Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Photos


Matches 1 to 50 of 2,330     » Thumbnails Only    » Slide Show

    1 2 3 4 5 ... 47» Next»

 #   Thumb   Description   Linked to 
1
Adam Berner-Schilden-Holsten
Adam Berner-Schilden-Holsten
 
 
2
Adam Gottlob Moltke
Adam Gottlob Moltke
Greve 
 
3
Adam Gottlob Moltke-Huitfeldt
Adam Gottlob Moltke-Huitfeldt
 
 
4
Adam Hauch
Adam Hauch
with his wife Erikka Roberta Christine Sophie Skeel 
 
5
Adam Knuth
Adam Knuth
 
 
6
Adam Levin Søbøtker
Adam Levin Søbøtker
Maler, Jens Juel 
 
7
Adam Moltke
Adam Moltke
with his wife Sophie Magdalene Raben-Levetzau 
 
8
Adam Moltke
Adam Moltke
 
 
9
Adam Oehlenschläger
Adam Oehlenschläger
 
 
10
Adam Tramp
Adam Tramp
with his wife Rosa Holstein-Rathlou 
 
11
Adam von Knuth
Adam von Knuth
 
 
12
Adam von Lowzow
Adam von Lowzow
with his wife Marie Hansen 
 
13
Adam von Pentz
Adam von Pentz
 
 
14
Adamine Feddersen
Adamine Feddersen
 
 
15
Addo Løvenørn Bardenfleth
Addo Løvenørn Bardenfleth
 
 
16
Adelaide Brun
Adelaide Brun
 
 
17
Adelaide Lang
Adelaide Lang
Med børnene Ida Bruhn (1858-1926) og Carl Wilhelm Rømer-Bruhn (1847-1937) fra Carl Julius Bruhn's 1. ægteskab med Wilhelmine von Rømer. 
 
18
Adelaide Marie O'Kelly
Adelaide Marie O'Kelly
with her son Fritz 
 
19
Adelaide von Huth
Adelaide von Huth
 
 
20
Adelgunde Rømeling
Adelgunde Rømeling
 
 
21
Adelgunde Tesdorpf
Adelgunde Tesdorpf
 
 
22
Admiral Ulrich Anton Schønheyder
Admiral Ulrich Anton Schønheyder
 
 
23
Adolf Hastrup
Adolf Hastrup
 
 
24
Adolf IV. von Holstein-Schauenburg
Adolf IV. von Holstein-Schauenburg
 
 
25
Adolf Mourier-Petersen
Adolf Mourier-Petersen
 
 
26
Adolph Bruun
Adolph Bruun
 
 
27
Adolph Ludvig Drewsen
Adolph Ludvig Drewsen
 
 
28
Adolph Spreckels
Adolph Spreckels
 
 
29
Adolph von Holsten
Adolph von Holsten
 
 
30
Agate Johanne Gote Birkedal Barfod
Agate Johanne Gote Birkedal Barfod
 
 
31
Agersbøl
Agersbøl
Øster Snede sogn, Nørvang herred, Vejle amt.

Det var ganske vist for at spotte ham, at Sigbrit kaldte Mogens Gøye for kongen af Nørrejylland. Men næppe helt uden grund. Hans lige på jordegods har ikke været i Danmark eller Tyskland på nogle hun­drede år, sagde siden Arild Huitfeldt. Man skal blot gennemblade Gøye'rnes berømte jordebog for at få et koncist og samtidigt overvæl­dende indtryk af, hvor mange ejendomme over hele landet der var underlagt rigshoftnesterens herredømme. Det var ikke langt fra, at han havde besiddelser i snart hvert eneste herred i hele riget fra den skånske grænse til Kongeåen. Mogens Gøye slog sig ikke til tåls med, hvad han selv eller hans frue havde arvet, og det var ellers ikke så lidt, han øgede godsmassen på mange måder og på mange steder. Også på Vejleegnen var han på færde for at skabe et samlet godskompleks, og skønt købet af Kjeldkær ikke gik i orden, så lagde han grunden til et andet af de godser, der skulle bestå i århundreder. I landsbyen Agersbøl havde hans frue Mette Bydelsbak arvet en enkelt gård. Den hørte til hendes mødrene gods og har måske ligget under Clausholm, en herregård, der med sit hele tilliggende længe var nedarvet udelt, fordi der »stadig havde været én eneste arving, som var søn eller datter efter fader eller moder«. Men da mange af de gamle breve, adkomstdokumenterne, som havde været på gården, var brændt sammen med denne, så kan man ikke i jordebogen finde noget om Agersbøls skæbne før 1528, da Mogens Gøye til sin kones ene gård købte fire andre i byen. Han overtog dem fra fru Margrethe, enke efter Steffen von Bülow i »Lance Meklenborg«, en emigreret dansk adelsdame, for hvem de naturligvis ikke lå særlig bekvemt. Men den kendte jyske landsdommer Niels Clementsen og hans berygtede søn Rasmus efter ham har åbenbart også haft rettigheder i disse gårde, da Mogens Gøye i 1537 måtte udkøbe den sidstnævntes arving, hans søster. Inden udgangen af det 16. århundrede var alle fem gårde lagt sam­men til én, Agersbøl Hovedgaard, hvis første kendte indehaver var rigshofmesterens datterdatter Margrethe Høg, nævnt til Agersbøl 1595, da hun var enke efter Christian Qvitzow. Hun døde barnløs, og går­den tilfaldt hendes brodersøn Just Høg til Bjørnholm, der for 10.000 rdl. pantsatte den med underliggende gods til statholderen i hertug­dømmerne Gert Rantzau. Og hans arvinger forekom til sin tid Just Høg noget fordringsfulde. På sin søster Øllegaard Rantzaus vegne krævede Christian Rantzau nemlig erstatning for renter, som ikke var betalt, mens fjenderne var i Jylland under Kejserkrigen. Men da »for­skrevne Agersbølgård og gods' indkomst årugen skulle beløbe sig mange hundrede rigsdaler højere end forskrevne rente«, kunne pant­haverne, der havde overtaget og drevet godset, have taget sig rigelig betalt af disse indtægter. Det endte selvfølgelig med rettergang på herredagen, og der blev nedsat »gode mænd«, kommissarier, der skulle gøre regnskabet op mellem de to parter. Samme år, 1638, kom gården, uvist på hvad måde, i hænderne på Jørgen Juul til Laage, hvis kone var en Arenfeldt og dermed af en slægt, der ofte satte sig mindre heldige spor i historien. Det varede dog en tid lang, inden forholdet mellem ægtefællerne blev så dårligt, at de måtte til retten for at få det ordnet. De havde begge været enige om at klage over hinanden, »at de udi deres ægteskab med den sam­drægtighed, som de burde, ikke kunne leve, hvilken deres uenighed sig mesten og i særdeleshed skulle rejse deraf, at de, om hvis den ene såvelsom den anden til tilbørlig ophold burde at komme, ej kan over­enskomme«. Det blev nødvendigt at nedsætte flere kommissioner for at skille dem imellem, for ikke at sige skille dem, og først i 1667 kom det til forlig, idet fru Ellen Arenfeldt skulle overtage Agersbøl gods for sin levetid, mens det efter hendes død skulle skiftes mellem rette arvinger. Ædelmodigt overlod Jørgen Juul hende alle hendes smykker, »uanset den halve part ham med rette tilkom, og det til at forekomme al videre tvist og forargelse mellem dem«. Dog skulle han have nogen erstatning i rede penge, og så forbeholdt han sig et sølvbækken og en sølvflaske, »hannern af salig fru Ellen Marsvin foræret«. Efter skilsmissen sad fru Ellen så på Agersbøl til sin død, hvorefter hendes arvinger 1676 overdrog deres andel af gården til Laurids Brorson til Dybvad, der også måtte udkøbe Jørgen Juuls arvinger, bl. a. i 1677 Rudolf von Offenberg, der var gift med hans broderdatter. Og dernæst blev Agersbøl i 1681, som så mange andre herregårde i den tid, købt af en officer, oberstløjtnant Kai de la Mare, for en gangs skyld ikke en tysker, forsåvidt som hans fader på grund af religions­forfølgelserne var indvandret fra Frankrig til Holsten. Hans søn af samme charge Hieronymus de la Mare overtog godset efter hans død 1713 og besad det til sin egen 1728, hvorpå det for 15.000 rdl. med over 200 htk. bøndergods blev solgt på auktion til Pernille, enke efter Jørgen Jørgensen, og siden arvedes af sønnen Mourids Jørgensen, død 1753. Den næste ejer var i 1760 Poul Marcussen til Ørumgaard af den kendte godsejerslægt, som 1769 solgte Agersbøl til sønnen Peder Mar­cussen. Han ægtede sin husholderske, den smukke Inger Saabye, og hun sad med gården i henved 20 år efter mandens død 1779, indtil hun 1797 afhændede den til sin svoger justitsråd Marcus Pauli Mar­cussen. til Krastrup. Men han overdrog den samme år til sin søn, justitsråd Poul Marcussen til Krastrup, og sin svigersøn Ulrik Chri­stian von Schmidten. Og så vidste man, hvad klokken var slået. Schmidten, svigersønnen, var nemlig en af tidens mest bekendte godsslagtere, der allerede havde aflivet såvel Gunderstedgaard som Vaar og Urup, hvilken sidste hovedgård han endnu ejede. Begge svogrene indgav da også straks ansøgning om at måtte afhænde bøn­dergodset fra Agersbøl med forbehold af hovedgårdens rettigheder og fik bevillingen. Schmidten udkøbte i 1799 svogeren for 30.000 rdl., solgte en stor del af bøndergodset fra og afhændede hovedgården med resten i 1801 til Erik Christian Grave Hoppe til Lillerup, hvem det i hele hans ejerperiode ikke lykkedes at komme til at bebo hovedbyg­ningen. Den havde nemlig madame Saabye forbeholdt sig, da hun i sin tid afhændede Agersbøl, og Hoppe måtte nøjes med sidefløjen. Han solgte i 1807 til den tidligere inspektør på Sostrup Johan Otto Andersen, der beholdt Agersbøl indtil 1811. For 32.000 rbdl. blev godset da solgt til John Smith sen., den første »englænder på Gyllingnæs«, som fik skøde 1812 og døde 1813. Der er vel næppe nogen af denne bekendte eller berygtede familie, som har taget bopæl på Agersbøl, for gården, der var tillagt datteren Jane Smith, blev allerede 1816 for samme købesum solgt til major Johannes Peter Ingwersen fra Viufgaard, »studekongen«, som man kaldte ham, der skal have slået alle hidtidige og måske også efterfølgende rekorder på denne handels område. Agersbøl overdrog han 1821, den kostede stadig 32.000 rbdl., til sønnen Martin Ingwersen. Efter dennes død 1862 arvede sønnen Johannes Peter Ingwersen Agersbøl. Hans enke solgte 1880 til H. Hastrup, der gik fallit, og pro­kurator M. F. Zahn fra Kolding overtog 1888 gården for rundt regnet 300.000 kr. og besad den til 1911, hvorefter Juan A. Rothaus var ejer til 1917. Og så havde Agersbøl som sædvanligt i den periode en overgang hurtigt skiftende ejere. Det konsortium, der havde over­taget den fra Rothaus for 575.000 kr., solgte den samme år til Holm, som endnu inden året var omme fik 625.000 af A. P. Eriksen. Året efter fik denne 825.000 kr. af Raun og Albertsen. 1920 blev gården købt af C. L Petersen, fra hvem Jydsk Land Hypotekforening overtog den 1924 for året efter at overdrage den til Andreas Jensen. Og fra ham kom den atter i 1928 til et konsortium, som solgte jord fra til 6 ejendomme på hver ca. 40 tdr. Id. og den således reducerede hoved­gård til direktør Malte Vestergaard, Vejle. Ved salget fra ham til William Jensen i 1931 blev besiddelsen endelig fastere, for den sidst­nævnte ejer stadig Agersbøl. Efter sidste udstykning har Agersbøl 250 tdr. Id., heraf 35 tdr. Id, skov. I 1773 var udsæden 21 tdr. rug, 35 tdr. byg, 105 tdr. havre og 15 tdr. boghvede, men for en gangs skyld ved man ikke noget om det dyrkede areal ved matrikuleringen i 1680'erne. Markbogen mangler nemlig! Det er som sædvanlig også temmelig sent, man får besked om den fulde udstrækning af bøndergodset. Det vil sige, i Mogens Gøyes jordebog nævnes der sammen med den ene gård i Agersbøl også andre i nabolaget, nemlig en i Kragelund, en i Båstrup, tre i Solskov, tre i Bredal og to i Vester Ørum, hvortil kom tre i Ure, en i Selde og en i Knabberup i Tørrild herred. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

1528 Mogens Gøye, Voldsted (i haven)

ca. 1600 Just Høg

1638 Jørgen Juul

1676 Laurids Brorson

1681 Kai de la Mare

1728 Pernille Jørgensen

1746 To stokværks stuehus erstattet med et stokværks bindingsværks bygning

1753 P. Marcussen, Avlsgården opført

1797 P. Marcussen d. Y. og U. Chr. v. Schmidten

1799 U. Chr. v. Schmidten (eneejer)

1801 E. Chr. G. Hoppe

1807 J. O. Andersen

1811 J. Smith

1816 J. P. Ingwersen

1845 Hovedbygningen fornyet i grundmur

1821 M. Ingwersen

1880 H. Hastrup

1884 Tårn opført

1888 M. F. C. Zahn

1911 J. A. Rothaus

1917-31 Forskellige ejere

1931-1970 William Jensen

1970- Knud Bogh Bisgaard 
 
32
Aggersborggaard
Aggersborggaard
Aggersborg sogn, Øster Han herred, Hjørring amt.

Tæt ned imod Limfjorden ligger Aggersborggaard. Kun en flad eng­strækning skiller herregården fra stranden. Skønt bygningerne, gam­meldags solidt bindingsværk, tydeligt nok skriver sig fra ældre tid, har de kun stået en kortere del af gårdens lange tilværelse. Adskillige gange har Aggersund spejlet de røde flammer fra det brændende Ag­gersborggaard. Ufred og ulykkelig hændelse har mindst fire gange lagt anlægget i aske. Og det allerførste, som fortælles om gården, står i ødelæggelsens tegn. Aggersborggaard er en af de danske herregårde, hvis historie ræk­ker længst tilbage i tiden, helt til året 1086, det år, da Knud den Hel­lige fandt sin død i Odense Albani kirke. Men på sin flugt for den oprørske bondehær drog kongen over Aggersund. Han havde søgt tilflugt på den nærliggende bispegård, sikkert Bejstrup, Biskopstorp. Bønderne troede imidlertid, han opholdt sig på Aggersborg Kongs­gaard og overrumplede, som det synes, i morgendæmringen dennes besætning. Forgæves havde biskoppen søgt at standse de morderiske skarer. Rasende havde de pisket strandsandet med deres spyd, så den fromme herre måtte sørge for sin egen sikkerhed. Ælnoth, den engel­ske munk, som skrev Hellig Knud Konges martyrhistorie, har givet en livfuld skildring af overfaldet på Kongsgaarden. Den oprørske hob hastede, idet de vilde skarer stadig voksede, som de for frem rede til alskens forbrydelse, mod borgen. Og de higede også efter at få rygtet om den voldsfærd, de havde indladt sig på, udbredt derfra over hele Jylland. De afsindige menneskers angreb slog alle med rædsel. Nogle af kongsmændene trækker de nøgne ud af deres senge, andre klynger de op på dørene, atter andre kaster de i vandet. De bliver sønderflæn­get af den rasende mængde som af vilde dyr, og kun få lykkes det at frelse sig ved flugten, efter at også husene er fuldstændig ødelagt. Et­hvert rum, endog selve kongshallen, blev gennemsøgt og plyndret. Man har ikke så dramatisk en beskrivelse af borgens andre ødelæg­gelser, og om dens skæbne i de følgende århundreder vides lidt nok. Den må dog være blevet bygget op igen, og Erik Klipping gæstede den i året 1272. Men et hundrede år senere var den atter jævnet med jorden! Man kender ikke de nærmere omstændigheder, ved kun, at ridderen Niels Eriksen Gyldenstierne af Aagaard over for Valdemar Atterdag i året 1373 måtte forpligte sig til at genopbygge Aggersborg faste slot med dets bygninger, barfred, tårne, grave og broer, forborg og ladegård, som det alt sammen havde stået, før det blev afbrændt! Det er vel sket under de jyske stormænds oprør mod kong Valdemar. Men endnu en gang skulle Aggersborg blive luernes bytte under indre stridigheder, og da var det atter bonden, som havde rejst sig. Det var dengang Niels Eriksens sønnesøn måtte flygte fra Aagaard »ikkun med en stav i sin hånd«, i 1441, da Henrik Tagesen og andre af kong Eriks partigængere førte bønderne til kamp mod den indkaldte konge, Christoffer af Bayern. Folkevisens knappe strofer præger billedet af Aggersborgs fald:

De rede frem for Aalborg Sund og fremfor Huseby Vejle.
For da red deres høvedsmænd, de måtte alt klæde en stejle.
De rede frem ad Aggersborg og frem ad Aggersborg by. De satte ild på kongens gård, den stod så højt i sky!

Denne gang blev der vistnok ikke tale om at genopbygge den ødelagte kongsgård, selv om Han herred endnu i det 15. århundrede ud­gjorde en særskilt forlening. Og det Aggersborg, som i det 17. århun­drede atter, bogstavelig talt, blev et offer for krigens flammer, var ikke en kongeborg, derimod et adeligt herresæde. Men det er at fore­gribe begivenhedernes gang. I resten af det 15. og størstedelen af det 16. århundrede var der næppe noget herskab på Aggersborg. 1469 hed beboeren Morten Mor­tensen, og måske har gården været indbefattet i den kendte Hans Tol­ders forleningsbrev på færgeriet ved Aggersund. Som vogter af det gamle overfartssted havde borgen jo haft sin strategiske betydning. Det er sikkert også den gamle kongsgård, det drejer sig om, når Jens Mouridsen i 1549 fik livsbrev på »Kronens Gaard liggendes i Aggers­borg By, som Marine Nielsdatter ibor«, mod at svare til de sædvanlige afgifter og pligter. Det rette og officielle navn var imidlertid Kongens Gaard i Aggersborg, som folkevisen siger, og som det endelig også hedder i mageskiftebrevet af 1579. Dette år kom gården nemlig med i mageskifternes store malstrøm, der omkalfatrede ejendomsforholdene vidt og bredt over det ganske land. Lensmanden på Aalborghus, Niels Jensen til Torstedlund, fik befaling til at besigtige Aggersborggaard, men da han selv kendte både by og gård, nøjedes han med at tage den daværende beboer af »Kon­gens Gaard i Agersbore By« for sig, Anders Thommesen og lade ham ved sin højeste ed og med oprakte fingre bekende, hvad landgilde, der gik af den, og hvad man kunne »så og avle« dertil. Gårdens ny ejer eller ejerske blev fru Vibeke Podebusk, enke efter Evert Bild til Ravn­holt, mere kendt for sin genealogiske end for sin landøkonomiske virksomhed. Hun var en arrogant og hoffærdig dame, præget af alle sin stands værste fordomme, hvad imidlertid netop gav anledning til, at hun så ivrigt sysselsatte sig med historie og slægtsstudier. En dansk krønike skal skyldes hende, mens »Vibeke Podebusks Slægtebog« næppe bærer sit navn helt med rette, snarere indeholder slægtstradi­tioner, opsamlet gennem længere tid. Mens fru Vibeke i første omgang kun havde overtaget Kongens Gaard alene, fik hun siden andre gårde i Aggersborg by og sogn og har sikkert forsynet sin ny hovedgård med standsmæssige bygninger. Hun døde på den i 1596 og blev bisat i kirken for dog siden at blive begravet i Herrested kirke ved Ravnbolt. Sønnen Preben Bild arvede Aggersborggaard, en adelsmand med sædvanlig tidstypisk tilværelse, en ungdom ved hove og i udenlandsk krigstjeneste og en manddom som kongelig lensmand. Ham fulgte hans datter Vibeke Bild, der som farmoderen havde litterære interesser, ikke mindre end tre folkevisehåndskrifter bærer hendes navn. Hun var gift med Erik Rantzau til Gjessingholm og solgte som enke 1631 Ag­gersborggaard til sin morbroders søn Erik Kaas af Starupgaard-linjen, der atter efter godt en snes års forløb i 1652 afhændede gård og gods til sin svoger Ejler Høg. Ingen af dem var særlig velhavende, Erik Kaas blev 1638 takseret til godt 260 tdr. htk., og efter Ejler Høg, der levede sine sidste år i Odense, gik arvingerne fra arv og gæld. Hans datter Marie Høg var imidlertid blevet ejer af Aggersborggaard, som hun 1686, enke efter Hak Vind, død »in delerio«, solgte til Hans Mo­gensen Arenfeldt, gift med Helle Urne. Efter hans død i 1689 kom gården til enken Helle Urnes datter i første ægteskab Margrethe Rant­zau, gift med den rige Peder Benzon, lægesønnen fra Aalborg, der 1679 havde fået adeligt våbenbrev, 1686 var blevet kancelliråd og ejede Havnø, Aagaard, Korsøgaard, Kølskegaard, Glomstrup. Han døde 1701 på Havnø. Da hans søn Hans Benzon til Korsøgaard 1718 solgte Aggersborggaard til Mads Gregersen Speitzer, kom den første gang i borgerlig besiddelse. Sønnen Christen Madsen Speitzer og hans kone Anne Margrethe Lund søgte 1767 kgl. konfirmation på Aggers­borggaard og gods og tiender, ialt godt 600 tdr. htk., som et stamhus. Nogen egentlig stadfæstelse kom imidlertid ikke til at foreligge, og det havde til sin tid følger. Efter mandens død allerede samme år over­tog enken ganske vist stamhuset på skifte i 1770 uden protest fra bør­nenes side, men da sønnen Mads Speitzer efter moderens død i 1777 ville gøre sin eneret til godset gældende i overensstemmelse med erek­tionsbrevet, gjorde de andre søskende indsigelse. Sagen kom for en kommissionsdomstol, der kendte oprettelsen magtesløs, og en højeste­retsdom af 1779 stadfæstede denne afgørelse. Mads Speitzer måtte udkøbe sine medarvinger for at komme i besiddelse af godset. Han var afgjort ikke nogen fremskridtsmand, hvad hans indberetning 1785 tydeligt viser. I de 6 år, han da havde besiddet godset, havde han ikke kunnet gennemføre nogen udskiftning eller udflytning »på grund af mange gyldige raisons«. Dels ville der gå sædeland til spilde, dels »ville jorden ved denne lejlighed bringes af lave og sættes ud af sædebar stand i nogle mænds tid, hvorved jordbrugerne vurder bragt udi yder­ste fattigdom!« Det ville i det hele taget være umuligt at gennemføre de forskellige forbedringer på grund af landbrugernes elendige tilstand, de ville »ingenlunde formå at udrede de store og betydelige bekost­ninger eller at lide det tab deres ejer- og levetid, som forbemeldte ind­retninger udisputerlig medtager i de fleste tilfælde«. Også en anden kendelse af landets øverste domstol gik Mads Speit­zer imod. Hans ægtefælle Margrethe Gleerup blev skilt fra ham ved højesteretsdom »formedelst mandens hårde og ufordragelige omgang«. Hvilket imidlertid ikke forhindrede, at de siden atter levede sammen. Nogle år før sin død solgte Mads Speitzer 1803 Aggersborggaard til Jakob Kjellerup, der atter 1808 afhændede til generalauditør Hans Jakob Lindahl til Aunsbjerg, og dermed var godsets skæbne beseglet. For Lindahl var en af tidens mest bekendte godsslagtere, der en over­gang ekspederede så noget nær en herregård årligt. Helt udstykket var Aggersborggaard gods nu ikke, da han efter tre års forløb solgte hovedgården med tilliggende, ialt 108 tdr. htk., til kaptajn Steen Kjærulf. Efter dennes død 1833 solgte enken Anna Cathrine Lüttichau til en af gårdens mere bekendte ejere Ludvig Christian Brinck-Seidelin, der siden 1815 havde været amtsforvalter i Hjørring, et mønster på en embedsmand, efter hvad hans samtidige hævdede »streng og samvit­tighedsfuld i tjenesten, retfærdig og human mod sine undergivne, vel­villig uegennyttig og hjælpsom mod befolkningen«. Han æredes da også af amtets beboere »næsten som en fader«. Brinck-Seidelin var desuden kendt som landøkonomisk forfatter, bl. a. af Beskrivelsen af Hjørring Amt. Han beholdt Aggersborggaard til 1846, året efter at han var blevet udnævnt til chef for rentekammerets regnskabsafdeling, og inden sin død blev han konferensråd. Hans efterfølger på Aggers­borggaard var Johan Nikolaj Ovesen, som 1852 solgte til den første af den slægt, som stadig besidder den, Jakob Nørgaard. Efter hans død 1893 sad enken med gården til 1903, hvorefter sønnen H. B. F. Nørgaard fik Aggersborggaard, som fra 1936 besiddes af hans søn Jacob Nørgaard og dennes søster Inger Marie Nørgaard. (Danske Slotte og Herregaarde)


EJERE

ca. 1000 Vikingeborg

1086 Kronen, Kongsgården ødelagt

1373 Gården genopbygget

1441 Gården afbrændt

1579 Vibeke Podebusk (Bild)

1579 Kaldt Kongens Gaard

1596 Preben Bild

1631 Erik Kaas

ca. 1645 Gården afbrændt

1652 Ejler Høg

1686 Hans Mogensen Arenfeldt

1689 Peder Benzon

1718 Mads Gregersen Speitzer

1753 Chr. Madsen Speitzer

1756 - 58 Hovedbygningen opført i bindingsværk

1803 - 52 Forskellige ejere

1852 J. Nørgaard

1936 J. og Inger Marie Nørgaard, 1936 Hovedbygningen restaureret 
 
33
Agnes Dehn
Agnes Dehn
 
 
34
Agnes Dinesen
Agnes Dinesen
 
 
35
Agnes Mathilde von Hedemann
Agnes Mathilde von Hedemann
 
 
36
Agnes Nicoline Christiane Skovby
Agnes Nicoline Christiane Skovby
 
 
37
Agnete Hielmstierne
Agnete Hielmstierne
with her husband Marcus Gerhard Rosencrone 
 
38
Ahnen-doc
Ahnen-doc
von Ahnen family 
 
39
Alan Brommeland
Alan Brommeland
with his wife Sandra Barnes 
 
40
Albert and Charlene of Monaco
Albert and Charlene of Monaco
Wedding photo 
 
41
Albert Arendrup
Albert Arendrup
 
 
42
Albert Conrad von Holstein
Albert Conrad von Holstein
 
 
43
Albertine Cathrine von Benzon
Albertine Cathrine von Benzon
 
 
44
Albrecht Schaffalitzky de Muckadell
Albrecht Schaffalitzky de Muckadell
 
 
45
Albret Rytter Skeel
Albret Rytter Skeel
Skeel anetavlen i Aalum kirke 
 
46
Albret Rytter Skeel
Albret Rytter Skeel
Skeel familiens segl 
 
47
Albret Skeel
Albret Skeel
 
 
48
Albret Skeel (1572-1639)
Albret Skeel (1572-1639)
 
 
49
Albæk
Albæk
Suldrup sogn, Hornum herred, Aalborg amt.

Inde midt i Himmerland — i en ikke særlig fed egn — ligger herre­gården Albæk, en af de små herregårde, hvorpå denne del af Dan­mark er så rig. Første gang Albæk omtales er i begyndelsen af 1400-tallet. Det er vel tvivlsomt, om der da kan siges at have været en herre­gård der. Måske har der oprindelig kun ligget en stor enestegård, beboet af bønderfolk. Endnu i 1499 omtales en bondegård i Albæk, hvorpå da Mikkel Bonde boede ; han var ikke selvejer, men hørte under Malte Lauridsen Viffert, der havde fået bondegården ved arv efter sin fader Las Viffertsen. Denne Las Viffertsen var en søn af Viffert Jonsen til Torstedlund, der levede i første halvdel af 1400-tallet. Allerede så langt tilbage hører man altså om slægtskabsforhold mellem ejerne af Albæk og ejerne af Torstedlund, en forbindelse, der fik sin store betydning i de to gårdes historie. Las Viffertsen kom gennem arv fra sin svigerfader Las Maltesen Krag i besiddelse af Al­bæk; svigerfaderen menes at have ejet gården ved begyndelsen af 1400-tallet. Las Viffertsen skrev sig til Rebstrup i samme herred; men da han 1480 indvordede sin ejendom, omtales derimellem »al Albæk«. Denne lovhævd på godset skulle få sin store betydning nogle år senere. Henrik Knudsen Gyldenstierne til Restrup gjorde da ved sin foged krav på et byggested i Albæk mark og en fjerding jord dertil. Sagen indankedes 1494 for kongens retterting, der da holdtes i Horsens. For Las Viffertsen mødte hans hustru fru Gyda — hr. Las lå selv hjemme på sottesengen — fruen må have forstået at tale sin sag godt for kongen og hans gode mænd, for hun vandt den, dog vel først og fremmest takket være lovhævden fra 1480. Fru Gyda har i øvrigt også på anden måde vist sin forretningssans og administra­tionsevne; efter sin mands død havde hun Skt. Jørgens Hospital uden for Aalborg i forlening. Sammen med ægtefællen havde hun 1481 stiftet sjælemesser i helligåndshuset i Aalborg for sig selv og hus­bonden, for svigerforældrene og andre gode venner og slægtninge. Las Viffertsen døde sidst i 1490'erne og efterlod sig 3 sønner og 3 døtre. Af disse kom Malte Lauridsen, der desuden ejede Rebstrup, Gunderstedgaard og Torstedlund, i besiddelse af Albæk, og fra 1519 skriver han sig til denne gård. Han deltog i opstanden mod Chri­stiern II og benyttedes adskillige gange af Frederik I til kommissions­arbejde. Under Grevens Fejde tog han naturligt nok parti for Chri­stian III; det havde da også til følge, at de oprørske bønder 1534 nedbrændte Albæk, der derved kom til at dele skæbne med så mange andre himmerlandske herregårde. Selv havde Malte Lauridsen reddet sig bort forinden med sin familie. Han nævnes — tillige med sønnen Albert — blandt de mange adelsmænd, der opregnes i indledningen til Christian III's reces af 1536 og må være død omkring midten af år­hundredet. Hans søn Albert Maltesen Viffert overtog Albæk, men ejede desuden herregårdene Møllrup på Djursland og Gelskov i Sal­linge herred; i hvert fald var han 1565 høvedsmand for hærudbud­det af Kalø len. Med hans søn Anders Maltesen uddøde 1601 slægten Viffert på mandssiden; året forinden havde han imidlertid solgt Albæk til Niels Krabbe til Torstedlund og Vesløsgaard (død 1626). Dennes søn Iver havde 4 himmerlandske gårde samlet på sin håndforuden Albæk, Rebstrup, Kongstedlund og Randrup; han blev 1634 lensmand på Mariager Kloster, men døde allerede 1641.

Efter Iver Krabbes død synes broderen Gregers, der havde arvet Torstedlund, at have bestyret Albæk for hans to døtre; han nævnes flere gange i tingbøgerne som herre til Albæk. Personlig har han dog næppe i de første år fået megen tid til at tage sig af godset. 1640 var han blevet medlem af rigsrådet og anvendtes derefter i de nærmeste år adskillige gange på sendefærder til udlandet. 1641 - 42 deltog han således i grev Valdemar Christians ambassade til Rusland. Året efter sendtes han som gesandt til Osnabrück. 1644 forhandlede han med Nederlandenes gesandter i København og blev senere på året land-kommissær i Jylland. 1651 udnævntes han til statholder i Norge.

Da Iver Krabbes døtre var blevet gift — Ingeborg i 1654 med offi­ceren Anders Sandberg til Quelstrup, Helvig med oberst Mogens Kruse til Spøttrup — overtog svigersønnerne i fællesskab Albæk. Vistnok i deres tid udvidedes gårdens landbrug betydeligt, dels ved opbrydning af jord, der ikke tidligere havde været dyrket, dels ved at gårdene Povlstrup, Risgaard og Hvingelhat lagdes under herregården. I 1662 kunne der til Albæk gård sås 15 tdr. rug, 12 tdr. byg og 45 tdr. havre. Der avledes 60 læs enghø. Under herregården hørte da 3 gårde i Suldrup by, 3 i Østrup, 3 i Hyldal, I i Hyllested, I i Frendstrup og 1 i Hjedsbæk. I Ersted 5 gårde og 2 bol og i Hjeds ligeledes 5 gårde og 2 bol, i Giver by 4 gårde desuden Aagaard og Katbygaard. Endelig enegårdene Lynderupgaard, Sønderlund og Veggergaard. I Nibe ejede godset to huse og et bundgarnsstade, i Aalborg to gamle boder ved Gammel Mølle. I 1662 var en del af godset ubesat; det var jo kun så få år siden, svenskekrigenes hærgninger havde ramt disse egne, og det temmelig hårdt, da de lå nær ved alfarvej. I 1663 solgte Mogens Kruse sin halvdel af Albæk til provst Jakob Faber i Skive, som få år efter — i 1667 — videresolgte den til Anders Sandberg; denne havde nu hele gården og godset i samlet besiddelse. Anders Sandberg var en af sin tids kendteste militære. Efter skole­gang på Herlufsholm 1635 - 37 drog han i udenlandsk krigstjeneste og kæmpede i Spanien og Frankrig under generalmajor Hans Schack. 55 år gammel udnævntes han til generalmajor og deltog som sådan i Den skånske Krig. Mest kendt er han blevet ved sin optræden under Slaget ved Lund 4. december 1676. Svenskerne omgik i mørket den venstre fløj, som Sandberg kommanderede. Det påfølgende slag ud­viklede sig ugunstigt for danskerne og endte med nederlag; der gik fuldstændig panik i Sandbergs eskadroner; først i Landskrona stand­sedes flugten. For Sandberg fik slagets gang de alvorligste konsekven­ser; han blev suspenderet og anklaget for forsømmelighed og mang­lende mod. En nedsat krigsret dømte ham fra ære, liv og gods; han benådedes dog af kongen, men mistede sin stilling. Eftertiden har dømt ham mildere. Han kan næppe siges at have hovedskylden for slagets udfald, og han manglede ingenlunde personligt mod. Dommen og den skam, der faldt på ham, nedbrød ham fuldstændigt; han døde det følgende år som den sidste mand af sin slægt. To år tidligere havde hans søster Birgitte solgt Albæk til fru Dorte Daa, enke efter den tidligere omtalte Gregers Krabbe. Hun døde imidlertid endnu 1675, og hendes søn Claus Krabbe få år efter — i 1678, kun 30 år gammel uden at efterlade sig afkom. Claus Krabbes enke ægtede admiral Christian Bielke og bragte såvel Albæk som Torstedlund til ham. Af de to herregårde og deres tilliggende lod han 1686 oprette et birk, der vedblev at bestå til 1814. Ved opmålingen til den store matrikel bestod Albæk hovedgårdsjord af 13 marker, hvoraf de 5 såedes og 8 hvilede. Jorden karakteriseredes ved denne lejlighed som meget skarp; der lå kun ringe eng til den, og avlingen til gården betegnedes i det hele som meget ringe. Det dyrkede areal var på 119 tdr. Id. med knap 18 tdr. htk. Den nære tilknytning til Torstedlund har givetvis skadet Albæk; Torstedlund blev herremandens sæde, og også i de følgende tider fulg­tes de to gårde ad. Chr. Bielke solgte dem til Bernt Due til Krastrup i 1692; hans sønner Manderup (død 1710) og Albert Christopher Due arvede gårdene; sidstnævnte blev eneejer og solgte dem til general­major Chr. Fr. v. Levetzow. Han havde udmærket sig som officer under Den store nordiske Krig og samlede sig store godser i Jylland. Da han var barnløs, lod han oprette stamhuset Restrup af herregår­dene Albæk, Gastrup, Overklit, Store Restrup og Torstedlund. Stam­huset gik i arv inden for familien Levetzow, indtil det opløstes i 1811. Derefter skiftede Albæk hyppigt ejer. Fra 1840 ejedes gården af pro­kurator Niels Holbek, der skilte sig af med den 1855. 1862 købtes den på auktion af grosserer Matthias Wilhelm Sass. Med ham kommer en af det 19. århundredes handelsmatadorer ind i herregårdens historie. Sass havde ved egen dygtighed arbejdet sig i vejret; han var født 1792 på Clausholm som søn af kokken. Da han var 7 år gammel, døde faderen, og Matthias blev opdraget hos en onkel, der var skolelærer på Sjælland. Hans barndom her skal have været trist; først da han kom i lære i København hos en købmand, kom han på sin rette hylde. Snart blev han pakhusforvalter i et stort handelshus; her satte han sig grundigt ind i handelen og samlede ved sparsommelighed nogle penge. 1824 løste han borgerskab som grosserer og stiftede sit eget firma, der handlede på oversøiske pladser. Sass var sin egen reder og ejede efterhånden 20 - 30 skibe; han blev således en af de største og mest velhavende københavnske storhandlende på den tid. Fra 1834 -66 var han medlem af grosserersocietetets komité. Han var med til at stifte Privatbanken og havde også sæde i Nationalbankens repræsen­tantskab. Sass døde 1866, og Albæk overgik til sønnen Bendix Wilhelm Sass, der døde ugift 1883, efter at have skænket gården til Københavns magistrat, der s. å. solgte den til hans brodersøn Amdi Sass. Albæk har siden hyppigt skiftet ejer. 1940 købtes den med 225 tdr. Id. af hofjægermester, greve Fr. Julius Ahlefeldt-Laurvig, der dog døde allerede 1944; hans enke Emma Ahlefeldt-Laurvig og en datter besad derefter gården. Fra 1961 ejes den af arkitekt K. W. Orland, Aalborg, der selv har forestået en istandsættelse og ombygning af hovedbyg­ningen 1961 - 62. Den nuværende hovedbygning skal være opført i 1700-tallet; den er i ét stokværk med kviste midt på til begge sider. De gamle grave, der nævntes i opmålingsprotokollen fra 1683, ligger stadig uden om gården. Gårdens bøndergods bortsolgtes omkring 1850; dens mark­areal er formindsket en del i dette århundrede, 1925 frasolgtes jord til 15 husmandsbrug. Efter at Hedeselskabet 1941 har købt skovmarken, og efter at der i årene 1945 og 1946 er frasolgt yderligere 100 tdr. Id., udgør Albæks areal nu 36 tdr. Id. ager og eng samt 36 tdr. Id. skov. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

Beg. af 15. årh. Las Maltesen Krag

ca. 1480 Las Viffertsen

1600 Niels Krabbe

ca. 1654 Anders Sandberg og Mogens Kruse

1675 Dorte Daa

1680 Chr. Bielke

1692 Bernt Due

1724 Chr. Fr. v. Levetzow

1811 - 1840 Forskellige ejere

1840 N. Holbek

1862 M. W. Sass

1883 - 1940 Forskellige ejere

1940 Fr. J. Ahlefeldt-Laurvig

1961 K. W. Orland 
 
50
Alexander Berner-Schilden-Holsten
Alexander Berner-Schilden-Holsten
 
 

    1 2 3 4 5 ... 47» Next»



This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2019.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard