levetzau (d. 1933), foruden grevskabet ejer af Bremersvold, Beldringe og Lekkende. En diplomatisk virksomhed, først som gesandtskabsattache i Paris og Wien, senere som udenrigsminister i ministeriet J. C. Christensen, talrige hverv som generalkommissær ved verdensudstillingen i Paris 1900, ordensskatmester, formand for Christiansborgs byggeudvalg, ærespræsident i Geografisk Selskab, vicepræsident i Oldskriftselskabet, medlem af bestyrelsen for den af hans farbroder stiftede RabenLevetzauske Fond, formand for Kgl. dansk Automobilklub, alt dette hindrede ikke lensgreven i at ofre meget af sin kraft på grevskabet. Da han 1889 overtog dets bestyrelse, var tilstanden langtfra god, men i de følgende årtier gennemførtes talrige reformer, og da regeringen opløste grevskabet, var det dog uden gæld. Jordens dræning blev fornyet, frasolgte skovstykker generhvervede, den forhuggede og forsømte beplantning bragt på fode og nye skovveje anlagte. Stenvængegaarden, Bødkergaard og Stubberupgaard dannedes og nyopførtes, ligesom selve Aalholm ladegård ombyggedes. Grevskabets kirker, især Kettinge, restaureredes. Hvad hovedbygningen angår, blev slotsgraven reguleret, haven og parken forskønnet, i mosen nord for slottet blev der trods alle vanskeligheder skabt en ø med en blomster have, og siden 1889 blev selve slottet gennemgribende ombygget. Arkitekten, professor Hans J. Holm, har for at bevare en vis tilknytning til det overleverede, arbejdet med gotiske murstensformer, men iøvrigt blev det gamle anlæg i væsentlig grad ændret. I nordfløjens yderside blev indsat vinduer, og der blev påbygget en bindingsværks tårnkarnap samtidig med, at gesimsen blev hævet, det sidste måske efter gamle spor på tårnmurene, og tagryggen over den østlige ende blev hævet, men først i 1913 kom taglinierne over den vestlige del til at følge sporet på tårnmuren. Midt i muren blev hugget en portal korresponderende med en bro, som førte over til øen nord for slottet. Ud for salen over portalen var en balkon, som i 1901 blev sat i forbindelse med jorden ved en mægtig, muret fritrappe, men den blev atter fjernet i 1943. Mod gårdsiden blev nordfløjen udvidet. Østfløjen blev ombygget og moderniseret i tidens smag, og på grunden af den tilstødende sydfløj blev opført en tårnagtig udbygning. Vestfløjen, som i 1647 havde været anvendt som smedie og senere havde været »teaterfløj«, blev nedrevet. Dens gamle ydermur fik svære kamtakker. Af skydeskårene imellem dem er i hvert fald de to rester af ældre glugger. Den lange, gamle borggård, hvor der før havde stået en muret og tømret brønd, blev delt op i mindre gårde ved to nye tværfløje. Af sydfløjen stod kun »Margretefløjen« tilbage. Den blev radikalt ændret såvel udvendig som indvendig. Murene fik buefriser, og de meget urolige taglinier blev gennemskåret af store, murede kviste. Et stort, stavværksdelt vindue markerede fløjens hovedtrappe. Det slot, Hans J. Holm nu kunne aflevere, har i alle måder tilfredsstillet tidens krav til en luksuriøs herskabsbolig, passende for landets udenrigsminister og skabt til store fester. Det var helt i international stil og kunne for den sags skyld have ligget et hvilket som helst sted på det europæiske kontinent. Men af den nordiske, middelalderlige kongeborg var ikke meget synligt undtagen i vest- og især i nordmuren, som begge vendte bort fra den besøgende. Der skulle et generationsskifte til før der kunne rådes bod herpå. Efter lensgreve Frederik Raben-Levetzaus død blev enkelensgrevinde Suzanne Raben-Levetzau, f. Moulton, boende på Aalholm; sønnen baron Johan Otto Raben-Levetzau, der siden 1931 var ejer af Beldringe og Lekkende godser, blev ved faderens død også ejer af
Aalholm og Bremersvold godser og fik dermed samlet familiegodserne på én hånd. Ved arkitekt Helge Holm lod han 1944 Margretefløjen restaurere, og vestsidens porttårns fundamenter blev afdækket ved Nationalmuseet. Aalholm hovedgårds tilliggende er nu 660 tdr. Id. ager og eng. Skovdistriktet er på 2.297 tdr. Id. Godsets samlede ejendomsværdi er 6.710.000 kr. I 1964 er der indrettet et veteranbil-museum ved Aalholm (som nu er lukket), og i tilslutning dertil et cafeteria. Det nye Aalholm smiler muntert mellem de grønne træer ud mod den venlige fjord. Men set fra nord rejser bygningen sig endnu som et af landets mærkeligste minder fra middelalderen, og mellem de svajende engsiv kan vandreren her drømme sig tilbage til den barske kamptid, da faste borgmure bestemte rigets skæbne. (Danske Slotte og Herregaarde)

EJERE
Christoffer II. Befæstet borg (?)
1328 Johan den Milde
1347 ? Valdemar Atterdag
1375 Kronen
1535 Lübeckerne
1536 Christian III.
1726 Emerentia v. Levetzow
1734 Christian Raben
1750 O. L. Raben
1879 J. Raben-Levetzau
1889 Fr. Ch. O. Raben-Levetzau
1933-1977 Johan Otto Valdemar baron Raben-Levetzau
1977-1992 Johan Otto Valdemar baron Raben-Levetzau / John Otto Raben-Levetzau
1992-1995 John Otto Raben-Levetzau
1995-2008 Stig Husted-Andersen
2008-2009 Stig Husted-Andersens dødsbo
2009- Boet efter Stig Husted-Andersen 
 
4111
Aastrup Gods-doc
Aastrup Gods-doc
Eichel / Bartholin 
 

    «Prev «1 ... 79 80 81 82 83



This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2019.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard