Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Photos


Matches 151 to 200 of 2,330     » Thumbnails Only    » Slide Show

    «Prev 1 2 3 4 5 6 7 8 ... 47» Next»

 #   Thumb   Description   Linked to 
151
Anne of England
Anne of England
 
 
152
Anne Rønnow
Anne Rønnow
 
 
153
Anne Sehested
Anne Sehested
 
 
154
Anne Sophie Rawert
Anne Sophie Rawert
 
 
155
Anne Steensen
Anne Steensen
Med børnebørn, Edel Mund og Sophie Steensen 
 
156
Anne Thott
Anne Thott
 
 
157
Anne von Offenberg
Anne von Offenberg
 
 
158
Anne-Marie of Denmark
Anne-Marie of Denmark
 
 
159
Annette Haxthausen
Annette Haxthausen
 
 
160
Annette Lange
Annette Lange
 
 
161
Annette Løvenskiold
Annette Løvenskiold
 
 
162
Anthon Nicolas le Sage de Fontenay
Anthon Nicolas le Sage de Fontenay
 
 
163
Anthonius Krieger
Anthonius Krieger
 
 
164
Antoinette Rantzau
Antoinette Rantzau
 
 
165
Antoinette von Gersdorff
Antoinette von Gersdorff
 
 
166
Antoinette von Lowzow
Antoinette von Lowzow
 
 
167
Anton Evers
Anton Evers
 
 
168
Anton von Ellbrecht, 1790-1857
Anton von Ellbrecht, 1790-1857
 
 
169
Anton von Hedemann
Anton von Hedemann
 
 
170
Antonia Briand de Crèvecoeur
Antonia Briand de Crèvecoeur
 
 
171
Antonie Wernich
Antonie Wernich
 
 
172
Antonio Boggiano Pico
Antonio Boggiano Pico
 
 
173
Arent von der Kuhla
Arent von der Kuhla
 
 
174
Arild Huitfeldt
Arild Huitfeldt
 
 
175
Arne Sandholt
Arne Sandholt
 
 
176
Arnold Lindhardt Christensen
Arnold Lindhardt Christensen
 
 
177
Asdal
Asdal
Asdal sogn, Vennebjerg herred, Hjørring amt.

Den første ejer af Asdal, der kendes, er hr. Niels Ovesen af den adelsslægt, genealogerne efter dens skjoldmærke benævner Panter. Niels Ovesen ejede adskilligt gods på disse kanter, foruden Asdal havde han Skovgaard og Kærsgaard i Vennebjerg herred og Knivholt i Horns herred. Han var en velstående og anset mand, førte ridder­navn og fik sine 2 børn gift ind i den sjællandske adelsslægt Lunge, der netop da havde sin blomstringstid. Datteren Ingeborg, der sad enke, ægtede ca. 1390 den senere rigsråd og hofmester Anders Jakob­sen Lunge; sønnen, Anders Nielsen Panter, skrev sig 1393 af Asdal og giftede sig med Regitze Jakobsdatter Lunge; hun døde snart; han må være død 1405 eller 1406, men havde forinden ægtet Ide Lydersdatter Holck, der 1406 ejede Asdal og siden indgik nyt ægteskab med hr. Lyder Kabel til Fuglsang, som 1415 skrev sig til Asdal. Anders Nielsen og fru Regitze efterlod sig kun et barn (?), en datter ved navn Johanne. Denne person, der først døde 1477 som den sidste af sin slægt, opnåede ved arv store rigdomme, og i de adelige slægte-bøger ved man at fortælle om hende, at hun havde siddet i rigsrådet. Dette er sagn, men hun var 1462 - 63 kgl. lensmand i Vendsyssel. Det siges, at hendes slægtninge afviste Bonde Dues frieri til hende; men at denne derefter ved vold bortførte hende og således opnåede at få del i hendes rigdomme og — tør man håbe — ynder. Da der 1419 skiftedes efter den gamle Niels Ovesen, optræder i hvert fald Bonde Due på sin hustru fru Johannes og Anders Jakobsen Lunge på sin hustru fru Ingeborgs vegne som arvtagere. Begge parter fik arvelod i Asdal; men efter at fru Johanne før 1422 havde indgået nyt ægteskab, denne gang med hr. Niels Eriksen Banner, gik gården helt over i denne slægts besiddelse og forblev deri i næsten 200 år som et af familiens hovedsæder. Niels Eriksen var sjællænder; faderen ejede Vinstrup, og denne gård gik da også i arv til sønnen, der 1438 var rigsråd og havde Skivehus len inde, senere sad han som lensmand på Aalborghus. Han, der endnu levede 1444, tog del i de politiske begivenheder i landet, var med til at afsætte Erik af Pommern og indkalde Chri­stoffer af Bayern. Med hans søn, Anders Nielsen, nåede slægten frem til endnu større anseelse; han blev ridder og rigsråd og var som fa­deren lensmand på Aalborghus, der forøvrigt også senere indehavedes af hans søn og sønnesøn. Den stærke tilknytning til dette vigtige nør­rejyske len hænger sammen med, at Anders Nielsen og hans efter­kommere helt blev jyske herremænd og blandt disse regnedes mellem de rigeste. Anders Nielsen selv ejede foruden Asdal, Kokkedal og Højriis endnu 2 mindre jyske herregårde, hvortil endelig kom det sjællandske Vinstrup. Om hans anseelse vidner det, at han 1486 un­der kong Hans' ophold i Norge var blandt de tre, der førte regerin­gen i Jylland; samme år døde Anders Nielsen. Hans eneste søn Erik Andersen var da død få år før, men dennes enke Karen Gøye skrev sig 1480 - 88 til Asdal. Med deres søn Erik Eriksen nåede familien frem i allerførste plan. Erik Eriksen Banner forlenedes 1514 med Kalø len og beholdt det gennem 40 år til sin død 1554. Han var ude for det kostbare uheld, at Gustav Vasa, der da holdtes fangen på Kalø-borgen, undslap fra ham 1519. Christiern II, hvem det skete kom meget ubelejligt, idømte ham en bod på 1.600 gylden, en kæmpesum svarende til 8.000 tdr. rug ; det kom dog ikke af denne grund til noget brud mellem konge og lensmand, og Erik Banner deltog heller ikke i opstanden mod kongen; først da han direkte truedes, gik han over til Frederik I. Det skadede ham dog ikke, at han så længe havde holdt fast ved den fordrevne konges sag; han blev nu rigsråd. Mærkeligt er det at se, at han var en af de få adelige herhjemme, der gik ind for den nye religiøse bevægelse, der netop nu dukkede op her i landet. Han lod den luthersksindede Simon Skonning kalde til Thorsager, Kaløs sog­nekirke, og efter et samtidigt vidnesbyrd var det ham mere end Mogens Gøye, der var ledende inden for oppositionen mod den gamle kirke. Da Frederik I var død, gik Erik Banner naturligt nok kraftigt ind for hertug Christians kongevalg; Christiern II's sag havde han forlænget helt sluppet, og da Skipper Clements-fejden brød ud, tog han — der i øvrigt vides at have været vel lidt af bønderne på sin egn — bestemt stilling imod den. Da oprøret sloges ned med stormen på Aalborg, var Erik Banner sammen med Johan Rantzau øverstbefalende over hertug Christians tropper. Noget bondehad spo­res i øvrigt heller ikke nu hos ham, og hans rolige udførelse af for­skellige administrative hverv i de oprørske egne bidrog til at bero­lige stemningen der. Efter at Christian III var valgt til konge, var Erik Banners succes sikret. Han knyttedes nøje til kongen og opnåede 1541 at blive rigs­marsk, og på Christian III's rejser var han flere gange med, således ved mødet ved Brømsebro med Gustav Vasa; det må have været med underlige følelser, Erik Banner her stod ansigt til ansigt med den mand, der i sin ungdom havde været hans fange, og hvis flugt havde kostet ham så dyrt. I sine sidste år skrev Erik Banner sig oftest til Asdal; sønnen Frands synes allerede i faderens levetid at have over­taget Kokkedal; han skrev sig i hvert fald dertil. Først 1554 døde Erik Banner, ca. 70 år gammel, på Kalø, der mere end nogen af hans herregårde havde dannet rammen om hans liv; han begravedes i Tor­slev kirke, Kokkedals sognekirke. Det er sagt om Erik Banner, at han var »en af de betydeligste danske adelsmænd på reformationstiden«; ingen af hans børn arvede hans evner. Godset deltes mellem arvingerne, og Asdal med Bangsbo tilfaldt sønnen Otte, der fra 1560 til sin død sad som lensmand for Sejl­strup len; mest bemærket er han blevet ved sit ægteskab med Inge­borg Skeel til Voergaard; hun beholdt lenet efter mandens død 1585, da han havde fået det for sin og sin hustrus levetid. Fru Ingeborg har vel — som næppe nogen anden — formået at leve i vendelboernes sagn, og ikke for sine dyders skyld, oftest er det vel kun de sædvanlige vandresagn, der er blevet lokaliseret til Voer­gaard (aldrig til Asdal) og har fået Ingeborg Skeel til hovedperson; noget påfaldende må der givetvis have været over hende. Hendes myndighed må have overgået andre adelsfruers, hendes økonomiske sans og driftighed ligeledes, og det er værd at huske, at mange adelige enker i de dage afgjort ikke var sinker. Hun skaffede sig en fin kvægbesætning på Voergaard. At hun drev handel med korn og mur­sten er også interessant nok, men mærkeligere var det, at hun lod sine folk drive købmandsskat på markeder og lignende. Sine kirker holdt hun i god stand, og hun opretholdt i det store og hele et ven­skabeligt forhold til gejstligheden. Otte Banner og fru Ingeborg havde ingen børn, og inden sin død havde Otte Banner været optaget af spørgsmålet om, hvem der skulle arve Asdal efter ham ; han var stemt for, at gården skulle tilfalde hans broder Anders Banners sønner med Dorthe Rud, men stillede som betingelse, at kongen ville gøre gaven urokkelig. Frederik II var velvillig heroverfor — således som det fremgår af et bevaret konge­brev — det, at »Asdal i mere end menneskelig hukommelse havde været hos de Bannere«, talte efter kongens mening stærkt for tanken. Otte Banner synes at have truffet testamentariske bestemmelser her­efter; men det blev dog hans søster Karen, der ved Ingeborg Skeels død 1604 og efter langvarige og indviklede retsstridigheder blev ejer af Asdal. Karen Banner døde allerede 1611, og gården fik en urolig skæbne i de nærmest påfølgende år. Flere adelige havde samtidig arvepart i den. Efterhånden samledes den i Frederik Rantzaus be­siddelse (død 1645) og overgik til hans søn Otto, der dog efterhånden erhvervede sig mange andre og større gårde. Ved faderens død var han kun et barn; hans besiddelse af Asdal kom da også til at blive meget langvarig, idet han først døde 1719. Mest bekendt er Otto Rantzau blevet derved, at han 1671 ophøjedes i grevestanden. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

ca. 1350 Niels Ovesen (Panter)

ca. 1415 Lyder Kabel

1419 Bonde Due og Anders Jakobsen Lunge

1425 Niels Eriksen Banner

ca. 1430 Voldsted

1611 - 32 Mange parthavere

1632 Fr. Rantzau

1793 S. Hillerup

1801 A. H. Rasmussen

1803 - 68 Forskellige ejere

1868 O. Chr. Olsen

1915 - 35 Forskellige ejere

1935 J. Andreasen 
 
178
Asta Frijs Grundtvig
Asta Frijs Grundtvig
 
 
179
Astrid Emilie Kannegaard
Astrid Emilie Kannegaard
 
 
180
Astrid Stampe
Astrid Stampe
 
 
181
Astronom Tycho Brahe
Astronom Tycho Brahe
 
 
182
Astrup
Astrup
Grinderslev sogn, Nørre herred, Viborg amt.

Gården Astrups historie kan følges tilbage til det 15. århundrede. I begyndelsen af dette århundrede synes den at have været ejet af en mand ved navn Rigild Puge; men allerede før århundredets midte kom den i slægten Juels besiddelse. Som et vidnesbyrd herom ses den dag i dag Juel'ernes våben på kalkmalerier i kirken i Grinderslev. Først ejede Iver Juel den fra ca. 1460, dernæst ejede sønnen Kjeld Iversen Juel den. Han døde 1536. Efter ham fulgte sønnen Iver Kjeld­sen Juel, der var en meget godsrig mand, som også ejede Stubbergaard og Rydbjerg. Han døde 1556. Den næste ejer, hvis navn var Niels Kjeldsen Juel, har formentlig været en broder til den forrige. Han var en rig mand, der flere gange lånte kronen penge. Da han var død i 1573, efterfulgtes han af Kjeld Iversen Juel; men med ham var det også forbi med Juel'ernes herredømme på gården. Han døde i 1606, og dernæst gik gården vistnok over til hans slægtning Kjeld Brockenhuus. Enken Edel Ulfeldt, og sønnen Just Brockenhuus solgte 1622 Astrup til Christoffer Friis, og nu blev Astrup hos Friis'erne i et lille hundrede år, og det synes at have været noget af en nedgangs- og trængselstid for godset. Om Christoffer Friis ved vi ikke noget videre; men sønnen Otte Friis, der blev ejer af Astrup efter faderens død i 1657, gik økonomisk fuldstændig til grunde, ja sad endda en tid arresteret for gæld og måtte 1692 afstå godset til søsteren Margrete Friis, der havde forstrakt ham. Hun overdrog det dog atter i 1694 til hans datter Elisabeth Friis, der i 1702 lod det overgå til sin moder fru Birgitte Lykke. Alle disse manipulationer med ejendomsretten til godset er et udtryk for, hvilke økonomiske vanskeligheder hr. Ottes efterladte hustru, datter og søster måtte kæmpe med — på grund af hans uheldige økonomi. Vore kilder oplyser også andet, der taler om dette. I maj måned 1700 fik fru Elisabeth Ottesdatter Friis til Astrup ved rentekammerresolution eftergivet 126 rigsdaler, som hun reste­rede i ekstraskat, og oplysninger fra skattemandtallet fra 1704 viser ligeledes, at der var smalhals i dette godsejerhjem. Forholdene var typiske for mange af de gammeladelige herremandshjem i de svære år efter enevældens indførelse. Det fremgår deraf, at selve gården var bortforpagtet, og fru Birgitte Lykke sad uden anden hushjælp eller tjenerskab end en pige. 1708 kom der igen et mandfolk til roret på Astrup. Det var fru Birgittes søn Mogens Friis, der overtog godsets tøjler, efter at mode­ren var død; men han blev snart ked af at slås med vanskelighederne og solgte det i 1714 til major Chr. Kruse. Herefter følger en række ret hastige ejerskifter. Chr. Kruse gik fallit, og Astrup blev i 1723 ved tvangsauktion solgt til oberst Verner Parsbergs enke, fru Chri­stiane Barbara Rantzau, som 2 år efter overdrog det til sin søn rit­mester Johan Parsberg, der i forvejen sad på Eskjær. Efter hans død i 1730 blev Astrup 1735 solgt til hans stedfader, gehejmekonferens­råd Claus Reventlow, der beholdt godset 15 år og derefter solgte det til Peder Malling. Denne, der var søn af en herregårdsforvalter, var selv begyndt som forvalter på Rosenholm; derefter blev han forpagter af Taarupgaard, og endelig blev han selv godsejer og desuden borgmester i Viborg. Denne dygtige mand havde en søn, der nåede endnu videre. Det var Ove Malling, der svang sig op til at blive gehejmestatsminister og i sin alderdom nedskrev nogle erin­dringer om tilstandene på Astrup gods og blandt egnens bønder i hans barndom og ungdom. Nogle brudstykker af disse optegnelser skal gengives her: »... i hele omegnen så godt som ingen selvejere, nogle hoverifrie bønder, som betalte penge for (= i stedet for) hove­riet, og sådanne stod sig almindeliges vel. Min fader forøgede disses antal ved at tilstå hoverifrihed til samtlige godsets bønder, som boede en mil eller derover borte fra gården (Astrup), for hvem hoveriet såle­des var meget besværligt, og derfor forarmende ...«. Til Astrup hørte gårde i Grinderslev, Grønning, Thise, Jebjerg og Lyby i Salling Nørre herred, i Oddense og Otting sogne i Hindborg herred og Ramsing sogn i Rødding herred. Malling fortsætter: »Af alle private godsejere i Danmark var min fader, så vidt mig bekendt er, den første, der ved frivillig forening gav hoverifrihed til et helt gods, og selv drev hovedgården«. Om gårdens udseende siger han følgende: »En gammel grundmuret hovedgårdsbygning, efter middelalderens form, havde min fader nedbrudt og med den det deri værende gamle bondefængsel, hullet kaldet; i et nyt bekvemmere våningshus blev intet sådant indrettet«. Også et andet torturinstrument fjernede Peder Malling fra sin gård, nemlig træhesten. Det nye »våningshus«, som Ove Malling taler om, var opført i bindingsværk, og en del af det står endnu. 1767 solgte Peder Malling Astrup til etatsråd Axel Rosenkrantz de Lasson med 33, 14 og 328 tdr. htk. Lasson viste sig som en ualminde­lig human godsejer og en initiativrig fremskridtsmand, der foretog omfattende plantninger samt forsøgte sig med dyrkning af humle, to­bak og hør. Dertil var han en fint kultiveret mand, der udvidede hovedbygningen, anlagde park og førte stort hus. Imidlertid fik Lasson 1792 tilladelse til at sælge bort af fæstegodset, uden at herregår­den af den grund skulle fortabe sine friheder og rettigheder, og to år senere ydermere tilladelse til at udparcellere selve hovedgårdsmar­ken i 16 parceller. Den sidste tilladelse synes han ikke at have gjort fuld brug af, og 1797 solgte han Astrup, hvis bøndergods nu var svundet ind til 120 tdr. htk., til forpagter på Rugaard, C. A. Tram, der bortsolgte resten. Lasson købte senere en del ejendomme i Skive, bl. a. det udparcellerede Gammel Skivehus, men blev knækket øko­nomisk i de svære tider under krigen 1807 - 14. Han døde 1813, og hans efterkommere måtte slå sig igennem som fattige fiskere og boelsmænd i Vester Han herreds klit. Astrups hovmarker bestod ved år 1790 af ca. 215 tdr. ld., og der var på det tidspunkt 39 hovbønder til at drive dem. Tram til Astrup blev en indflydelsesrig mand på egnen, blev land­væsens- og tiendekommissær og senere kammerråd. Han døde i 1835, og i 1838 solgte hans enke Astrup til V. F. Moldenhawer. Denne ejede godset til sin død i 1846, hvorefter hans arvinger solgte det til C. G. C. O. Eckermann, der i forvejen ejede nabogodset Nørgaard, og justitsråd C. P. R. Ingerslev til Marselisborg. Disse solgte samme år Astrup til tobaksfabrikant, kancelliråd Thomas Funder i Århus. Thomas Funder var søn af tobaksfabrikant Peder Funder i Århus og gik 1826 selv ind i faderens branche; men forinden havde han taget juridisk embedseksamen, og han nøjedes da heller ikke med at virke som forretningsmand, men gik ind både i landspolitik og kom­munalpolitik. 1834 blev han valgt til stænderdeputeret for Jyllands 2. købstadsdistrikt, og 1841 genvalgtes han. 1848 - 49 var han kongevalgt medlem af den grundlovgivende rigsforsamling og 1849 - 53 medlem af landstinget. Desuden var han borgerrepræsentant, rådmand, spare­kassedirektør m. v. i Århus. Han døde 1860, og hans enke overdrog 1868 Astrup til sin svigersøn kaptajn A. L. H. Müller. Han døde 1884; men enken beholdt gården til 1906. Da blev den købt med 440 tdr. Id. af Danmarks Afholdsforening, der her oprettede et red­ningshjem for alkoholister og bortsolgte en del af jorden. Efter en halv snes års forløb købte Chr. Lauritzen Astrup og lagde 100 tdr. ld. af dens jord ind under en nyopført gård, Astruplund, som han der­efter solgte. Selve Astrup solgte han også. Køberen, direktør J. C. Breum beholdt den kun til 1921, da han solgte den til J. C. S. Bund­gaard. Ti år efter overtog Jydsk Landkreditforening gården efter tvangsauktion og videresolgte den 1932 til P. Damgaard Knudsen. I 1943 købte direktør J. C. Breum Astrup for 220.000 kr. og blev så­ledes for anden gang indehaver af gården. Til denne ligger der nu 205 tdr. Id. hvoraf 110 tdr. ld. er ager. Astrup ejes siden 1950 af kap­tajn Egon v. Bülow. Axel Rosenkrantz de Lasson opførte 1773 i vinkel med Mallings bindingsværksbygning en grundmuret fløj i én etage med gavlkvist over midterpartiet og byggede i 1786 til den østre ende af denne nye fløj en anselig og smuk pavillon i nyklassisk stil af røde mursten i 2 etager med stort mansardtag. Direktør Breum og kaptajn v. Bülow har ladet bygningen gennemgå omfattende restaureringer. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

1407 Rigild Puge

ca. 1460 Iver Juel

1606 Kjeld Brockenhuus

1622 Christoffer Friis

1714 Chr. Kruse

1723 Christiane Rantzau

1735 Cl. Reventlow

1750 Peder Malling

1750'erne Den gamle hovedbygning nedbrudt, vestre fløj opført i bindingsværk

1767 A. Rosenkrantz de Lasson

1773 Midterfløjen opført af grundmur

1786 Toetages pavillon tilbygget i øst

1797 C. A. Tram

1835 - 46 Forskellige ejere

1846 Th. Funder

1868 -1943 Forskellige ejere

1943 J. C. Breum

1950 E. v. Bülow 
 
183
Athena of Denmark
Athena of Denmark
 
 
184
August Frederik Rantzau
August Frederik Rantzau
 
 
185
August II. of Poland
August II. of Poland
 
 
186
August Schultz
August Schultz
 
 
187
August Schütte
August Schütte
 
 
188
August Villads Bech, 1815-1877
August Villads Bech, 1815-1877
 
 
189
August Villads Bech, 1873-1940
August Villads Bech, 1873-1940
 
 
190
Augusta Alexandrine Christmas
Augusta Alexandrine Christmas
 
 
191
Augusta Steensen-Leth
Augusta Steensen-Leth
 
 
192
Augusta Viktoria von Schleswig-Holstein-Augustenburg
Augusta Viktoria von Schleswig-Holstein-Augustenburg
 
 
193
Augusta von Mecklenburg-Güstrow
Augusta von Mecklenburg-Güstrow
 
 
194
Augusta von Schmidten
Augusta von Schmidten
 
 
195
Augusta von Winterfeldt
Augusta von Winterfeldt
 
 
196
Augusta von Winterfeldt
Augusta von Winterfeldt
 
 
197
Augustin Cyrille Vilhelm Victor Gamél
Augustin Cyrille Vilhelm Victor Gamél
Malet af: Hans Christian Jensen 
 
198
Aunsbjerg Gods
Aunsbjerg Gods
Sjørslev sogn, Lysgård herred, Viborg amt

Steen Steensen Blicher! og så »Skytten paa Aunsbjerg«, monsieur Guillaume de Martonniere (1729-91), den franske adelsmand, som en ublid skæbne drev fra det skønne Frankrig til den afsides liggende jyske herregård, hvor hans tragiske skæbne bragte ham døden, forladt og ene ude på heden. Steen Blicher, den forarmede, men af Gud be­nådede digter, der i sin barndom oftere, end han ønskede det, måtte opholde sig der, eller rettere sagt, som han selv siger, måtte lade sig indespærre der hos grandonklen, etatsråd de Steensen, og hans frue. Aunsbjerg er en gammel gård, først nævnt i kong Olufs tid, da den tilhørte Niels Eriksen Løvenbalk af den slægt, som i første halvdel af 16. århun­drede, da den var ved at uddø, tog navnet Løvenbalk efter sit våben. Familien Løvenbalk, der i over halvandet hundrede år ejede Auns­bjerg, skal have haft kongeligt blod i sine årer. Det siges at stamme fra Christoffer II og en jomfru af slægten Lunge, og den blå løve i slægtens våben kunne nok tyde på, at der var noget om det. Hermed stemmer det godt, at Niels Eriksens fader hed Erik Christoffersen Løvenbalk, og at han skal have siddet på Aunsbjerg i 1340. Niels Eriksen Løvenbalk havde med sin hustru Sophie Johansdatter Rantzau kun ét barn, sønnen hr. Jens Nielsen (Løvenbalk), der blev gårdens næste ejer, landsdommer i Nørrejylland og rigsråd, mest kendt for sit drab på Jens Jensen (Brock) af Clausholm. Han skal være død højt tilårs ca. 1438 og efterlod en ret stor børneflok, af hvilken en søn blev stamfader til Løvenbalkerne på Tjele, en anden, Erik Jensen, ejer af Aunsbjerg, som derefter en tid lang tilhørte hans to sønner Peder, der døde tidligt, og hr. Erik Eriksen (Løvenbalk), som senere blev eneejer af Aunsbjerg og endnu levede ved århundredets slutning, men må være død snart efter. Med ham begynder slægtens økonomiske nedgang. Han havde fra tid til anden pantsat en hel del af sit gods til Niels Clementsen, og efter hans død fortsatte hans søn Gert Erik­sen (Løvenbalk) og fire døtre disse pantsættelser, der efterhånden gik over til at blive skøder. I årene 1509-12 fik den nævnte panthaver af Gert Løvenbalk og hans søstre Sophie og Pernille de 2 tredjedele af Aunsbjerg overdraget til ejendom tilligemed meget af det tilliggende gods, men den sidste tredjepart kom fra de to andre døtre til hr. Pred­bjørn Podebusk til Vosborg. Således gled Aunsbjerg ind i meget urolige tider. Niels Clementsen, der var blevet ejer af de 2 tredjedele af gården, er en af sin tids mest gådefulde skikkelser. Han betegnes snart som adelsmand, snart som ufri; kong Hans betroede ham vigtige len, gjorde ham til landsdommer i Nørrejylland og rigsråd, og Christiern II over­drog ham det vigtige Aalborghus len; men straks efter hans død 1518 blev hans betydelige gods beslaglagt af kronen; en stor del af det blev dog kort tid efter tilbagegiver hans arvinger; men hans part af Auns­bjerg blev gjort til et kongeligt len, hvortil alle kronens bønder i Lys­gård herred henlagdes. Niels Clementsen havde efterladt sig en del børn, dels avlede i ægteskab med en vistnok ufri kvinde, dels uden for ægteskab med en kvinde, der sikkert var ufri. Til det sidste kuld hørte sønnen Rasmus Clementsen, en rå og brutal person. At han blev accepteret af adelen er ganske gådefuldt, men sikkert. Christiern II. indrømmede ham flere begunstigelser; men dog var han blandt de første, der 1523 svigtede kongen, hvilket af oprørspartiet blev beløn­net med, at han og hans søskende fik lov til at tilbagetage næsten alt Niels Clementsens beslaglagte gods, og det tilføjedes, at man ikke ville vælge nogen ny konge, uden at han forbandt sig til at stadfæste dette! Frederik I stadfæstede det samme år og gav ham brev på kronens ret i Aunsbjerg uden at tage noget hensyn til, at hans fader også havde efterladt ægtefødte børn! Rasmus Clementsen var gift med en datter af den Mogens Kaas til Damsgaard, der opnåede en egen berømmelse ved, at Christiern II efter hans død lod hans lig opgrave og hænge i en galge. Hun over­levede sin mand, der døde 1529, hvorefter Aunsbjerg igen kom ind under meget urolige forhold. Rigshofmesteren Mogens Gøye erhver­vede nogle parter i gården, bl. a. ved 1536 at udkøbs Predbjørn Podebusk, men der var samtidig andre parthavere, og først efter rigshof-mesterens død 1544 kom hans arvinger endelig i rolig besiddelse af gård og gods, som overtoges af sønnen Christoffer Gøye, en mand, der vandt en mindre flatterende navnkundighed, da han søgte at få omstødt den af hans søster fru Birgitte Gøye og hendes mand Herluf Trolle oprettede stiftelse Herlufsholm. På Aunsbjerg var der i hans tid et betydeligt mejeri, hvor der tilvirkedes alskens ost: sødost og surost, gedeost, langoste og stakketoste. Fåreholdet synes også at have været drevet med omhu, da der ved lammenes klipning ikke blot om­tales dansk, men også engelsk uld. I øvrigt var der på gården kalkuner, hvilket på den tid var en raritet. Om alle disse og flere lignende for­hold gives en del detaljerede oplysninger i Christoffer Gøy'es og hans hustru fru Birgitte Bølles betydelige korrespondance. Aunsbjerg må på Mogens Gøy'es tid have været en betydelig land­ejendom. Der lå til gården foruden to vandmøller og en del huse ikke mindre end 53 bøndergårde, hvoraf de allerfleste fandtes i Sjørslev sogn og dets nabosogne. Christoffer Gøye forøgede godset noget, men til dels med gods, der lå meget fjernt. Efter hans død 1584 beholdt hans enke utvivlsomt gården, hvor hun døde elleve år senere. De efterlod sig ingen børn, hvorfor Aunsbjerg gik over på andre hænder, idet den må antages ved arv at være tilfaldet den næste kendte ejer Peder Marsvin. Denne var en søn af Jørgen Marsvin til Hollufgaard og Karen Ottesdatter Gyldenstierne, en søsterdattersøn af Christoffer Gøye. Han var, da han arvede Aunsbjerg, endnu ganske ung (født 1578) og forlængst forældreløs. Efter sine forældre havde han arvet den af hans fader nylig opførte, prægtige Hollufgaard ved Odense. Han blev gift med Mette Axelsdatter Brahe, deltog i Kalmarkrigen og døde allerede 1614, et halvt års tid efter at hans sidste barn var født på Aunsbjerg. Da hans enke otte år efter fulgte ham i graven, var hendes eneste overlevende søn Jørgen Marsvin, der arvede gården, endnu kun et barn (født 1609). Han oplevede den række krige, der forarmede landet og i det mindste var medvirkende til, at han selv til sidst i armod måtte æde nådsensbrød på Abildgaard, en milsvej sydøst for Nibe, som kongen tillige med noget andet gods havde over­draget ham til hans ophold. Ved Aunsbjerg forevigede han sit navn ved 1654 at oprette den lille hovedgård Marsvinslund hinsides skoven, og i Sjørslev og Vium kirker findes minder om ham og hans hustru fru Anne Helvig Gyldenstierne. Jørgen Marsvin døde 1671 og hans hustru en snes år senere på Aalegaard i Øster Han herred, som hun havde købt efter mandens død, men forinden havde de forlængst mistet alle deres herregårde; Aunsbjerg og Marsvinslund blev 1655 solgt med henved 200 tdr. htk. af kronens pantegods til rigsmarsken hr. Anders Bille til Damsbo, der straks overdrog dem til sønnen Erik Bille, som dog døde året efter. Hans enke, fru Mette Rosenkrantz, der derefter en kort årrække var gift med hr. Niels Krabbe til Skel­unge, solgte 1669 begge gårdene til Christoffer Ulfeldt til Alslevgaard; men da han et lille år senere (1670) gik bort, bragte hans enke Sophie Amalie Ottesdatter Krag (død 1710) den ved sit andet ægteskab til grev Otto Rantzau til Rosenvold. Aunsbjerg blev 1688 sat til godt og vel 51 tdr. htk. ager og eng og 3V2 tdr. skovskyld, men desuden var 5 gårde og 5 huse blevet ind­draget under hovedgårdens takst, hvorved dens ager og eng blev 66,5 tdr., når hertil kom dens mølleskyld, som var 4,5 tdr., blev dens sam­lede hartkorn over 74 tdr. Gårdens høavl var ret anselig; den blev anslået til 360 læs årlig, men deraf var de 200 læs mosehø, altså af mindre god beskaffenhed. Jorden brugtes i 4 år (byg, rug, havre, havre) og hvilede derefter i 10 - 12, ja i 16 år, hvilket tilstrækkelig tydeligt viser, at meget af den var mager, til dels opbrudt hedejord. Et sekel senere bestod marken af 14 indtægter, hver på 44,5 tdr. Id., og deraf brugtes de 5, mens altså 9 hvilede; endda var foldudbyttet kun fra 3 til 5; men man var i de tider ikke forvænt. Hvad godset angår, lå det i grev Rantzaus tid godt samlet; til Auns­bjerg hørte (1688) af Sjørslev sogns 28 gårde og 14 huse henholdsvis de 23 og 7 og hele Vium sogn (22 gårde og 1 hus). Bekvemt lå også 8 gårde og 1 hus i Hørup. Gehejmeråd grev Otto Rantzau døde som en hovedrig mand 1719, hvorefter de to gårde gik i arv til hans søn baron Otto Rantzau, som 1732 solgte dem til Steen Jørgensen; der­med gik de ud af den gamle adels hænder. Som forpagter af forskellige fynske herregårde havde Steen Jørgen­sen nået en alder af 55 år, da han flyttede til Aunsbjerg med sin bør­neflok, der her yderligere forøgedes. Han var 1722 blevet enkemand, men havde året efter ægtet Marie Katrine Balslev, der døde her 1744 efter at have født ham 5 sønner og 5 døtre, der senere kom godt i vej; en af sønnerne arvede sin fædrene gård, en blev landsdommer i Nørrejylland, og den mest bekendte blev general i preussisk tjeneste; af døtrene blev 4 gift med præster. Steen Jørgensen solgte straks Marsvinslund til en tidligere forpagter af Aunsbjerg, men forøgede en del år senere dennes tilliggende ved af kongen at købe Karup kirke, hvoraf han straks nedbrød betydelige, til dels forfaldne partier, men som han i øvrigt satte i god stand. Jørgensen døde 1754, men to år for havde han overdraget den med tiender og gods — ialt 439 tdr. htk. — for 30.000 rdl. til sin ældste søn Steen Steensen, efter Blichers sigende en godmodig mand, men ikke som sin fader en jævn mand. Allerede før sin faders død var han blevet kancelliråd; adelspatent i 1760 og fik navnet de Steensen, våbenskjoldet er firdelt af rødt, hvori tre grå (hvide?) taffelsten, og hvidt hvori en rød lilje; senere blev han virkelig kancelliråd og 1774 etatsråd. Efter en kort tid at have været gift med en jomfru Moldrup — ikke af den adelige slægt — og med hende at have fået et barn, der døde som lille, 1759 på Hald ægtede han frøken Mette Elisabeth Schinkel (ifølge Danmarks Adels Aarbog, 1916, den tvivlsomme linie, Skinkel med lillien) død 3 Jan. 1801 på Liselund, en gammel jomfru på halvhundrede år og søster til den gale kammerherre Frederik Skinkel på Hald (1719-94) gift med Edel Helene Moldrup (1735-90). Hun var grandtante til Steen Steensen Blicher, der i sin barndom ofte måtte opholde sig på Aunsbjerg, hvor grandtanten lærte ham at sige, at hans vilje lå i hendes lomme, mens drengen til gengæld drillede hendes hund Manille! (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

1340 Erik Christoffersen (Løvenbalk)

1509 Niels Clementsen og Predbjørn Podebusk

1518 Kronen

1523 Rasmus Clementsen

1529 Mogens Gøye

1544 Christoffer Gøye (eneejer)

1597 Peder Marsvin

1655 Erik Bille

1669 Christoffer Ulfeldt

ca. 1672 Otto Rantzau

1732 Steen Jørgensen

1752 Steen Steensen (de Steensen)

1793 H. Ammitzbøll

1798 - 1802 Forskellige ejere

1802 H. J. Lindahl

1820-53 Forskellige ejere

1853 P. Chrf. de Neergaard

1870 Ida de Neergaard

1907 H. og P. Johansen de Neergaard

1916 P. Johansen de Neergaard

1940 Bodil Vibeke de Neergaard og Johannes Preetzmann 
 
199
Ausumgaard
Ausumgaard
Vejrum sogn, Hjerm herred, Ringkøbing amt.

Efter et virksomt liv døde Jens Jermiin 1742. Han havde først været gift med Øllegaard Muus, en bispedatter fra Ribe, derefter med Mette Cathrine, datter af borgmester i Viborg Thomas Svane. Med dem begge har han vistnok fået en del midler, som satte ham i stand til at erhverve det meget gods, og ved dem blev han fader til en stor børneflok. Både i præsteembedet, som provst og som ejer af Ausumgaard efterfulgtes han af sin søn Thomas Just Jermiin, en berejst og ligesom sin fader foretagsom mand, der forstod at holde sammen på og forøge, hvad forsynet havde betroet ham. Også han var to gange gift. Hans første hustru var Magdalene Teilmann, som var en datter af stedets amtmand; den anden, Karen de Poulson fra Gunderupgaard, tilhørte en 1718 adlet slægt; for at opnå et så for­nemt parti måtte han (1746) efter tidens skik skaffe sig en konsisto­rialrådstitel, hvorved hans hustru opnåede at blive frue. Også ved disse forbindelser med ansete og velsituerede familier øgede han slæg­tens velstand, og det sidste giftermål førte naturligt til, at han, et ægte barn af tiden, attråede og opnåede at blive adlet i 1750. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

1502 Niels Clementsen

ca. 1550 Mogens Munk

1554 Marine Jensdatter

1607 Christen Olufsen

1624 Iver Juul

1681 Rasmus Overgaard

1709 Jens Hjermin, 1710 Herregården oprettet

1742 Th. Just Jermiin

1778 J. Jermiin

1899 J. J. S. S. Jermiin

1942 Chr. Clausen

1942 I. og K. Bjerg Lundgaard

1957 Knud Bjerg Lundgaard (eneejer) 
 
200
Axel Arenfeldt
Axel Arenfeldt
and his wife Marie Ulfeldt 
 

    «Prev 1 2 3 4 5 6 7 8 ... 47» Next»



This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2019.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard