Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Photos


Matches 1,751 to 1,800 of 2,329     » Thumbnails Only    » Slide Show

    «Prev «1 ... 32 33 34 35 36 37 38 39 40 ... 47» Next»

 #   Thumb   Description   Linked to 
1751
Nicoline Margaretha Kruse
Nicoline Margaretha Kruse
 
 
1752
Nicoline Raben
Nicoline Raben
 
 
1753
Niels Bertelsen Ryberg
Niels Bertelsen Ryberg
Kunstner: Jens Juel 
 
1754
Niels Erik Hofman Bang
Niels Erik Hofman Bang
 
 
1755
Niels Frederik Bernhard Sehested
Niels Frederik Bernhard Sehested
 
 
1756
Niels Frederik Læssøe
Niels Frederik Læssøe
 
 
1757
Niels Frederik Schlegel
Niels Frederik Schlegel
 
 
1758
Niels Hauch
Niels Hauch
 
 
1759
Niels Hofman Bang
Niels Hofman Bang
 
 
1760
Niels Hvitved (junior)
Niels Hvitved (junior)
Niels Hvitved and his wife Christine Haag 
 
1761
Niels Jacobsen
Niels Jacobsen
Borgmester Niels Jacobsen og Maren Lassen 
 
1762
Niels Juel 1629 - 1697
Niels Juel 1629 - 1697
 
 
1763
Niels Krabbe
Niels Krabbe
 
 
1764
Niels Krag
Niels Krag
 
 
1765
Niels Leth
Niels Leth
 
 
1766
Niels Munk Plum
Niels Munk Plum
 
 
1767
Niels Munk Plum
Niels Munk Plum
 
 
1768
Niels Peter Christensen with wife Else Marie Jensen Kannegaard
Niels Peter Christensen with wife Else Marie Jensen Kannegaard
nr. 3 fra venstre: Gamle Stine, Stenstrup Museum

4 fra venstre: Else Christensen (Kannegaard), Skamlebæk, gift med nr. 5 fra venstre: Overmekaniker Niels Peter Christensen, Skamlebæk. 
 
1769
Niels Rasmus Hvitved
Niels Rasmus Hvitved
 
 
1770
Niels Rosenkrantz
Niels Rosenkrantz
 
 
1771
Niels Rosenkrantz (1627-1676)
Niels Rosenkrantz (1627-1676)
 
 
1772
Niels Sehested
Niels Sehested
 
 
1773
Niels Skeel
Niels Skeel
Fra venstre, sønnen Hans Skeel, Niels Skeel, hans kone Karin Krabbe og deres børn Ingeborg og Dorte, to døde som spæde. 
 
1774
Niels Slange
Niels Slange
 
 
1775
Niels Trolle
Niels Trolle
 
 
1776
Niels Trolle
Niels Trolle
Niels Trolle (Statholder) og Helle Rosenkrantz 
 
1777
Nikolai and Felix of Denmark
Nikolai and Felix of Denmark
Photo taken on May 20, 2012, Nikolai to the left 
 
1778
Nikolai II. Alexandrovich Romanov
Nikolai II. Alexandrovich Romanov
Nikolai II. Alexandrovich Romanov and Alexandra Feodorovna 
 
1779
Nikolai of Denmark
Nikolai of Denmark
 
 
1780
Nikolai Peter Aagesen
Nikolai Peter Aagesen
 
 
1781
Nikolaus Ludwig von Zinzendorf und Pottendorf
Nikolaus Ludwig von Zinzendorf und Pottendorf
 
 
1782
Nina Møller
Nina Møller
(Møller-Hasselbalch) 
 
1783
NN Andersdatter Skeel
NN Andersdatter Skeel
 
 
1784
Nordborg Slot
Nordborg Slot
Nordborg flække, Sønderborg amt.

De kongelige amtmænd, der boede her var Holger Skeel til Birkelse (1730-46), Ulrik Adolph greve Danneskiold-Samsøe (1746-49) og Johan Wilhelm Teuffel baron von Pirckensee (1749-77)



EJERE

ca. 1150 (?) Kronen

1490 Kronen

1564 Hertug Hans den Yngre

1658 Hertug Hans Bugislav

1669 Kronen

1676 Hertug August af Nordborg-Pløn

1729 Kronen

1766 -1909 Forskellige ejere

1909 Nordborg by

1921 Stiftelsen Nordborg Slot 
 
1785
Nygaard i Hoed sogn
Nygaard i Hoed sogn
Nygaard, Hoed Sogn. Postforb. og St.: Balle, hvortil ca. 2 Km, Tlf. 5 over Balle Central. Gaarden ligger ca. 11 Km. fra nærmeste Købstad, Grenaa. Nu­værende Ejer: Hannis Marinus Frederik Thygesen, som overtog Gaarden 14. Marts 1907, er født i Draaby 29. Jan. 1866 og gift med Ane Dorthea Petersen, født i Draaby 15. Novbr. 1865.

Matr.-Nr. 2a og 5a af Glatved. Hartkorn 6 Tdr. Ejendomsskyld 40,000 Kr. Brandassurance for Hovedb. 6,240 Kr., for Avlsb. 7,999 Kr. Gaardens samlede Areal 101 Tdr. Ld., deraf Ager 93, Eng 6, Skov 1, Have og Gaardsplads 1. Agermarken drives i en 9 Marksdrift med Byg eller Havre efter Kartofler, Rug, Roer, Byg eller Havre, Roer, Udlægshavre og 2aars Græs. Jordens Bonitet er Muldjord paa Kalkunderlag. Besætningen bestaar af 20 Malkekøer foruden 28 Stkr. Ungkvæg og Kalve, 2 Tyre, 5 Heste, 3 Plage og Føl samt 2 Faar. Sidste Aar solgtes ca. 40 Fedesvin. Kvægbesætningen, der er af blandet Race, vedligeholdes hovedsagelig ved eget Tillæg. Nygaard's nuværende Ejer har købt af Rousing Dreyer, som ca. 10 Aar i For­vejen havde faaet Ejendommen af Arvingerne efter Søren Rousing, som i mange Aar var Ejer af Gaarden. Hans Fader, Anders Rousing, købte Gaarden til fri Ejendom fra Katholm for 2,400 Rdl. i Slutningen af 1840erne. Gaarden ligger lidt Ø. for Glatved By, og dens Jorder er samlede mod S. og Ø. over jævnt Terræn. Nygaard udgjorde oprindelig to selvstændige Gaarde, som er sammenlagte af Søren Rousing. Den smukke Hovedb. er opført i Grundmur, og Avlsb. er opforce dels i Grundmur og dels i Bindingsværk, alle med Straatage; Ø. for den egentlige Gaardplan ligger Svinestalden og et Gødningshus i Kalkstøbning med Paptag. Engen ligger sammen med Skoven SV. for Gaarden; den en Natureng, og Skoven har Bestand af Bøg og Eg. (Danske Gaarde) 
 
1786
Nysø Gods
Nysø Gods
Præstø landdistrikt, Bårse herred, Præstø amt.



EJERE

1670 Jens Lauridsen

1671 - 73 Hovedbygning og avlsgård opført

1709 J. N. Voigt

1742 Cathrine Kristine Danneskiold-Samsøe

1761 G. Fr. Holck

1763 H. A. Brockenhuus

1785 N. L. Reiersen

1795 Peter Thestrup

1800 Holger Stampe, Baroniet Stampenborg oprettet

1838 Thorvaldsens atelier opført

1917 Thorvaldsens atelier restaureret ved Th. Jørgensen

1927 Thorvaldsen-museet indrettet ved C. Lundqvist



Billedet er malet af: N. K. Skovgaard 
 
1787
Nøragergaard
Nøragergaard
Durup sogn, Gislum herred, Aalborg amt.

Gislum herred er et fattigt herred. Dets fattigdom spores også i her­redets herregårde; de er ikke mange i tal og overvejende små. Heller ikke Nøragergaard har gjort sig særligt bemærket i Danmarks historie. Denne herregård har ikke altid ligget der, hvor den nu ligger. Tidli­gere fandtes 300 m nordligere et firkantet voldsted med spor af til­groede grave udenomkring. Ved anlægget af landevejen Hobro-Løg­stør i den nyeste tid førtes vejen henover det gamle voldsted, der derved molesteredes; men her har altså det ældste Nøragergaard lig­get. Flytningen af herregården har vist fundet sted i forbindelse med opførelsen af det Nøragergaard, hvis mure endnu står. Nøragergaards historie i middelalderen kendes ikke, udover at man ved, at gården hørte til Viborg bispestols gods; været andet end en stor bondegård. Ved reformationen tilfaldt Vi­borg-bispens gods kronen, og Nøragergaard kom med meget andet gods ind blandt krongodset. Den kom dog ikke til for længere tid at være i kronens eje. 1542 gav kong Christian III Jakob Jude, under­foged på Hald Slot, livsbrev på Nøragergaard med ret til at bruge Nørager mølle mod at give den sædvanlige skyld og landgilde af den. Længe beholdt Jakob Jude nu ikke gården; han har nok fået den som en pension for vel udført tjeneste og har været oppe i årene; han er derfor snart efter død. 1547 giver kronen i hvert fald for­leningsbrev på Nøragergaard og Nørager mølle samt 16 bøndergårde i Durup sogn til landsdommer Jens Mogensen Harbou; han døde dog allerede 1549. I dette år fik Thomes Svendsen (Orning?) livsfæste på Nøragergaard med møllen ; samme år bortforlenedes gården med andet bøndergods til den afdøde landsdommers enke Kirstine Juel. Det fremgår tydeligt, at gården da beboedes af den ovennævnte Tho­mes Svendsen, der ydede landgilde af den. Forleningen til Jens Mogensens enke blev imidlertid heller ikke af lang varighed. Sidst på året 1551 skødede kronen Nøragergaard, Nørager møllested, 7 gårde i Vester Nørager, 2 gårde i Durup by, 1 gård i Lille Durup, 2 gårde i Øster Nørager og 2 gårde i Ømark til Hans Stygge til Holbækgaard. Slægten Stygge var vel ikke nogen fornem adelsslægt; men Hans Stygge havde dog formået at gøre sig gældende i kongens tjeneste; han havde været lensmand på Silkeborg og Skanderborg og var allerede 1537 blevet forlenet med Tvillum Kloster; 1540 fik han Holbækgaard i forlening, nogle år senere (1544) købte han denne ejendom. 1548 - 59 sad han som lensmand på Dron­ningborg ved Randers. 1568 døde han, tæt op mod de 70, og blev begravet i Holbæk kirke. Med sin frue Christence Svendsdatter, der var af slægten Væbner, havde han to sønner Mourids og Niels. Mourids Stygge fik efter faderen Holbækgaard, medens Niels Stygge fik Nøragergaard; han skrev sig desuden til Søgaard (Hing herred). Niels Stygge synes at have gjort krigstjeneste til søs, endnu 1583 tjente han som skibshøvedsmand. Mens hans fader næppe har boet på Nøragergaard til stadighed, så vides Niels Stygge 1568 at have taget bolig på Nøragergaard. Her har han nok boet med sin første hustru Sophie Sandberg, og her stod i hvert fald brylluppet med hans anden hustru Else Munk 1581. Niels Stygge anvendtes ikke i synderlig grad i statens civile administration; han var dog i nogle år forlenet med Romsdalens len i Norge. Hans finanser var ikke gode. Da han døde 1606, fragik enken arv og gæld efter ham; men på dette tidspunkt var Nøragergaard gået ud af familien Stygges eje. Niels Stygge har vist — måske allerede i slutningen af 1590'erne —solgt gården til sin broder Mourids, og denne solgte den 1604 til Claus Maltesen Sehested. Claus Maltesen, der også ejede Højriis på Mors, var i årene 1595 -1612 statholder på Øsel; det meste af denne tid har han således ikke kunnet være på sine herregårde, også hans hustru Anne Nielsdatter Lykke opholdt sig på Øsel; flere af børnene er født derovre på Arensborg, deriblandt det mest bekendte, den senere statholder i Norge Hannibal Sehested. Da Claus Maltesen endnu var i sin bedste alder, først i halvtredserne, døde han; det var i året 1612. Enken sad tilbage med 11 børn, hvoraf det ældste var 18 år. Hun var imidlertid, som så mange andre adelige enker, en dygtig administrator. Hendes godser ansloges 1625 til 1.024 tdr. htk., 1638 til 1.038 tdr. ; så hun har foruden at opdrage børneflokken, hvad der jo ikke var ganske billigt, forstået at øge sine ejendomme. 1616 havde hun købt Rørbæk, en anden lille herregård i Gislum herred, og desuden ejede hun jo Højriis. Af de tre herregårde synes hun at have haft størst interesse for Nøragergaard; det var hende, der lod opføre nye bygninger på denne gård og lod den flytte til sin nuværende plads. Det vides ikke med sikkerhed, hvornår denne bygning er opført; men det er dog vist sket i de første år af Anne Lykkes enkestand. Det nye vold­sted kom til at omfatte både borg- og ladegård, og der var god plads til bygningerne på det. Sydligst lå ladegården, og adgangen til borg­gården var herigennem. Den daværende hovedbygning i to etager med trappetårn midt på og to hjørnetårne blev nedrevet 1822; den nuværende hovedbygning var oprindelig en sidefløj, der er om­bygget i 1700-årene; de gamle, hvælvede forrådskældre fra Anne Lykkes dage er bevaret under den. Hannibal Sehested tilbragte en del af sin barndom på Nørager­gaard og arvede siden en part deri; om hans tilknytning hertil vidner det også, at han skrev sig til Nøragergaard, selv efter at han i 1640 var blevet optaget i rigsrådet og havde solgt broderen Mogens sin part i den. Mogens Sehested ejede Nøragergaard til sin død 1657; hans døtre Sophie og Margrethe Sehested arvede gården, der efter deres død en tid ejedes af deres broder Axel Sehested; han solgte den 1705 ud af Sehestedernes eje til Adam Ernst v. Pentz, fra hvem den 1713 kom til Niels Arctander. Efter hans død erhvervede en Sehested, major Iver Nicolaj Sehested, igen Nøragergaard; men en af hans kreditorer professor Edvard Londemann (Rosencrone) fik den 1730 ved tvangsauktion. Edvard Londemann havde haft en mærkelig livsbane. Han var født 1680 på Island som søn af en sysselmand; men blev allerede som barn sat i skole i København. Han læste senere til præst og fik em­bede i Skelund i Himmerland. 1727 udnævntes han til professor i filosofi ved Københavns universitet, hvorfra han dog 1732 forflyt­tedes til et lektorat i Bergen, efterhånden med titel af biskop. I sine forskellige embeder samlede han sig en betydelig formue, han må have været et stykke af en gnier. Formuen anlagde han i jordegods. I Norge erhvervede han sig godset Rosendal, som han fik ophøjet til et stamhus. Få dage før sin død i 1749 adledes han under navnet Rosencrone. Hans søn Hans Christoffer Rosencrone overtog 1741 Nørager­gaard; ved hans død 1774 overgik gården til halvbroderen Marcus Gerhard Rosencrone. Denne havde tilbragt en del af sin barndom på Nøragergaard og blev senere en anset diplomat. 1780 opnåede han at blive udenrigsminister; men ved det Guldbergske styres fald 1784 afskedigedes han og indtrådte ikke senere i statens tjeneste. 1783 var han med sin ægtefælle Agneta Maria af Hielmstierne blevet optaget i grevestanden. Han nåede således så højt i samfundet, som det var muligt; det, der har bevaret hans navn til nutiden, er dog først og fremmest, at han skænkede alle sine ejendomme til en stiftelse, Den grevelige Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, der endnu virker for humane og kulturelle formål. M. G. Rosencrone skilte sig af med Nøragergaard 1800. Hoved­gårdsjorden udstykkedes 1807, og gården deltes i to ejendomme, der 1807 og 1816 købtes af J. Bisgaard, der genforenede ejendommen. Sønnesønnen solgte den 1875 til Th. N. Hjorth fra Tustrup, som 1888 solgte den til H. A. Kjeldsen; denne afhændede 1912 Nørager­gaard til redaktør S. S. Borresen, der udstykkede den knap 600 tdr. Id. store avlsgård; dog beholdt Kjeldsen hovedbygningen og en del af jorden til sin død 1928, og den overtoges da af hans enke. Nør­agergaard kom 1939 til svigersønnen Erik Andreas Carl Kinch. Area­let er nu 150 tdr. Id. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

Viborg bispestol, Voldsted

1536 Kronen

1551 Hans Stygge

1604 Claus Maltesen Sehested

1612 Anne Lykke (Sehested)

1705 - 30 Forskellige ejere

1730 E. Londemann (Rosencrone)

1774 M. G. Rosencrone

1800 - 07 Forskellige ejere

1807 J. Bisgaard

1875 Th. N. Hjorth

1888 H. A. Kjeldsen

1939 E. A. C. Kinch 
 
1788
Nørgaard
Nørgaard
Grinderslev sogn, Nørre herred, Viborg amt.

På grund af sine herregårde har Grinderslev sogn gennem tiderne talt mange fremtrædende mænd blandt sine sogneboere; men sognets be­rømteste mand var dog ikke nogen jorddrot. Han var ejer af en gård i sognet, kaldet Jenle, og hed Jeppe Aakjær. Aakjær var imid­lertid ikke alene digter, han var også historisk forsker og skribent, og navnlig kastede han sig over sin egen egns historie. Hvad herregården Nørgaard angår, har han undret sig over dens navn. »Maa det ikke forundre enhver, der tænker over Tingene, at saa at sige den sydligste Herregaard i Østsalling hedder Nørgaard« skriver han. Hvordan skal det forklares. Sikkert derved, at Nørgaard oprindelig var en Avlsgaard til Filshauge (dette var en herregård, der blev nedlagt engang i middelalderen), og da er Betegnelsen meget naturlig, da den ligger lige i Nord fra nævnte Gaards Tomt«. Nørgaard synes i al fald at have været en selvstændig gård i be­gyndelsen af det 15. århundrede. Den første ejer, som historien ken­der, var hr. Stig Munk, der nævnes i 1420. 1468 fik hans søster­dattersøn Bertel Kaas, hvis ligsten findes i Grinderslev kirke, gården tildømt, og han efterfulgtes af sønnen Iver Kaas, der ejede gården, i al fald til 1517. Den synes derefter at være gået over til hans søster Edel Kaas, gift med Mogens Jensen Harbou, og fra dem til deres søn, Jens Mogensen Hvide (Harbou), som var landsdommer i Vi­borg, og som foruden Nørgaard også ejede Sindinggaard. Nørgaard solgte han imidlertid til sin søstersøn Mogens Spend, der vides at have været ejer af den i året 1592. Efter ham ejedes den af hans søster Inger Spend, der havde været gift med Mads Pors (Skadeland). Deres datter Anne Pors optræder som ejer af Nørgaard i 1599. 1625 er det Hans Pors, der ejer den, og 1638 ejedes den af hans enke Anne Florisdatter (Rønnow). Den havde da 36 tdr. htk. Anne Florisdatter overlod gården til sin søn Erik Pors. Efter hans død 1645 giftede hans enke Anne Skade sig med Folmer Rosen­krantz, der dog kun beholdt gården i en lille halv snes år, og 1655 kom Nørgaard i hænderne på oberst Valdemar Lykke. Medens de foregående ejere stort set kun er navne for os, er vi i stand til at danne os noget mere i retning af et billede af denne nye ejer. Han var søn af Iver Lykke til Buderupholm, Grinderslev Klo­ster, Havnø m. fl. godser og havde arvet sin faders evner for gods­drift og godshandel, og ligesom denne havde han fået tidens bedste uddannelse ved udenlandske universiteter. Faderen havde imidlertid fået en krank skæbne. Han var endt som en fattig mand, fordi han havde kautioneret for letsindigt for sine venner. Valdemar Lykke havde dog vist sig som en god søn og givet faderen ophold på en af sine gårde, Hvanstrup. Godsdrift alene var imidlertid ikke nok for Valdemar Lykke; han var et par år hofjunker (1640 - 42), 1646 blev han major ved jyske fodfolksregiment, 1651 oberstløjtnant sam­mesteds og 1654 oberst. Så kom den skæbnesvangre svenskekrig 1657 -60, og Valdemar Lykke faldt i krigens første måneder. Hans enke Sophie Reedtz beholdt hans godser i en årrække; men på sine gamle dage (1684) skilte hun sig af med Nørgaard, medens hun beholdt Grinderslev Kloster, hvor hun endte i armod. Den nye ejer var også en kvinde. Hun hed Anne Jensdatter og var ikke noget dusinmenneske — skødet af 1684 kalder hende for resten »den ædle, dyderige og gudfrygtige matrone«. Hendes oprindelse er dunkel; men hun var i al fald ikke adelig. I 1684 var hun 60 år og altså ude over sin blomstrende ungdom; alligevel blev Nørgaard givet hende som en slags elskovsgave, idet hun fik den af sin elsker, lensmanden Erik Grubbe til Tjele. Denne mands skæbne er velkendt. Ved sin lidenskabelighed og voldsomhed bragte han ulykke over ad­skillige og sig selv kun ringe lykke. Bedst kendt er han måske endda som fader til Marie Grubbe. Faderen havde ligesom senere datteren indladt sig i et forhold til en person af lavere stand og synes — og i denne forbindelse må datidens stærke standsforskelle tages i betragt­ning — at have været lykkelig derved. Han havde været standsmæssigt gift; men hustruen døde i 1647, og siden levede han sammen med Anne Jensdatter. De fik et barn, Anne, som Erik Grubbe lyste i kuld og køn i 1673, og som han skaffede en ægtemand af de bedste kredse, nemlig ritmester Frederik Ulrik Ulfeldt. Denne overtog i 1685 Nørgaard, men beholdt den ikke længe. Allerede 1687 nævnes farveren Erik Lauridsen Sterch fra Holstebro som gårdens ejer. 1702 skødede han den til sine sønner Christen og Laurids; men den sidste afkøbte allerede året efter broderen hans part. Broderen blev præst, Laurids Eriksen Sterch, om hvem det i 1704 hedder, at han hverken har kone, børn eller ridefoged, må være død ca. 1730. På auktionen efter ham i 1731 blev søsteren Anne Eriksdatter højestbydende med et bud på 3.783 rdl. og blev næste ejer. Hun var enke efter sognets præst, hr. Hans Brunow. Senere giftede hun sig med Mads Jensen Brøndum, der i 1745 solgte Nørgaard for 5.000 rdl., altså med en ganske pæn fortjeneste. Den nye ejer, Claus Vadum fra Aalborg, fik ikke lov til at glæde sig over den ret længe. Allerede 1747 sælger hans enke, Mette Hansdatter Winde, den på auktion, og denne gang indbragte den kun 3.500 rdl. Det var imidlertid også på en tid, da dansk landbrug var nede i en bølgedal så dyb som aldrig nogensinde før; thi priserne på landbrugsprodukter var forfærdende lave, og kvægpest lagde store dele af landets kvægbestand øde. Efter 1750 steg priserne igen noget, og den nye ejer Peder Damgaard og hans hustru Maren Andersdatter Qvistgaard var driftige folk, så det blev en fremgangstid for godset. Navnlig blev der lagt en mængde fæste­jord ind under det. Det tilliggende bøndergods voksede i disse år fra ca. 100 til over 200 tdr. htk. Da Peder Damgaard døde i 1767, be­holdt enken gården endnu i 12 år og skødede den derefter til sin søn Søren Christen Damgaard for 25.000 rdl. — en ganske antagelig stigning i værdi på 32 år! Søren Christen Damgaard døde 1783. Han må ikke have efterladt sig livsarvinger; thi han testamenterede Nør­gaard til sin svoger Mads Iversen Qvistgaard. I de følgende år skete der rundt i landet store bortsalg af fæste­gods til bønderne til selveje. Også på Nørgaard foregik en sådan ud­vikling; men i Mads Qvistgaards tid var det dog kun småting, der solgtes fra. Da han var død i 1803, og hans enke Mette Damgaard året efter solgte godset til sønnen Iver Qvistgaard (for 52.000 rdl.!), var tilliggendet af fæstejord kun faldet fra 221 tdr. htk. i 1779 til 174 tdr. Men i de følgende tider tog udviklingen fart også her, og ved midten af det 19. århundrede var der ikke mere tilbage. Iver Qvistgaard døde 1830. Sønnen Mads Qvistgaard solgte Nør­gaard til C. G. C. O. Eckermann, der 1855 solgte til dr. phil. Peter Michael Stilling. Denne døde i 1869, men havde allerede forinden solgt ejendommen til krigsassessor Ad. Stein. Heller ikke han beholdt den længe. 1868 kom den under hammeren og blev solgt til agent N. Nyholm, der beholdt den til sin død i 1874. Hans søn, der ligesom faderen var forretningsdrivende, solgte den året efter. Efter at have været i hænderne på overretssagfører L. Jensen ejedes den fra 1879 af E. H. Beyer, men måtte så i 1904 på ny under hammeren. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

1420 Stig Munk

1468 Bertel Kaas

ca. 1517 Mogens Harbou, Mogens Spend

1599 Anne Pors

ca. 1647 Folmer Rosenkrantz

1655 Valdemar Lykke

1684 Anne Jensdatter

1685 Frederik Ulrik Ulfeldt

1687 Erik Lauridsen Sterch

1731 - 47 Forskellige ejere

1747 P. Damgaard

1783 M. Qvistgaard

ca. 1835 - 1924 Forskellige ejere

1924 Jens Andersen

1960 A. Chr, Andersen 
 
1789
Nørholm
Nørholm
Torstrup sogn, Øster Horne herred, Ribe amt.

Andreas Charles de Teilmanns (død 1790) søsterdatter Christine Marie Rosenørn, der var gift med kammerherre, major Christian Rosenørn til Hersomgaard (død 1812). Stamhuset skulle, sålænge der var »kvindelige descendenter på spindesiden« efter erektors forældre, besiddes af en af disse, derefter måtte besidderen testamentere stamhuset til »hvilkensomhelst, sit eget eller anden mands barn, være sig mand eller kvinde, den udnæv­nende selv vil«, blot at vedkommende nedstammede ægtefødt fra erektors forældre. Enhver besidder skulle føre navnet Teilmann. Efter disse regler gik stamhuset ved fru Rosenørn-Teilmanns død 1817 over til hendes datter frøken Ingeborg Christiane Rosenørn-­Teilmann, efter hvis testamente af 1848 det ved hendes død 1861 til­faldt hendes brodersøn, kultus- og justitsminister, kammerherre Chri­stian Peder Theodor Rosenørn-Teilmann. Ved hans død 1879 tilfaldt det hans eneste barn, Ingeborg Christiane Rosenørn-Teilmann. I de mere end 175 år, hvori Nørholm har været knyttet til fami­lien Rosenørn, har det naturligvis været underkastet store forandrin­ger. Næsten alt godset solgtes af Theodor Rosenørn-Teilmann, og følgen blev, at der med stamhuset var forbundet en fideikommiskapi­tal på henved 1.300.000 kr. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

ca. 1390 Jon Jakobsen Lange, Borg på voldsted

1406 Voldstedet delvis sløjfet

1444 Strange (Bild) Strangesen

1596 Hans Lange

1631 Iver Vind, Hovedfløj i mur og to bindingsværkssidefløje opført

1677 Chr. Bille (parthaver)

ca. 1686 Jens Lassen

1726 S. Nielsen (Ehrenfeld)

1742 Chr. Hansen Teilmann

1749 A. Ch. de Teilmann

1759 - 66 Ladegård opført

1776 - 80 Hovedbygningen opført

1790 Christine Marie Rosenørn (Teilmann)

1879 Ingeborg Christiane Rosenørn-Teilmann

1929 Fr. M. Rosenørn-Lehn

1951 C. Fr. G. Rosenørn-Lehn 
 
1790
Nørlund Slot
Nørlund Slot
Ravnkilde sogn, Års herred, Aalborg amt.

Inde midt i Himmerland ligger Danmarks største skovkompleks, Rold skov. Dens udstrækning er i øst-vest ca. 20 km og i nord-syd ca. 10 km. Disse efter vore forhold mægtige skovstrækninger er levninger af de store skove, der oprindelig dækkede det meste af Himmerland. Rold skov er i sin vækst og natur mere barsk end Østjyllands og øer­nes skove. Bevoksningen består mest af nåletræ, og bøgene er ofte lav­stammede og krogede. De fleste forbinder sikkert med skovens navn visens ord om »Røverne fra Rold«, og den husede da også i gamle dage både små og store røvere. I skovens sydvestlige udkant ligger hovedgården Nørlund, der oprindelig sikkert er opstået som eneste-gård ved skovrydning, og som altid i skoven har haft sin største her­lighed, tidligere ved græsning og oldengang, nu ved skovbrug og sav­værk. Første gang Nørlund nævnes i historien, er ikke som almindelig herregård, men som røverborg. Efter sagnet skal borgen være blevet nedrevet af Valdemar Atterdag, men en ny rejstes i dens sted. I en lov af 1396 forbød dronning Margrethe, at nogle flere borge eller barfred bygges, for at landet skal desbedre komme til fred og ret og skel, end det i den sidste tid har været ...«.Efter lovens udstedelse lod Margrethe handling følge på ord, og Nørlund blev nedrevet. Sam­tidig nedlagdes i samme egn borgen Kaarup ved Terndrup og Egholm ved Skørping. I et vidne af Gislum herredsting af 1484 hedder det, »at de (vidnerne) have hørt og spurgt i rette sandhed af deres for­fædre før dem, at før Nørlund var bygt, da blev det bygt til et røver­skjul og ej til et herresæde, og derfor lod dronning Margrethe det nedbryde«. I begyndelsen af 15. århundrede ejedes Nørlund af Palle Jonsen Marsk, der tilhørte slægten Munk (vinranke). Foruden denne gård ejede han også Østrup i Sallinge herred på Fyn. I 1425 var han lens­mand for Århusbispen på Skanderborg Slot. Tilnavnet Marsk havde han fra sin bedstefader, der havde været marsk under Valdemar Atterdag. Allerede i Palle Jonsen Marsk's tid begyndte stridighederne om skellet mellem Nørlund og Torstedlund, som fortsatte gennem adskillige slægtled. Omkring 1460 arvede hans søn, Ludvig Pallesen Marsk, Nørlund og Østrup. Tyve år senere omtales det, at Ludvig Marsk har Års herred i forlening. I 1478 og senere omtales hans strid med herrerne til Torstedlund. Han var en mand af indflydelse og blev 1487 medlem af rigsrådet. I 1494, nogle år før sin død, indværgede han Nørlund med lovhævd. Hans giftermål med Anne Lavesdatter af slægten Brock til Essendrup (Gammel Estrup) var barnløst, og Nør­lund gik derfor i arv til hans søstersøn, Johan Bjørnsen (Bjørn). Denne afhændede omkring 1515 gården til rigsråd Peder Lykke. Han var en af de fem rigsråder, der i 1522 underskrev sammensværgelsesbrevet mod Christiern II. Senere gjorde han sig bekendt ved som lensmand på Aalborghus fuldkommen at lade sig overrumple af skipper Cle­ment, hvis folk derefter på deres march mod syd afbrændte Nørlund. Det ses, at Lykke i 1534 har opholdt sig på gården, da han dømte i en sag angående en eng ved Lynderup. Han var en stor godssamler, der også ejede Demstrup, Fannerup, Hverringe og Kærbygaard. Efter Peder Lykkes død 1535 gik Nørlund i arv til hans to døtre, Anne, der var gift med Anders Bille til Søholm, og Kirsten, gift med Ludvig Munk (tre roser) til Palsgaard. Efter Ludvig Munks død 1537 ægtede enken i 1547 Christoffer Urne til Rygaard på Fyn. Denne ud-købte Anders Bille og blev eneejer af Nørlund. Christoffer Urne var en slægtning af biskop Joachim Rønnow, der blev fængslet 1536 sam­men med de øvrige bisper og døde i fængslet 1544. Den ilde medfart, som bispen fik, gik Christoffer Urne meget nær, og i fuldskab frem­kom han med sigtelser mod kansler Johan Friis, idet han hævdede, at denne havde ombragt biskoppen ved gift i fængslet. Samtidig truede han med at lade »ild og rød lue over Danmark« hævne den formo­dede ugerning. De udstødte trusler, der naturligvis kun var tomme ord, bragte Christoffer Urne i stor ulykke, thi han blev dømt til at tages i kgl. Majestæts hægt og forvaring og blev forvist til Gulland i 10 år. Først i 1562 blev han løsladt mod en kaution på 10.000 joachims­daler udstedt af formående slægtninge og venner. Urnes uligevægtige karakter bragte ham dog snart efter i en ny ulykke. Året efter over­faldt han på Viborg landsting landsdommer Axel Juul til Willestrup med grove skældsord og udfordrede ham til duel. Dette medførte, at han atter blev sat under anklage, og kautionisterne måtte betale de 10.000 daler. Da Syvårskrigen udbrød, meldte Christoffer Urne sig til tjeneste. Han blev under felttoget taget til fange og døde i svensk fan­genskab 1566. Mens Christoffer Urne svalede sin hidsighed i fængslet, måtte fru Kirsten Lykke styre hans godser. For Nørlunds vedkommende blev hun heri bistået af sin broder, Jørgen Lykke til Overgaard. Og kyn­dig bistand kunne nok tiltrænges, især til de evindelige retstrætter med Torstedlund. Kirsten Lykke døde omkring 1570, og Nørlund overgik til hendes søn af første ægteskab Ludvig Munk (Lange). Han havde som dreng og ung mand tjent ved hoffet og deltog sammen med sin stedfader i Syvårskrigen. Han faldt ligesom denne i svensk fangen­skab, men kom snart fri igen. Efter krigen indehavde han forskellige len, bl. a. Trondhjem, og fra 1577 Akershus, hvormed han tillige overtog statholderembedet. Han gjorde tjeneste i Norge indtil 1596, da Christian IV fratog ham hans norske len. Allerede længe havde der lydt alvorlige klager over Ludvig Munks lensstyrelse, der kendetegnedes ved systematisk plyndring og mishandling. Han blev ved sin afsked anklaget for misbrug og idømt bøder og erstatninger, men slap dog senere for videre tiltale. Ludvig Munk ejede, foruden Nør­lund, Lundegaard på Fyn og en tid Pederstrup på Lolland. Ved køb og mageskifter øgede han Nørlunds godstilliggende betydeligt, og i årene 1581-97 rejste han en ny hovedbygning på gården, der står endnu. Til dette store byggeforetagende har han kunnet skaffe sig betydelige summer ved de midler, som han uretmæssigt tilvendte sig i sine norske len. Hvor det ældste Nørlund har ligget, lader sig ikke sige med sikker­hed ; muligvis ved det lille åløb, der går forbi gården. Ludvig Munk lagde sin nye borggård i engdraget ved åen på et firkantet voldsted. der var dannet ved opfyldning. Det var nødvendigt at foranstalte om­fattende fundamenteringsarbejder, og bygningerne kom til at hvile på et slyngværk af nedrammede bøgestammer. Valget af byggestedet var betinget af ønsket om at skaffe vand i de omgivende voldgrave. Den nye bygning bestod af tre længer med midterfløjen i syd. Til denne fløj, der er den først opførte, knytter sig særlig interesse. Dens sokkel er ud mod graven beklædt med huggen kamp i 5 - 6 skifter, mens der mod gården kun findes et enkelt kampestensskifte. Huset, der er i to etager og har hvælvede kældere, er opført af mursten i krydsskifte. De ind- og udvendige dekorative enkeltheder er i sandsten. Mod syd har hovedfløjen to korte, ca. 2 m fremspringende, pavillonagtige side­partier, der sikkert oprindelig har hævet sig et helt stokværk højere end huset og haft tårnagtig karakter. Midt for gårdsiden står et otte­kantet port- og trappetårn, der er opført 1855 på ældre fundamenter, idet det har afløst et oprindelig rundt tårn, der havde en trappe af gullandske sandsten. Selve portalen var helt af sandsten og forsynet med flere figurer og bygherrens og hans hustrus våbener samt årstallet 1589, i hvilket år Ludvig Munk ægtede Ellen Marsvin. Bygningens vinduer er store og har kurvehanksbuer. Mellem de to stokværk på sydfløjen løber en rundbuefrise. De øvrige partier af huset er nu helt ombyggede, og det er usikkert, hvorledes de oprindelig har været op­ført. Efter årstallet 1589 over den oprindelige tårnportal må midter­fløjen antages i det væsentligste at have stået færdig ved denne tid. I det indre bærer kaminen i riddersalen i 2. etage årstallet 1590, hvilket vidner om, at man i dette år har arbejdet med husets indretning. De to ens sidefløje er også opført over hvælvede kældre i to stok­værk. Materialet og byggemåden er den samme som i hovedfløjen. De fleste af rummene i disse bygninger har haft hvælvinger. Disse er bevarede i vestfløjens stueetage ; i den nordre sal bæres de af en rigt udsmykket midtsøjle. I samme fløj bærer en sandstenskamin årstallet 1591. Efter fuldendelsen af sidefløjene forsynede Ludvig Munk mid­terfløjens gårdfacade med et flereetages galleri på begge sider af trap­petårnet. Derved lettedes forbindelsen mellem de forskellige rum og etager. Galleriet eksisterer ikke mere, men indhugninger i muren vid­ner endnu om dette galleri, der må have bidraget til at give borg­gården en festlig karakter. Endelig lod Ludvig Munk opføre en spærremur mellem sidefløjene og midt i denne mur en toetages høj portbygning. Over portåbningen var der ud mod staldgården anbragt en sandstensportal med Munks og Marsvins våbener og årstallet 1593; ind mod borggården en tavle, hvis indskrift meddelte, at opførelsen af Nørlund blev begyndt 1581. Tavlen var opsat 1597. Umiddelbart nord for voldstedet lå staldgården (på det sted, hvor nu avlsgården ligger), og ca. en halv kilometer vest for borggården byggede Ludvig Munk af kampesten en stor ny ladegård. Til Nørlund er knyttet det kendte vandresagn om den stolte jomfru, der stillede som betingelse for sit jaord, at frieren skulle opføre en borg ude i det sumpede engdrag. Det var Ellen Marsvin, der skulle have stillet denne betingelse for sit giftermål med Ludvig Munk. Vir­keligheden var den, at den 17-årige jomfru blev tvunget til at ægte den 55-årige herre til Nørlund, der var af en rå og brutal karakter. I 1598 fødte hun ham på Nørlund en datter, den senere så berømte Kirsten Munk, deri 1615 blev gift med Christian IV. Den såkaldte »Kirsten Munks seng« på Nørlund, der er forfærdiget i barokstil, stammer fra tiden efter Kirsten Munk og har ikke haft nogen tilknyt­ning til hende. Efter Ludvig Munks død i 1602 på Lundegaard overtog Ellen Mar­svin styrelsen af godserne. Hun udviste heri megen energi og stor dyg­tighed og blev en af tidens store godssamlere. Hendes jyske gods havde dog mindre interesse for hende end godserne på øerne. I 1616 fik hun kgl. tilladelse til at sælge Kirsten Munks fædrenegård Nørlund »til bedste for datteren«. Derefter solgte hun gården til svogeren Gude Galde, gift med Helvig Marsvin. Gude Galde var af norsk adelsslægt og ejede gården Tom i Smålenene i Norge, desuden Ryomgaard i Djursland, Gunderupgaard i Himmerland og Rødslet i Vendsyssel. Gude Galde døde 1626 på Nørlund, hvorefter hans enke Helvig Mar­svin ejede gården til 1646. Hovedgården og det meste bøndergods overgik til datteren Anne, mens de to andre døtre, Karen og Dorte, fik mindre parter af godset. Anne var gift med Verner Parsberg, der 1655 købte svigerinden Dortes arvepart i gården og dermed blev ene­ejer. Han skrev sig 1638 til Vraa og takseredes kun til 17 tdr. htk. Men med erhvervelsen af Nørlund blev han en betydelig godsbesidder. I 1655 lod han på borggårdens østfløj opsætte en endnu bevaret sandstensportel. I hans ejertid oplevede gården de strenge tider under sven­skekrigene. De polske hjælpetropper raserede gården helt og fjernede bygningens kobbertag. I den følgende tid forfaldt borggården i stor udstrækning. Verner Parsberg udvidede godset og erhvervede 1679 patronatsretten til Ravnkilde og Brorstrup kirker. Efter hans død i 1686 overtog sønnen Gude Parsberg Nørlund. Han ejede desuden Kokkedal i Han herred og opholdt sig mest på denne gård. Nørlunds hovedgårdstakst var 1661 48 tdr. htk., og med bøndergod­set udgjorde hartkornet ialt 428 tdr. Skoven var ansat til 450 svins olden. Af en indberetning fra 1683 ses det, at godset efter Verner Parsbergs mening var ansat alt for højt i hartkorn af forrige ejer, især drejede det sig om bøndergods, der var erhvervet ved mageskifte med kongen. Parsberg meddeler, at udbyttet af godset er meget ringe, og at mindst 130 tdr. htk. ligger øde på Nørlund. Derfor har han sup­pliceret om, at hartkornet må nedsættes til ca. 340 tdr. Til gården lå på dette tidspunkt en hel del strøgods spredt over hele Nordjylland. Ved matriklen af 1688 ansattes Nørlund til 42 tdr. htk., 5 tdr. skov­skyld og 246 tdr. bøndergods. Under hovedgården Breves da 297 tdr. agerland. Jorden tilsåedes 1. år med byg eller boghvede, 2. og 3. år med rug, 3. og 4. år med havre og hvilede derefter i 5 år. Udmar­kerne tilsåedes med boghvede, rug og havre og hvilede så i 16 år. På gården kunne græsses 48 høveder, og høhøsten udgjorde ca. 170 læs. Bøndergodset udgjordes af 32 gårde og 4 huse i Ravnkilde sogn, 18 gårde og 5 huse i Haverslev og 17 gårde og 5 huse i Brorstrup. 11688 fik Gude Parsberg eftergivet halvdelen af en skatterestance på 600 rdl. af Nørlund. Efter Gude Parsbergs død 1692 overtog enken Karen Kjeldsdatter Krag gården. Ved hendes giftermål 1703 med admiral Knud Reedtz overgik gården til denne. Bøndergodsets hartkorn var da 254 tdr. Knud Reedtz udvidede i sin ejertid Nørlunds godstilliggende betyde­ligt. Admiralen døde 1734, og Karen Krag overlevede kun sin mand i tre år. Herefter kom Nørlund over på borgerlige hænder, idet gården erhvervedes af toldforvalter, kancelliråd Michael Riis i Kristian­sand. Riis ejede kun Nørlund i to år, idet han 1739 druknede i Skagerak under en rejse til Norge. Hans enke Christiane Charlotte, født Bülow, afhændede gården ved offentlig auktion. Kirstine Pedersdatter Læssøe, der var enke efter købmand i Århus Marcus Mørch, købte Nørlund for 21.000 rdl. Det var dog sønnen Jørgen Mørch, som på moderens vegne styrede godset. I 1746 overtog han selv gården. Hans hustru Margrethe Grotum Bergh ejede efter hans død 1758 Nør­lund i den følgende snes år. Hun blev vidt berygtet ved sin hårdhæn­dede energi og sin lyst til at styre og regere over alt og alle. Blicher har givet en karakteristik af hende i sin novelle »Bettefanden«. Som godsstyrer var hun naturligvis meget virksom, og hun tilkøbte adskil­ligt bøndergods til Nørlund. Hun havde ingen sønner, og svigersøn­nerne vovede ikke at overtage Nørlund, så længe den gamle aktive dame levede. Da hun ønskede at komme af med gården, måtte hun derfor sælge den til fremmede. Dette skete i 1778. Køberen var kam­merherre Iver Rosenkrantz-Levetzau (Iver Rosenkrantz-Levetzow i Danske Slotte og Herregaarde), der var besidder af stamhuset Store Restrup. Nørlunds tilliggende af bøndergods var da 407 tdr. htk. Købesummen var 43.000 rdl. I 1779 fik den nye ejer bevilling til at indlemme Nørlund i stamhuset og gaarden knyttedes således nærmere sammen med nabogodserne Torstedlund og Albæk. Iver Rosenkrantz-Levetzow efterlod sig ingen børn, og stamhuset arvedes derfor af gehejmeråd Siegfried Victor Raben-Levetzau. Denne nedlagde ifølge kgl. bevilling stamhuset 1811. Det substitueredes med en fideikommiskapital, og hovedgårdene og bøndergodset afhændedes for 300.000 rdl. til Raben-Levetzaus brodersøn, Frederik Sophus Raben, der 1812 solgte Nørlund, Torstedlund og Albæk til Johan Michael de Neergaard fra Gunderslevholm med flere interessenter. Interessentskabet afhændede allerede samme år gårdene til Malthe Ulrich Friis, efter hvis død i 1814 de overtoges af enken Mariane, født Wiborg. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

ca. 1425 Palle Jonsen Marsk (Munk)

ca. 1500 Johan Bjørnsen (Bjørn)

ca. 1515 Peder Lykke

1535 Anders Bille og Ludvig Munk (Lange)

1547 Christoffer Urne

1570 Ludvig Munk (d. yngre)

1616 Gude Galde

1646 Verner Parsberg

1703 Knud Reedtz

1737 - 78 Forskellige ejere

1778 I. Rosenkrantz-Levetzow (Levetzau)

1789 S. V. Raben-Levetzau

1812 J. M. de Neergaard (parthaver)

1812 M. U. Friis

1826 - 39 Forskellige ejere

1839 A. Th. Schütte

1855 Ottekantet trappetårn opført

1857 - 1939 Forskellige ejere

1939 Stiftelsen Nørlund 
 
1791
Nørre Holmgaard
Nørre Holmgaard
Møborg sogn, Skodborg herred, Ringkøbing amt.

Hvor gammel Holmgaard er, kan ikke oplyses; men allerede 1417 fin­des den nævnt, og 1449 tilhørte den en mand, der hed Anders Pig. Malte Juel af Stjerne-Juel'ernes æt nævnes til gården 1476, og han nævnes mange gange i anledning af ejendomshandelen, således 1478 og 1484, da han købte bøndergods. Han var en meget driftig mand, der øgede sit jordiske gods betydeligt, før han døde 1508. Hans hustru Marine Persdatter (Borrøve) var Peder Langes datter af Votborg på Mors og ligger tillige med sin mand begravet i Møborg kirke, hvor deres gravmæle findes. Også hun bestræbte sig for at skrabe bønder-gods sammen. Malte Juels datter Anne blev gift med Jens Thomesen af Vellingshøj ved Hjørring, hvis fader Thomes Jensen, nævnt 1487, er den før­ste kendte mand af slægten, der i sit våben førte tre sølvblade og siden optog det holstenske familienavn Sehested. Allerede 1517 nævnes »Jens Thamessen vebner til Hollemgaardh«. Han købte Lundgaard i Møborg, som vist blev lagt til hovedgården. Han var en betydelig mand, og sammen med Mogens Munk en af hovedmændene ved for­drivelsen af Christiern II. Han døde 1555. Hans hustru Anne Maltesdatter var allerede da død, og begges navne findes på ligstenen, som sønnen Malte Jensen lod udhugge 1589. Malte Jensen arvede Holm­gaard og Højriis, broderen Enevold fik Slumstrup og Vellingshøj. Malte Jensen (Sehested) blev hofsinde i kongens gård og 1549 trolo­vet med hr. Claus Billes datter Sophie. Han kom med i Syvårskrigen, var skibshøvedsmand og blev som sådan taget til fange i slaget ved Bornholm 1563 og hensat i et »kristeligt fængsel« i Finland. Ved sit ægteskab med Sophie var Malte Sehested blevet en meget rig mand, og i hans tid blev fædrenegården mægtigt forøget med tilkøbt jorde­gods. Han erhvervede Nøragergaard og Kjærdige i Nees sogn, Arn­strup, i Møborg, Skodborggaard i Hygum og adskilligt mere. Ved mageskifte med kongen fik han i 1562 i Møborg sogn gårdene Aabjerg, Hylkedal og Skræddergaard. Også gårde i Lem og Fabjerg sogne er­hvervede han. Og Holmgaard blev i hans tid anset for at være en meget god og veldreven gård. Fru Sophie døde 1587, han selv 1592. Deres gravsten findes i Møborg kirke. Af deres ti børn blev Thomas ejer af Bækmark, Claus af Højriis og Steen af Holmgaard. Steen Maltesen (Sehested), født 1553 på Gudum Kloster, fik en grundig uddannelse og en strålende løbebane som hofmand og til sidst, under Kalmarkrigen, generalfeltmarskal. Han døde 1611 på Kalmar Slot; hustruen Anne, en datter af Henrik Brahe til Vitskøl, 1635. Steen Maltesen efterlod sig ingen børn, og næste ejer af Holmgaard blev broderen Claus Maltesen (Sehested) til Højriis, der imidlertid allerede døde året efter (1612). Hans hustru Anne Lykke døde 1645 hos sin søn Mogens Sehested på Mullerup på Fyn, hvor ægteparrets portrætter fra 1597 findes. Af Claus Maltesers mange børn, som antog navnet Sehested, er Hannibal Sehested, som blev Christian IV's svi­gersøn, den bekendteste. Niels blev ejer af Bækmark, Malte af Rydhave; Jens og Mogens fik Holmgaard. Jens Sehested førte en meget rastløs tilværelse og blev skudt 1628 i krigen mod kejseren. Mogens Sehested udkøbte sine medarvinger og ejede derefter Holmgaard til sin død 1657. Han var altid på farten, indtil en fjendtlig kugle 1629 bortrev hans højre arm, mens han stod ved kongens side på et skib, der sejlede til Wismar. Så blev han be­falingsmand på Københavns Slot og giftede sig 1631 med Elisabeth, en datter af Knud Gyldenstierne til Timgaard. Med hende fik han nævnte gård og 15 børn, hvoraf 11 overlevede ham. Lenene, som han tid efter anden indehavde, var Skivehus, Bøvling og Riberhus. 1638 var han generalkrigskommissær og 1644 en af de fire Landkommis­særer, der skulle være den krigshærgede befolkning til hjælp. Ridder blev han også og meget rig på gods. Da han 1656 blev syg på sin gård Mullerup og alligevel ville rejse til Jylland, blev dette hans sidste rejse. Ved skiftet kom Holmgaard i den da endnu umyndige søn Jens Sehesteds besiddelse. Han blev siden gift med Sophie Gyldenstierne og døde som oberst 1696, hvorefter fru Sophie Gyldenstierne reside­rede på Holmgaard til sin død 1730. Det siges, at bønderne i hendes tid var fattige og ude af stand til at betale landgilde, hvorfor hun tog deres bohave, sengeklæder, spindehjul, ja, om det så var deres julelys og satte det op på Holmgaards loft. Først i Dinesens tid kom det atter ned af loftet, og bønderne kunne komme og hente deres sager. Der var 1677 13 ildsteder på gården og 1678 en ladefoged, 4 piger, Jens Sehesteds egen tjener, 1 kusk, 2 vognheste, 1 ridehoppe, 1 fole, 2 plage, 64 øksne, 6 køer, 2 kalve og 22 får. Gården var altså studegård. 1683 var der 10 tjenestefolk, gården dreves og kornet tærskedes ved hovbønder. Engene er kolde og til dels overgroet med »tranemons«, »ildebrand« fås af lyngheden; af skudtørv er der ikke noget videre; møllen er øde, dog ikke mere end at den kan besørge det halve sogns maling. Fiskeriet i Tangsø kunne næppe »stoppe« omkostningerne. Med fru Sophies død 1730 var Sehested-slægtens saga ude på Holm­gaard. Arvingerne solgte 1731 gård og gods, ialt 423½ tdr. htk., til Bækmarks ejer Christian de Linde, efter hvis død 1753 den solgtes til forvalter Peder Dinesen, der et par år senere tillige købte Bækmark. Efter Dinesens død 1761 giftede enken Mette Christiane Rømer sig med Jacob Johan Colding, der drev gården som studegård. Borggården bestod dengang af fire huse, hvoraf det fornemste var grund­muret og med et højt blytækket tårn. Dette anselige bygningsværk skal være opført efter en brand 1589 og var befæstet med volde og grave. Jacob Colding døde 1773, og enkens søn af første ægteskab Dines Peder Dinesen blev gårdens ejer. Denne døde allerede 1794. Fra samme tid hidrører tilladelsen til at bortsælge godset, og allerede 1798 var det sunket til kun 46 tdr. htk. Siden har Holmgaard skiftet ejer mere end tyve gange, og ejernes tal, idet de til tider bestod af konsortier, har vel været omtrent det dobbelte. Mens Jørgen Donnerup ca. 1800 havde gården, blev hoved­bygningen vistnok nedrevet, og omkring midten af århundredet af­klædte en spekulant gården så komplet, at ikke alene besætningen, men endog møddingen og brostenene solgtes. Den københavnske grosserer A. N. Hansen, der fik skøde 1861, bragte den atter på fode. Hans sønner højesteretssagfører Octavius Hansen og løjtnant V. Han­sen solgte den 1877 til P. Kjær, som frasolgte 7 - 800 tdr. Id. hede og mose og 1880 afhændede gården til M. N. Holm, der igen solgte efter to års forløb til Vilhelm Reichert. 1887 blev den københavnske re­stauratør Ditlev Hansen gårdens ejer. I 1888 brændte gården, både hovedbygning og udhuse, men blev genopført, hovedbygningen i villastil af røde sten, med højt skifertag og et lille spir. Hansen solgte 1889 gården til Gustav E. Eriksen, som beholdt den til 1912, da han solgte den til dyrlæge Th. P. Therkildsen. Man mærker nu den vold­somme prisstigning. 1918, da P. Rasmussen afhændede den til N. B. Bach til Kabbel, var prisen 378.000 kr. Den næste ejer Hans Jensen (1919) udstykkede ca. 250 tdr.ld., hvoraf 25 tdr.ld. gik til en selv­stændig ejendom, resten til oprettelse af 8 statshusmandsbrug og til tillægsparceller. Hovedparcellen med bygninger, besætning og inven­tar solgtes derefter for 515.000 kr. til grosserer Aage Nellemann. 1921 kom den til A. C. Hansen, som 1923 solgte den for 178.000 kr. til S. M. Madsen, fra hvem den 1933 blev overtaget af Vest- og Sønder­jydsk Kreditforening, der 1935 solgte den for 129.000 kr. til Peder Hilligsøe. Af Sehestedernes borggård er nu ikke det mindste spor at se. På dens plads er nu have; men endnu ses de gamle grave. Den nuværende beskedne hovedbygning ligger sammen med den anselige firefløjede avlsgård ved den store åbne gårdsplads. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

1417 Anders Pig

1476 Malte Juel

1517 Jens Thomesen (Sehested)

1555 Malte Jensen Sehested

1589 Hovedbygningen brændt og genopført

1731 Christian de Linde

1754 - 98 Forskellige ejere

1761 Fire huse med tårn

1798 J. Donnerup m. flere

1808 - 87 Forskellige ejere

1887 D. Hansen

1888 Hovedbygningen og avlsgård opført efter brand

1889 - 1935 Forskellige ejere

1935 P. Hilligsøe 
 
1792
Nørre Vosborg
Nørre Vosborg
Ulfborg sogn, Ulfborg herred, Ringkøbing amt.

Blandt de mange faste borge, der i middelalderen groede op i Vestjylland, lige fra Limfjorden til Kongeåen, hørte Vosborg til dem, hvis historie rækker længst tilbage i tiden. Den blev oprindelig opført en halv fjerdingvej sydvest for den nuværende gård, tæt ved det sted, hvor Storåen udgød sine vande i Nissum Fjord, og deraf fik den sit navn, thi Vosborg kommer af oldnordisk óss (årrunding) med forsla­get w. Mens borgen, Oseborg kaldet, lå nord for åen, lå ladegården syd for, og mellem dem var en værdifuld laksegård. Nu har lokalite­terne ganske forandret sig; åens udløb flyttede sig senere længere mod nord, og voldstedet ligger derfor nu ikke ved åløbet, men ved et rudi­ment af den tidligere å; Gammelå hedder det. Man har ment på vold­stedet at kunne skelne fundamenter af en meget anselig firfløjet byg­ning med et tårn, og sagnet ved meget at fortælle om denne borg, som den mægtige hr. Niels Bugge til Hald skal have ladet opføre ved en engelsk bygmester på dette sted, som han siges at have arvet efter sin fader Bugge Nielsen til Hegnet. Niels Bugge blev som bekendt dræbt i Middelfart 1359. Hans enke Ingeborg Pedersdatter (Vendelbo) overlevede ham i mange år og har vel altså besiddet Vosborg en tid lang, muligvis til 1388, da hun holdt skifte efter hr. Niels. Af dennes talrige godser kom Vosborg, Støv­ringgaard og Lundholm — en forlænget af sandflugt ødelagt hoved­gård ved Skagen — til hans datter Eline, der blev gift med marsken hr. Christiern Vendelbo, som var ejer af mange jyske gårde. Alle hans døtre — sønner vides han ikke at have haft — blev gift med mænd af landets fornemste slægter, datteren Ingeborg til Vosborg med enkemanden hr. Predbjørn Podebusk til Egholm på Sjælland, en søn af Valdemar Atterdags og dronning Margrethes trofaste hjælper. I denne slægt blev gården derefter en lang årrække. Et tilfælde har bevaret et brev fra 1407, hvori en Danziger-skipper på sit plattysk klager over, at han var strandet »vor deroe Blote Oseborgh in Jutlande in ghebede heren Pritberns van Potbusch«, som han dels havde måttet give noget klæde i bjærgeløn, dels sælge noget klæde — rimeligvis til en meget moderat pris — som han skulle have bragt til dronning Margrethe. At skipperen var misfornøjet, var menneske­ligt, men når henses til den behandling, skibbrudne både før og senere ofte var udsat for, må det dog siges, at hr. Predbjørn synes at have været en ret human mand. Han levede endnu 1425 ret højt til års. Muligvis har hans enke, der var i live endnu 34 år senere, besiddet Vosborg en tid lang efter hans død. Derefter kom den til sønnen Claus Podebusk, der døde midt i 1470'erne. Med sin første hustru Jytte Evertsdatter Moltke havde han en del børn, af hvilke sønnen Predbjørn blev gårdens ejer gennem et par menneskealdre. Denne hr. Predbjørn Podebusk, der allerede 1477 nævnes af »Deborg«, som han ejede til sin død 1541, blev dels ved arv, dels ved giftermål, først med Vibeke Rosenkrantz til Bidstrup (død 1506), derefter med Anne Gyldenstierne til Aagaard og Bregentved, som var enke efter hr. Oluf Krognos til Krapperup, en af sin tids rigeste mænd, og i kraft af sine familieforbindelser og sin rigdom, vel også, fordi han på sin vis var en dygtig mand, kom han til at spille en betydelig rolle gennem sit lange liv, men i høj grad utiltalende — brutal og trodsig, trættekær og egenrådig — var han. Han blev tidligt medlem af rigsrådet, fik mange og store forleninger, bl. a. Riberhus, hvorved hans rigdom yderligere forøgedes, sluttede sig, gammel som han var, ganske natur­ligt, da reformationsrøret begyndte, til det katolske parti. Da Niels Bugge havde fuldført sin ifølge sagnet meget prægtige borg her, skal det være blevet forudsagt ham, at der engang skulle komme en fra vesten i en blå kappe og få borg og tårn til at falde, hvormed naturligvis sigtedes til Vesterhavet. Denne spådom skal være gået i opfyldelse 1532, da en mægtig stormflod brød alle skranker og anrettede frygtelige ødelæggelser i Vestjylland. I et kongebrev fra juletid dette år omtales det, at i »denne næst forgangne store storm og vandflod er her sket stor og svar skade på Vore lande, såvel udi riget, som og udi Vore fyrstendømmer, så at digerne ere udbrustne og meget folk der over ere omkomne og druknede, og husene udi nogle hele kirkesogne forflydte«. Da det gamle Vosborg lå så nær ved fjorden og i lavt terræn, er der intet mærkeligt i, at det ved en sådan lejlighed kunne tage betydelig skade, og at man mente, at øjeblikket var kom­met til at søge hen i mere trygge omgivelser; et sådant sted fandt man en kilometer mod nordøst, hvor den nye borg kunne lægges på kan­ten af det faste agerland, men dog på tre sider være omgivet af sid eng. Af de bygninger, der rejstes på dette sted, er nu muligvis ikke noget tilbage, men de mægtige og i sin art enestående jordværker og grave, der findes uden om gård og have, må antages at stamme fra denne tid. Mod øst beskyttes borgegården af en grav, der skiller den fra ladegården, mod de tre andre verdenshjørner af en svær vold, der har tre til fire gange mandshøjde og mod syd og vest ligger tæt ind til bygningerne, men mod nord viger så langt tilbage, at der inden for den bliver plads til et haveanlæg m. m. Den østlige grav, der er over 100 m lang, bøjer ved begge ender mod vest, dog langtfra vin­kelret, og de vestlige udløbere forbindes med en godt 200 alen lang grav. Af et 10 - 20 m bredt vand omsluttes således et terræn på ca. 3 tdr. Id. Uden for graven, men ikke tæt op ad denne, heller ikke helt parallelt med den, løber på de tre sider, kun ikke mod øst, en indtil 3 m høj jordvold, et mægtigt anlæg, der tilmed mod syd er dobbelt, idet der der både er en ekstra grav og en ekstra vold. Det er klart, at hele dette store anlæg ikke har været et almindeligt forsvarsanlæg; dertil er det ikke skikket, og selv en af den tids drabeligste adelsmænd ville heller ikke have kunnet præstere mandskab nok til at værne et så udstrakt værk, der i omkreds er næsten en kilometer langt. Fol­kevisernes hundrede svende eller syv og syvsindstyve ville her lidet forslå. Utvivlsomt er den ydre vold nærmest at betragte som en dæm­ning, der skulle sikre borgen mod den slags overraskelser, den gamle borgs beboere havde oplevet 1532. Det var navnlig mod øst, mellem borge- og ladegård, hvor angriberne havde fast grund under fødderne, at graven måtte tjene som et forsvarsanlæg, og utvivlsomt har den indre, høje vold i sin tid også strakt sig på denne side af borgen. Som alt nævnt døde den gamle, stridbare hr. Predbjørn 1541, men først syv år efter holdtes der skifte efter ham, og da tilfaldt Vosborg hans svigersøn Knud Gyldenstierne, den kendte, sidste katolske biskop i Fyns stift, der efter at være blevet tvunget til at nedlægge krumsta­ven havde ægtet hans datter Jytte, som var enke efter Niels Brock til Estrup (død 1534), i fællig med hendes søstersøn Gregers Holgersen Ulfstand, hvis moder Anne Predbjørnsdatter Podebusk var gået bort efter kun ét års lykkeligt ægteskab med rigsråden hr. Holger Ulfstand til Skabersø (død 1542). 1 1551 delte de to nye ejere gård og gods imellem sig, men dog således, at de i fællesskab beholdt enge, fædrift og laksefiskeri. Således opstod der nu to gårde, af hvilke den oprindelige senere fik navnet Nørre Vosborg, mens den nye blev kaldt Sønder Vosborg efter sin beliggenhed. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

Bugge Nielsen

Niels Bugge

ca. 1359 Christiern Vendelbo

ca. 1400 Predbjørn Podebusk

1470'erne Predbjørn Podebusk (d. Y.)

1548 Knud Gyldenstierne

1626 Jens Juel

1634 Ide Lange (Juel)

1642 Nordfløjen opført

1647 Ladegården genopført efter brand

1649 Ove Bielke

1671 Joachim Fr. Vind

1687 Herman Frans v. Schwanewede

1706 N. de Leth

1779 Chr. Linde Friedenrich

1786 P. og S. Tang

1793 P. Tang (eneejer)

1816 C. D. Koefoed

1826 A. E. M. Tang

1878 H. Stampe Valeur

1923 Anna og P. N. A. Tang Barfod

1946 Janus Fr. Krarup

1966-70 Margrethe Krarup

1970-2004 Kirsten Krarup og Henrik Haubroe

2004- Ejendomsselskabet Realdania Byg (tidligere Realea A/S) 
 
1793
Odden
Odden
Mygdal sogn, Vennebjerg herred, Hjørring amt.

I det 15. århundrede tilhørte gården den gamle familie Lunge. Det var gennem giftermål og arv, en gren af denne udprægede sjællandske slægt blev draget over til Jyllands nordligste egne. Hr. Anders Jacobsen Lunge, der i årenes løb blev en af landets rigeste og mest ansete mænd, medlem af rigsrådet og rigshofmester, havde i sine unge dage ægtet hr. Peder Offesen Nebs enke, fru Ingeborg Nielsdatter Panter, og fik med hende betydeligt gods. Nogle år efter hendes død holdtes der 1419 skifte efter hans svigerforældre, hr. Niels Ovesen Panter og fru Johanne, og ved denne lejlighed tilfaldt der ham anselige godser i omegnen af Hjørring, bl. a. en trediedel af den gamle herregård Asdal, foruden gårdene Knivholt og Bøgsted. Det dokument, hvori dette omtales, er nu medtaget af tidens tand og ufuldstændigt. Muligt er det derfor, at også Odden har været nævnt i det, men derom ved vi nu intet. Da hr. Anders ikke efterlod sig livsarvinger, må hans gods være blevet meget splittet ved hans død 1429, og når hr. Oluf Andersen Lunge, der var en søn af hans fætter, 1454 skrev sig til Odden, ligger det nær at antage, at han har arvet den efter rigshofmesteren ; sikkert er det i hvert fald, at hr. Oluf, der var blandt sin tids mere fremragende adelsmænd og endnu levede 1473, er den første med vished kendte ejer af gården, og at denne derefter kom til hans søn Oluf Olufsen Lunge, der døde engang i 70'erne, vistnok som slægtens sidste mand. Hans enke Karen Nielsdatter Banner bragte den til sin anden mand Vil Thomasen Galskyt, der i hvert fald 1479 og senere skrev sig til gården, men samtidig var Oluf Lunges svigersøn Henrik Friis — af Friirerne fra Haraldskær — parthaver i den og senere utvivlsomt eneejer. Han var en mand, der kun spillede en såre ringe rolle. Efter at hans første hu­stru fru Anne Olufsdatter Lunge, med hvem han havde en del børn, var blevet bortkaldt, levede han i et vistnok barnløst ægteskab med Margrete Mogensdatter Krabbe til Bøgsted, der overlevede ham i en meget lang årrække. Begges dødsår er dog ukendt. Havde Henrik Friis været en lidet betydelig mand, fik Odden i Ove Vincentsen Lunge (Dyre), der kom i besiddelse af gården ved at ægte Anne Henriksdatter Friis, da hans første hustru fru Karen Eriksdatter Rosenkrantz var død, en ejer, der spillede en meget betydelig rolle blandt sine samtidige. Hans fader var en Dyre, hans moder hørte til den familie Lunge, der tidligere havde ejet Odden, og han og hans søskende tog efternavn efter hende. I de bevægede år, der fulgte efter kong Hans' død, optrådte han snart som kriger, snart som diplomat, blev medlem af rigsrådet, opnåede ridderværdigheden og havde betydelige forleninger. Tirsbæk arvede han efter sin fader, Odden fik han med sin anden hustru, og Kragerup på Sjælland er­hvervede han ved køb. Sine godser afrundede han, som agerdyrker indlagde han sig fortjeneste, og boglige interesser synes han at have haft. Han selv døde 1540 ; hans hustru, der først havde været gift med Bjørn Andersen Bjørn til Stenalt, overlevede ham et par år. Ove Lunge har vist bygget på Tirsbæk, og det synes, at den byg­ning, som står på Odden, for en stor del skyldes ham ; nu består borgegården, foruden et par småhuse, kun af to fløje i sengotisk stil med metertykke mure, begge i to stokværk, en østre, der har sokkel af rå kamp og kælder med fladt loft, en søndre med portgennemkør­sel, tildels sokkel af hugne granitkvadre og fladloftet kælder under den østre del af bygningen. Hver af disse fløje har en blændings-prydet, men nu ikke mere kamtakket gavl. Et patriarkalkors pryder den søndre fløj, og en ejendommelighed er det, at der i murene findes talerør, hvoraf de fleste nu dog er tilmurede. Af disse to fløje synes den østre at være opført i Ove Lunges tid over en ældre kælder, som muligvis har tilhørt et hus opført af Oluf Andersen Lunge samtidig med, at han anlagde det smukke voldsted. Fra samme tid er den del af sydfløjen, som ligger vest for porten, og sammenbygningen af de to huse kan således være Ove Lunges værk. Ved midten af 17. århun­drede nævnes foruden disse to fløje en nordre grundmuret fløj i to stokværk, men noget lavere end de to andre, og en vestre fløj i ét stokværk af egebindingsværk med murede tavl og tegltag samt trefags kvist. Denne sidste bygning, der længe brugtes til bolig for forpag­teren, nedbrændte 1763 og blev genopført; hin blev nedrevet for ca. 145 år siden af en entreprenant ejer. Gårdens arkiv gjorde han frugt­bringende ved at lade det gå op i røg gennem skorstenen. Lungernes gård blev bygget på den nordligste spids af et lavt høj­dedrag eller en odde, der skød sig frem mellem lavning og eng, på begge sider omklamret af små bække, der forenede sig lige nord for højdedraget og dannede en lille sø, hvis vand brugtes til at drive gårdens mølle med. En grav tværs over højdedraget, lige syd for borgegården, skilte denne fra ladegården, der dannede en slags for­borg. Denne bestod senere (1760) af en anselig samling af bygninger — lade, øksenhus, kohus, hestestald o. s. v., alt af svært egetømmer med murede vægge og stråtag, 6 huse på tilsammen 163 fag. Heraf stod det meste indtil 1945. Det var ikke jordens rige afgrøder, der fik gårdens første ejer til at lægge den på dette sted, thi sognet, der mest består af bakker og dale, har kun et tyndt og magert muldlag på sand og grus, og vidt og bredt strakte forpiskede skove sig gennem Mygdal sogn og egnen deromkring. Fund af gamle stubbe, den hi­storiske overlevering og navne på gårde og agre vidner højlydt om, at egnens naturlige beskaffenhed har været underkastet store foran­dringer i løbet af et forholdsvis kort spand af tid. Da skovene for­svandt, rykkede hede og lejlighedsvis flyvesand frem ; endnu 1785 omtales Oddens overdrev som »sort skallet hede med rød sand un­der«, og om ageren siges det ved samme tid, at den kan »være ringe nok til sæd, thi her må mærkes, at en anselig del af agermarken be­står af løs, åben sand, under hvis overflade på et halvt kvarters tyk­kelse befindes en sort forrustet materie, blandet med rød sand og små stene«. Gården har da også omtrent 30 tdr. Id. på hver td. htk. Da hr. Ove Lunge og hans hustru var døde, kom Odden til deres sønner Tyge, som dog allerede et par år efter fulgte sine forældre i graven, og Christoffer Lunge, som faldt ved Svartå 1565. Han og hans forudgangne hustru, fru Karen Jørgensdatter Juel, blev begra­vede i det vist af ham opførte gravkapel ved Mygdal kirke. Deres pragtfulde ligsten findes endnu i kirkens kor. Deres søn Ove Lunge (død 1601) blev gårdens følgende ejer; han var selv født på den, hans bryllup med Anne Maltesdatter Sehested (død 1621) stod her 1574, og flere af hans børn så først dagens lys her, blandt dem hans duelige søn, rigsmarsken hr. Jørgen Lunge, der arvede gården og i reglen skrev sig til den, skønt han ejede adskillige andre. Efter en omhyggelig uddannelse hjemme og på rejser tumlede han sig i krig i Nederlandene, deltog med hæder i Kalmarkrigen, opnåede talrige store forleninger og blev 1616 medlem af rigsrådet, rigsmarsk og rid­der, men allerede 1619 døde han, kun 41 år gammel. Han blev lige­som sine forældre begravet i Vor Frue Kirke i Aalborg. Til latin­skolen sammesteds havde han skænket 1.000 rdl., og hans enke, fru Sophie Stendatter Brahe, der foreløbig beholdt Odden, betænkte de fattige på flere af sine godser. Hun overlevede sin mand i 40 år og havde den tunge lod at se næsten alle sine børn blive bortkaldt i deres bedste år ; syv gifte døtre og sønnen Ove, slægtens sidste mand, gik forud for moderen ; kun datteren Ide overlevede hende. Fru Sophie havde 1656 til sine børn og svigerbørn afstået de tre gårde Odden, Birkelse og Høgholt ; den sidste af disse kom da gen­nem datteren Lisbet til Rosenkrantzerne, Birkelse kom snart efter til den gren af familien Skeel, der siden stadig har været knyttet til den, og Odden deltes mellem afdøde Anne Lunges søn Just Justesen Høg og Otte Skeels enke Ide Lunge, der dog straks bortbyttede sin halv­part til sin søstersøn Mogens Christensen Skeel, som blev eneejer af gården ved 1661 at afkøbe Just Høg hans part for 14.000 rdl. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

1454 Oluf Andersen Lunge

ca. 1455 Voldsted anlagt; østfløjen og sydfløjens vestlige halvdel opført

1479 Vil Thomasen Galskyt og Henrik Friis

1487 Henrik Friis (eneejer)

1513 Ove Vincentsen Lunge (Dyre)

1545 Christoffer Lunge

1619 Sophie Stendatter Brahe

1656 Just Justesen Høg og Mogens Christensen Skeel

1661 Mogens Christensen Skeel (eneejer)

1702 Chr. L. v. Plessen

1740 Chr. Rantzau

1743 Hans Wissing

1762 Niels Hansen Winde

1769 C. Rougtved

1775 Pors Bastholm Munch

1798 S. Groth Clausen

1806 Fr. Chr. Udbye

1816 Christen Schou

1827 - 41 Forskellige ejere

1841 Christoph Gräbert

1853 - 80 Forskellige ejere

1880 Ferd. E. T. Tvermoes

1890 P. G. S. Rodskier

1913 - 56 Forskellige ejere

1956 H. Kr. de Thurah 
 
1794
Oddgeir Stephensen, 1812-1885
Oddgeir Stephensen, 1812-1885
 
 
1795
Oddgeir Stephensen, 1860-1913
Oddgeir Stephensen, 1860-1913
 
 
1796
Olaf Rye
Olaf Rye
General Olaf Rye (til højre) med en fange i Aarhus gader 
 
1797
Ole Suhr
Ole Suhr
 
 
1798
Ole Worm
Ole Worm
 
 
1799
Olga af Gyldenfeldt
Olga af Gyldenfeldt
 
 
1800
Olga Konstantinovna Romanov
Olga Konstantinovna Romanov
 
 

    «Prev «1 ... 32 33 34 35 36 37 38 39 40 ... 47» Next»



This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2020.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard