Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Photos


Matches 201 to 250 of 2,330     » Thumbnails Only    » Slide Show

    «Prev 1 2 3 4 5 6 7 8 9 ... 47» Next»

 #   Thumb   Description   Linked to 
201
Axel Bille
Axel Bille
 
 
202
Axel Bille-Brahe
Axel Bille-Brahe
 
 
203
Axel Juul
Axel Juul
med hans kone Elisabeth Friis (Hjerm Kirke) 
 
204
Axel Rosenkrantz
Axel Rosenkrantz
 
 
205
Axel Rosenørn
Axel Rosenørn
 
 
206
Axel Thygesen
Axel Thygesen
Axel Thygesen med hans kone Anna Kannegaard 
 
207
Axel Urup
Axel Urup
 
 
208
Bagge-Doc
Bagge-Doc
 
 
209
Balthasar de Bang
Balthasar de Bang
 
 
210
Balthasar Münter
Balthasar Münter
 
 
211
Bang family of Assens
Bang family of Assens
 
 
212
Bangsbo
Bangsbo
Frederikshavn, Horns herred, Hjørring amt.

På Bangsbo, som på mange andre danske herregårde, har i sin tid dørene gæstfrit stået åbne for husets kunstnervenner. Gårdens litte­rære guldalder falder endda indenfor mands minde, i årene omkring 1900, dengang husherrens københavnske vennekreds, tidens mest fremragende skønånder, holdt til på det gamle herresæde. En af kredsen, ingen ringere end Herman Bang, har skildret Bangsbo i denne periode. Men skønt han selvfølgelig med sin tyrkertro på Bang-slægtens ælde og afstamning fra Hviderne ikke kan lade være med at spekulere lidt over selve navnet og dets oprindelse, så har han hel­digvis ikke beskæftiget sig med gårdens ældre historie. Ellers kunne det være svært nok at skulle følge efter ham. På én vis er det nu heller ikke let at konkurrere med den forfatter, der virkelig har villet fortælle om Bangsbo gennem tiderne, for han har i udstrakt grad ladet fantasien løbe af med sig, og ikke holdt sig til de faktiske Op­lysninger, som desværre også er fåtallige nok. Navnets efterled, et oprindelig -bod, viser hen mod gårdens belig­genhed, gemt bort i en ådal, mellem høje bakker, klædt med skov og lyng og kendt for deres skønhed, men ikke mere end en fjerdingvej fra Kattegat eller, som man i gamle dage sagde, Østerhavet. Og strandens nærhed har præget bebyggelsen på gårdens grund. Den har vel først været boder, små fiskerhuse, som det var tilfældet med Gaardbogaard længere mod nord. Man ved ikke, om Johannes Værk­mester de Bangsboodh, som 1364 skrev sig til Bangsbo, var gårdens ejer eller måske Børglum Klosters lensmand, for blot en god menne­skealder senere bevistes det, at den skov, som udi gammel tid har heddet Låner mark og nu kaldes Bangsbod, hører med al sin rettig­hed til Børglum Kloster. Flere andre breve i klostrets arkiv gik ud på at værne retten til gården. Den var af temmelig stor betydning, for den var en af klostrets fire skattefri sædegårde, og ud for dens strand lod Børglum-provsterne bygge flere ålegårde, ligesom her også fandt saltudvinding sted. Endnu 1501 lod klostret tage lovhævd på Bangsbo og to saltkedler. Med reformationen hjemfaldt Børglum Kloster og dermed Bangsbo selvfølgelig til kronen, og så ved man ikke mere om den, før de tre Bangsbogårde i 1573 bortmageskiftedes. Bangsbogaard og Vester Bangsbo kom til Otte Banner til Asdal, mens hans søster fru Magdalene Banner til Baggesvogn fik Øster­gaard. De to sidstnævnte gårde regnedes siden under Flade by. Et kongebrev måtte nogle år senere tilholde Otte Banner også at lade sin søster få del i den fælles skov. Bannerslægten var fra gammel tid en af de mest fremtrædende herremandsslægter i Vendsyssel, og såvel Otte Banner som hans efterfølgere på Bangsbo erhvervede senere mere gods til den ny sædegård. Hans ægtefælle, den bekendte eller berygtede Ingeborg Skeel til Voergaard, var heller ikke uden midler. Børn havde de derimod ikke, og efter hendes død i 1604 splittedes deres godser. Bangsbo og Asdal kom til Otte Skeel til Hammelmose, en rig og anset mand, meget brugt i statstjenesten, både som lens­mand og diplomat. Han døde på sit lensslot Aalborghus i 1634, mens hans hustru Birgitte Lindenov, søster til den rige Hans Lindenov på Hundslund, døde på Bangsbo, hvor hun havde boet som enke, og hvor slægt og naboer fra snart alle Vendsyssels herregårde var stimlet sammen på den sædvanlige måde omkring hendes dødseng i efteråret 1648. Deres søn Christen Skeel fik Hammelmose og Bangsbo. Efter den traditionelle udenlandsrejse havde han et par år gjort tjeneste i kancelliet, fik ellers ikke offentlige hverv og døde ugift i 1670. Bangsbo tilfaldt så søsteren Karens børn med Steen Bille, Sorte Steen Bille, som han kaldtes, for at skelne ham mellem de seks, der på samme tid bar dette navn. Karen Skeel havde redet til barsel på Bangsbo samme år, som moderen døde, og født sin ældste søn Christian Frederik, der dog faldt fra, inden han kunne tiltræde arven. Af hans brødre afkøbte Otte Bille de to andre Holger og Albert, den sidste den berygtede drukkenbolt fra Langholt, deres arveparter, men blev allerede 1674 dræbt i en duel i Viborg. Så arvede Holgers søn­ner Bangsbo og besad den i fællig, indtil den ene, Henrik Bille, ud-købte Steen, Christian Frederik og Otte, og derpå i 1704 solgte gård og gods til Otte Arenfeldt på Knivholt. Dennes søn Lage Beck Arenfeldt var den sidste ejer af den gamle danske adel. Hans enke Anne Sophie Pax fra Sæbygaard solgte 1744 til forpagteren Jens Nielsen Møller, hvis svigersøn Lorents Simonsen Klitgaard og dennes søn Jens Klitgaard ejede godset indtil 1810.



SAGN OG SPØGERIER

På Bangsbo levede der engang en jomfru; hun fandt en lindormeunge i parken, tog den til sig og opfødte den. Til sidst blev den så stor, at den kunne kravle over ladens tag, og nu ville man i grunden helst af med den. En modig karl satte sig for, at han ville skyde uhyret; han kom ridende til Bangsbo, men lod en anden hest stå en halv mils vej der­fra for det tilfælde, at det under et ilsomt tilbagetog skulle vise sig påkrævet at skifte hest. Desværre stod skydefærdigheden ikke mål med hans mod; thi da han fyrede af mod ormen, ramte han ved siden af, den satte straks efter ham, og han måtte ride alt det, hesten kunne strække ud. Karlen nåede frem til stedet, hvor den friske hest stod og kom netop over på ryggen af den, da lindormen dukkede op i landskabet. Takket være den nye ganger, slap han bort fra sin forfølger, og lindormen, der under jagten havde forvildet sig, fandt aldrig mere tilbage. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

Børglum Kloster

1536 Kronen

1573 Otte Banner

1604 Otte Skeel

1671 Otte Bille

1704 Otte Arenfeldt

1744 Jens Nielsen Møller

1778 Lorents Simonsen Klitgaard

1810-74 Forskellige ejere

1874 L. Chr. Nyholm

1884 C. V. Th. Heiberg

1891 Johan Knudsen

1909 - 45 Forskellige ejere

1945 Frederikshavn kommune 
 
213
Baron Sir Everard Alexander Hambro
Baron Sir Everard Alexander Hambro
 
 
214
Baron Verner Rosenkrantz
Baron Verner Rosenkrantz
 
 
215
Barritskov
Barritskov
Barrit sogn, Bjerre herred, Vejle amt.

I 1862 var stamhuset Rosenkrantz ved greve Henrik Jørgen Scheels død gået over til hans søn, greve Frederik Christian Rosenkrantz Scheel (1833 - 1912), og efter denne til sønnen, greve Henrik Jørgen Scheel (1866 - 1917). Det blev da med denne, at greve Adolph Broeken­huus-Schack til stamhuset Giesegaard indledede forhandlinger om køb af Barritskov til sin yngste søn, greve Knud Henrik Otto Brocken­huus-Schack. Købet omfattede Barritskov og Lottrup ladegård med alt tilhørende og underliggende med undtagelse af Klakring kirke og kirketiende med de til kirken hørende lodder. Lottrup ladegård og skov kunne af køberen forlanges overdraget af stamhuset direkte til ejeren af Palsgaard, dersom denne ønskede at erhverve dem, og en sådan overdragelse fandt også sted, idet gården og dens jorder lå helt skilt fra Barritskov, og bygningerne var yderst forfaldne. Tiltrædelsen fandt sted den 1. april 1913.

SAGN OG SPØGERIER
I 1300-tallet tilhørte Barritskov Niels Nielsen Manderup, der engang havde myrdet sin bror, Knud Nielsen, — angiveligt fordi de var for­elskede i den samme pige. Dette drama udspilledes et par hundrede år inden den gamle hovedbygning, der blev revet ned i 1914, rejstes, hvad der dog ikke forhindrede, at det blodige optrin henlagdes til dens riddersal, hvor det blev gentaget hver evige nat. Folk, som havde holdt vagt i salen, kunne berette, hvordan døren ved midnatstid blev åbnet, og en underskøn jomfru trådte ind fulgt af en ung ridder. De samtalede lidt i en lavmælt tone, men pludselig gik døren op på ny, og en anden ridder viste sig på arenaen. Da han så de to, trak han sit sværd; den første gjorde ligeså og huggede ud efter den indtrængende, som blev ramt og faldt dødeligt såret om. I hast forlod kvinden og ridderen salen, og den dræbte på gulvet var også pludselig borte, men tilbage var én stor blodplet og to mindre, som ikke lod sig fjerne, og som gennemtrængte alle de ma­terialer, man forsøgsvis lagde over for at dække dem. Også i det gamle godskontor spøgte det, der klirredes med penge og smækkedes med skuffer, men der var aldrig nogen at se. Om en af de to Manderup Holck'er, der i 1500-tallet ejede Barritskov, fortælles, at han var faldet i tyrkisk fangenskab. Ved list lykke­des det dog hans frue at få smuglet en fjederham ind til ham, og han undslap lykkeligt fængslet ved at flyve over dets mure. Han satte kursen direkte mod Danmark og Barritskov, hvor den omsorgsfulde gemalinde havde samlet alt sengetøj i sognet sammen på gårdspladsen, for at han kunne lande blødt.(Danske Slotte og Herregaarde)

EJERE

1261 Hr. Niels

1314 Mogens Jensen

1356 Niels Manderup

1484 Christen Holck

1495 Christen Holck den Yngre

1545 Hans Holck

1585 Sten Brahe

1609 Frederik Reedtz

1724 Tønne Reedtz

1774 Fr. Chr. Rosenkrantz

1824 H. J. Scheel

1913 K. H. O. Brockenhuus-Schack

1949 J. K. B. Brockenhuus-Schack 
 
216
Bartlin (Bartholin) Doc
Bartlin (Bartholin) Doc
 
 
217
Beate Albertine Kofoed
Beate Albertine Kofoed
 
 
218
Beate Bille
Beate Bille
 
 
219
Bendine Ane Jensen Kannegaard
Bendine Ane Jensen Kannegaard
Front row; Martin Lindhardt, 2nd husband (brother to Anders Lindhardt) Edna Elisa, Bendine. Back row from left; Harry and Hans.

 
 
220
Bendine Ane Jensen Kannegaard
Bendine Ane Jensen Kannegaard
 
 
221
Bendix Lasson
Bendix Lasson
Lasson, Bornemann Epitafium i Falling kirke 
 
222
Bendix von Ahlefeldt
Bendix von Ahlefeldt
 
 
223
Benedicte Brockdorff
Benedicte Brockdorff
 
 
224
Benedicte Knudtzon
Benedicte Knudtzon
Kunstner: Frederik Vermehren 
 
225
Benedicte Knuth
Benedicte Knuth
 
 
226
Benedicte Rudolphine von Ingenhaeff
Benedicte Rudolphine von Ingenhaeff
Maler: Carl Gustav Pilo, tilskrevet, f. Runtuna 1711, d. Stockholm 1793. 
 
227
Benedikte of Denmark
Benedikte of Denmark
 
 
228
Benjamin Georg Sporon
Benjamin Georg Sporon
 
 
229
Bente Rafsted, (Dannemand)
Bente Rafsted, (Dannemand)
 
 
230
Bente Scavenius
Bente Scavenius
 
 
231
Berritsgaard
Berritsgaard
Tårs sogn, Musse herred, Maribo amt.

Berritsgaards besiddere har ikke i større tal været fremtrædende personer, de fleste var driftige husholdere, der flittigt arbejdede på at forbedre gården og dens tilliggende. Ejerrækken begynder ved udgangen af 14. århundrede med medlemmer af en gammel lollandsk adelsslægt: Ægteparret Markvard Pøiske og Lisbet Nielsdatter Neb havde sønnen Hartvig Pøiske, gift med Inger Jensdatter Falster. Tredie generation var disses søn Hans Pøiske, lensmand på Stege­borg og Aalholm, gift med Karen Andersdatter Jernskæg, og med deres sønner uddøde slægtens mandslinje. To døde tidligt, og to var gejstlige. Kanniken Markvard Pøiske solgte 1502 sin arvepart i Ber­ritsgaard til søsteren Inger Hansdatter, hvis mand var Erik Olufsen Blaa til Orebygaard. Deres datter blev gift med Otte Clausen (Huit­feldt) (død 1529), der forud havde part i gården, og deres søn igen arvede den. Christopher Huitfeldt (1501 - 59) — den første, som fører det siden kendte slægtsnavn — var Frederik I's og efter ham Chri­stian III's tro og håndgangne mand, der kæmpede både til vands og til lands, med Peder Skram mod Lybækkerne og under den skånske adelsfane. Han anvendtes i betroede hverv og synes at have speciali­seret sig i at fange biskopper. 1 1536 var han med til at fængsle den fynske bisp Knud Henriksen Gyldenstierne, og året efter forsøgte han — ganske vist uden held — at tage den norske ærkebiskop Olav Engelbrektsen til fange i Trondhjem. Som lensmand i denne by blev han siden sendt til Island for at gennemtvinge reformationen og satte ved den lejlighed den gamle biskop Øgmund i fængsel. Han opholdt sig i det hele taget ikke ret meget i Danmark, skønt han var dansk rigsråd. Sidst var han lensmand på Gulland (Gotland), hvor han ligger begravet. Berritsgaard gik i arv til hans to sønner med Øllegaard Trolle (1513 -78), søster til Herluf Trolle. Deres anden morbroder, Børge Trolle til Lillø, bestyrede gården og godset i deres mindreårighed. Den ældste var den kendte Arild Huitfeldt (1546 - 1609) med Danmarkskrøniken, den yngre hed Jacob Huitfeldt (1547 - 83) og blev som faderen lens­mand i Trondhjem, hvor han døde temmelig ung. Han var da blevet eneejer af Berritsgaard, og enken Lisbet Friis (død 1631) overlevede ham i nærved et halvhundrede år. Hun styrede godset til sin død, utræt­telig for at forøge dets omfang, dog ikke uden at blive indviklet i for­skellige retstrætter. Hendes søn Henrik Huitfeldt (1583 - 1652) fulgte i besiddelsen. Han var ritmester både i Kalmarkrigen og Kejserkrigen og forsvarede under Torstenssonsfejden Landskrona mod svenskerne. Med hans datter Øllegaard Huitfeldt (1622 - 55) kom gården til den kendte rigshovmester Joachim Gersdorff, der imidlertid efter et par års forløb solgte den til Hans Wilhelm v. Harstall, af en thüringsk adelsslægt, staldmester hos den udvalgte prins Christian. Hans søn Christian Ulrich v. Harstall (1645 - 1719) arvede Berritsgaard ca. 1680 og blev overstaldmester hos kong Christian V. Først efter 20 års hof­tjeneste slog han sig til ro på sit lollandske herresæde, hvis gods i hans tid forøgedes med flere kongelige gaver. Han var tre gange gift, med tyske damer, og døde på gården. To døtre arvede, Dorothea v. Har­stall, enke efter en oberst Lützow skødede sin andel til søsteren Sophie Charlotte, gift med dronning Sophie Amalies yndling Johan Chri­stopher v. Körbitz. Men få år efter blev Berritsgaard købt af den rige Abraham Lehn. Abraham Lehn den Yngre (1701 - 57) var på det tidspunkt endnu borgerlig. Han var født i København som søn af storkøbmanden af samme navn, direktøren for Ostindisk Kompagni. Han har gjort sig sørgelig berømt i sin ungdom ved på en udenlandsrejse at være den ret uskyldige årsag til Tordenskjolds ulyksalige duel. Man sagde siden, at hans melankoli skrev sig fra den tildragelse. Men fra den samme rejse medbragte han rige skatte, håndskrifter, bøger, malerier, raderinger, stik og — som man yndede det i tiden — naturhistoriske mærkværdigheder. Hermed lagde han grunden til de siden så bekendte Orebygaardske samlinger, som først stod på Berritsgaard. Lehn op­fyldte ikke sin faders ønske om at føre handelshuset videre; han an­bragte sin betydelige formue i jordegods, og det lykkedes ham at blive ejer af næsten 3000 tdr. htk., som det viste sig: en heldig pengeanbrin­gelse, for var godserne overtaget i forholdsvis dårlig stand, så lå ejen­domspriserne i den periode lavt, og Lehn forstod med dygtighed at styre sine godser. Han nævnes som foregangsmand, når det gjaldt forbedringer i driften og skal således have indført kløveren på Lol­land. Den ældre tradition ville vide, at hans bønder ikke forstod at værdsætte hans reformer; kløverfrøet kastede de på møddingen, så godsejeren forgæves gik og kiggede på marken, om det ikke snart skulle komme op. Og det hjalp efter sigende ikke, at han dygtigt brugte sin stok på deres rygstykker. Talrige endnu bevarede optegnel­ser og brevskaber vidner om den omhu, han ofrede godsstyrelsen fra dag til dag, både når han om vinteren boede i København, og under sommeropholdet på Berritsgaard. Som den store godsbesidder blev han adlet i 1731, og han fik det eftermæle, at hans ord og løfter reg­nedes for lige så sikre som tinglæste obligationer. Berritsgaard og Højbygaard arvedes efter hans død af sønnen i ægteskabet med Sophie Amalie Edinger, Poul Abraham Lehn (1732 -1804), som få år efter tillige ved farbroderen Johan Lehns død kom i besiddelse af de fynske godser Hvidkilde, Nielstrup og Lindskov. Og hertil føjede han selv i 1775 Berritsgaards nabogods Orebygaard, så­ledes at han i 1784 af de forenede godser kunne oprette baroniet Guldborgland, hvorom der er fortalt under Orebygaard. P. A. Lehn skal have været en godhjertet, mild og human mand, som faderen en godsejer, der ville bøndernes vel. Selv godsejernes værste fjende i samtiden, historikeren Riegels, kalder ham »en Mand, der aldrig kan glemmes, saalænge Bondeavl og sandt Agerbrug bliver Danmark vigtigt«. Men selv om han ønskede stavnsbåndets løsning, ønskede han, at der samtidig skulle indføres en udstrakt frihed til at sammenlægge bøndergårde og bortforpagte dem efter forgodtbefin­dende, således at fremtidens bønder nærmest ville blive farmere som i England. Den absolutte modstand fra mænd som Colbjørnsen og Reventlow bevirkede dog, at han snart trak sig helt tilbage fra arbej­det i den store landbokommission. Han blev til sin død boende på Berritsgaard, men derefter blev Orebygaard baroniets hovedsæde, og Berritsgaards hovedbygning kom til at stå ubeboet. Det var egentlig utaknemligt mod den gamle herregård, for i virke­ligheden var det dens tilliggende, der dannede hovedstammen i baro­niet. Herremændene på den havde bedre formået at udvide gårdens bøndergods end herskabet på nabogården. Berritsgaards historie mel­der om en uafbrudt forøgelse af godsmængden, fra den gang gården som en såkaldt »landsbyhovedgård« lå i rad og række med andre gårde i Berrits by, indtil dens besidder var ene lodsejer på over 75 kvadratkilometer. På Orebygaard gemmes nu de mange gamle brev­skaber, skøder og andre adkomstdokumenter, som giver lejlighed til at følge godsets forøgelse i alle enkeltheder. At der var en oprindelig Berrits by røbes først af et gammelt skøde fra 1502, ved hvilket Mark­vard Pøiske overdrog sin arvepart i Berritsgaard til søsteren, foruden sin andel i hovedgården, nemlig tre gårde i Killerup og en i Berrits. Byen forsvandt i løbet af 16. århundrede, slugt af hovedgården, som så mange andre bondebyer i den tid, og den var helt væk i 1592, da man har den første jordebogsliste over Berritsgaard og tilliggende bøndergods. Forud herfor kan man dog iagttage, hvordan de forskel­lige ejere øger godset. Christopher Huitfeldt købte i 1534 et øde byg­gested i Killerup med en skyld på ikke mindre end 8 pund korn, og lian tilbyttede sig i 1545 en gård i Rørbæk fra Mogens Gøyes arvinger mod en gård i Store Reersø. Fra kronen modtog han som gave nogle jorder i de såkaldte Bjerres Vænger i Sakskøbing sogn. Han byggede også — med behørig tilladelse af Tårs sognemænd — en ny vand­mølle »ved det Vand, som løber af Sillinge Bæk, dem alle til Hjælp og Gavn«. Dog næppe ret længe, for den kendes ellers ikke. I de to brødre Arild og Jacob Huitfeldts ejertid købtes i 1571 to gårde i Rør­bæk og en i Langet for »halvfjerds Hundrede gode gamle Dalere«, af farbroderen Peder Huitfeldt, og ved et mageskifte i 1573 erhvervedes 4 gårde i Rørbæk og en i Langet fra Krenkerup. Da fru Lisbet Friis lod gård og gods »følge til Laas« i 1592, var der i det hele 39 bøndergårde, nemlig i Tårs 15, Kallø 3, Faurstedgaard, Killerup 7, Langet 3, Rørbæk 10. Nogle få år efter sattes der endelig punktum for en langvarig rets­trætte vedrørende gårdens tilliggende skove, et spørgsmål, der havde været omtvistet allerede i Erik af Pommerns første regeringstid. Par­terne var herremanden på Berritsgaard på den ene side og bønderne i Majbølle og Rørbæk på den anden, og det drejede sig om retten til Rørbæk og Berrits skove. Især de Majbølle bønder holdt stejlt på deres påståede rettigheder. De veg ikke tilbage for »vældeligen at op­hugge og ødelægge skoven,« og lod sig næppe nok skræmme af strenge kgl. forbud, som ovenikøbet gav herremanden og andre lodsejere ret til »at lægge dem paa Stedet«, hvis de fremturede i deres adfærd. Jævnsides med denne trætte gennem 20 år løb en anden, med nabo­herskabet på Orebygaard, om sølle atten skår i Luciemade Eng, som sluttelig tilkendtes fru Lisbet, men da den livskraftige dame 30 år senere, denne gang med Orebymanden som forbundsfælle, ville tiltage sig rettigheder ved kaldelsen af sognepræsten i Sakskøbing, trak hun det korteste strå. Om disse to processer er der fortalt under Oreby­gaard, og udfaldet af den sidste gav åbenbart stødet til, at Berritsgaard blev lagt fra Sakskøbing til Tårs sogn, hvis kirke ejeren i forvejen havde kaldsret til. Lisbet Friis fulgte i sine forgængeres spor og øgede gårdens tillig­gende. 1591 havde hun erhveret en øde gård i Tårs ved et mageskifte med kronen, og 1592 købte hun af Barbara Huitfeldt den store Brams­toftegaard, samt endnu en ødegård i Tårs og en gård i Majbølle. Det lykkedes hende 1623 at tilmageskifte sig alle 4 gårde i Tuderød eller Tuderug by fra kronen. Deres beliggenhed som en torp, udflyttet fra Rørbæk by til skoven, og deres ret til skovhugst og oldendrift i denne havde også bidraget til at forlænge den lange trætte. Endelig købte hun i 1624 - 25 endnu 4 gårde i Tårs, samt to i Majbølle og Toreby af fire forskellige herremænd. Sønnen Henrik Huitfeldt fik i 1640 ved et nyt mageskifte med kronen to gårde i Tårs og to i Hjelm. Da H. W. v. Harstall indsendte sin jordebog til brug ved matrikuleringen 1662 var gårdens tilliggende: Tårs 17 gårde, Tuderød 4, Faurstedgaard, Killerup 5, Bramstoftegaard, Kallø 4, Rørbæk 8, Reersø 1, Langet 1, Majbølle 1, Hjelm 1, samt en gård på Langeland, ialt 45 gårde, egentlig for lille et antal i forhold til det i 1592, så enkelte gårde må være blevet nedlagt. Hartkornet var tilsammen ca. 450 tdr. Under Chr. U. v. Harstall modtog Berritsgaard bøndergods dog den hidtil største samlede forøgelse, idet han ved kgl. gavebrev 1687 er­hvervede ikke mindre end 13 gårde og 5 huse i Rørbæk by. Og to år senere modtog han yderligere som kgl. gave både Majbølle, Vigsnæs og Kettinge kongetiender, samt Tårs og Vigsnæs kirketiende, mens han måtte tilkøbe sig Tårs sogns kongetiende fra fru Margrethe Giedde. Endelig bevilgede kongen i 1687 Chr. U. v. Harstall og hans arvinger fri birkerettighed over Berritsgaard og alt det jordegods, der hørte til gården eller måtte komme til at høre til den inden for en radius på to mil, hvilket siden bevirkede, at også byerne Vigsnæs og Sorsmark, Majbølle og Hjelm kom til at ligge under birketinget. For disse fire byer tilhørte alle Abraham Lehn, da han i 1729 købte Berritsgaard med tilhørende bøndergods. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

1382 Markvard Pøiske

1501 Otte Clausen (Huitfeldt)

1559 Jacob Huitfeldt

1583 Lisbet Friis, 1586 Hovedbygningen opført ved Hans van Steenwinckel d. Ældre

1652 Joachim Gersdorff

1654 H. W. v. Harstall

1724 J. Ch. v. Körbitz

1729 Abraham Lehn

1809 O. D. Kaas (-Lehn)

1820 H. Chr. Rosenørn (-Lehn)

1935 O. Rosenørn-Lehn 
 
232
Berte Friis
Berte Friis
 
 
233
Berte Scheel
Berte Scheel
 
 
234
Berte Skeel
Berte Skeel
 
 
235
Bertha Kannegaard
Bertha Kannegaard
 
 
236
Bertha Købke
Bertha Købke
 
 
237
Bertha von Holstein
Bertha von Holstein
 
 
238
Betzy Bille-Brahe
Betzy Bille-Brahe
 
 
239
Betzy Østergaard
Betzy Østergaard
 
 
240
Bidstrup Gods
Bidstrup Gods
Granslev sogn, Houlbjerg herred, Viborg amt

Det er det 18. århundredes ånd, der slår en i møde, og det er slægtens stamfader Gerdt Hansen de Lichtenberg, der endnu den dag i dag præger stedet, han har for mere end 200 år siden sat alt på sin rette plads, hvor det siden er ble­ven stående trods tidernes ugunst, der bl. a. har overflødiggjort de mange bygninger, hvor før domestikker i stort tal holdt til, og de gamle avlslænger, som kun dårligt egner sig til nutidigt landbrug. Vel er Gerhard Lichtenberg den centrale skikkelse i Bidstups hi­storie, men han er ingenlunde dens grundlægger; før hans tid havde mange slægtled bygget og boet på stedet. I dokumenter træffes gården første gang 1345, da der optræder en Petrus Jensen (Galskyt) de Bistorp. På dronning Margrethes tid tilhørte Bidstrup hr. Jens Eskildsen Falk til Vallø og Skjern (Middelsom herred), hvis datter Kirsten bragte den til hr. Henning Podebusk, der ejede den 1419 og 1421. Med deres datter Marine kom den til Hans Eriksen, der skrives hertil i tiden 1461-68. Henimod slutningen af det 15. århundrede er Bid­strup, med gods i nærheden vistnok kommet i rigshofmesteren Erik Ottesen (Rosenkrantz's) eje. Men først 1498 får vi fast bund under fødderne; da nævnes Henrik Eriksen, en af rigshofmesterens mange sønner, til Bidstrup. Da han var faldet på Ditmarskertoget (1500) eller efter Erik Ottesens død (1503), tilfaldt den hans søster Vibeke og hendes mand, hr. Predbjørn Podebusk (ca. 1460-1541), der 1503 nævnes til Bidstrup. Han samlede omtrent lige så meget gods som landets rigeste herremand, hr. Mogens Gøye, og spillede en betydelig rolle i det politiske liv som medlem af rigsrådet fra 1502. Han var modstander af Christiern 11's politik og var en af lederne af den jyske adels oprør 1522-23. Efter Frederik I's død stod han på bispernes side, og det var kun den hårde nød, der tvang ham til at slutte sig til hertug Christians sag på møderne i Rye i sommeren 1534. Efter 1536 trådte han i baggrunden, om han end blev siddende i rigsrådet. Sine sidste dage tilbragte han hos sin datter Jytte på Gammel Estrup. Gennem en mængde bevarede dokumenter træder hr. Predbjørns profil nogenlunde tydeligt frem, han var handle­kraftig, men brutal overfor sine undergivne og stridbar overfor sine slægtninge og standsfæller, hans griskhed på gods gik over alle rimelige grænser, og dog var han rundhåndet med gaver til kirker og klostre. Skiftet i det store bo blev først afsluttet i 1548. Bidstrup blev delt i flere parter. Hovedlodden tilfaldt den ældste søn Jørgens enke fru Ermegaard Bille, efter hvis død (1564) hendes søn Erik Jørgensen Podebusk rykkede ind. Erik Podebusk (1533-73) deltog som ritmester i Syvårskrigen, og samme år som kong Frederik II havde fejret hans bryllup med Sidsel Oxe, Peder Oxes søster, fik han det store Aalborg-hus len (1567), senere blev han medlem af rigsrådet og fik flere små­forleninger. Hans virksomhed er navnlig knyttet til Vendsyssel, men han forsømte ikke Bidstrup; ved mageskifter og køb forøgede han godset. Efter hans død sad hans barnløse enke fru Sidsel Oxe endnu tyve år på Bidstrup (død 1593). (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

1345 Petrus Jønsson (Galskyt)

ca. 1390 Jens Eskildsen Falk

1419 Henning Podebusk

1461 Hans Eriksen

ca. 1490 Erik Ottesen (Rosenkrantz)

ca. 1503 Predbjørn Podebusk

1564 Erik Podebusk (parthaver)

1573 Sidsel Oxe (Podebusk)

1608 Knud Gyldenstierne (eneejer)

1686 Johan Rantzau

1720 M. de Poulson

1732 A. Vinding

1749 G. Hansen de Lichtenberg

1764 H. H. de Lichtenberg

1892 H. H. Honnens de Lichtenberg

1959 Marg. Honnens de Lichtenberg 
 
241
Billedet (en ung pige) malet af Albinia Vilhelmine Jane Louise Hagemann
Billedet (en ung pige) malet af Albinia Vilhelmine Jane Louise Hagemann
Gift med Baron Vilhelm Joseph Schaffalitzky de Muckadell 
 
242
Birgitte Bille
Birgitte Bille
 
 
243
Birgitte Carlsen
Birgitte Carlsen
 
 
244
Birgitte Gøye
Birgitte Gøye
 
 
245
Birgitte Kannegaard
Birgitte Kannegaard
med sin mand Mikkel og deres to børn. 
 
246
Birgitte Kirstine Borre
Birgitte Kirstine Borre
 
 
247
Birgitte Malling
Birgitte Malling
 
 
248
Birgitte Rosenkrantz
Birgitte Rosenkrantz
 
 
249
Birgitte Rosensparre
Birgitte Rosensparre
 
 
250
Birgitte Rud
Birgitte Rud
 
 

    «Prev 1 2 3 4 5 6 7 8 9 ... 47» Next»



This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2019.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard