Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Notes


Matches 101 to 150 of 3,252

      «Prev 1 2 3 4 5 6 7 ... 66» Next»

 #   Notes   Linked to 
101 Adopteret af Frederik Julius Kaas, deraf navnet Clauson-Kaas. Clauson-Kaas, Conrad Frederik, 1782-1853, Marskal.
Søn af Conrad Clauson, Ejer af Bærums Jærnværk, og Kirsten f. Nilson. Efter Faderens Død 1786 ægtede Moderen s. A. daværende Assessor i den norske Overhofret, senere dansk Statsminister, F. J. Kaas. 1804 adledes C. F. C. med Navnet Clauson-Kaas. Han begyndte sin militære Løbebane 1798 som Underofficer ved det søndenfjældske Infanteriregiment, ansattes 1800 som Fændrik ved det slesvigske Regiment og blev 1803 Sekondlieutenant, hvorefter han forflyttedes til Guidekorpset. 1805 blev han udnævnt til Adjudant hos Prins Christian Frederik. 1810 fik han, der 1807 var bleven Premierlieutenant, Karakter som Ritmester ved det akershusiske ridende Korps. Han ledsagede 1813 Prins Christian Frederik til Norge. Efter Prinsens Tilbagekomst til Danmark 1814 blev C.-K. hans Marskal, hvilken Stilling han beklædte indtil 1825. Han udnævntes til Kammerherre 1817 og ledsagede Prinsen paa dennes store Udenlandsrejse. Efter at C.-K. havde taget sin Afsked fra Hoffet, blev hanToldforvalter i Langenfelde, hvilket Embede han fratraadte 1840. Han døde i Kjøbenhavn 20. Juli 1853 af Kolera. Han var to Gange gift: 1810 ægtede han Agnes Komtesse Luckner, 1825 Karen Magdalene Mathiesen.

Personalhist. Tidsskr. V, 289.
A. Thorsøe. 
Clauson-Kaas, Conrad Frederik (I14686)
 
102 Adopteret af Hofjægermester Herman Eduard van Deurs til Bødstrup, efter hvem han ved kgl. Bevilling af 21. Decbr. 1843 antog Navnet van Deurs, 1849 Student, 9. Juni 1856 Cand. jur., Assistent i Indenrigsministeriet, 13. Decbr. 1865 Landstingssekretær. Deurs, Johan Christian Jens Frederik Schønheyder van (I25587)
 
103 Adopteret af Johanne Luise Heiberg (1812-1890) Schousboe, Sarah Henriette (I26962)
 
104 Adopteret af, Greve Conrad Christoph Ahlefeldt og Sophie Charlotte Raben.

http://skeel.info/getperson.php?personID=I18689&tree=ks 
Brockdorff-Ahlefeldt, Greve Conrad Friedrich Gottlieb (I21947)
 
105 Adopteret med navnet Sehested Sehested, Sophie Birgitte Caroline (Forsberg) (I5417)
 
106 adopteret Raben Michelsen, Karen Amalie Augusta (Raben) (I29124)
 
107 Adoptivdatter af Kaptajn Hans Theodor Balduin Benzon med kgl. Bevilling af 1873 til at føre Navnet Benzon. Benzon, Emma Vilhelmine Augusta von (I27018)
 
108 af Borghorst Qualen, Adelheid Benedicte von (I13550)
 
109 af Dested Veltheim, Dorothea Caroline Elisabeth von (I17181)
 
110 af Gyldenfeldt, Peter Waldemar Julius, 1831-1902, Forstmand, er Søn af Niels Sehested af Gyldenfeldt og Catharine Marie f. Sørensen. Gyldenfeldt, der er født 4. Jan. 1831 i København, blev 1857 Forstkandidat, 1860 Forstassistent i Statsskovene, 1862 Jagtjunker, 1882 Skovtaxator. Han har skrevet en Række forstlige Afhandlinger, især om Træmaaling samt Skovbrugets Økonomi og Statistik; de fleste findes i «Tidsskrift for Skovbrug», hvis Bd. VIII-X G. udgav i Forening med P. E. Müller. Desuden har han gjort sig fortjent som Udgiver af C. D. F. Reventlows «Forslag til en forbedret Skovdrift» (1879) og af «Statistiske Oplysninger om Statsskovene i Danmark» (1888). Gyldenfeldt døde 24. Juni 1902.

A. Oppermarin, Bidrag t. d. danske Skovbrugs Hist. 1786-1886. 
Gyldenfeldt, Peter Waldemar Julius af (I20797)
 
111 Af legem skøn, men af sjæl ful. Bolede med Bertram Reventlow, gift med Henneke von Rantzau til Hohenfelde der blev dræbt af hendes elsker Joachim Brockdorff, som ved landdagens dom af 11 sep. dømtes fra ære og liv, skjold og hjelm og at rettes på stejle og hjul Rantzau, Appolonia Clausdatter von (I18429)
 
112 af Trondheim-Kattrup Oxholm, Carl Anthony (I26236)
 
113 Afskediget som Viceadmiral for forsømmelse (som var urigtig) og halshugget i København Galt, Peder Nielsen (I11874)
 
114 After Isabelle's early death in childbirth, in 1190, Philip decided to marry again. On August 15, 1193 he married Ingeborg (1175–1236), daughter of King Valdemar I of Denmark (1157–82). She was renamed Isambour, and Stephan of Dornik described her as "very kind, young of age but old of wisdom." For some unknown reason, Philip was repelled by her, and he refused to allow her to be crowned Queen. Ingeborg protested at this treatment; his response was to confine her to a convent. He then asked Pope Celestine III for an annulment on the grounds of non-consummation. Philip had not reckoned with Ingeborg, however; she insisted that the marriage had been consummated, and that she was his wife and the rightful Queen of France. The Franco-Danish churchman William of Paris intervened on the side of Ingeborg, drawing up a genealogy of the Danish kings to disprove the alleged impediment of consanguinity. In the meantime Philip had sought a new bride. Initially agreement had been reached for him to marry Marguerite, daughter of William I, Count of Geneva, but the young bride's journey to Paris was interrupted by Thomas I of Savoy, who kidnapped Philip's intended new queen and married her instead, claiming that Philip was already bound in marriage. Philip finally achieved a third marriage, on May 7, 1196, to Agnes of Merania from Dalmatia (c. 1180 – July 29, 1201). Their children were: Marie (1198 – October 15, 1224) Philippe Hurepel (1200–1234), Count of Clermont and eventually, by marriage, Count of Boulogne Pope Innocent III (1198–1216) declared Philip Augustus's marriage to Agnes of Merania null and void, since he was still married to Ingeborg. He ordered the King to part from Agnès; when he did not, the Pope placed France under an interdict in 1199. This continued until September 7, 1200. Due to pressure from the Pope and from Ingeborg's brother, King Valdemar II of Denmark (1202–41), Philip finally took Ingeborg back as his Queen in 1213.

wiki 
King of France, Philippe II. Auguste (I4245)
 
115 After three child births the couple went on holiday to Austria in their private car in 1935. In a tragic accident in Küssnacht (Austria) the royal vehicle, driven by the king himself, crashed, and the queen was killed instantaneously. She was only 30 years old. Although severely injured, the king survived the accident, and returned to Belgium to resume his duties as both sovereign and single father of three young children, the youngest still a baby.  Princess of Sweden, Astrid (I3874)
 
116 Ahasverus de Créqui de la Roche.
Kapt i gl. Tronhjem Infrgmt. vist fra 1654 (**) - deltog i Toget til Jemteland 1657 til 1658 - Rgmt. opløstes 1/5/1658 [Afregninger V-32] - var i 1658 [Major] og Chef for et Inf.Komp. i Norge [Personalia, Rentekamrets Arkiv] - Major i Vesterlenske nat. Infrgmt. 24/11/1658 [Dan. Mag.V-3-263] - nevnes endnu som Major i Vesterlen.Infrgmt. 1661, 1662 og 1666 [Indk Sag. 324/1661, 6/1662, 195/1666] - kommanderes i 1666 paa Flaaden men beder sig undskyldt, da han ikke kan taale søen. Han skriver da, at han har tjent for Major i 8 1/2 Aar og for den tid som Kapt. i Jemteland i 2 1/2 Aar [Indk. Sag 195/1666] - han boede i 1670 som Major i Stavanger og kaldes da Svoger til Raadmand Hans Pedersen. [Dan. Mag. V-3-263] - var i 1676 designeret til at være Gen.adjutant til hest, men Bernhard Christoffer Koss udnevnes 26/2/1676 i hans sted. [Exped.200/1676] - han skriver paa hollandsk, og faderen synes ar have været bosat og gift i Nederlandene. [Dan. Mag. V-3-263] - laa 4/10/1677 med I Batt af Vesterlen nat. Infrgmt. [4 Komp'er] i det erobrede Marstrand. [Indk. Sag. Oktober 1677 No..458] og død som Oblt. 25/2/1678 (se nye opplysninger om hans død). Han var Fader til Alida gift med Stiftsskriver i Bergen Herman Germans og til Gertrud gift med Wentzel Kaas, Stammoder til Familien Munthe-Kaas. [Dan. Mag. V-3-263 og pers. Tidssk. III- 3-161] skrives de Crequi de la Roche [dit la Rochie] Source: /www.winnem.com/ 
Roche, Gertrud Ahasverusdatter de Créqui de la (I14162)
 
117 Ahlefeldt-Dehn, Carl Frederik Ulrik, 1750-1829, Amtmand, en Søn af Vilhelm von Ahlefeldt til Klein-Nordsee (d. 1754) og Benedicte Christine Charlotte f. Schmettau, fødtes 30. Marts. Han blev Kammerherre 1775, Provst ved St. Johannes Kloster i Slesvig 1777, Ridder af Danebrog 1803, Gehejmekonferensraad 1815. 1805-20 var han Amtmand over Steinburg Amt. Ved sit Giftermaal (1776) med Sophie Frederikke v. Dehn (f. 1759 d. 1813) kom han i Besiddelse af Stamhuset Ludwigsburg, og 1783 fik han Tilladelse til at kaldes Ahlefeldt-Dehn og føre Familiernes forenede Vaaben. Han døde 3. Marts 1829.

Castenskiold, Suppl. til Adelslex. S. 6.

P. Brock. 
Ahlefeldt-Dehn, Carl Frederik Ulrik von (I10020)
 
118 AHLEFELDT-LAURVIG Jørgen William greve, godsejer, kammerherre, kunsthistoriker; f. 29/11 - 1924 på Linholdt ved Mørkøv; søn af greve, kammerherre, hofjægermester Kai F S Ahlefeldt-Laurvig (død 1973, se Blå Bog 1973) og hustru Astrid (Adi) Ingeborg Margrethe f. Holm (død 1979); gift 1. gang 1/6 1951 m. Vivian A-L. f. Jørgensen; 2. gang 26/9 1954 m. Elisabeth A-L. f.Steensen Leth; 3. gang 30/11 1966 m. Birgit A-L., f. 20/3 1943 i Vordingborg, datter af læge P EMøller og hustru Karen Margrethe f. Mørkeberg. Realeks. (Stenhus Kostskole) 1943; student (priv. dimit.) 1948; uddannelse indenfor land- ogskovbrug i ind- og udland samt universitetsuddannelse fra Michigan State College; agronom 1953;premierløjtn. i Hjemmeværnet. Ejer af Fogedbygård ved Næstved 1954-63, af Eriksholm Avlsgård 1958-95, af Rønmosegården1963-85 og af Severinsminde 1984-88; arkæologisk medarb. ved Kbhs Bymuseum 1963-79. Formand for Den Ahlefeldtske families Sammenslutning 1964-92; præsident for VåbenhistoriskSelskab 1967-80 og for Holbæk Amts Økonomiske Selskab 1986-92; formand for Holbækegnens Tolvmandsforening for Større Gårde 1970-95; med. af repræsentantskabet for Den Danske Banks Holbæk-afd. og af bestyrelsen for Danmarks Adelsforbund fra 1968; formand forudgivelsesforeningen for Danmarks Adels Aarbog og for Danmarks Adelsforening fra 1992; med.af bestyrelsen for Næstved Museum 1957-63 og for Brøstes Samling og af komiteen for uddelingenaf Christianshavns Statuetten; formand for Holbæk Amts Historiske Selskab fra 1977, for be-styrelsen for Anneberg Samlingerne fra 1982, for I/S Evedalen 1959-63; formand for Holbæk Amts Historiske Samfund fra 1975, for The White Foundation fra 1982, for Det Grevencop-Castenskioldske Familielegat 1986-92, for Fonden af 16. oktober 1942, for Det Søgaard-Graastenske Familielegat, for Frantz og Gregers Ahlefeldts Legat m.fl. og for Orlogsmuseets Venner; medl. af bestyrelsen for Ole Haslunds Kunstnerfond, Den Plessenske Selsø Fond m.fl. Har skrevet: artikler om arkæologi i Historiske meddelelser for København (1964-74); Fajencer fra Fabriken i St. Kongensgade (s.m. Kai Uldall, 1970); Nordiske fajencer på Anneberg (1972); Keramisk kik i Brøstes samling (1973); Københavnske Fajencer på Københavns Bymuseum(1974); Dansk Bondekultur på Anneberg (1975); Kastrup fabrikens fajence og stengods produktion (s.m. Anne Mari Steimle, 1977); De blå stel fra Den kongelige Porcelænsfabrik (1980); Fliser fra de gamle danske Fabrikker (1980); Fajencer fra Kellinghuset 1763-1860 (1983); Morsø-fabrikken - et industrieventyr fra rokoko-tiden (1989); Danske Fajancer på Anneberg (1995);artikler om flise- og fajenceproduktion i det 18. årh., deriblandt til det hollandske flisetidsskrift Tegels, om danske kridtpibefabrikationer i The Archeology of The Clay Tobacco Pipes (1980), Færøernes museumstidsskrift Mondul og Antikvitetsårbogen 1976,-78 og -79 ogantikvitetsspalten i Berlingske Tidende; egnshistoriske artikler til Årbog for Museet for Holbæk og Omegn, Årbogen for Museet på Sønderborg Slot, Årbogen for Holbæk Amts Historiske Selskabm.fl.; har endv. skrevet om Familien Holm på Sølyst i Søllerødbogen for 1974 og 75 og slægtshistorie i Gentoftebogen 1979 og om Danske Kridtpiber i The Archeology of the Clay Tobaco Pipes 1981; medarb. ved Weilbach Dansk Kunstnerleksikon. Korresp. medI. til Norsk Våpenhistorisk Selskaps blad, til Svensk Vapenhistorisk Selskaps blad Varia og til Skånes Vapenhistoriska Selskapets blad; æresmedl. af Våbenhistorisk Selskab. Tildelt Fulbright Scholarship 1949-51; R E Olds Legat 1950-53; legat fra Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse 1967 og 1973; Carlsbergfondets Rejselegat 1974-75; legat fra OleHaslunds Kunstnerfond 1980.
Kilde: Kraks Blå Bog 2002/2003 
Ahlefeldt-Laurvig, Greve Jørgen William (I19207)
 
119 Ahlefeldt-Laurvigen, Elias Carl Frederik Greve, 1816-64, Officer, er født 9. Avg. 1816 (døbt i Frederiksberg Kirke) og var en Søn af Kammerherre, Oberstlieutenant Carl Christian Greve Ahlefeldt-Laurvigen (f. 1770) og dennes første Hustru Julie Christine f. Madstedt. Han indtraadte 1831 i Hæren som Volontør, blev Kadet 1836 og i 1839 Sekondlieutenant i Prins Christian Frederiks Regiment. I 1847 blev han Premierlieutenant og deltog ved 16. Bataillon med Hæder i den første slesvigske Krig. 1850 udnævntes han til Kaptajn og gjorde Tjeneste ved 14., 17. og 11. Bataillon. I 1860 ægtede han Jacobine Dorothea Petersen. I 1864 rykkede han i Felten som Kompagnichef ved 11. Regiment og udmærkede sig under Kampen ved Selk 3. Febr. (se «Vort Forsvar» Nr. 142 A). Derefter deltog han i Kampen ved Sankelmark 6. Febr. og blev i Marts Bataillonschef ved 9. Regiment. Som saadan deltog han under Oberst Scharfenberg i 8. Brigades berømte Angreb paa Dybbølbjerg 18. April, saaledes at han fremhævedes i Rapporten, men fandt tillige Heltedøden.

P. N. Nieuwenhuis. 
Ahlefeldt-Laurvigen, Greve Elias Carl Frederik (I5257)
 
120 Ahlefeldt-Laurvigen, Elise Davidia Margarethe Grevinde, 1788-1855, Datter af Grev Frederik Ahlefeldt-Laurvigen, født paa Tranekjær Slot 17. Nov. 1788. Hendes Moder, som var af tysk Familie, blev allerede i hendes Barndom skilt fra sin Gemal, og derved kom hun til at føre en underlig adsplittet Tilværelse, snart hos Moderen i dennes ensomme, bedrøvelige Hjem, snart i de glimrende Sale paa Tranekjær. Hun havde et stærkt Hang til det poetiske og romantiske, var let henrevet til glødende Begejstring og manglede Evnen til rolig og kritisk at vurdere Forhold og Personer; samtidig var hun en yndefuld og fornem Skikkelse, da hun i en ung Alder indtraadte i Verden som den rige Arving. Uden Tvivl i Følge Moderens Paavirkning, hvem hun havde forgudet, følte hun sig aldeles tysk i Sind og Tanke, og da hun ved et Badested i Tyskland (1808) traf den senere saa bekjendte Friskarefører Adolf v. Lützow («Lützows wilde Jagd»), overførte hun sin Begejstring for Tysklands nationale Sag paa dennes kjække Forkæmper og ægtede ham i 1810 til Trods for sin Faders Modstand. I Begyndelsen syntes dette Ægteskab at skulle blive meget lykkeligt; hun deltog i alle sin Mands Arbejder med at hverve et Frikorps (1813), sluttede Venskab med hans Venner, bl. a. Theodor Kørner, og indgød sine Omgivelser sin egen Begejstring. Under Krigen fulgte og plejede hun sin Mand over alt med det største Mod og med opofrende Hengivenhed; men efter Krigen kølnedes Forholdet mellem Ægtefællerne stærkt, og da hun (1821) lærte den unge Digter Karl Immermann at kjende, opstod der imellem dem et Forhold, som efterhaanden fra hendes Side udviklede sig fra begejstret Deltagelse i hans voxende Digterberømmelse til lidenskabelig Kjærlighed. Forholdet til hendes Mand opløstes nu ved fælles Overenskomst (1825), hun antog igjen Navn af Grevinde Ahlefeldt og rejste med Immermann til Magdeburg, senere til Düsseldorf; men da han giftede sig med en anden i Aaret 1839, flyttede hun til Berlin, hvor hun døde 20. Marts 1855 af en langvarig Sygdom efter et Liv, rigt paa forgængelig Lykke, bristede Idealer og skuffede Forventninger.

L. Assing, Gräfin Elisa v. Ahlefeldt, Berlin 1857. Allg. deutsche Biographie I, 160 f.
 
Ahlefeldt-Laurvigen, Elise Davidia Margrethe (I5253)
 
121 Ahlefeldt-Laurvigen, Frantz Vilhelm Ferdinand Greve, 1790-1843, Stiftamtmand. Han var en Søn af Grev Jens Juel Ahlefeldt-Laurvigen og fødtes i Altona 7. Nov. 1790. Han studerede først ved Universitetet i Leipzig, derefter i Kiel, Heidelberg, Gøttingen og til sidst i København, hvor han i Aaret 1813 underkastede sig juridisk Examen. 1816 blev Ahlefeldt-Laurvigen Volontør i det danske Kancelli, 1820 Underkancellist, 1821 Assessor i den Viborgske Landsoverret, s. A. Lic. Juris, 1825 extraordinær Assessor i Højesteret, 1826 ordinær Assessor sammesteds, 1828 Kammerherre, 1831 Stiftamtmand over Viborg Stift med Ret til at træde tilbage til Højesteret, hvis han maatte ønske dette, ved Reformationsfesten 1836 Dr. Juris og døde i Viborg 19. Nov. 1843 af en snigende Feber. Ahlefeldt-Laurvigen var elsket og agtet af alle, var ikke blot en særdeles dygtig Dommer og administrativ Embedsmand, men tillige i Besiddelse af en vidt omfattende og ægte humanistisk Dannelse. Han har udgivet forskjellige mindre Afhandlinger (s. Erslew). 25. April 1826 blev Ahlefeldt-Laurvigen gift med Charlotte Helene Louise Fabricius (f. 19. Maj 1800, d. 2. Sept. 1829), Datter af Pastor C. C. F. i Tranekjær. Anden Gang ægtede Ahlefeldt-Laurvigen 16. Dec. 1832 Anne Dorothea Christine Hanson (f. 1. Sept. 1794 i Frederiksnagor), Datter af Regeringsraad Christoffer H. og Juliane Marie Bie, der senere blev gift med Biskop Øllgaard i Viborg.

Erslew, Forf. Lex. Thaarup, Fædrenelandsk Nekrolog 1843 S. 62.
 
Ahlefeldt-Laurvigen, Greve Frantz Vilhelm Ferdinand (I5252)
 
122 Ahlefeldt-Laurvigen, Frederik Greve, 1760-1832, Officer og Lensbesidder (Grevskabet Langeland m. m.). Født 17. Nov. 1760 og Søn af Generalmajor Grev Christian Ahlefeldt-Laurvigen (f. 1732 d. 1791) og Elisabeth f. Juel. Beklædtes efterhaanden med de højeste militære Grader, men som Faderens har ogsaa hans Tjeneste i Hæren for en Del været nominel, og i hvert Fald i den første Tid efter Faderens Død har Bestyrelsen af hans store Godser utvivlsomt været Hovedvirksomheden. Blev Ahlefeldt-Laurvigen allerede i sit 14. Aar udnævnt til Ritmester i sjællandske Regiment Ryttere, forsættes 1787 til Livregiment Ryttere, hvor Ahlefeldt-Laurvigen det næste Aar bliver Major og 1793 Oberstlieutenant, men stilles derpaa à la suite og forbliver staaende som saadan indtil 1801, da Ahlefeldt-Laurvigen afgaar fra Regimentet, samtidig med at han ansættes som Kommandør for den langelandske Landeværnsbataillon. 1802 udnævnes Ahlefeldt-Laurvigen til Generalmajor af Kavalleriet og bliver Aaret efter hvid Ridder. 1808 sættes han à la suite i Armeen, men vedbliver at føre Kommandoen over Landeværnet paa Langeland, Taasinge og Ærø. 1813 udnævnes Ahlefeldt-Laurvigen til Generallieutenant og gives aktiv Kommando som Chef for en Armédivision. 1815 bliver Ahlefeldt-Laurvigen Chef for fynske Regiment lette Dragoner. 1830 afskediges han af Hæren. Ahlefeldt-Laurvigen, der stod i stor Yndest hos Frederik VI og af denne stedse rangeredes blandt de kommanderende Generaler, har som Landejendomsbesidder foretaget flere nyttige Foranstaltninger og i høj Grad vist sig velvillig og human lige over for sine Fæstere paa Godserne. I Perioden fra 1791-1813 afskaffede Ahlefeldt-Laurvigen saaledes Hoveriet, fra 1810 af indførte han efterhaanden fast Akkord for alle Tiender, og i Tiden fra 1791-1820 lod han alt Godset udskifte. Dette kom ham dog ikke til gode i pekuniær Henseende, thi Godset var ved hans Død stærkt belastet og han selv i meget stor Gjæld. Sandsynligvis er det disse trykkede Formuesomstændigheder, der foranledigede ham til allerede 1805 at søge Bevilling til at maatte afhænde det norske Grevskab Laurvig til Kongen, hvilken Tilladelse blev given, mod at han deponerede en Fideikommiskapital.
Ahlefeldt-Laurvigen var 2 Gange gift,
1. 1785 med Charlotte Louise Hedemann (d. 1812), Datter af Landraad Joh. Christoph H. til Hemmelmark,
2. 1816 med Anna Cathrine Leth, Datter af Justitsraad Leth.

Ahlefeldt-Laurvigen døde 8. Marts 1832.
En datter med navnet Elise Davidia Margrethe Ahlefeldt-Laurvigen
Danske Herregaarde VIII.
--
Den mest spændende greve gennem tiden var den her omtalte "Generalen", der besad grevskabet 1791-1832. Han forsøgte at lave sit eget lille fyrstedømme, og som tyske fyrster havde Ahlefeldt-Laurvigen også en sort tjener, Anthony (stammede fra Dansk Vestindien). Han boede i 'Lygten' et bindingsværkshus lige nedenfor slottet. Hans historie fortælles i Slotsmuseet. I 1992 åbnede Tranekær Slotsmuseum lige overfor slottet. Her fortælles om slægten Ahlefeldt-Laurvigen, om slottets historie og om livet på slottet for såvel herskab som tjenestefolk, og der er møbler og inventar fra slottet. 
Ahlefeldt-Laurvigen, Lensgreve Frederik (I5249)
 
123 Ahlefeldt-Laurwigen, Jens Juel Greve, 1764-94, politisk Forfatter, fødtes 10. Juni 1764 paa den fynske Herregaard Bjørnemose; han var en Broder til den foregaaende, Frederik Ahlefeldt-Laurvigen. Han levede uden Embedsstilling, sysselsat med politiske og litterære Studier. Ahlefeldt-Laurvigen døde i Slesvig 20. Nov. 1794, altsaa kun 30 Aar gammel. Han ægtede 1788 Sophie Dorothea Hedemann (d. 17. Febr. 1820) og blev Fader til Frantz Vilh. Ferd. Ahlefeldt-Laurvigen. Begavet med levende politisk Sans, blev han som saa mange her hjemme stærkt greben af de Ideer om den rette Ordning af Stat og Samfund, som det 18. Aarhundredes Oplysningslitteratur og derefter den franske Revolution satte i Bevægelse. Flere mindre Skrifter, som han udgav paa Tysk, men som tillige bleve oversatte paa Dansk, vidne derom. Det i 1791 udgivne Arbejde "Hingeworfene Gedanken über Regierung" viser ham som en Tilhænger af den oplyste Enevælde med Tanken om Betydningen af Pressefrihed, Offentlighed i Finansstyrelsen, Standslighed og Ophævelse af Privilegievæsenet. Ahlefeldt-Laurvigen, Greve Jens Juel (I1577)
 
124 Ahlefeldt, Carl Greve, 1670-1722, Statsmand. Han var den yngste Søn af Storkansler Grev Frederik Ahlefeldt og dennes anden Hustru Marie Elisabeth f. Grevinde af Leiningen og Dachsburg; han fødtes 25. April 1670. Ved sin Faders Død 1686 arvede Ahlefeldt efter dennes testamentariske Bestemmelse Grevskabet Rixingen i det vestlige Tyskland; Grevskabet Langeland tilfaldt ham 1708, efter at begge hans ældre Brødre vare døde. Desuden ejede Ahlefeldt i Tyskland Friherreskabet Mørsberg, i Sønderjylland Familiegodserne Graasten, Søgaard og Ballegaard, og i Aaret 1702 kjøbte Ahlefeldt en Del af det tidligere Krongods i Kalundborg Amt, som Frederik III 1664 havde solgt til Gabriel Marselis. Han nedlagde her Landsbyen Østrup, af hvis Jorder han dannede Hovedgaarden Østrupgaard, det nuværende Lerchenborg. I Nærheden af København byggede Ahlefeldt som Lyststed Sorgenfri Slot. Ahlefeldt, Greve Carl von (I1783)
 
125 Ahlefeldt, Conrad Vilhelm Greve, 1707-91, Officer. Født 21. Sept. 1707, Søn af Carl Ahlefeldt. Blev 1725 Sekondlieutenant i Kronprinsens Regiment og avancerede hurtig; 1729 blev han Kapitajn, 1737 karakt, og 1740 virkelig Major, men tog 1741 sin Afsked af Krigstjenesten. 1746 ansattes Ahlefeldt atter i Hæren, som Oberst af Infanteriet (med Anciennitet fra 1744. 1750 var Ahlefeldt Oberst i Dragonerne, 1753 udnævntes han til Generalmajor, og 1755 blev han Overkrigssekretær, men afgik fra denne Stilling, da den franske Feltherre Grev St. Germain blev indkaldt her i Landet for at reformere den danske Hær og Krigsbestyrelse, og 1763 ansat som Gouvernør i København, samtidig med at han udnævntes til General af Kavalleriet. Efter at St. Germain var bleven styrtet som Formand for det af ham oprettede Krigsdirektorium, indtraadte Ahlefeldt 1766 som Næstformand i det høje Krigsraad under Prins Carl af Hessens Forsæde, indtil Direktoriet det følgende Aar gjenoprettedes. Fra Gouvernørposten i København afskedigedes han af Struensee 1771 og levede nu i Uvirksomhed, indtil han det følgende Aar efter Struensees Fald blev Gouvernør i Fredericia og Inspektør over det jyske Kavalleri og Infanteri, en Stilling, han dog efter Ansøgning fik forandret til Kavalleriinspektør i Jylland og Hertugdømmerne. 1775 blev han Gouvernør i Rensborg og beklædte til Slutning atter Inspektørposten over Infanteriet i Jylland og Hertugdømmerne i Forbindelse med Kavalleriinspektørposten, indtil han paa Grund af Alder og Svagelighed afgik fra Tjenesten 1788. Ahlefeldt ægtede 24. Febr. 1739 Vilhelmine Hedevig Antoinette f. Gram, Datter af Gehejmeraad, Amtmand Frederik Carl G. og Charlotte Sophia v. Hattenbach, og havde med hende 18 Børn. Han blev hvid Ridder 1750, Ridder af Elefanten 1768 og døde 25. Juli 1791 i Rensborg. Ahlefeldt, Greve Conrad Wilhelm von (I2000)
 
126 Ahlefeldt, Frederik Greve, 1623-86, Storkansler. Ahlefeldt hørte til en Slægt, som i over 300 Aar ejede Søgaard, mellem Aabenraa og Flensborg, det største Gods i Sønderjylland. Slægten var delt i to Linjer, som havde fælles Bolig paa den gamle Borg i Kliplev Sogn; men jævnlige Tvistigheder og Retstrætter mellem dem give en Forklaring paa den ejendommelige Indretning, som ses paa gamle Afbildninger, at der nemlig var draget en høj Mur paa langs igennem Borggaarden for at skille de to Beboelser fra hinanden. Den ene Linje foretrak derfor ogsaa i Tidens Løb mere og mere en Bolig længere Øster paa, i en af Sundeveds skønneste Egne, og saaledes opførtes Gaarden, senere Slottet Graasten. Den senere Storkanslers Fader, Frederik A., var Herre til det halve Søgaard med Gaardene Grøngrøft og Aarup, medens hans Frænde Hans A. ejede Graasten og Stoltelund. De vare desuden Svogre, i det den første var gift med den sidstes Søster Berte. Sønnen Frederik var født i Aar et 1623 og nød en omhyggelig Opdragelse. Ahlefeldt, Greve Frederik (I1505)
 
127 Ahlefeldt, Frederik Greve, 1662-1708, Statholder i Slesvig og Holsten og Officer. F. Ahlefeldt Lensgreve til Langeland, Rigsgreve til Rixingen, Rigsfriherre til Mørsberg, Herre til Graasten, Søgaard, Ballegaard og en Mængde andre Godser i Slesvig, blev født 21. April 1662 i Flensborg og var den ældste Søn af Storkansler Frederik Ahlefeldt og Margrethe Dorothea Rantzau. Allerede 1681 blev han udnævnt til Landraad og 1684 til Vicestatholder i Slesvig og Holsten, Gouvernør og Amtmand over Steinburg og Ditmarsken samt Kammerherre. 1684 blev Ahlefeldt Ridder af Danebrog og 1688 Ridder af Elefanten. Det var saaledes store Embeder og Hædersbevisninger, som han opnaaede i en meget ung Alder, hvilket han vel for en stor Del skyldte sine Familieforbindelser og sit Giftermaal 3. Nov. 1686 med Kongens Datter med Sophie Amalie Moth, Christiane Gyldenløve, som var født 7. Juli 1672 død 12. Sept. 1689, og Ahlefeldt giftede sig nu 31. Jan. 1695 med Armgaard Margrethe Reventlow, en Datter af Storkansleren Conrad Reventlow og Anna Margrethe Gabel. Da Freden i Ryswick var blevet sluttet i Okt. 1697, vendte Ahlefeldt tilbage til Danmark og afgav samme Aar sin Kommando, da han 7. Dec. blev udnævnt til Statholder i Slesvig og Holsten og senere til Gehejmeraad. I Følge denne sin Stilling hørte han til Landets første Embedsmænd og bar som saadan Rigsæblet ved Kongens Begravelse 1699.
Hans Enke døde barnløs saavel som hans første Hustru Aaret efter 7. Januar. Ahlefeldt er begravet i Radsted Kirke paa Lolland. 
Ahlefeldt, Greve Frederik von (I1963)
 
128 Ahlefeldt, Frederik Greve, 1702-73, Officer. F. Ahlefeldt, Lensgreve til Langeland m. m., født 29. Dec. 1702, var ældste Søn af Carl Ahlefeldt. Efter Faderens Død 1722 bleve de store slesvigske Godser bortsolgte, og han overtog Grevskabet Langeland og de andre rige Besiddelser i Kongeriget. Ahlefeldt militære Karriere falder først efter Krigene i Aarhundredets Begyndelse, i det han 1724 blev Kapitajn og Kompagnichef ved Kronprinsens Regiment og 1728 Kapitajn ved Livgarden til Fods. 28. Apri l 1730 blev Ahlefeldt gift med Birthe Holstein, f. 28. April 1705, som døde 9. Nov. 1735, og som var en Datter af Geheimeraad Christian Frederik H. og Enke efter Gesandten, Generallieutenant Johan Frederik Bothmer. Ahlefeldt, som i Aarenes Løb blev Kammerherre 1723 og Ridder af Danebrog 1729, opnaaede efterhaanden de forskjellige Grader i Hæren, idet han 1730 blev Oberstlieutenant ved Generalmajor Schubarts Regiment og 1747 Generalmajor i Rytteriet, indtil han 1754 blev Generallieutenant. Ahlefeldt, Lensgreve Frederik (I1773)
 
129 Ahlefeldt, Hans Adolph, 1679-1761, Gehejmeraad, en Søn af Joachim A. født 24. Okt. 1679, skrev sig til Bukhavn, Prisholt og Raskenberg. Han blev kgl. Landraad og Kammerherre, bar 1711-14 Gesandt i Berlin, fik 1714 Danebrogsordenen, blev 1729 Ge hejmeraad, 1739 Gehejmekonferensraad og 1752 Ridder af Elefanten. 1715 ægtede han Dorothea Krag (f. 1675 d. 1754), en Datter af Mogens Krag. Hun havde først været gift med Baron Jens Juel, derefter med Christian V`s Søn Christian Gyldenløve (d . 1703). Det skal derfor have vakt hendes kongelige Svoger Frederik IV`s Misfornøjelse, at hun nu for tredje Gang vilde gifte sig med en simpel Adelsmand; men med en Hentydning til Ahlefeldternes og Gyldenløvernes Vaaben er skal hun have svaret , at hun foretrak en levende Hund for en død Løve. Hun bragte sin Mand Gisselfeld, som hun imidlertid ikke ejede, men hvis Indtægter vare overladte hende for Livstid; hans Forsøg paa at beholde Ejendommen efter hendes Død mislykkedes derfor. Begge vare de meget ødsle. Ahlefeldt, Hans Adolph von (I1494)
 
130 Ahlefeldt, Hans Henrik, 1656-1720, Gehejmeraad, var Søn af Bendix Ahlefeldt til Neuenhof og Elisabeth Hedevig v. Thienen af Wahlstorff og født 1. Marts 1656. Han studerede i Kiel og udgav der i en Alder af 14 Aar en latinsk Afhandling: "de monarc harum mutua obligatione ad Christianum Qvintum". Ved Indvielsen af Kiels Universitet 1665 havde han og 22 andre Ahlefeldter været tilstede. Han ejede Godserne Stendorf, Seestermühe og Klein-Colmar og var en af de største Jorddrotter i Holsten. Efter at være traadt i dansk Statstjeneste blev han kgl. Landraad, og senere benyttedes han til forskellige diplomatiske Missioner; af sin Panegyrikus Joh. Burch. Maius prises han som en fortræffelig kgl. Gesandt ved Kurbrandenborgs og Kursachsens Hoffer. Allerede i Christian V`s Tid var han overordentlig Envoyé i England; i Berlin var han Gesandt, da den brandenborgske Kurfyrste lod sig udraabe til Konge af Preussen. Ahlefeldt, Hans Heinrich von (I0675)
 
131 Ahlefeldt, Hans, -1500, Danebrogsfanens tapre forsvarer i slaget ved Hemmingsted, en søn af Benedict Ahlefeldt til Tørning, forekommer første gang i Aaret 1475 som Ejer af Tørning, blev 1476 gift med Elsebet Rosenkrantz, en Datter af Rigshofmester Erik Ottesen Rosenkrantz, og var under Christian I og Kong Hans en af de betydeligste holstenske Raader, 1480 Lensmand paa Gottorp, 1483 paa Tønder og blev omtrent samtidig Ridder, solgte 1494 Tørning til Kong Hans mod at faa Borgen Haseldorp ved Elben til Bytte, blev kort efter Lensmand paa Segeberg, omtrent samtidig med at han ægtede Adelheid v. Bülow; Ahlefeldt's Strænghed her fremkaldte en væbnet Bondeopstand mod ham. Paa Ditmarskertoget var han en af Hovedførerne; Ahlefeldt fraraadede under de uheldige Vejrforhold at rykke frem mod Hemmingsted, men blev overstemt, især af Junker Schlentz. I Slaget førte han Rigsbanneret, der dog næppe var selve den gamle himmelfaldne Fane. Ahlefeldt, Hans Benedictsen von (I1054)
 
132 Ahlefeldt, Hans, 1624-94, Officer. H. Ahlefeldt til Glorup, Cathrinebjerg og Anhof, Søn af Hans Ahlefeldt til Stendorf og Margrethe Hansdatter Buchwald, indtraadte som ganske ung i det kejserlige Rytteri og tjente sig her op fra neden til Ritmester. 1648 vendte han hjem, men maatte allerede Aaret efter forlade Landet paa Grund af, at han i en Duel havde dræbt Cai Buchwald til Fresenburg, der var gift med hans Søster Florentine, og gik derpaa i fransk, senere i svensk Tjeneste. Da Krigen udbrød 1657 bad han om Tilladelse til at maatte vende tilbage, fik Generalpardon af Frederik III og blev ansat i Anders Billes Hær som Chef for et Regiment Ryttere, med hvilket han senere underlagdes Ulr. Chr. Gyldenløve ved Forsvaret af Fyn. Den sørgelige Mærkedag, 30. Jan. 1658, da Carl Gustav over Lille Bælt foretog den første af sine berømte Ismarcher, der skulde føre til Danmarks Sønderlemmelse, syntes Ahlefeldt at være en af de faa, der i den almindelige Forvirring, som herskede i Kommandoen under Gyldenløves Sygdom, ikke havde tabt Hovedet, og fra Ivernæs Pynt gik han resolut Fjenden i Møde paa Isen med sine 6 Kompagnier Ryttere, men han overvældedes og blev som hele Hæren gjort til Fange. Efter Roskildefreden bliver han Generalmajor og udnævnes til Chef for Kongens Livregiment til Hest, der hidtil havde været kommanderet af Cai Lykke, og hvoraf nogle Kompagnier og Staben ved Carl Gustavs Overfald havde Garnison i København. Under den paafølgende Belejring, hvori han og hans Ryttere med Hæder deltoge, vandt han Kongens Yndest og Tillid i høj Grad, og næst Gyldenløve og Schack var han den, til hvis Raad Kongen især lyttede. Stormnatten 11. Febr. 1659 kommanderede han ved Østerport. I Slutningen af April s. A. faar han, der nu er Generallieutenant, Ordre til sammen med Frederik Ahlefeldt at begive sig til Holsten for her fra at undsætte Nakskov og gjenerobre Falster, men Expeditionen kunde ikke udføres, da Hollænderne vægrede sig ved at dække Overførselen. En stor Del af Sommeren opholder han sig i Jylland for at hverve Mandskab og deltager derpaa i Fyns Erobring. I det afgjørende Slag ved Nyborg 14. Nov. kommanderede han Hærens yderste højre Fløj og bidrog ved et glimrende Indhug med sine Ryttere væsentlig til at hidføre og fuldstændiggjøre Sejren. Efter Slaget sendtes han sammen med Ulr. Fred. Gyldenløve til København for at lykønske Kongen og give ham Beretning om det forefaldne. I Begyndelsen af næste Aar afgik han med Kongens Fuldmagt til Jylland for at skaffe Rede paa, hvad Gods og Løsøre, Breve og Dokumenter der maatte findes efter afdøde Fru Kirstine Munk, og beslaglægge det for Kongen. Ved Tilbagerejsen her fra havde han det Uheld sammen med Hans Schack om Bord paa en hollandsk Galiot at blive opsnappet af Svenskerne, der i Triumf lode deres kostbare Fanger føre til Malmø og derfra til Jønkøping, hvor de hensade indtil Fredens Slutning. Efter denne udnævntes Ahlefeldt til Assessor i Krigskollegiet, blev Amtmand paa Dragsholm 1661-64 og paa Saltø 1664-70, Øverstbefalende over Rytteriet i Kongeriget og Hertugdømmerne og afsluttede sine Stillinger i Statens Tjeneste som Gouvernør over Fyn og Kommandant i Nyborg. Christian V satte ligesom Faderen stor Pris paa ham og skal have ønsket at optage ham i sit Gehejmeraad, hvilket dog ikke kunde forenes med A.s Trosbekjendelse som Katholik. Mærkeligt bliver det derimod, at Kongen ikke anvendte en saa erfaren og krigskyndig Mand i aktiv Tjeneste under den Skaanske Krig, da Ahlefeldt endnu stod i sin Manddoms fulde Kraft. Ahlefeldt var første Gang gift med Sivert Urnes Enke, Catharine Caisdatter Sehested eller Sested ?, en fortrolig Veninde af Dronningen. Ægteskabet, der blev indgaaet i Efteraaret 1661, s. A. som Urne døde, vakte en Del Opsigt. Den svenske Resident i København beretter herom, at Dronningen uden videre Ceremonier ved et Aftensmaaltid i Haven har ladet dem kopulere. Hun medbragte ham Hovedgaarden Raarup, som derefter blev kaldt Cathrinebjerg, men, ved Kjøb kom han i Besiddelse af Glorup, paa hvilket prægtige Herresæde han senere stedse boede. Anden Gang var han gift med Anna Henriksdatter Rumohr, efter hvem den ham ligeledes tilhørende Gaard Anhof sandsynligvis er opkaldt. A. døde 1694. Anna Rumohr (f. 1649 d. 1711) lod efter A.s og hendes Søn Christians Aaret efter paafulgte Død med stor Bekostning opføre et Kapel ved St. Knuds Kirke i Odense og heri oprejse et pragtfuldt Marmormonument, udført af Italieneren Thomas Qvilinus, over de afdøde. Ahlefeldt, Hans von (I5380)
 
133 Ahlefeldt, Joachim, 1646-1717, Gehejmeraad, var Søn af Gert Philip A. til Bukhagen og Grønholt og Anna Rumohr af Bukhagen. Som alle den Tids unge Adelsmænd rejste han i Udlandet og traadte efter sin Tilbagekomst i gottorpsk Tjeneste. Han var Klosterprovst i Preetz fra 1677 til 1682 og blev 1683 gottorpsk Landraad, Gehejmeraad osv. og Amtmand i Trittau og Reinbek Amter og i 1686 gottorpsk Regeringspræsident eller første Statsminister. Han ejede Godserne Bukhagen, Olpenæs m. m., men ved Okkupationen af de gottorpske Lande 1684 inddrog Kong Christian V hans Godser, som skjænkedes til Overkammerjunker Knuth, dog bleve de Ahlefeldt tilbagegivne efter Forliget i Altona 1689. Samme Aar skænkede Hertug Christian Albrecht ham en Del Jordegods i Ellebjærg i Svansen, hvorpaa Ahlefeldt med en hos den Tids store Jorddrotter sædvanlig Hensynsløshed lod de der boende Bønders Gaarde nedbryde og slog Jorderne sammen med Olpenæsgodsets. I 1702 solgte han sidstnævnte Gods til Ditlev Ahlefeldt (af Gelting-Linjen), men købte i Stedet for Godset Prisholt. Han var imidlertid bleven Amtmand i Tønder, og han, som tidligere, navnlig efter Kielmannseckernes Fængsling, havde været uvenlig stemt mod Danmark, var nu slaaet om og arbejdede paa en Forsoning mellem Kongen og Christian Albrecht. Da denne døde, og Hertug Frederik IV vedvarende viste sig fjendsk mod Danmark, forlangte Ahlefeldt endog sin Afsked og gik i dansk Statstjeneste. Her blev han 1699 Gehejmeraad og snart efter Overhofmester for Enkedronning Charlotte Amalies Hofstat, i 1703 første Deputeret over Finanserne og Medlem af Gehejmekonseillet og 1706 Vicestatholder i Slesvig og Holsten. Allerede i 1701 havde Ahlefeldt faaet Danebrogsordenen. 3 Aar efter ledsagede han Kong Frederik IV paa dennes norske Rejse. Som Diplomat brugtes han kun lidet, dog var han en af de danske befuldmægtigede paa Hamborger-Konferencen 1707 og underskrev i 1711 paa Kongens Vegne ved Forliget i Hamborg, hvorved de ved Travendalfredens tredje Artikel affødte Uenigheder mellem Kongen og Hertugen udjævnedes. I 1712 begyndte Ahlefeldt at føle Alderens Tryk, han nedlagde derfor sine Embeder og begav sig til sit Gods Bukhavn. Et ulykkeligt Tilfælde ramte ham her: af en ustyrlig Hest blev han slynget ud af sin lille Karriol og slæbt et langt Stykke hen ad Jorden, hvorved han blev meget ilde tilredt. Ahlefeldt døde paa Bukhavn kort efter, 9. Sept. 1717. Han var gift med Anna Margrethe Buchwald af Jersbek, Datter af Hans Adolf B. og Margr. Blome af Seedorf, og havde med hende 5 Døtre, af hvilke en blev gift med Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvigen, og 4 Sønner. Ahlefeldt var en grundig lærd og videnskabelig dannet Mand, han elskede og beskyttede de lærde og tog sig varmt af Universitetet i Kiel. Burch. Maius, Prof. i Kiel, priser ham i en latinsk Lovtale saalunde: «eluxit... in eo Nestoris facundia, Lycurgi consilium,Ulyssis prudentia, justitia Aristidis, gravitas Catonis, constantia Periclis, immo hos omnes non tam æqvavit dictis animi dotibus, sed et superavit». Ahlefeldt, Joachim von (I1789)
 
134 Ahrensburg slot er ligesom det jævnaldrende Glücks­burg et tredobbelthus med fire hjørnetårne, men ganske anderledes i rumindretningen. Bygherre var Peter Rantzau, som stod i Frede­rik 2.'s tjeneste og ofte benyttedes som sende­bud til udenlandske hoffer. Fra Rantzau-slæg­ten overgik slottet i 1759 til en hamburgsk køb­mand, Heinrich Schimmelmann, som var et usædvanligt finansgeni. Det blev sagt om ham, at alt, hvad han rørte ved, blev til guld, og flere fyrster havde bud efter ham, men han foretrak at tage tjeneste hos den danske konge, Frederik 5. I 1761 kom Schimmelmann til København, hvor han straks erhvervede Berckentins Palæ (nu Odd Fellow Palæet), og året efter købte bl.a. godset Lindenborg i Jylland. Han blev både skatmester og greve. Sønnen Friedrich ar­vede Ahrensburg, mens den ældste søn fik grev­skabet Lindenborg. Rantzau, Peter (I25777)
 
135 Akeleye, Ingeborg, 1741-1804. Hun var født 13. Maj 1741 og var en Datter af Kommandørkapitajn og Overlods søndenfjælds Jens Werner A. (d. 1772 i København); Moderen hed Martha f. Bruun, I Aaret 1762 lod den unge Herman Løvenskiold (f. 1739, d. 1799 som Kammerherre), der da opholdt sig i Frankrig, gjennem en Bekjendt af sin og Akeleyes Familie, Sorenskriver i nordre Jarlsbergske Distrikt Jens Friis paa Falkensten, anholde hos Faderen om hendes Haand. Efter et gunstigt Svar vendte han kort efter hjem til Norge og saa nu for første Gang sin tilkommende Hustru, i det hun med sine Forældre paa Horten indskibede sig for at rejse til København. Han fulgte snart efter dem til Danmark, Forlovelsen blev endelig sluttet, og Brylluppet holdtes sammesteds i Begyndelsen af Aaret 1763. Efter et længere Ophold i Danmark vendte de nygifte om Vaaren tilbage til Norge og toge Ophold paa Fossum Jærnværk, hvori Løvenskiold den Gang ejede Halvparten, men deres nærmeste Omgivelser mærkede snart, at de ikke syntes at passe synderlig for hinanden, i det Løvenskiold, ihvorvel en brav Mand, skal have været lidet begavet og noget hensynsløs, medens hun gjennem en forfinet Opdragelse og paa Grund af sin Skjønhed synes at have været temmelig forvænt og fordringsfuld. Under et Besøg hos hendes Forældre i Tønsberg om Sommeren 1764 traf Løvenskiold og hans Hustru tilfældigvis den som en af sin Samtids største Libertinere bekjendte Grev Christian Conrad Danneskjold-Laurwigen, der den Gang besøgte det ham efter den ældre Broders. Død nylig tilfaldne Grevskab Laurvig, hvorhen han indbød de rejsende, som ogsaa modtoge Indbydelsen. Kort efter rejste Greven atter til København, hvor han i Marts 1765 lod den smukke Skuespillerinde, Jomfru Mette Marie Rose, bortføre fra Theatret; herfor blev han ilagt en Bod af 10000 Rdl. og forvistes til sine Godser i Norge, hvorhen han nu atter kom om Vaaren 1765. I Anledning af en forønsket Udvidelse af Fossums Circumference mod Grevens Besiddelser i Slemdal søgte Løvenskiold ham kort efter hans Ankomst; dette gav Anledning til gjentagne Indbydelser og Besøg mellem Fossum og Laurvig i Løbet af Sommeren, indtil endelig Grevens Hensigter gik op for Løvenskiold, der efter mange Ubehageligheder fik sin Hustru hjem med sig til Fossum, hvor hendes Fader, der ikke mere var Løvenskiold god, snart indfandt sig og fik istandbragt en for denne meget ufordelagtig Separationskontrakt, som dog senere blev noget ændret, hvorpaa han førte sin Datter hjem med sig til Tønsberg. Efter en med Forældrene det følgende Aars Sommer foretagen Rejse til Smaalenene var hun bleven tilbage hos Kammerherre Brockenhuus i Nærheden af Moss, men her fra fulgte hun kort efter med Sorenskriver Friis til hans Gaard Falkensten, hvorfra hun kun med Vanskelighed kunde formaas til at vende tilbage til Tønsberg. Da imidlertid Faderen i Sept. 1766 erhvervede en kgl. Bestemmelse for, at hun skulde staa under hans Værgemaal og opholde sig, hvor han bestemte, tog hun atter sin Tilflugt til Sorenskriver Friis, der hemmelig sendte hende omkring paa flere Steder i Landet, ja endog ind over den svenske Grænse for at unddrage hende Faderens Opdagelse. Paa dennes Klager blev en kgl. Kommission nedsat, der skulde undersøge den hele Sag og afhøre en Mængde Vidner. Imidlertid var Grev Danneskjold igen vendt tilbage til København, var atter kommen i Naade og var bleven udnævnt til Admiral osv.; ikke saa snart havde derfor Kommissionen begyndt sin Virksomhed, før den atter opløstes og Kongebrevet af 1766 ophævedes, hvorhos det tillodes Fruen at tage Ophold, hvor hun lystede. Grev Danneskjolds Herlighed i København varede dog kun kort; i Avg. 1770 afskedigedes han fra alle sine Embeder og forvistes fra Hoffet, hvorfor han det følgende Aar atter vendte tilbage til Norge og tog Ophold paa Gaarden Rolighed i Hedrum ved Laurvig, hvorhen Fru Ingeborg Akeleye, som hun kaldtes efter sin endelige Skilsmisse fra Løvenskiold, nu ogsaa begav sig, uden at der blev noget af det Ægteskab, Greven havde lovet hende, naar hans Frue var død, hvilket allerede var indtruffet 1766. Greven døde 9. April 1783, og kort efter ægtede Fruen en svensk Æventyrer, Landraad Carl Ingmann v. Manderfeldt, der i Grevens senere Levetid havde hørt til deres Omgangskreds, og hvem Greven havde sikret en Pension, ligesom ogsaa Fru Manderfeldt efter en Proces med hans Arvinger fik sig tildømt den hende bebrevede Pengesum. De flyttede senere til København; hun døde 2. Juni 1804 i Vennersborg, han vendte tilbage til Sverige og døde i Vennersborg 1813.

Saml. t. d. norske Folks Sprog og Hist. VI, 596 ff.
Molbech, Hist.-biogr. Saml. S. 134 ff.
Deichmanske Bibl.s Diplomsamling Fasc. XXXII.

H. J. Huitfeldt-Kaas. 
Akeleye, Ingeborg Jensdatter (I14787)
 
136 Akeleye, Mikkel Pedersen, -- 1539, Borgmester.Han var en Søn af Peder Knudsen A. til Skinnerup (nu Ulriksholm) i Fyn og Hustru Else (ell. Sidsel) Valkendorf. Skønt Adelsmand og Jordegodsejer valgte han at nedsætte sig som Handelsmand i Odense, og han naaede ad den Vej en større Rigdom og Anseelse end Flertallet af sine Standsfæller. Dronning Christine forsynede sig med Klædevarer hos ham, og han drev en betydelig Øxenhandel; tillige var hans Hus det mest ansete Herberg for høje fremmede Gæster, der kom til Odense; selv Kong Christian II tog ind hos ham. Fra 1506 var han Borgmester i Odense og blev 1522 efter Christian II's ny Købstadordning Stadens Skultus. Denne Værdighed faldt bort, da Frederik I kom til Magten; men denne Konge synes strax ved en Gunstbevisning at have villet yde Mikkel Pedersen Erstatning. Borgmester vedblev han at være til sin Død 10. Avg. 1539. Hans Hustru Magdalene Knudsdatter (af den adelige Slægt Drage) levede endnu 1564. Hun og hendes Mand have maaske gjort sig mest fortjente af Efterslægten ved at give den siden navnkundige Peder Palladius Midler til i hans Ungdom at opholde sig i flere Aar i Wittenberg, i det de sendte deres Søn med ham til dette Reformationens Arnested.

Saml. t. Fyens Hist. og Topogr. III, 219 ff.
Danmarks Adels Aarbog 1884.
Ny kirkehist. Saml. III, 499.

H. F. Rørdam. 
Akeleye, Mikkel Pedersen (I11127)
 
137 Akeleye, Sigvard Gabrielsen, 1584-1659. Han er født paa Torkildstrup (Falster) 25. Marts 1584 og var en Søn af Landsdommeren sammesteds Gabriel Knudsen A. til Krængerup og Nordskov; Moderen var Helrad Jacobsdatter Sparre. 1609 nævnes han som Adelburs, og allerede 1611 forekommer han som Skibskapitajn eller Skibshøvedsmand, med hvilken første Titel han siden hyppig nævnes, i alle Fald lige til 1647; 1612 træffes han første Gang i Norge paa Udskrivning af Baadsmænd i Bergens og Stavanger Len. 1614 var han ansat som Lieutenant paa Elfsborg og synes kort efter at have bosat sig i Norge, hvor han o. 1617 blev gift første Gang med Else Galde, der i dette Aar afstod sin Sædegaard Nygaard i Glemminge Sogn til Kronen, mod at hun og hendes Mand erholdt Livsbrev paa Verne Kloster, Ingedals Skibsrede og Skjeberg Sogn, hvortil senere ogsaa Nygaard ses at være kommen, hvilken Gaard S. A. i Aaret 1647 forgjæves søgte at erholde tilbage ved Mageskifte fra Kronen. 1633 udnævntes han til Tolder og Sisemester paa Moss, i hvis Nærhed Sædegaarden Kambo ligger, som han havde kjøbt 1631, og som senere omtrent i et Aarhundrede tilhørte hans Efterkommere.
Indtil denne Tid har han i Regelen været skrevet til Fædrenegaarden Krængerup, hvori han formentlig har været Medejer med nogle af sine mange Søskende. I Søtjenesten anvendes han lige til Midten af det 17. Aarhundrede; 1640 benævnes han Kommissarius søndenfjælds i Anledning af Opsynet med Defensionsskibene og 1645 ved en enkelt Lejlighed Viceadmiral. 1648 mødte han ved Frederik III?s Hylding i Christiania. Han var en i offentlige og private Hverv hyppig anvendt Mand som Medlem af Kommissioner og Slotslove, ved Skifter, Værgemaal osv., hvilket vistnok maa vidne om anerkjendt praktisk Dygtighed. Han døde sandsynligvis i Christiania i Avg. 1659, da han i Kirkebogen angives begraven sammesteds 27. Avg. dette Aar, og maa da sandsynligvis have været en Mand paa flere og 70 Aar.
Gift 3 Gange,
1. med Else Tønnesdatter Galde til Nygaard, Enke efter den tyske Adelsmand Eiler Weide v. Jasmund, hun synes død o. 1636;
2. med Øllegaard Gerlofsdatter Nettelhorst, efter hvem der holdtes Skifte 1647;
3. med Anne Ottesdatter Bildt af Næs, der overlevede ham til 1667. Kun i andet Ægteskab havde han Børn, og fra hans ældste Søn nedstammede den senere i Norge talrige Slægt Akeleye, der uddøde i Mandslinjen 1822. Han døde i Christiania 5. Avg. 1659.

Molbech, Hist.-biogr. Saml. S. 133 f.
Norske Rigsregistranter IV-IX.
H. J. Huitfeldt-Kaas. 
Akeleye, Sigvard Gabrielsen (I11132)
 
138 Albert Albertsen, nævnes 1299, ligeledes 1314 i Dommen paa Viborg Landsthing over de oprørske Bøn­der, var Aaret efter som Ridder en af Kongens Forlovere ved Forliget i Nyborg og 1318 ligeledes ved Forliget i Roskilde, beseglede 1320 Kong Christoffers Haand­fæstning, var 1324 Forlover for Kongen ved For­bundet i Vordingborg, beseglede 1326 Kong Valde­mars Haandfæstning og Grev Gerts Lehnsbrev paa Sønderjylland, var s. A. Panteherre i Skaane og paa Helsingborg, sluttede sig 1328 paany til Kong Christoffer, fik Aaret efter Holstebro og Hjerm Herred i Forlehning, men afstod Helsingborg til Grev Johan, levede endnu 1330, begr. i Graabrødreklostret i Viborg ; g. m. Ingerd Jensdatter, der 1349 som Enke med sine Sønner gav Gods til St. Mikkels Alter i Sal Kirke. Eberstein, Albert Albertsen (I25704)
 
139 Albert Albertsen, solgte 1336 Gods til Vor Kloster, beseglede 1349 til Vitterlighed med Moderen og 1366 sammen med Hr.Peder Albertsen til Vitterlighed med Ellef Jensen; g. m. Ingeborg, der 1382 var Enke og da havde solgt Gods i Hegnet, Dalby og Assendrup til Hr. Jep Olsen (Lunge).

Søn: Hr. Valdemar Albertsen, var 1400 Ridder, beseglede 1421 den jydske Adels Vidnesbyrd om Sønderjylland og levede endnu 1423; g. m. Lisbet Nielsdatter af Bratbjerggaard, der 1434 gjorde Testamente.
 
Eberstein, Albert Albertsen II (I25706)
 
140 Albert Greve af Eberstein, fik 1276 af sine Frænder Albert og Hans, Hertuger af Brunsvig, Skøde paa Ørnhoved (Sønderhald H.) og alt deres Gods i Christrup og Virring Sogne, var 1282 nærværende ved Udstedelsen af den vordingborgske Reces og beseglede Aaret efter det Grev Jakob givne Stadfæstelsebrev paa Besiddelsen af Halland, var 1284 nærværende ved Udstedelsen af de nyborgske Forordninger, død 1289 i Lybæk; gift med Grevinde Mariane, begr. i Viborg. Eberstein, Albert graf von (I25702)
 
141 Albert Greve af Gleichen, nævnes 1241 som Vidne i et i Roskilde udstedt Brev, men var 1249 sammen med sin Fader i Erfurt, samtykkede 1250 tilligemed sin Broder Greve Erwin et af deres Mormoder Fru Ingeborg, Hr. Peder Strangesens Enke, til Sorø Kloster udstedt Gave­brev, var 1282 nærværende ved Udstedelsen af de vordingborgske Forordninger, beseglede 1283 i Sønder­borg Kong Eriks Privilegier for Lybæk, Wismar osv. og i Vordingborg sammen med Albert Greve af Eberstein det Greve Jakob givne Konfirmationsbrev paa Besiddelsen af Nørrehalland, t s. A.; g. m. Cecilie (eller Margrethe), Datter af Esbern Vognsen, der førte Udsen-Slægtens Skjoldemærke. Gleichen, Graf Albrecht III. von (I15199)
 
142 Albert I Hohenzollern of Brandenburg-Ansbach (German: Albrecht I Hohenzollern von Brandenburg-Ansbach; Latin: Albertus; 16 May 1490 – 20 March 1568) was Grand Master of the Teutonic Knights and, after converting to Lutheranism, the first duke of Ducal Prussia, which he made the first state to adopt the Lutheran faith. Preussen, Albrecht I. von (Brandenburg-Ansbach) (I2407)
 
143 Albert Skeel, f. ca. 1550, Albert Skeel var den sidste af sin slægt, der ejede Jungetgaard i Viborg amt. Albert Skeel måtte på grund af sin voldsomme adfærd bøde med livet, han blev henrettet 27 januar 1609, på Horsens torv. Paa Pinsemarkedet i Aalborg 1600 kom han i Klammeri med Niels Axelsen Juul til Kongstedlund, hvem han gav Banesaar. Albert Skeel flygtede ud af Riget, men det lykkedes at tilfredsstille den dræbtes Slægt, som fik en stor Sone, 2000 Rigsdaler og han slap for videre Tiltale. Men da Albert Skeel i Okt. 1608 i Viborg paa Vejen fra Landstinget, hvor han var mødt i en Retssag, tilføjede sin Modpart, Fogeden paa Brandholm, Ulivssaar , undgik han ikke sin Straf, da Drabet maatte betragtes som overlagt. Herredagen i Horsens dømte Albert Skeel 25. Jan. 1609 fra Livet, og 2 Dage efter fuldbyrdedes Dommen paa Torvet i Horsens. Albert Skeel var gift med Anne Kaas, en Datter af Bjørn Kaas.
--
Aarfeide af 1602.
(Gl. Kgl. Mskrsl. Fol. 844, Ry do. 4to 1263, Marm. Dan. II.224, D. Mag. III. 318, IV. 243.
Vi efterskrevne, Ove Juul til Meilgaard 1) paa mine egne og min salig Broders Børns Vegne, som jeg er ret Værge for, saa og mine Søstres 2) som jeg og er ret Værge for, deres Vegne, - Iver Juul til Willestrup 3) Mouritz Stygge til Holbekgaard 4) Frue Ane Stygge, sl. Niels Juul's til Kongstedlund 5) hendes Lavværge Christopher Michels til Lundbek 6) Hartvig Kaas til Hørupgaard 7) – gjøre Alle vitterligt og kjendes med dette vort aabne Brev, at som ærlig og velbyrdig Mand Albert Skeel til Jungetgaard haver (desverre) dræbt og ihjelslaget vores Kjære Huusbonde, Broder, Svoger og Blodsforvant, Ærlig og Velbyrdlig Mand Niels Juul til Kongstedlund, for hvilket han nu var indstævnet for Kgl. Majestæts og menige Danmarks Riges Raad; da efterdi hans Slægt, Byrd og Blodsforvante, Svoger og Venner baade nu og tidt og ofte tilforn paa hans Vegne os have andraget, at vi for deres og hans Hustrues og Børns Skyld, som og er vores Slægt, Byrd og Blodsforvante, ville afstaa, hvis Tiltale og Rettergang vi kunne have til hannem for samme Sag; - da efter deres flittige Begjæring og Underhandling og for deres og hans Hustrus, Børns og deres Slægts og Venners Skyld, have vi samme Stævning og Tiltale afstaaet, efter den Contracts Lydelse, som samme gode Mænd og derom imellem gjort have, som baade hvilken Contract forbenævnte Albert Skeel skal have sig i alle Maader at forholde, som en ærlig Adelsmand egner og bør og vel anstaaer. Og efterdi oftebemeldte Albert Skeel nu haver gjort os Knæfald og Afbedelse efter den Skik, Vane og Viis, som her udi Riget blandt Adelen og Ridderskabet brugeligt er, og eftersom Contracten hannem tilholder, da have vi nu derimod fornævnte Niels Juul's efterladtes hustru, hendes Børn og vores Slægt og Byrd paa Fædrene og Møderenesiden for baade fødte og ufødte opreist fornævnte Albert Skeel og gjort hannem og nu med dette vort aabne Brev gjør hannem og hans Børn, Slægt og Byrd, baade paa Fædrene- og Mødernesiden, fødte og ufødte, en tryg, varagtig, Maade skal respekteres eller opdages 8) men evindeligen og urykkeligen at holdes af os og vore Efterkommere, eftersom forskrevet staaer, som det sig ærlige Adelspersoner egner og bør i alle Maader. Dets til ydermere Vidnetsbyrd at dette skal og urykkeligen holdes og efterkommes skal udi alle Maader, som forskrevet staaer, have vi med fornævnte Niels Juul's Hustru hængt vore Signetter her nedenfor og underskrevet med vores egne Hænder og venligen tilbedet med os at besejle og underskrive ærlige og velbyrdige Mænd Christian holk til Høygaard 9) Høvedsmand paa Hald, Niels Stygge til Søgaard 10) Thomas Maltesen til Tanderup 11) Erik Høeg til Clarupgaard 12), Erik Lunge til Stougaard 13), og Frans Juel til Palstrup 14).

Actum Viborg d. 20de Dag 1602.
1) Broder til den Dræbte. Glæsborg Sogn, Nørre Herred, Randers Amt, Trap II. 528.
2) Kirstine og Else Juul.
3) Broder til den Dræbte. Ustrup Sogn, Hindsted Herred, Trap II. 232.
4) Slægtning af Enken. Holbæk Sogn, Rougsø Herred, Trap II 492.
5) Datter af Thomas Stygge til Frøstrup og Christence Væbner. Sønder Kongerslev Sogn, Hellum Herred, Trap II. 215.
6) Christopher Mikkelsen Tornekrands var gift med Dorthe Juul, den Dræbtes Søster. Bislev Sogn, Hornum Herred, Trap II. 214.
7) Gift med Ane Juul, den Dræbtes Søster. Hørup Sogn, Lysgaard Herred, Trap II. 385. Hartvig Kaas eiede ogsaa Møllerup, Felballe Sogn, Sønder Herred, Randers Amt, Trap II 549, og Hessel, Aalsø Sogn, samme Herred, Trap II. 537.
8) C.=opsiges.
9) Greis Sogn, Rørvang Herred, Trap II. 882. 10) Nors Sogn, Hillerslev Herred, Trap II. 114 11)Th. M. Sehested, gift med Enken efter Juul. Sneibierg Sogn, Hammerum Herred, Trap II. 775. 12)Hans Svigermoder var en Juul. Klarup Sogn Fleskum Herred, Trap II. 200.
13) Hans Moder var en Juel. Øster Nykirke Sogn, Nørvang Herred, Trap II. 886.
14) Høibierg Sogn, Lysgaard Herred, Trap II. 382 
Skeel, Albert Hermansen (I0435)
 
144 Albret Rytter Skeel. Dræbt af Hartvig Limbek paa Jerlev Herredsting. Det ældste sikre vidnesbyrd om slægten, familien Skeel, er Johannes Skelesens (fader til Albret Rytter Skeel til Møgtved i Brusk Herred) forekomst paa Almind Sysselting i 1366, paa egnen mellem Vejle og Kolding maa slægtens oprindelse sikkert søges. Den grevelige linje fører navnet i formen Scheel. (Danmarks Adels Aarbog) Skeel, Albret Rytter (I0347)
 
145 Albret Skeel (nogle steder nævnt som Albert) til Hegnet, Hammeltofte og Fussingø, Befalingsmand paa Børglum Kloster, en Søn af Anders Skeel og Karen Flemming, var gift med Kirsten Sandberg, en Datter af Christen Sandberg til Duelstrup (Tved Sogn paa Mols, Trap II. 556) og Ane Sommer. Hegnet havde Albret Skeel faaet efter sin Fader. Pont. Atl. IV. Trap II. 310. Hvad her anføres om Moltke som Eier af Hegnet, vedkommer, som alt tidligere berørt, ikke nærværende, men den i Borup Sogn i Sjælland fordum liggende Gaard ”Heinet”, cfr. Trap I. 204, Prosp. Af D. Herreg., Tillæg til ”Svenstrup” VI. Nærværende Hegnet ligger, som tidligere anført, i Tøndring Sogn, Sallingland i Jylland, cfr. Hermed Rettelsen hos Trap I. 783 med Hensyn til Pont. Atl.s urigtige Angivelse af Skeelerne som Eiere af Heinedgaard paa Langeland, Hammeltofte (Tise Sogn, Vensyssel, Trap II. 71) fik han i Aaret 1541 ved Mageskifte, hvorom det hedder, at dette Aar erholdt ” Albert Skeel til Rostrup” af Kong Christian III. Kronens Gaard Hammeltofte og Hammeltofte Mølle med al deres Tilliggelse, Hestehave, Enemærke og Almind, hvorimod Skeel gav Kongen Højslefgaard (Framlev Sogn, Framlev Herred, Trap II. 608) samt Gods i Skenby og Galten Sogne (Framlev Herred, Trap. II. 609. 611), samt i Jebjerg Sogn (Nørre Herred, Sallingland, Trap II. 307). Rostrup havde Faderen alt flere Aar før sin Død overladt Albret Skeel. Han besad denne Gaard til 1565. Fusingø (Aalum Sogn, Sønderlyng Herred, Trap II. 367) har Albert vistnok faaet med sin Hustru, i alt Fald ved at udskjøde hendes Medarvinger. Kirsten Sandbergs Moder, Ane Sommer, var nemlig en Datter af Oluf Sommer og Ane Rosenkrands og Oluf Sommers Forældre vare Christen Sommer og Berthe Pick, men Christen nævnes i Slægtsbøger som Eiere af Gjendrup – det gamle Navn paa Fusingø, der ogsaa kaldes Generup, Ginnerup og Gjennerup. Skeel, Albret (I0339)
 
146 Albret Skeel Søn af Anders Skeel og Kirsten Krag, arvede Hegnet efter Faderen og anføres ogsaa som ejer af Jungetgaard, ligesom han ogsaa en tid havde ejet Frøslevgaard eller i alt fald havde part i samme.
Ogsaa hans Ægteskaber haves forskellige Beretninger, men det Rette maa antages at være: At han først var gift med Else Frost, Datter af Jens Frost til Frøslevgaard og Frue Eline Munk, Datter af Ridder Stig Munk til Nørgaard og Mette Eriksdatter Brune (Banner). Dette sees af Dokumentet af 1471, Bilag 3 herved. Med denne sin Hustru har Skeel faaet Andel i Frøslevgaard, hvortil han nævnes 1455. Else Frost havde tilforn været gift med Niels Kat, efter hvem hun i Aaret 1454 var Enke, i hvilket Aar hun udstedte et Dokument til Dueholm Kloster paa en Gaard i Tøving.
1455 om Hases Jord. Skiødet og Thingsvidnet findes optagne i Dueholms Diplom.
1456, 1464 underskriver Albert Skeel til Vitterlighed paa Dokumenter i bemeldte Diplom.
1470: Albert Skeel, til Hegnet og Junget” overdrager P. Mogensen en gaard i Tøndering, cfr. Grinderslev Kloster Pag. 149, (Univercitetets Manuskriptsamling).
1471: Gavebrevet til Tøndering Kirke for Sjælemessen findes efter Originalen i Viborg Stiftsarkiv, cfr. Ry Kirkeskrift. Saml. V. 564. Cfr. Ogsaa Heises Diplom. Viborggense Pag. 53.
1471 har „Albert Skeel, Væbner af Hegnet“, deeltaget i Affattelsen om Bemeldte angaaende Fiskeriet i Limfjorden, cfr. Dipl. Viborg.
1471 udnævnes Skeel m. Fl. Til at bedømme et Mageskifte mellem Kronen og Ducholms Kloster, cfr. Dueholms Dipl. Pag. 124, jfr. Dipl.-Christiani Primi.
1481, 1486, underskriver Albert Skeel til Vitterlighed paa Dokumenter: Barners Rosenkrantz II. Pag. 154, 166.
1486 deltaget Skeel i at stifte Forlig mellem Biskop Jep Friis af Børglum og Niels Krabbe om noget Jord, cfr. Fam. Hvas IV. Pag. 286.
1489 om Folriis Dom, cfr. Barners Rosenkrantz II. Pag. 170.
1489 deeltog Skeel i Afsigelse af Landsthingsdomme, cfr. Diplom. Viborg. Pag 91 og 355.
1490 gjorde ”Herman og Albert Skeel” Paastand paa ”Sandfergaard”. Sandfergaard ligger i Vind Sogn, Uldborg Herred (Trap: II. 789), cfr. Regist. Af 1551 over Br. Paa Kalundborg Slot, Pag 54.
1493, 1494 og 1496 deeltager Albert Skeel i Afsigelse af Domme, cfr. Diplom. Viborg. Pag. 97, 103, og 106.
At han efter Else Frost’s Død – som rimeligvis har fundet Sted mellem Aarene 1471 og 1477 – blev gift med Abel Dan, en Datter af Laurids Dan til Alsbjerggaard og Frue Ane Kalf til Bjørnkjær og Abel Thygesdatter (Lunge ?). Laurits Dan var Høvedsmand i Han Herred og eiede tillige Faddersbøl. 4) Hundborg Sogn og Herred, Trap II. 126. I de Optegnelser, som Ole Hermansen (Oluf Hermansen Rysted) i Hobro har gjort over Gods, der er Skjænket Viborg Domkirke, nævnes blandt Giverne: ”Frue Abel, Skeels Hustru”, cfr. Ry Kgl. Mskrsl. 4to 1263. Af de flere Steder, hvor Albert Skeel ifølge Historiens Levninger fra denne længst forsvundne Tid findes omtalt, kan det sees, at han har været en anseet og mægtig Mand paa sin Tid. Han har saaledes deeltaget i flere Eiendomsomsætninger, bortgivet Gods, været tilstæde ved, deeltaget i flere Retshanlinger, saasom Domme og Thingsvidner ofte til Vitterlighed stadfæstet vigtigere Dokumenter o.s.v.
Jeg skal nu anføre i Chronologisk Orden, hvad jeg har fundet om denne Mand blandt mine Forfædre:
1455 udsteder ”Albrit Skiell til Frøslevgaard” Skjøde til Dueholm Kloster paa en Gaard i Sundby, som kaldes Hase’s Jord. Samme Aar gaves der Albert Skiell Thingsvidene fra Nørre Herred – paa Mors -, at Jorden i Sundby var Hases rette Jord og efter ham hans Arvingers, som var Skeel, og havde Broder Troels Nielsen i Mariager haft den i 36 Aar af Hase og Skeel for et Laan.
1457 har Albert Skeel til Vitterlighed hængt sit Segl under et Sjælegavebrev fra Maren Nielsdatter Krabbe, Jens Olufsens Hustru, af Bustrup. D. Mag. VI. Bustrup, Ramsing Sogn, Rødding Herred, Sallingland, Trap II. 319. Maren var Datter af Niels Krappe og Kirsten Munk, en Datter af Stig Munk og Mette Brune, Maren var Søster til Morten Krabbe, der nævnes i Dok. Af 1471 (Bil. 3 herved). – Om Jens Olufsen, see Archiver. II. 211. 214. 224. 351
1458. Albert Skeels Skiftebrev til Mariager Kloster paa Gods i Mønsted og andet Gods i Fiends Herred.
1464 er Væbner Albert Skeel til Vitterlighed under et Gavebrev fra Morten Krabbe til Bustrup til Dueholm Kloster.
1464 skjøder Peder Magnussøn af Oddegaard paa Thyrholm med sin Hustru Johan Nielsdatter Samtykke to øde Gaardes Jorde i Ræsted Sogn, kaldede, den ene Pilegaards Have, den anden Hielmstoft, til Marie Magdalene Kloster, Dueholm. Til Vitterlighed har ”Albert Skiell” hængt sit Segl hos.
1466 nævnes han som en af Dommerne i en Dom, afsagt i en Drabssag.
1471 udstete han Gavebrevet til Tøndering Kirke, Bilag 3 herved.
1472 haves et Thingsvidende om, at Mariager Klosters Fuld-mægtig indskjød sig for Kongen og Rigets Raad, ”der Albert Skeel gjorde sin Lavhævd paa 8 Uger, som Klosteret og han omtrættede”.
1480 pantsætter Albert Skeel i Hegnet til Las Nielsen, en Høeg eller en Frost?
1481 tales i et Dokument om en Gaard i Viborg, liggende mellem Albert Skeel’s og Lars Madsens Gaarde. Det sees altsaa, at Albert Skeel paa den Tid har eiet en Gaard i Viborg.
1481 i April har Albert Skeel af Hegnet medbeseglet et Skiftebrev mellem Mester Kield Krabbe, Santor i Viborg, Niels Krabbe, Per Krabbe Mikkel Krabbe, Lucas Krabbe og Elsede Thygesdatter (Lunge) paa hendes Børns Vegne med deres Svoger og Medarving Mogens (Morten?) Mortensen (Krabbe) paa hans Husfrue, deres Søster Anes (Prestents) Vegne om Gods i Salling. Brevet er tillige beseglet af Biskob Niels (Glob) i Viborg og Oluf Person (Glob) af Vellumgaard.
1482. Fra dette Aar haves et med Hensyn til Familieforholdene oplysende Thingsvidne fra Hindborg Herred i Sallingland, hvorunder der er vidnet, at Albert Skeel ofte paa Thinget har tilbudt at gjøre sin Broder Ivar Ret og Skjel for Jordegods, navnlig for det Gods, som Albert havde i Hindborg Herred, foruden de 5 Gaarde, som Albert Skeel’s Fader arvede efter Hr. Stig Munks Datter og deres Børn, samt at der ikke er hørt, at Alberts Fader fik mere Gods med Hr. Stig Munks Datter, Frue Lucie, end disse 5 Gaarde, 2 i Hindborg, 1 i Grove, 1 i Rixtorp og 1 i Huidbierg; at andre 3 Gaarde i Trustrups, Grofve og Brøndum har Albert ” i Være” af Erik Stygge; Gift med Albert Skeels Steddatter, Else Frosts Datter Kirsten Nielsdatter Kat. At alt andet Gods, som Albert Skeel har i Hindborg Herred, samt Vellumgaard og alt det Gods, som Wittom Pedersøn Oluf Pedersøn af Vellumgaard var gift med Alberts Søster, Ane Andersdatter Skeel. Har Wittom Pedersøn faaet Vellumgaard ved Giftermaal med Birgitte Hasesdatter, maa Gaarden senere være bleven Olofs Eiendom. Olof og Vittom havde formodentlig været Brødre (de vare af Familien Glob); Birgittes Moder var Kirsten Krag, der som Hases Enke giftede sig med Anders Skeel, hvis Datter af senere Ægteskab var Ane. Fik med Alberts Søster i Vellumgaard og Mølgaard, Rixtrorp og Steensgaard havde Mikkel Krag i Værgemaal, paa Alberts Søster, Jfr. Birgittes, Peder Hases Datters Vegne, og at, da han døde, annammede Alberts Fader samme Gods til Værgemaal paa Alberts Vegne, samt at Alberts Fader mistede Steensgaard i en Sag med Johan Biørnsen, Levede Ao. 1449 og 1457, Søn af Biørn Olufsøn og gift med Sophie Nielsdatter Rosenkrands, cfr. Stamt. 2 over Rosenkr. Hos Hoffm.: Danske Adelsm. II. Og at Albert har maattet søge Ivar Skeel og hans Moder for det Gods, de havde forkommet og for den Skade, Albert derover havde fanget. Gehimearch. Dipl., Kgl Bibl., kgl Mskrsl. Fol. 844, ”Domme og Breve vedkommende Adlen”. Her anføres Aaret for dette Thingsvidene, som ellers er aldeles stemmende med Diplomatiet, til 1472, hvilket maaskee nok kan være det rette, da Anders Skeel var død 1559 og Kirsten Hvas, Ivar Skeels Moder, 1467 og Thingsvidnet neppe er opsat til 1482.
1482 stadfæste Erik Stygge af Frøslevgaard, Væbner, og Hustru Kirsten Nielsdatter, Else Jensdatter (Frost), ”deres kjære Moders” i Aaret 1454 oprettede Gavebrev til Dueholm paa en Gaard i Tøving, ”oprettet i hendes yderste Tid”. Til Vitterlighed om denne Stadfæstelse -, der i øvrigt efter Archivr. III. 175 er foregaaet 1477 -, har Albert Skeel hængt sit Segl hos.
1489 findes ”Albert Skiel” at have underskrevet med Landsdommerne og Flere af Adlen en Dom, hvorved paa Horsens Raadstue kjendes Erik Stygge af Mattrup at tilkomme Folriis Dam, Damsbord og Fægang i Vrads Herred.
1490 udgav Albert Skeel og Niels Krabbe m. Fl. et Brev om en Trætte mellem Prioren i Dueholm og dem i Harre i Sallingland om noget Jord.
1493 skjøder Palle Kyert, Væbner, til Olof Persøn af Vellumgaard en Gaard i Hard-syssel, Vandfuld Herred i Vantburg Sogn med nogen Jord i Katkjær, dateret Skivehus. Til Vit-terlighed ombedes af Ryert Albert Skeel i Hegnet, ”min kjære Broder”, at hænge sit Segl hos.
1494 er udstedt et Pergamentsbrev af Rinds Herredsthing, i hvilket ”Albritt Skeyll” opsiger en Capital, for hvilken han havde pansat noget Gods i Huamme, Restrop og Østerbøl.
1495 har Albert Skeel ”i Hegnet” været Vitterlighedsvidene under et Dokument fra Herredsthing i Sallingland.
1497 d. 12te October udstedes et Thingsvidene fra Harre Herredsthing af Flere, deriblandt Albert Skeel ”af Vaaben” (c: Væbner dvs. en mand med et våbenskjold ). Thingsvidenet angik Grændseskjeld og var forlangt af Ris Skyt af Junget.
1499 fik Albert Skeel m. Fl. Order at overvære et Sandemandstog i Striden om Jord mellem Viborg Bispesæde og Viborg By. Endnu i Samme Aar skal Albert Skeel være død i en høi Alder.
Anm. 1. Med Hensyn til de Beretninger, man har om Else Jensdatter Frost og som hidtil ere ansete for rigtige, skal jeg tillade mig at gjøre følgende Bemærkninger, hvoraf vil fremgaa, at det ikke kan forholde sig, som hidtil antaget, navnlig i Orion, Kvart.=Sk. II. 10-15 og Prosp. Af Danske Herreg. XIV., ”Mattrup”. Else Jensdatter Frost var Ao. 1454 Enke efter Niels Kat (”Niels Kasz Efterleverske” er ikke Niels Kaas’s, men Niels Kats Efterleverske, cfr. Archivr. III. 203, hvorefter Jep Kat – formodentlig hendes Søn med Niels Kat – nævnes 1453 ”af Frøslevgaard”).
Med Albert Skeel var Else gift 1455, cfr. Archivr. III. 182; thi i dette Aar Kaldes Albert Skeel ”til Frøslevgaard”, hvormed stemmer Prosp. Af Dske. Hrgd. 18de Bind: ”Dueholm”. Erik Stygge var gift med Kirsten Nielsdatter og hun var unægtelig Elses Datter cfr. Archivr. III. 186 og gl. kgl. Mskrsl. Fol. 844, hvor det hedder, at Erik Stygge ”af Frøslevgaard”, Væbner og Hustru Kirsten Nielsdatter 1482 stadfæste ” deres Moders Else Jensdatters”, Gavebrev af 1454, cfr. Hermed Archivr. III. 175, hvorefter Erik Stygge alt 1477 havde stadfæstet Gaven. Dokumentet af 1482, der i øvrigt til Vitterlighed er beseglet af Albert Skeel, siger, at Gavebrevet var oprettet ”i hendes yderste Tid”, men herved maa aabenbart sigtes til en af Elses flere Aar efter 1454 gjort Gjentagelse af Gaven, hvis det i øvrigt er andet end en almindelig Tilføining ved Omtale af Afdødes Gavebrev.
Else er vel død mellem 1471 og 1477. Albert Skeel døde i Aaret 1499. Men herefter kan Else, med hvem Skeel var gift allerede 1455, ikke have været gift med Niels Skram i Tiden fra 1454 til 1470, da Skram døde.
Jeg maa nu antage, at Kirsten Nielsdatter var Datter af Niels Kat og at hendes Mand var Erik, af Familien Stygge og ikke af Familien Rosenkrantz. Med Hensyn til gamle Digt hos Per Syv bemærkes, at Hans først blev Konge 1481 og Erik Stygge, der først efter Kongens Tilladelse ægtede Kirsten, kunde følgelig ikke allerede 1477 stadfæste Elses Gave, hvilket jo tilkjendegiver, at han alt da var gift med Elses Datter. Archivr. III. Registeret tør ikke heller henføre Erik Stygge, gift med Kirsten Kat, til Rosenkrandserne; Erik Styggesen Rosenkrands, der oftere forekommer i ældre Dokumenter, nævnes ogsaa altid ”til Mattrup”, men aldrig til Frøslevgaard, cfr. F.eks. Archvr. I. 226-227.
Jeg kan nu efter det saaledes Anførte ikke tro, at Niels Skram var gift med Else Jensdatter Frost, eller at Kirsten Nielsdatter, som bragte Erik Styggesen Rosenkrads Mattrup. I Thotts Mskrsl. 4to 1877-1881 anføres: ”Kirsten Skram, Datter af Jens Skram – Søn af Christen Skram og Kirsten Raadsted – til Mattrup og hans anden kone, Birgitte Skinckel, blev gift med Erik Styggesen Rosenkrands Søn af Stygge Nielsen Rosenkrands og Birgitte Rønnov” Hermed stemmer Angivelsen i Rothe’s ”Ber. Mænd” I. 711 samt i Slægtsbog, Ry kgl. Mskrsl. Fol. 777.
I Prosp. Af Dske. Hrgde. 18de Bind, ”Dueholm”, angives Niels Skrams Hustru ved Aar 1424 at være Else Nielsdatter Glob. Jeg maa antage, at Digtet om Bortførelsen har forvexlet Navn og Sted, men i saa Fald bortfalder Forbindelsen mellem Mattrup og Frøslevgaard og mellem Frue Else Frost og Niels Skram. Nu skal jeg ikke nægte, at der dog ogsaa ere Data, som synes at kunne tyde paa en Forbindelse mellem Erik Stygge og Kirsten Nielsdatter paa den ene og Niels Skram paa den anden Side. Skrams første Kone, Frue Cecilie, gav saaledes til Mariager Kloster: Agerholm og Sveimøllegaard; Agerholm pansatte Skram senere til Dueholm Kloster, nemlig 1466, cfr. Dsk. Mag. VI. 94 og Archivr. III. 193. 1468 førte Mariager Kloster Vidne om de to Gaarde (jfr. Om Sveimøllegaard Archivr. III. 79-80). – 1470 stadfæster Skram Gaven for Sveimøllegaards Vedkommende, Dsk. Mag. VI. 95 – men først 1482 afgjordes det om Agerholm og det er da Erik Stygge og Kirsten Nielsdatter, som skjøde Gaarden til Dueholm Kloster, Archiver. III. 186. Jeg skal som en Conjectur, hvorved det her Anførte muligen lader sig forklare i Overenstemmelse med min Opfattelse af Forholdene, henstille Følgende: Niels Skrams første Kone, Cecilie, har været en Datter af Jens Frost – opkaldt efter Cecilie Eigesdatter, Jens Frost’s Velgjørerinde - , og da hun døde barnløs, har Søsterdatteren, Kirsten Kat, arvet hende, saa at det har været i Egenskab af Arvinger efter Cecilie, Niels Skrams Hustru, at Erik Stygge og Kirsten havde disponeret over Agerholm. Maaskee har dette Slægtskab med Skrams Hustru, Cecilie, bragt Mattrup til Erik Stygge og Kirsten Kat, men i saa Fald maatte han dog være en Rosenkrands. Endnu skal i denne Retning henvises til Archivr. I. 226-227, der tyder paa en Forbindelse mellem Familien Frost og ”Erik Stygge til Mattrup”. Anm. 2. I flere Slægtsbøger angives Albert Skeels anden Hustru Abel Dan, at have været Enke efter Malte Lauridsen Stifeld (Fasti ?) af Vennergaard1), da hun giftede sig med Albert Skeel, og at hun efter Skels Død giftede sig med Jacob eller Jep Skougaard til Gundestrup. Dette forholder sig neppe saaledes. I Thott’s Mskrsl. 4to 1877-1881 (Nob. Dan. General.) siges, at en Søster til Abel Dan ved Navn Else var gift med Malte Lauridsen Stifeld til Vennergaard og at en anden Søster, Karen, Snarere ”Ane”, cfr. D. Mag. III. R. VI. 338, deres Søn var Mester Anders Skovgaard., var gift med Jacob eller Jep skovgaard til Gundestrup, medens Abel Dan anføres som gift med Albert Skeel ”til Jungetgaard”.

Vilhelm Samuel Skeel 
Skeel, Albret (I0344)
 
147 Aleksander, hærfører ved erobringen af Camin 1185/86. Kendt fra det mislykkede danske forsøg på at tilslutte sig 3. korstog 1188-92, hvor han selv stillede skib. Vidne to gange 1199 for hhv. Johannes Sunesen og ærkebiskop Absalon og igen 1201 ved Absalons testamente, ved hvilket hans kommentarer til teksten er overleveret sammen med selve testamentet. Betænktes her selv med brynje og hans børn med sølvbægre. Blev i testamentet pålagt at få udført en messehagel. I korstogsberetningen betegnet som rig på ejendom, men nærig. Beretningen lokaliserer ham nærmest til Skåne. Syntes at have stået Absalon nær. - 3 sønner Pedersen, Aleksander (I25675)
 
148 Alexander Joseph of Battenberg (April 5, 1857 - November 17, 1893), the first prince of modern Bulgaria, reigned from April 29, 1879 to September 7, 1886). Alexander was the second son of Prince Alexander of Hesse and by Rhine by the latter's morganatic marriage with Countess Julia von Hauke. The countess and her descendants gained the title of Princess of Battenberg (derived from an old residence of the grand-dukes of Hesse) and the style Durchlaucht ("Serene Highness") in 1858. Prince Alexander was a nephew of Russia's Tsar Alexander II, who had married a sister of Prince Alexander of Hesse; his mother, a daughter of Count Moritz von Hauke, had been lady-in-waiting to the tsaritsa.

Wikipedia 
Battenberg, Alexander Joseph von (I4428)
 
149 Alexis Hoppe:daughter Asuncion Del Carmen Hoppe (1917-2009) married Jose Domingo Bessolo (1915-1959)
offspring:
Jose Alberto Bessolo
Enrique Bessolo Hoppe
Ester Sofia Bessolo

Enrique Bessolo Hoppe married Silvia Beatriz Olave
offspring:
Ingrid Elizabeth Bessolo Hoppe
Erik Rudholff Bessolo Hoppe
Hermann Heinrich Bessolo Hoppe
Manfred Bernard Bessolo Hoppe
Johan Hartvig Bessolo Hoppe 
Hoppe, Alexis (I28660)
 
150 Alfonso VIII (November 11, 1155 – October 5, 1214); called the Noble or, in Spanish, el Noble; also known as He of Las Navas (El de las Navas); was the king of Castile and grandson of Alfonso VII. He led the coalition of Christian princes and foreign crusaders who broke the power of the Almohades in the battle of the Navas de Tolosa in 1212.
His early life resembled that of other medieval kings. He succeeded to the throne as a child on the death of his father, Sancho. Though proclaimed king, he was regarded as a mere name by the unruly nobles to whom a minority was convenient. Since his mother was also dead, Alfonso did not have closer relatives than his uncle Ferdinand, king of Leon, who wanted power in Castile. The devotion of a squire of his household, who carried him on the pommel of his saddle to the stronghold of San Esteban de Gormaz, saved him from falling into the hands of the contending factions of Castro and Lara, or of his uncle Ferdinand of León, who claimed the regency. The loyalty of the town of Ávila protected his youth. He was barely fifteen when he came forth to do a man's work by restoring his kingdom to order. It was only by a surprise that he recovered his capital Toledo from the hands of the Laras. His marriage with Eleanor of England (Sp: Leonora), daughter of Henry II of England and Eleanor of Aquitaine (Aquitaine having old ties with Castile), brought him under the influence of the greatest governing intellect of his time. Alfonso VIII was the founder of the first Spanish university, the studium generale of Palencia, which, however, did not survive him.
During his reign, Castile annexed the province of Logroño.

wiki. 
Castile, Alfonso VIII. of (I4125)
 

      «Prev 1 2 3 4 5 6 7 ... 66» Next»



This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2019.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard