Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Notes


Matches 151 to 200 of 3,252

      «Prev 1 2 3 4 5 6 7 8 ... 66» Next»

 #   Notes   Linked to 
151 Alfred von Rosen (1825?1912) deltog i Krigen 1848 som Frivillig i den slesvig-holstenske Hær og blev haardt saaret ved Bov. Blev 1859 Departementschef i det holstenske Ministerium i Kbhvn., 1863 Regeringsraad i Pløen. Afsked 1864. Gik 1866 i preussisk Statstjeneste, hvor han blev Regeringspræsident i Westphalen og Geheimeraad. Rosen, Alfred von (I1020)
 
152 Allerede navnet fortæller lidt om Norman­diets historie, det nordvestfranske land­skab er opkaldt efter normannerne, de nor­diske vikinger, som omkring 900 erobrede og koloniserede området. Disse røverfolk begyndte deres ødelæggende, men i visse henseender dog også nyskabende og frugt­bringende virksomhed allerede i 700-årene, først ved mere tilfældige plyndringstogter, senere under betydelig organisation og ofte med kongelig ledelse. Mens svenskernes in­teresseområde lå mod øst, vendte nord­mænd og danskere sig vestpå, her under­lagde de sig store landstrækninger, blandt disse altså Normandiet, hvor de skabte en varig bosættelse. Men hvorfra kom denne besættelsesmagt, var den af norsk eller dansk oprindelse? Den sag har man gen­nem tiden set på med vidt forskellige øjne. Den berømte islandske skjald og histori­ker Snorre Sturlason var ikke i tvivl, da han i 1220'erne skrev sine norske kongesa­gaer. I bogen om Harald Hårfager omtaler han en vis Rolv, søn af kongens nære ven Ragnvald Mørejarl. Om ham hedder det: »Rolv var en stor viking; han var så stor af vækst, at ingen hest kunne bære ham; han gik derfor overalt, hvor han færdedes; han kaldtes Gange-Rolv. Gange-Rolv for siden vester over havet til Suderøerne, og derfra drog han vester til Valland (Frankrig) og hærgede der og tilegnede sig et stort jarlerige; der bosatte han mange nordmænd, og siden blev det kaldt Nor­mandiet. Af Rolus æt er jarlerne i Normandiet komne. Gange-Rolvs søn var Viljalm, far til Rikard, far til en anden Rikard, far til Robert, som var far til Viljalm Bastard, Englands konge«. (Den sidstnævnte Vil­jalm er i dag bedre kendt under et andet og nok så glorværdigt tilnavn, Erobreren).

Sådan beretter Snorre, og der er ingen slinger i valsen: Normandiets betvinger hed Rolv og var nordmand. Det første er utvivl­somt rigtigt, det andet kan med føje drages i tvivl. Snorres beretning er som sagt ned­skrevet i 1220'erne, det er mere end 300 år efter, at besættelsen fandt sted. Hvor let kan ikke erindringen forskyde sig under så lang en tid? Hvor meget kan ikke være dig­tet ind herhjemme i det yderste Thule?

Bedre lid end til Snorre kan man i denne sag sætte til Dudo, en kannik fra St Quen­tin i Nordvestfrankrig. Han var lidt før år 1000 begyndt at skrive en krønike om de tre første normannerhertuger: Rollo, Vilhelm Langsværd og Rikard den Tapre. Dudo fortæller selv i sit forord om, hvordan han fik inspirationen til dette værk:

»To år før den udmærkede hertug Ri­kards død (i 996) var jeg, som det hyppigt var tilfældet, hos ham. En dag kom han, omfavnede mig blidt og begyndte at lokke mig med venlige ord og mild over­talelse, ja endog at bande og sværge i al venskabelighed, om jeg på nogen måde kunne og ville hjælpe ham med de ønsker, han selv længe havde næret, nemlig at jeg skulle skrive om normannerrigets indret­ning og historie, ja endog om hans bedste­far Rollo og de love, han satte i landet«.

Dudo var længe i syv sind, men han gik i gang, og da hertugen et par år efter døde, fortsatte han det påbegyndte værk, nødt dertil af den nye hertug, Rikard 2., og i særdeleshed af en halvbror til den første Rikard, grev Rodulf af Ivry; om ham siger Dudo, at han var et skatkammer af viden om normannerfolkets fortid og ligefrem »dette arbejdes fortæller«. Ved disse mænds hjælp har Dudo kunnet nedskrive sin historie på virkelighedens grund og upå­virket af den sagndannelse, der vel nok var begyndt at snige sig op om den ældste her­tug: Rollo. Nogen tid var jo gået siden stamfaderens død, men dog ikke mere, end at der endnu har levet mennesker, som hu­skede ham. Ifølge Dudo var Rollo en fremmed; han begyndte sine hærgninger i Franken endnu i 800-årene og fortsatte gennem en årræk­ke, indtil den franske konge for at få fred overlod ham Normandiet som len; det må være sket omkring 911. For Dudo og hans meddelere var der ingen tvivl om, at vikin­gerne kom fra Danmark, Dacia kalder han landet og at Rollo var en dansk stor­mandssøn, som var draget fra sit hjemland på grund af overbefolkning der. Han og hans mænd var danske normanner. I syd­landene betød ordet normanner dengang ikke nordmænd, men kun »mænd fra nord«. Rollo kalder i Dudos genfortæl­ling - sine vikinger for dacer, men en sjæld­nere gang også »dani«. Som daner præsen­terer de sig på deres første togt op ad Sei­nen, da de udspørges af franske udsendin­ge: »Vi er daner; vi er kommet hertil fra Dacia. Vi kommer for at betvinge Franci­en«. Frankerne spørger: »Hvad hedder je­res herre?«. De svarer: »Vi har ingen herre, for vi er alle lige i magt«. - Det kunne være et citat fra en vikingesaga i Rouen, Nor­mandiets hovedstad, hvor hertugerne hav­de sæde. Der kan da ikke herske tvivl om, at Nor­mandiets første nordiske kolonisering ud­gik fra Danmark (hvilket naturligvis ikke udelukker, at norske vikinger har deltaget), og de nytilførte stednavne fik da også dansk hovedpræg. Rollo levede til omkring 932 og efterfulgtes af sin søn Vilhelm med tilnavnet Langsværd, der allerede i nogle år havde været faderens medregent. I 942, ti år efter Rollos død, blev Vilhelm myrdet, og nu overtog hans søn Rikard hertugtit­len; det er den Rikard, vi allerede har stiftet bekendtskab med som inspiratoren til Du-dos krønike. Han var ved faderens død kun ti år gammel og blev sendt til opdragelse hos Bernhard den Danske i Bayeux; her skulle han opøves i det danske sprog, som endnu taltes og blev brugt, ikke mindst når der fra tid til anden kom danske vikinger eller andre nordboer sejlende til Rouen. Et særligt bevis på hertugernes danske herkomst giver Dudo, når han i sin bog for­tæller om et politisk møde i 942 mellem den tyske og den franske konge. Det holdtes i Vizé i Belgien, og her optrådte hertug Vil­helm som mægler; begivenheden fandt sted kort før hans død. Det virker på Vilhelm som et lyn fra klar himmel, da hertug Her­man af Saxen begynder at tiltale ham på dansk. Så siger normannerhertugen til sax­eren: »Hvem har lært dig det danske sprog, som saxerne ellers ikke forstår?«. Han sva­rer: »Det krigeriske og ypperlige afkom af din våbenduelige slægt har mod min vilje lært mig dansk«. Vilhelm: »Hvorfor mod din vilje?«. Herman: »Fordi de jævnlig e­robrede borgene i mit hertugdømme, leve­rede mange slag mod mig og førte mig som krigsfange til deres land, og derfor lærte jeg det mod min vilje«.

Dette minde, der har levet i folket, har Dudo sikkert fra greven af Ivry eller måske fra en gammel kombattant, som var med på togtet til Vizé. Selv har han jo ikke kun­net hente det ud af den blå luft. Til fordel for hvem skulle han fortælle slig skrøne?

Lige så bemærkelsesværdig er Dudos liv­fulde beretning om krisetilstanden i Nor­mandiet efter mordet 942 på hertug Vil­helm. Den franske konge, Ludvig 4., be­nyttede sig af, at Vilhelms søn, Rikard, kun var et barn, at landet altså nu var uden for­ svarer og let måtte kunne falde tilbage til den franske krone, og han sikrede sig der­for drengens person. Men nu, for året 945, fortæller Dudo, at de normanniske stor­mænd i deres nød sendte budbringere til Haigrold (Harald), Dacias konge, med bøn om, at »han ville haste til hjælp for Rikard, den store hertug Vilhelms søn, hans kødeli­ge slægtning«. Af, kærlighed til sin slægtning Rikard modtog den højsindede kong Harald af Dacia de normanniske stor?mænd med ære, og efter at have bygget skibe, fyldt dem med fødemidler og krige­re, kom han båret af vinden med en umå­delig mængde krigere til.Sabina Corbonis, hvor floden Dives stærke strøm munder ud i det oprørte hav«. Denne konge kan ikke være nogen anden end den unge Harald Blåtand, som just da havde taget kongemagt i Danmark og vist følger efter dynastiet i Hedeby. Måske kan der i den forbindelse mindes om, at »den hedenske kong Setric«, som en anden fran­kisk krønikeskriver, Flodoard, ligeledes la­der sejle til hjælp, og som falder i kamp, kunne være identisk med den kong Sigtryg, der nævnes på to runesten ved Hedeby. En af indskrifterne lyder: »Asfrid, Odinkars datter, gjorde dette minde efter kong Sig-tryg, hendes og Gnupas søn«. I et stort slag ved floden Dive sejrer de forenede daner og normanner over fran­kerne, og kong Ludvig tages til fange. Det­te slag beskriver Dudo med mageløs liv­fuldhed. Det er en beretning om hændel­ser, som endnu på hans tid har været kendt af hver mand og kvinde i Rouen og natur­ligvis af hertugfamilien. Dudo fortæller: »Mændene fra Coutances og Bayeux slog med kong Harald lejr på den anden si­de af Divestrømmen. Da Bernhard (en nor­mannisk stormand, som foregav at være på franskmændenes parti) rejste sig af mor­genlejet, gik han til kong Ludvig og sagde: Herre Konge, stå hurtigt op og aftal i en­rum med dine folk, hvad der skal ske. Det­te folk følger andre skikke end frankerne, og de er fulde af list«.

»Da solen allerede varmede i den tredje time, begyndte styrkerne fra Coutances og Bayeux at gå over Dive«. Kong Ludvig føl­te sig foruroliget. »Men der stod også da­cernes udvalgte ungdom støttet til deres lanser og med skjold i hænde. De søgte blot et påskud til at dræbe frankerne og kongen og fandt det let, da en af kong Lud­vigs mænd, Herluin, uforsigtigt blotter sig som medvidende i drabet på hertug Vil­helm«.

»Med et vredesråb, der steg mod himlen, svingede alle dacerne deres våben og træng­te i blindt raseri over mordet på deres herre ind på grev Herluin og dræbte ham uden at blinke. Og frankerne, der ønskede at hæv­ne grev Herluin, dækkede sig med deres vå­ben og gik modigt løs på dem. Da nu ved en tilfældighed en rasende kamp var be­gyndt, forsvarede frankerne, efter at deres kastevåben og spyd var brudte, sig kraftigt med de dragne sværd. Omringet til sidst på alle sider af de talløse fjendeskarer fra Coutances og Bayeux såvel som af hednin­gerne blev de grumt hugget ned og flænget ihjel som får af ulve. Sådan blev i det død­bringende kampmøde atten fornemme gre­ver ramt af døden og faldt i dysten på kong Ludvigs side«.

»Da kong Ludvig så sig forladt af sin frankiske livvagt og havde erkendt faren ved fortsat kamp, søgte han redning i en sen flugt. Da kong Harald opdagede, at Ludvig ikke mere var på pladsen, forfulgte han ham hurtigt med en halvdeling rask be­redne. Kong Ludvig flakkede på sin flugt hid og did, fordi bidseltøjet havde løsnet sig af hestens hoved, og han blot sad med tøjlerne i hånden. Kong Harald indhentede snart Ludvig, der var så alvorligt hæmmet. Med hånden på sit blinkende sværdfæste drog han sværdet af skeden og overlod Ludvig til sine krigere med ordre om, at han ikke måtte undslippe eller dræbes. Idet han lykønskede sig til kongens tilfangeta­gelse, red han hurtigt tilbage til slagmarken og nedhuggede næsten alle frankerne. Men normannerne, der havde vundet sej­ren, våbnene og byttet, afsøgte nu i sikker­hed valen og bar deres døde landsmænd bort til begravelse«.

Også tyve år senere, i 965, blev det lille normanniske hertugdømme trængt af den frankiske konge, der nu hed Lothar, og af hans vasaller. Hertug Rikard havde fra dreng udviklet sig til en dygtig hærfører og landsherre, men mente alligevel, det var rå­deligt at søge hjælp endnu en gang hos sine slægtninge i Danmark. En stor flåde blev nu sendt fra Danmark til Rouen, og kong Lothars land blev hærget videnom. Denne gang var kong Harald ikke selv med, vel fordi han i dette tidehverv var optaget af den officielle kristning af Danmark. Men med de to indgreb fra hjemlandet var kri­serne i Normandiet overstået og fremtiden sikret.

Dudos beretninger om den danske hjælp er fortalt frisk og veloplagt, med fremlæg­gelse af mange enkeltheder. Man har van­skeligt ved at forstå, hvorfor en anset dansk historiker i en udtalelse fra 1982 slår Harald Blåtands deltagelse hen som usand­synlig, fordi kun Dudo nævner den, efter­som det dog var ham bekendt, at en anden fransk krønikeskriver, den omtalte Flodo­ard, for 945 nævner »normanneren Haig­rold som høvedsmand i Bayeux«. Under 944 siger Flodoard også: ». de samme normanner, som nylig over havet var kom­met til de egne, trængte ind på deres (breto­nernes) område «. Det drejer sig atter her uden megen tvivl om den danske hjæl­peekspedition under Harald Blåtand. Dudos beretning virker nøgtern, ikke som sagn og digt. Hvordan og hvorfor skulle han have konstrueret en sådan historie, om ikke den hvilede på sikre kilder fra udsprin­get: hertugfamilien og folkemindet?

Sidste gang, man hører om en direkte poli­tisk kontakt Danmark-Normandiet, er i en freds- og venskabstraktat af 1003 mellem hertug Rikards søn og efterfølger, som og­så hed Rikard, og den danske konge Svend Tveskæg. For at hævne kong Ethelreds blodbad på de danske i England 13. no­vember 1002 var en stor flåde stået ud fra Danmark under kong Svends ledelse. »Med nogle få skibe sejlede han særskilt til hertug Rikard i Rouen for at søge freden sikret. Mens hertugen under det korte op­hold beværtede ham på kongelig vis, mens kongen og krigerne hvilede efter den lange sørejses møje, indgik de en varig fredsover­enskomst med hinanden under det vilkår, at den gennem tiden i følgen af de danske konger og normanniske hertuger og deres arvinger skulle være fast og uforanderlig, og at det bytte, som danerne måtte tage fra deres fjender, kunne de levere til salg hos normannerne. Hvis dertil en daner udmat­tet og såret havde behov for vennehjælp, skulle han hos normannerne kunne komme sig i sikkerhed som i sit eget hjem«. At den­ne overenskomst skulle forblive ved magt og stadig holdes, bekræftede begge staters fyrster ved edsaflæggelse. Ordlyden står nedfældet hos Vilhelm af Jumiéges, som omkring 1070 gik i Dudos spor med be­skrivelse af »De normanniske Hertugers Bedrifter«.

Tempus fluxit, tiden løber hurtigt. I løbet af to eller tre slægtled gled vel dansk tunge­mål ud af brug i Normandiet, og befolknin­gen blev fransktalende. For tiden derefter er ikke bevaret vidnesbyrd om nært sam­kvem mellem Danmark og Normandiet.

Befolkningselementerne gled sammen, fol­ket blev romansk, men bevarede i sig sit nordiske indslag i udseende og karakter. Det ældre naturbundne fællesskab mel­lem Normandiet og Danmark afløstes -trods venskabstraktater og smukke ord -langsomt af et nyt: mellem Normandiet og England. Ægteskabelige forbindelser spil­lede her en rolle. Den engelske konge Ethelred, som Svend Tveskæg bekrigede, havde omkring år 1000 giftet sig ind i her­tugslægten, hans kone, Emma, var datter af den første Rikard og altså søster til den anden. Hun fødte ham to sønner, Alfred og Edvard. Da siden Ethelreds trone vakle­de under Svend Tveskæg og hans søn Knuds angreb, flygtede hele familien, for­ældre og sønner, til Normandiet og søgte tilflugt hos slægtningene der. Kort efter Ethelreds død i 1016 ægtede Knud, der havde taget styret efter sin far, hans enke Emma. Han var nu Englands konge. For eftertiden blev han kendt som Knud den Store. Imens sad Ethelreds sønner, Alfred og Edvard, i mangeårig venteposition i Rou­en. Begge synes at have befundet sig godt i det normanniske, og det ser ud, som har der udviklet sig et venskab mellem de to en­gelske kongesønner og Rikard 2.s sønner, de senere hertuger. Så længe Knud den Sto­re sad på Englands trone, gjorde de intet forsøg på at vende tilbage til hjemlandet, men ved hans død 1035 kom de atter i for­grunden. Den ene af dem, Alfred, søgte at trænge ind i England med en hær, men blev fanget og blindet. Dette overgreb, der bevægede tiden stærkt, bidrog nok mest til at belaste normannernes syn på de danske. Knud den Store efterlod sig to sønner, som begge blev konger af England, men de døde ganske unge og kort efter hinanden, den sidste, Hardeknud, 1042. Derved fik den anden af Ethelredsønnerne, Edvard, sin chance. Edvard Bekenderen, som han senere blev kaldt, var en from mand. Gen­nem sit næsten 30-årige ophold i Rouen blev han fuldt opslugt af frankisk kultur og selv næsten normanner. Som konge af England begunstigede han sine normanni­ske venner med jordegods og høje stillin­ger. Hans venskab til den seneste hertug af Normandiet, Rikard 2.s sønnesøn Vilhelm, var særlig nært. Da Edvard i 1066 døde barnløs, hævdede Vilhelm, at han havde lovet ham Englands krone.

Englænderne foretrak imidlertid en landsmand på tronen. Det blev den folke­kære Harald Godwinsøn, svoger til den af­døde konge. Det lod hertug Vilhelm sig ik­ke byde, i september samme år satte han med sin flåde over til England, og snart stod slaget ved Hastings. Efter tapper kamp bukkede de engelske under, og Ha­rald faldt selv med sine brødre. Julen 1066 lod Vilhelm sig krone til en­gelsk konge, og i de fire følgende år ned­kæmpede han den spredte modstand. Den­ne kom navnlig fra Nordengland, hvor den danske og norske bosættelse efter de tidli­gere vikingetog især havde samlet sig. I 1069 tog også Danmark del i kampen. Svend Estridsen kunne med ikke mindre ret end hertug Vilhelm gøre sine dynastiske krav gældende. Når han i 1042, efter Har­deknuds død, ikke var trådt frem på den engelske scene, skyldtes det, at han på det tidspunkt havde nok at gøre med nord­mændene. De engelske kilder, og herhjemme den engelske munk Ælnoth i Odense, skriver om den frygt, Vilhelm Erobreren altid næ­rede for angreb fra Danmark. Det første kom som sagt 1069, hvor en dansk flåde under ledelse af kongens bror Asbjørn og sønnen Knud, senere kaldet »den Hellige«, indtog York. Det andet fandt sted 1075 an­ført af Knud. Begge togter førte til frem­gang, men ikke til afgørende sejr. Et tredje forsøg, et stort flådeopbud 1085 under Knud, der i mellemtiden var blevet konge, løb ud i sandet. Danmarks vikingetid var omme. I billedet, der tegner sig fra Rollo til Vil­helm Erobreren, træder Danmarks betyd­ning efterhånden tilbage. I den normanni­ske hertugfamilie opstod der, så vi, en modvilje, et nag, til den danske konge­slægt. Modviljen mod danskerne bevarede Vilhelm op gennem tiden. Svend Estridsens ønsker om atter at vinde dansk magt i Eng­land rettede de ledende normanners sympa­tier mod Norge, hvis angreb i 1066 på Ha­rald Godwinsøn i høj grad havde lettet Vil­helm vejen til magten. Man forstår, at en ændring i den normanniske opfattelse og tradition kan være befordret yderligere derved. Alligevel har den gamle forestilling om Danmark som hjemlandet levet videre i Normandiet; det giver Vilhelm af Jumie­ges, Dudos sene efterfølger, udtryk for, da han omkring 1070 i sit værk om Normandi­ets historie udførligt fremlægger fredstrak­taten fra 1003 mellem Svend Tveskæg og Rikard 2.

I et engelsk lovværk fra 1200-årene hed­der det om Vilhelm Erobreren, at »hans forgængere og næsten alle Normandiets baroner er kommet fra Norge«. På den tid som også er Snorres synes forestillingen om Rollos norske herkomst altså at være slået igennem. De tidlige lokale udsagn, nemlig i Dudos og Vilhelm af Jumiéges' krøniker, var da gået i glemme. De blev herhjemme først igen kaldt til live 1876 af Johannes Steenstrup i hans bog »Norman­nerne«.

(Skalk 1986) Kronik: Danmark og Normandiet, af Erling Albrectsen. 
Normandy, Rollo of (I3949)
 
153 Als Karl von Zinzendorf 1813 ohne Nachkommen starb, erbte sein Großneffe Heinrich August von Baudissin (dead 1834) dessen niederösterreichischen Herrschaften Karlstetten, Poppel und Wasserburg. Er nahm Namen und Wappen seines Großonkels an und wurde mit dem Oberstlandjägermeisteramt im Land unter der Ens belehnt Baudissin-Zinzendorff-Pottendorf, Rigsgreve Heinrich August (I22645)
 
154 Also known as Renfrey, son of Sir Renfrey Arundell and Joan Colshull Arundell, Humphrey of Lambourn (I19410)
 
155 Amalie Margrethe Holgersdatter Skeel, Datter af Holger Skeel og Regitze Gyldenkrone, er født d. 17de Mai 1732. Ogsaa hun konfirmeredes i Aaret 1744, og blev opkaldt efter sin Mormoder, Hun var som Barn i Kost hos Frøken Sophie Amalie Rumohr i Preetz, for at nyde Undervisning, og hjemkom derfra ved Paasketid 1746. I November 1750 var hun i Ribe meget syg og Døden nær. D. 25de Maj 1751 holdt hun paa Mullerup Jord med Kammerherre, Hofjægermester, Baron Chr. Fr. Holck til Holkenhavn (Vindinge Sogn og Herred, Trap I. 707) (født 1ste Januar 1729, død 27de Mai 1760), d. 23de Juli samme Aar stod deres Bryllup paa Mullerup. Hendes Moder skriver i sin Dagbog: „Jeg havde en Tid megen Bekymring i denne Sag og der har været store Forhindringer i dette Ægteskabs Fuldbyrdelse,” Amalie Margrethe Skeel var høiest ulykkelig i sit Ægteskab med Holck, der var en daarlig Person; det endte med, at hun mistede Forstanden. De sidste Aar levede hun i Svendborg under sin Broder Fr. Chr. Skeels Formynderskab. Til denne sin kjære Broder havde hun i sin Velmagt testamenteret Alt, hvad hun ejede. Hun havde flere Børn med Holck, men de døde alle før Moderen. Hendes Død intraf d. 21de December 1766, hvorom Moderen skriver, at Gud da gjorde Ende paa hendes svagelige Liv „og viste derved stor Barmhjertighed imod os Alle”.

Vilhelm Samuel Skeel 
Skeel, Amalie Margrethe (I0802)
 
156 American line of the Bonaparte family Williams, Susan May (I18587)
 
157 An illegitimate daughter of Alfonso X of Castile and his mistress Mayor Guillén de Guzmán Castile, Beatrice of (I4146)
 
158 An interesting incident is reported of this robber baron by an eyewitness Eadmer, biographer of Anselm of Canterbury. While Saint Anselm was progressing through Eudes's territory on his way to Rome in 1097, the bandit, expecting great treasure in the archbishop's retinue, prepared to ambush and loot it. Coming upon the prelate's train, the duke asked for the archbishop, whom they had not found. Anselm promptly came forward and took the duke by surprise, saying "My lord duke, suffer me to embrace thee." The flabbergasted duke immediately suffered the bishop to embrace him and offered himself as Anselm's humble servant.

He was a participant in the ill-fated Crusade of 1101.

 
Burgundy, Eudes I. of (I4161)
 
159 Anchersen, Ancher, 1644-1701, Biskop. Han var en Søn af Mag. Ancher Sørensen, Præst i Kolding og Provst i Brusk Herred, og Anne Jeremiasdatter og blev født 17. Jan. 1644 i Kerteminde, hvorhen hans Forældre vare flygtede, da Svenskerne under Krigen besatte Jylland. Han fik sin Undervisning i Odense Skole og senere i denne Bys Gymnasium, indtil han 1661 blev indskrevet som Student ved Københavns Universitet. Under et Ophold i Tyskland 1665-66 studerede han, særlig i Wittenberg, Theologi og orientalske Sprog. Han blev derpaa Rektor ved Kolding Skole 1668 og disputerede 1671 for Magistergraden. Da Kongen under sine Ophold paa Koldinghus jævnlig havde haft Lejlighed til at høre ham prædike, blev dette Kjendskab Anledning til, at A. 1692 blev Hofprædikant hos Kronprins Frederik under dennes Udenlandsrejse 1692-93. Efter sin Hjemkomst blev han udnævnt til Biskop over Ribe Stift og ved kgl. Resolution s. A. til Dr. theol. En Forkølelse, som han paadrog sig paa en Visitationsrejse, blev Aarsag til hans Død 19. Juni 1701. Universitetsprogrammet, som udstedtes i Anledning af hans Død, kalder ham «en Mand af gammeldags Sæder, som kun deri var ny, at han ikke havde den gamle Tids Fejl». Han blev 1673 gift med Marie Pedersdatter, med hvem han havde 4 Sønner, blandt hvilke nedennævnte Mathias Anchersen, og 4 Døtre, og efter hendes Død 1688 med Anne Nielsdatter Obling. I Litteraturen er han ikke optraadt.

Universitetsprogram 1701. Giessing,
Jubel-Lærere II, 1, 274. V. A. Secher,
Meddelelser om Slægten Secher (Siker) S. 60 ff.

V. A. Secher. 
Anchersen, Biskop Ancher (I22700)
 
160 Anchersen, Mathias, 1682-1741, Biskop, Søn af Biskop Ancher A., blev født 16. Marts 1682 i Kolding, hvor Faderen den Gang var Sognepræst. Da Faderen forflyttedes til Bispestolen i Ribe, kom Sønnen i Ribe Skole og dimitteredes der fra 1698. Ved Universitetet studerede han særlig de østerlandske Sprog, hvori han opnaaede en usædvanlig Færdighed, og ansattes derefter 1701 af sin Fader som Rektor i Fredericia. Ved Omgang med de jødiske Rabbinere ved Synagogen her fik han Lejlighed til yderligere Uddannelse i Hebraisk. En Frugt af disse Studier var en Disputats: «Spicilegium defectus lexicorum rabbinicorum» (1704), i hvilken han oplyser Betydningen af en Række i den rabbinske Litteratur forekommende Ord, som manglede i de forskjellige hidtil udgivne Ordbøger. Han rejste derefter med kongelig Understøttelse udenlands og besøgte Universiteter i Tyskland, Holland og England, stadig drivende orientalske Studier. Paa denne Rejse udgav han i Utrecht 1707 «Poema Abu-Ismaelis Tograi» paa Arabisk, ledsaget af en latinsk Oversættelse; næsten hele Oplaget af dette Arbejde gik imidlertid til Grunde ved Skibbrud under Overførselen fra Holland til Danmark. Nogle flere orientalske Arbejder, som han havde forberedt, bleve aldrig afsluttede eller udgivne, i det han hurtig blev dragen bort til anden Virksomhed. Ved hans Hjemkomst var der ingen Plads som Universitetslærer ledig, der passede for hans Uddannelse, men han ansattes 1709 som Professor i Mathematik og var fra 1711 (den strænge Pesttid) tillige Notar i Konsistoriet. 1720 kaldtes han med Tilladelse til «ved Lejlighed at indtræde i det theologiske Fakultet» til Sognepræst i Taarnby paa Amager, hvilket Kald i ældre Tid som oftest beklædtes med tidligere Universitetslærere; og 1726 forflyttedes han der fra til Sognekaldet ved Trinitatis Kirke i København. I Byens Ildebrand 1728 mistede han næsten alt sit Eje, som han fra sin Bolig havde ladet bringe ind i Kirken. Da der 1731 blev et theologisk Professorat ledigt, stødte hans Udnævnelse til dette paa bestemt Modstand hos Kongen («A. est un vaurien, qui ne merite ny eglise, ny Professorat», Hist. Tidsskr. IV, 276), som ikke desto mindre i samme Aar udnævnte ham til Biskop i Ribe. I dette hans sidste Embede voldtes ham mange Ubehageligheder og Sorger, og det synes, som om han kun lidet har været Pladsen voxen i denne i kirkelig Henseende stærkt bevægede Tid. Hverken hos Kirkeinspektionskollegiet eller hos Stiftets Gejstlighed fandt han Støtte. Med Digteren Chr. Falster, der var hans samtidige som Rektor i Ribe, havde han gentagne Gange voldsomme Sammenstød og stod vedvarende i et uvenligt og spændt Forhold til ham; men lige over for ham hævdede han dog sin Ret. I øvrigt levede A. i højst ulykkelige økonomiske Forhold, saa at det endogsaa blev nødvendigt Aaret før hans Død at fratage ham Bestyrelsen af de Bispeembedet underlagte offentlige Midler.

Han var to Gange gift. Sin første Hustru, Theodora Bygballe fra Norge, mistede han i Pesten i København 1711 efter 10 Ugers Ægteskab. Hans anden Hustru var Marie Elisabeth Mechen. Nedbrudt paa Sjæl og Legeme døde han 26. Febr. 1741, efterladende Enke og 7 Børn i Nød og Boet i bundløs Gæld. Han blev begravet i Kolding Kirke, hvor et stort Epitafium over ham er bekostet af hans Søn, ovenanførte Konferensraad og Højesteretsassessor Johan Joachim A.

Molbech, Hist. Aarbøger III, 219 ff. Frost, Efterretn.om Ribe Domkirke S. 70 ff. 161 f. Monk, Life of Bentley, London 1840, 4to, S. 258. Luxdorphiana S. 268 f. Chr. Bruun, Falsteriana S. 9 f. 21 ff. 74. Personalhist Tidsskr. 2. R. I, 290 ff. Ny kirkehist. Saml. III, 844 f.

A. Jantzen. (Med enkelte Tilføjelser af Vilh. Thomsen.) 
Anchersen, Biskop Mathias (I22702)
 
161 Anders Albretsen Skeel, kaldet Skiell, Søn af Albret Skeel og Frue Marin, kaldes Lange Skeel, ogsaa Gamle Anders Skeel, fik ved Arv Møgtved, blev senere Ejere af Hegnet og skal, i alt fald for en tid, have ejet Gunderstedgaard ikke som Bilag 1 herforan og Stamtavlen hos Hofm. Sige: Gunderslevgaard. 1517 erklære nemlig Anders Skeel Sønnesønner, Anders, Lars og Søren Skeel, at de ingen Ret havde til Gunderupgaard (Arch.-Reg. II. 329), der saaledes maa antages tidligere at have været i Skeelernes Eie. Gaarden ligger i Gundersted Sogn, Slet Herred (Trap II. 245). og Skovsgaard. Med Hensyn til Anders Skeels Giftermaal ere Beretningerne forskjellige, og enkelte, som det kan godtgjøres, urigtige. Følgende maa efter de af mig foretagne vidtløftige Undersøgelser ansees for det Rigtige.
1ste Gang var Anders Skeel gift med Frue Kirsten af Hegnet, Enke til Bellumgaard. At Anders Skeel skulde have skilt sig ved Møgtved, som siges i Aaret 1415 at have tilhørt Niss Ottesen, cfr. Orion, Kvart. Cfr. I. 281, kan jeg ikke tro, da denne Gaard var i Anders Skeels Arvingers Eie; det har i alt Fald da kun været en Deel af Møgtved, han har solgt. Men skulle Niels Ottesens Møgtved ikke have været en anden Gaard af samme Navn? Gehimearch-Arch. Top. Saml. (Riber Stift, Slangs Herred Kr. 19 Jylland 23) viser, at Otto Skyt i Aaret 1354 ved Thingsvidene for Slangs Herred godtgjorde, at ”Myktwiit” og Træthetoft i Grinsted Sogn var ham ved fire Kongers Breve tildømt. Dette laa altsaa i Grinsted Sogn i Slangs Herred (Trap II. 992), medens Skeels laa i Starup Sogn, Brusk Herred (Trap II. 922). Ogsaa Navnene passe, idet Niels Ottesen kan antages at have været Otto Skyts Søn. 3) Tøndring Søn af Niels Halse og Frue Gye; dette Ægteskab maa være indgaaet efter Aaret 1407, thi i dette Aar levede endnu Kirstens første Mand, Per Halse. Kirsten var en Datter af Ridder Krag til Søndervang og Frue Eline, Datter af Anders Jensen (Munk?) og Else Bosdatter Høeg af Hegnet. Med bemeldte sin Hustru fik Anders Skeel Hovedgaarden Hegnet, men naar han siges at have været Eier af samme allerede i Aaret 1400, Pont Atl IV. Og Trap II. 310; det er ogsaa urigtigt, naar det her siges, at Evert Moltke eiede Hegnet 1392. Det var nemlig Heignet i Borup Sogn, Ramsø Herred i Sjælland, som Moltke eiede, see Prosp. Af danske Herreg. VI. (Tillæg til Svenstrup) og Trap I. 204, kan dette ikke være rigtigt, mulingen en Feilskrift for 1410, cfr. I øvrigt Bilag 3 herforan. 2den Gang var Skeel gift med Lucie Munk. Datter af Ridder Stig Munk til Nørgaard og Mette Brune (af Familien Banner) Eriksdatter. 3die Gang var Skeel gift med Kirsten Hvas, Datter af Laurits Hvas til Ormstrup Nuvær. Friisholt, Sal Sogn, Houlbjerg Herred, Trap II. 398, cfr. Om Hvas Arch.-Reg. II.fl. St. og Thore Muus. Laurits Hvas var død 1430 og Skeel var gift med Kirsten Hvas før 1439.

cfr. Hvas´s Værk III. Pag. 43, 121, 122-123 og Dueholms Diplom. Indledningen Pag. XXXII og LXI. ; jfr. Wulff: Vendelbo Stifts Historie Pag. 211, sammenholdt med mine Optegn. Ao. 1455 om Frøslevgaard.

Jeg skal nu tillade mig at dokumentere Rigtigheden af Anders Skeel her anførte Ægteskaber, saaledes som de overfor ere angivne:

Det 1ste. Sønnen Albert Skeels Gavebrev af 1471 (Bilag 3 herforan) godtgjør dette Ægteskab; thi Navnet Hose er det samme som Hase (Haase, cfr. Arch.-Reg. I. Registreret). Familien Halse og netop Per Halse, eiede Gods i Salling, i Balling, Lyby, Volling, Ramsing og Haasum Sogne og i Sidetnævnte Sogn laa Vellumgaard, senere Kjærgaardeholm, cfr. Trap II. 319. Fami-lien Halse har ogsaa gjort Gaver til dens Sognekirke og i et Dokument af 1455 siges Anders Skeels og Kirsten, Halses Enkes Søn, Albert Skeel, at være Hases Arving. Det 2det. Et Thingsvidende fra Lindenborg Herred af 1482 i en Strid mellem Anders Skeels Sønner, Albert og Ivar Skeel, siger: ”at det ikke er hørt, at Alberts Fader fik mere Gods med Hr. Stig Munks Datter, Frue Lucie, end 5 Gaarde. Det 3die. Kirsten Lauritsdatter Hvas udstete som Lange Skeels Enke 1463 et Skjøde, og hendes Svigersøn Olof Person (Glob) udstedte 1467 et Skjøde, hvori han siger med sin Hustru Ane Andersdatters Samtykke at have til Lave Brok skjødet al hendes Lod i en Gaard i Auning, som Brok nu i Pant har ”af hendes afdøde Moder, Frue Kirstine Skeel”. Dokum. I Archivet paa Gl. Estrup ifølge T. A. Beckers Saml.

Ved efternævnte Lejligheder har jeg fundet Anders Skeel nævnt:
1439 udstete Erik Hvas og Anders Skeel et Pantebrev paa 3 Gaarde i Funder, Hids Herred, til St Johannis Kloster i Viborg.
1445 fik Anders og Splid Lavhævd paa Skousgaard efter et Thingvidende paa Jerlev Herredsting, hvor det siges, at de i lang Tid havde haft Gaarden. Splid maa være Jacob Splid, en Broder til Anders Skeel.
1449 overdrager ”Lange Schell” og Hans Rostrup en Gaard i Skjold Sogn, Bierre Herred, til Ridder Henrik Sandberg.
1454 erholdt Anders Skeel Dom paa en Jord og ”Bryggerpande” i Aalborg.

Naar Hoffmann paa Stamtavlen anfører Anders Skeels Dødsaar som 1460, da dette maa være 1 a’ 2 Aar for sent. Kirsten Hvas var nemlig Enke 1459, i hvilket Aar hun som ”Fru Kirsten Skeels” tog Lavhævd paa Eiendom i Egtved, Jerlev Herred, ligesom der ogsaa fra samme Aar haves et Thingsvidene fra Jerloff Herred, Ribe Stift, om, at Frue ”Kirsten Skeel” m. Fl. Tillod Hr Joachim Hardenberg at gjøre Dom og Sluse ved Vingsted Mølle paa deres Grund (Bresten Sogn, Tørrild Herred. Derimod tør det neppe sluttes af Afkald, som det omtales, at ”Frue Kirsten” 1454 og 1457 gav sin Broder, Erik Hvas, at hun da var Enke, skjønt Mandens Navn ikke tillige anføres i denne Omtale.

Kirsten Hvas maa ifølge Svigersønnens, Olof Person Globs Skjøde, være død før 1467.

Anm. I Archivering. II. 8. 13-14, cfr. 74, og 72 nævnes Anders Skeel, hans Søn, Ivar Skeel og dennes Søn, Hans Skeel i Forbindelse med Hvasserne som Mediere med disse I Arvegods I Hids Herred, hvilket Gods tidligere tilhørte Aage Halse. Hermed forholder det sig saaledes: Laurits Hvas var første Gang gift med en Datter af Ellof Ellofsen; (Archivreg. II. 9. 74). Ellofsen havde fra Anno 1401 Pant i Aage Halse’s Eiendomme i Jylland; dette Pant der som uindløst maa være gaaet over til Eiendom, faldt ved Ellofsens Død i Arv til bemeldte Datter og hendes Mand Laurits Hvas, cfr. Archigerg. II. 15. 41. 44; men efter Laurits Hvas’s Død maa det antages, at Børnene af Hvas’s andet Ægteskab – med Thore Muus – ere ved en særlig Arveforretning mellem dem og Børnene af første Ægteskab komme til at deeltage i Arven efter Ellofsens Datter, hvorved Anders Skeel paa sin Hu-stru, Kirsten Hvas’s Vegne, er bleven deelagtig i det ovennævnte Halse’ske Gods. At der i øvrigt mellem Skeelerne og Halserne har existerest et Familieforhold, synes at kunne sluttes af, at Halsernes gamle Eiendomme, Vellumgaard i Sallingland (eiedes alt Anno1260 af Oluf Halse, cfr. Folkekal. For Danm. 1852. 116,cfr. Ogsaa Archiverg. II. 349), er kommen i Anders Skeels Datter Anes og Mand Olof Person Globs samt deres Sønner Albert og Anders Globs Eie. (Hoffm. Fund. III. 476, Archivreg. II. 70. 71. 72. 344. III. 205). Vellumgaard eiedes Anno 1404 af ovenfor nævnte Per Halse, der i dette Aar for 40 Mark pantsætter til Niels Hvas Gods i Ramsing, Androp og Grundwasz, Træebbensgaard og Blesberg i Sallingland (Trap II. 320), cfr. Kgl Bibl., Gl. kgl.Msksl. fol 844; men Slægtskabet mellem Familierne Skeel og Halse fremgaaer end yderligere af et Thingsvidende fra 1455, under hvilket det siges, at Albert Skeel (Søn af Anders Skeel og Kirsten Krag, Hases Enke) var Hases Arving, Archivreg. III. 177, cfr. 182; thi dette maa dog være grundet i at Skeelerne vare i Slægt med Halserne, hvad de jo ikke vare, fordi Albert Skeels Moder tidligere havde været gift med en Halse. Herved ledes Tanken naturligt til den Formodning, at Anders Skeels Moder, Frue Marin” har været en Datter af Halse.

Anders Skeels Børn vare: Albert. Jep. Laust. Erik. Eiler. Ivar. Ane. Thore.
Af disse var: Albert, Søn af Kirsten Krag, forhen gift med Hase.
Jep. Eline. Laust. Erik og Eiler,
Børn af Lucie Munk.
Ivar. Ane. Thore.

Børn af Kirsten Hvas

Utvilsom er det, at Albert er Kirsten Krags Søn, og at Ivar og Ane ere Kirsten Hvas’s Børn. Usikkert er det, hvilke af de andre Børn der ere Lucie Munks og hvilke Kirsten Hvas’s. Thore antager jeg – som sidstnævnt i Dokumentet af 1471 – at være af sidste Ægteskab, hvortil kommer, at Kirsten Hvas’s Moder heed Thore, og da Lucie Munk og Anders Skeel efter Tingsvidene af 1482 havde flere Børn, sætter jeg de Ovenanførte som hendes Børn, der i øvrigt ifølge samme Dokument sees at være døde ikke blot før bemeldte Aar, men endog før Faderen, som havde arvet dem.
---
Vilhelm Samuel Skeel 
Skeel, Anders Albretsen (I0345)
 
162 Anders Gyldenstierne af Aagaard, alias Sir Andrew Ogard.
Han drog til England, traadte i regenten, hertugen af Bedfords tjeneste og kæmpede under hundredaarskrigen mod franskmændene. Han havde deltaget i togtet mod Anjou, og var blevet befalingsmand 1433-1434 paa en fæstning i Normandiet. Han gjorde sig saa fortjent, at det engelske parlament i 1433 naturaliserede ham.

Navnet er nu ændret til Haggard of Bradenham.
--
"HISTORY OF THE HAGGARD FAMILY IN ENGLAND AND AMERICA: 1433-1899"
By DAVID DAWSON HAGGARD
Sir Andrew Ogard (Aagard), O, Scotland as Andrew Peterson, was born in Denmark and settled in Bradenham, County of Norfolk, England. He took the name of his birthplace as a patronymic, and was naturalized as Andrew Ogard alias Ogart in 1433. He was chamberlain to the Duke of Bedford in 1435 and in 1451 was styled as Sir Andrew Hugard in Pasten Letters Volume 1, page 224. He died 13 October 1454 and is buried in Wymondham Abby Church. Sir Andrew Ogard, O, married first Margaret de Clifton, daughter and co-heiress of Sir John de Clifton, Knight of Buckenham Castle who died in 1447. Margaret de Clifton died childless before her father.
NOTE: John de Cailli built a manor in Bradenham in 1207 and was a forebearer of Margaret de Clifton, first wife of Sir Andrew Ogard. Sir Andrew Ogard, O, married secondly Alice ?, who died in 1460 and was buried at Wymondham. They had two children:
1. Henry Ogard, born 1450. (see I).

2. Anne Ogard, born ca. 1452, died in 1519, married 30 October 1470, Sir Ralph Arundel, Knight, Inq., married secondly Robert Crane, Esquire, of Chilton, Suffolk County.

Alice ?, widow of Sir Andrew Ogard; married secondly Sir Hugh Cokesey.

Henry Ogard, son of Sir Andrew and Alice (?) Ogard, was born in 1450, will dated 1509, probated 1511, Hagbecke, Emneth, married ca. 1472, Eleanor ? and had a son:

1. Andrew Ogard, born 1486, died 8 March 1526, Hagbecke, Emneth; Rye, Newgate, married ca 1508, Philippa Paston, daughter of Sir John Paston of Rye, Hertford; Essex, Norfolk and Cambridge. They had six children:

1. Anne Ogard, born 1511.

2. Brigitt Ogard, born 1514.

3. George Ogard, born 1515, of Hertford, Essex, Norfolk and Cambridge.

4. Henry Ogard, born ca. 1517, of Owlton and Sullyheed, Warwick County.

5. William Ogard, born 1519, of Owlton and Sullyheed, Warwick County, married ca. 1549, Walsoken, England, Winifred Repps, born 1529, died 9 February 1576, daughter of John Repps of West Walton. They had a son:

1. Andrew Ogard, born 1550, Walsoken, England.

6. Alice Ogard, born 1521.

Winifred (Repps) Ogard married secondly Thomas Hewar, who died 15 May 1579.

Andrew Ogard son of William and Winifred (Repps) Ogard, was born 1550, Walsoken, England, married 5 September 1581, Elizabeth Hunstone who was buried 21 May 1623. They had five children:

1. Andrew Ogard, born ca. 1583, married 1611, Elizabeth Smith.

2. John Ogard, baptised 16 October 1597, died 6 November 1597.

3. Joseph Ogard, buried 27 November 1597.

4. Lydia Ogard, buried 2 August 1606.

5. Emma Ogard, buried 23 September 1609.

Andrew Ogard, son of Andrew and Elizabeth (Hunstone) Ogard, was born ca. 1583, married 31 October 1611, Elizabeth Smith who died 28 September 1680, Walsoken, England. They had four children:

1. Elizabeth Ogard, baptised 16 August 1614.

2. Thomas Ogard, baptised 12 December 1620, Walsoken, England.

3. Henry Ogard, baptised 30 January 1622, Walsoken, England, died 27 August 1677.

4. John Ogard, born ca. 1624, Walsoken, England, died 28 July 1677.

Thomas Ogard, son of Andrew and Elizabeth (Smith) Ogard, was baptised 12 December 1620, Walsoken, England, married ca. 1642, Margaret ?, who died 1 March 1708. They had five children:

1. Margaret Ogard, born ca. 1643, Walsoken, England.

2. Thomas Ogard, born ca. 1645, died 18 October 1680.

3. John Ogard, born ca. 1647, Walsoken, England, died 7 April 1683.

4. Mary Ogard, born ca. 1649, Walsoken, England, died 22 March 1684.

5. Elizabeth Ogard, born ca. 1651, Walsoken, England, died 7 September 1696.

Thomas Ogard, son of Thomas and Margaret (?) Ogard, was born ca. 1645, Walsoken, England, died 18 October 1680, married Elizabeth ?, who died 26 September 1680. They had six children:

1. Elizabeth Ogard, baptised 25 April 1666, Royston, Hertz, England.

2. Anne Ogard, born 1669, died 13 June 1669, Royston, Hertz, England.

3. Joseph Ogard, baptised 22 June 1667, Royston, Hertz, England.

4. John Ogard (twin), baptised 11 August 1671, died 27 July 1674.

5. Benjamin Ogard (twin), baptised 11 August 1671, Royston, Hertz, England.

6. Margaret Ogard, baptised 29 November 1681, Royston, Hertz, England.

The Ogard line disappeared about 1702 for lack of a male heir.

While the Ogards and Haggards lived in the same area for over 250 years there is no known connection between the families other than a plate found in the possession of John Haggard (see 111) with the Ogard family crest, "Azure. a mullet of six points argent, through which the Haggards of Bradenham Hall claim descent from Sir Andrew Ogard, Knight of Bradenham Castle, County Norfolk, who settled in England and was naturalized by King Henry VI in 1433. He was a scion of a most distinguished family in Denmark, where the name is still to be found (1899). However that may be, the pedigree of the Haggards can be traced back to the fifteenth century about which time we find:

David Haggard, 1, of Ware, Hertz, who was assessed £10 pounds sterling for lands there (Subsidy Rolls 14 and 15), Henry VIII (1522-23). His will was proven in 1534 (Comm Essex and Hertz) and left a son:

1. John Haggard, 11, born ca. 1508, of Ware, County Hertz, (living 33, Henry VIII, 1541) married ca. 1533 and had a son:

1. John Haggard, (a freeholder in Ware, County Hertz, 1561).
son of John Haggard, of Ware, County Hertz, was born ca. 1526, will proven 10 March 1585, married ca. 1548, Elizabeth ?. At his death in 1584 he left his wife and six children:

1. Agnes Haggard, of Ware, County Hertz, England, was born ca. 1549, married 30 January 1569, Oliver Cross, of ware, County Hertz.

2. Edward Haggard, of Ware, County Hertz, England, was born ca. 1555.*

3. Mabel Haggard, of Ware, County Hertz, England, was born ca. 1557.

4. Helen Haggard, of Ware, County Hertz, England, was born ca. 1559, married 27 May 1583, Oliver Harvey, of Ware, County Hertz, buried 9 November 1626.

5. Thomas Haggard, of Ware, County Hertz, was baptised 8 June 1565.

6. John Haggard of Ware, County Hertz, England, was born ca. 1567, church warden for many years, will dated 8 July 1617, buried 21 August 1617.

Edward Haggard, of Ware, County Hertz, England, son of John and Elizabeth (?) Haggard, was born ca. 1555, married 2 June 1577, Mercy Browne, and had eight children:

1. John Haggard, baptised 12 July 1579, Ware, County Hertz, England.

2. Sybil Haggard, baptised 12 Feb. 1580, Ware, Hertz, England, buried 17 July 1604, single.

3. Edward Haggard, baptised 26 May 1583, buried 11 May 1653, single.

4. Elizabeth Haggard, baptised 12 December 1585, Ware, Hertz, England, living 8 July 1617.

5. Mary Haggard, baptised 13 October 1588, buried 11 April 1606.

6. Susan Haggard, baptised 11 July 1591, living 1 June 1627, married 16 June 1622, Richard Pickering, of Ware, County Hertz, England.

7. Thomas Haggard, baptised 17 February 1593, Ware, County Hertz, died single, 14 June 1627, will dated 1 June 1627, probated 2 October 1627.

8. Richard Haggard, baptised 12 October 1595, Ware, County Hertz, England.

Thomas Haggard, of Ware, County Hertz, England, son of John and Elizabeth (?) Haggard, was baptised 8 June 1565, died 22 July 1655, aged 90 years, married 1603, Katherine ?, buried 5 February 1630, Ware, County Hertz. They had five children:

1. Thomas Haggard, of Ware, County Hertz, baptised 27 May 1604, died single, buried 18 January 1663, will dated 15 January 1663, probated 15 April 1664.

2. John Haggard, of Ware, Hertz, baptised 9 March 1606, buried 14 March 1606.

3. Elizabeth Haggard, of Ware, County Hertz, baptised 22 May 1608, living 15 January 1663, married 24 November 1630, Charles North, of Ware, County Hertz. They had a son:

1. Charles North, born ca. 1631, Ware, County Hertz.

4. Mary Haggard, of Ware, County Hertz, baptised 30 September 1610, buried 3 June 1661.

5. John Haggard, of Ware, County Hertz, England, was baptised 14 February 1613.

John Haggard, of Ware, County Hertz, son of Thomas and Katherine (?) Haggard, was baptised 14 February 1613, buried 9 June 1680, married first 18 October 1637, Susan Browne, buried 4 January 1641. They had two children:

1. Thomas Haggard, baptised 16 September 1638, Ware, County Hertz.

2. Susan Haggard, baptised 6 September 1640, buried 19 December 1640, Ware, County Hertz.

John Haggard, married secondly 1667, Anna Butcher, and had six daughters and a son, all died in infancy:

3. Ann Haggard, born 2 June 1647, baptised 28 October 1668, Ware, Hertz.

4. Margaret Haggard, born 29 September 1660, baptised 28 October 1668.

5. Sarah Haggard, born 4 September 1652, baptised 28 October 1668.

6. Elizabeth Haggard, born 9 March 1654, Ware, County Hertz.

7. Katherine Haggard, born 8 August 1656, baptised 28 October 1668.

8. Elizabeth Haggard II, born 7 March 1658, baptised 28 October 1668.

9. John Haggard, born 19 August 1668, baptised 28 October 1668.

Thomas Haggard, son of John and Susan (Browne) Haggard of Ware and Royston, County, Hertz, was baptised 16 September 1638, Ware, County Hertz, buried 11 February 1685, married 1659, Elizabeth Ainger, daughter of Joseph Ainger of Ware. She was buried 18 April 1697. They had thirteen children:

1. Thomas Haggard, baptised 19 February 1660, buried 27 February 1661.

2. Thomas Haggard II, living 15 January 1663, Royston, County Hertz.

3. John Haggard, buried 1664, Royston, County Hertz.

4. Elizabeth Haggard, baptised 1666, Royston, County Hertz, buried 4 October 1685 at Ware, County Hertz, married 10 December 1684, Thomas Hulls, of Ware.

5. Joseph Haggard, baptised 1667, at Royston, County Hertz, living 28 April 1708.

6. Anne Haggard, buried 1669, at Royston, County Hertz.

7. John Haggard II, born 1669, at Royston, County Hertz.

8. Benjamin Haggard, baptised 1671 at Royston, County Hertz.

9. Susanna Haggard, baptised 23 July 1678, at Ware, County Hertz, living 28 April 1708.

10. Judith Haggard, born ca. 1679, at Ware, County Hertz, living single 28 April 1708.

11. Sarah Haggard, baptised 10 April 1680, Ware, County Hertz, buried 22 May 1684.

12. Edward Haggard, baptised 4 May 1681, Ware, County Hertz, living 28 April 1708.

13. Lucy Haggard, baptised 7 February 1682, Ware, County Hertz, buried 3 August 1683.

John Haggard, II, son of Thomas and Elizabeth (Ainger) Haggard, of St. James, Clerkenwell, London, and Browley, St. Leonards, Middlesex, and later of Chesterford, Essex, Department Lieutenant Tower Hamlets, 1740, was born 1669, at Royston, County Hertz, England, and was baptised in 1671, married first 29 March 1693, Elizabeth Stratton, born ca. 1675, daughter of Mark Stratton of St. Botolph, Aldergate, and had five children:

1. Edward Haggard, of Bromley, St. Leonards, was born 1694,

2. William Haggard of St. James, Clerkenwell, born 1696, died 5 June 1730.

3. George Haggard, St. James, Clerkenwell, born ca. 1697, living 6 June 1730.

4. John Haggard, of Bromley, St. Leonards, was born in 1698.

5. Mark Haggard, of St. Mary's, Stratford, LeBow, was born ca. 1700.

John Haggard II, of St. James, Clerkenwell, London, married secondly on 10 March 1716, Bridget Edge of St. Faiths, London, widow of Samuel Fellows.

Edward Haggard, of Bromley, St. Leonards, son of John, II, and Elizabeth (Stratton) Haggard, was born 1694, died 15 August 1733, married ca. 1714, Ruth ?, will dated 9 May 1745, probated 25 July 1746. They had two children:

1. Edward Haggard, born ca. 1715, living 9 May 1745.

2. Sarah Haggard, born ca. 1717, living 25 July 1746, married ca. 1737, John Vaux.

John Haggard, of Bromley, St. Leonards, and Old Ford House, County Middlesex, son of John and Elizabeth (Stratton) Haggard, was born in 1698, died 5 February 1776, buried at Bennington, County Hertz, will dated 14 December 1770, married first 1722, Mary Warner who was buried at Bromley, St. Leonards in 1732, and had two sons:

1. John Haggard, Reverend, Master of Arts, rector of St. Bennington, was born in 1723, died 5 February 1813, age 90 years, married Mary Lee, sister of his father's second wife. She died 26 November 1778, age 53.

2. William Henry Haggard, Esq., born ca. 1729.

John Haggard, of Bromley, St. Leonards, married secondly Elizabeth Lee who died 31 January 1794, age 83, buried at Bennington, Hertz, will dated January 1781, proven 1794.

William Henry Haggard, Esq., of Norwich, son of John and Mary (Warner) Haggard, was born ca. 1729, died 30 March 1813, aged 84, buried at St. John's Maddermarket, married 1756, Susan Rebecca Barham, born ca. 1736, died 1804, aged 67, daughter of James Barham of St. John's Maddermarket, Norwich. They had one son:

1. William Henry Haggard, Jr., born 4 December 1757.

William Henry Haggard, Jr., son of William Henry and Susan Rebecca (Barham) Haggard, of Knobsworth Place, Hertz, Park Street, Westminster, who acquired Bradenham Hall, Thetford, County Norfolk, Bachelor of Arts, Emanuel College, Cambridge; Barrister at Law, was born 4 December 1757, died 13 February 1837, aged 79 years, buried at St. Savior's, Walcot, Bath; married 16 July 1781, at Thunderidge, Hertz, Frances Amyand, born ca. 1760, died 21 July 1820, aged 60, only daughter of the Reverend Thomas Amyand, Rector of Hambledon, County Banks, and Fawley, County Oxford, and Frances (Rider) Amyand. Frances Rider was sole heiress of Thomas Rider of Twickenham. Frances Rider became heiress to her brother Thomas Amyand, Esq., of Twickenham, to whose property her son William eventually succeeded. Her grandfather Claudius Amyand, Sergeant Surgeon to King George II, was the elder brother of Sir George Amyand now (1899) Baronet whose son assumed the name Cornwall and was represented by Reverend Sir George Henry Cornwall, Baronet. They had eleven children:

1. William Haggard, Esq., of Bradenham Hall, County Norfolk.

2. George Haggard, born 1785, died 12 May 1795.

3. Thomas Haggard, born 7 July 1790, at Bradford House, baptised 1790 at Cottered, County Hertz, died 26 December 1858, married Maria Tickell, died 1862, daughter of William Tickell of Bath.

4. John Haggard, born 1794, died 31 October 1856.*

5. George Haggard, fifth son of William Henry Jr. and Frances (Amyand) Haggard, was born 2 October 1880, died single 15 June 1817 at St. Petersburg, Russia.

6. Frances Haggard, born 30 May 1782, died 5 December 1866, married 16 December 1806, John Adolphus Young, Esq., Solicitor of Hare Hatch Burks.

7. Lucinda Haggard, born 2 January 1789, died 28 August 1881, married 31 October 1808, Robert Mapletoft, Esq., of Spring Hill, Suffolk, died October 1856.

8. Maria Haggard, born/died 1792.

9. Charlotte Haggard, born ca. 1798, died single 29 November 1813, buried St. Michael's Church, St. Albans.

10. Barbara Haggard, born ca. 1800, died single 2 June 1811, buried St. Michael's Church, St. Albans.

11. Caroline Haggard, born ca. 1802, died single 17 April 1864, aged 72, buried at Ewyas Harold, Herfordshire.

NOTE: There was no house of any size in West Bradenham until Bradenham Hall was built by James Smyth (Smith) in 1766 and it is pretty safe to say no Haggards lived there until about 1818 when Thomas Smith sold the property to William Henry Haggard, Jr., born in 1757. Any connection between James Smith who built Bradenham Hall and Elizabeth Smith, born 28 September 1680, Walsoken, England, who married Andrew Ogard, great-grandson of Sir Andrew Ogard is unknown.

William Haggard, Esq., of Bradenham Hall, County Norfolk, son of William Henry Jr. and Frances (Amyand) Haggard, Justice of the Peace, Deputy Lieutenant, was born 26 September 1783, Bradfield House, Cottered, Hertz, died 30 March 1843, Brighton, aged 60, married 28 May 1816, St. Petersburg, Russia, Elizabeth Meybohm, eldest daughter and co-heiress of James Meybohn, Esq., of St. Petersburg, Russia. She died 1 November 1848, aged 64, at Swaffham. They had four children:

1. William Meybohn Rider Haggard, Esq., 111551742111, born 19 April 1817.

2. James John Haggard, born April 1818, died June 1819.

3. Frances Haggard, born 6 May 1821, died 25 December 1881, Brinsop, Hereford, married at St. George's, Hanover Square, 7 September 1842, Reverend William Cecil Fowle, Vicar of Brinsop, Hereford.

4. James Haggard II, Justice of the Peace, born 29 August 1824.

John Haggard, son of William Henry Jr. and Frances (Amyand) Haggard, Doctor of Laws, Doctor Commons, Chancellor of Lincoln, Winchester and Manchester, was born 1794, died 31 October 1856, aged 63, buried at Brighton, married 20 July 1820, Caroline Hodgson, born 1 May 1979, daughter of Mark Hodgson of Bromley. They had eight children:

1. Henry Vachell Haggard, Commander Royal Navy, born 1822, died 1 March 1858, aged 35.

2. John Haggard, Fellow of the Honorable East India Company, born 1824, died in India, 1848, aged 25.

3. Mark Haggard, Reverend, Master of Arts, born 1825, died at sea 10 April 1854, on voyage home from Madeira, age 29.

4. Thomas Trenchard Haggard, Colonel Royal Artillery, born 1827.

5. Christopher Haggard, Reverend, was born 1829, married first 1859, Mary Helen Townsend, daughter of Reverend R. L. Townsend, Vicar of Waudsworth. She died 1875. Christopher married secondly 1877, Emily Sarah Browne, daughter of E. Browne, Esq., of East Hill, Waudsworth.

6. George Haggard, Major Royal Army, born 1832, married 1864, Marian Dean, who died 4 May 1867, daughter of Right Honorable Sir James Parker Dean, Knight, Privy Councilor Queens Council, doctor of Civil Law.

7. Edward Haggard, Barrister at Law, born 1836.

8. Mary Catherine Haggard, born ca. 1838, married ca. 1860, Maurice Charles Morttius Swabey, Doctor of Civil Law, who died 1 November 1883.

9. Elizabeth Haggard, born ca. 1840, married ca. 1862, Reverend William Dalton Sevous.

Thomas Trenchard Haggard, Colonel Royal Artillery, son of John and Caroline (Hodgson) Haggard, was born 1827, died 23 July 1877, married 1852, Emily Frances Ewing Bosworth, daughter of J. H. Bosworth, Esq., of Westerham. They had seven children:

1. John Haggard, Lieutenant, Royal Artillery, born 10 October 1862, died June 1891.

2. Henry Haggard, Captain East Yorkshire Regiment, born 25 July 1864.

3. Emily Caroline Haggard, born ca. 1866, married ca. 1888, Lionel Robert Ashburner, Esq., Companion Star of India, late member Council, Bombay.

4. Alice Sophia Haggard, born ca. 1868, married Bazil Lang, Esq., Bachelor of Laws.

5. Mary Haggard, born ca. 1870, married John Pollen, Esq., Bombay Court of Sessions.

6. Amy Haggard, born ca. 1872.

7. Mina Haggard, born ca. 1874.

William Meybohm Rider Haggard, Esq., son of William and Elizabeth (Meybohm) Haggard, of Bradenham Hall, County Norfolk, Bachelor of Laws, Barrister at Law, Justice of the Peace, Deputy Lieutenant, Chairman Norfolk Quarter Sessions, was born 19 April 1817, died 21 April 1893, married 30 May 1844, Ella Doveton, died 1889, eldest daughter and co-heiress of Bazett Doveton, Esq., E.G., C.S., only son of John Doveton, Esq., of St. Helena. They had ten children:

1. William Henry Doveton Haggard, born 25 June 1846.*

2. Bazett Michael Haggard, born 24 September 1847.*

3. Ella Doveton Haggard, born ca. 1848.*

4. Alfred Hinuber Haggard, born 17 April 1849.*

5. John George Haggard, born 11 June 1850.*

6. Andrew Charles Parker Haggard, born 7 February 1854.*

7. Sir Henry Rider Haggard, born 22 June 1856.*

8. Elizabeth Cecelia Haggard, born ca. 1858.*

9. Edward Arthur Haggard, born 5 November 1860.*

10. Eleanora Mary Haggard, born ca. 1866.

William Henry Doveton Haggard, of Bradenham Hall, County Norfolk, son of William Meybohm Rider and Ella (Doveton) Haggard Justice of the Peace, Secretary in Her Britannic Majesty's Diplomatic Service at Athens 1887-1890, Her Britannic Majesty's Minister Plenopotantiary and Commander-General Republic of the Equator 1890-1899, was born 25 June 1846, married first 11 December 1875, Caroline Anna Carroll, third daughter of William Thomas Carroll of Washington, D.C., (divorced on his petition 7 November 1882, no children). Married secondly 15 January 1887, Emily Margaret Hancox, daughter of Joseph Hancox. They had three children:

1. William Rudolph Rivers Doveton Haggard, born 26 July 1888.

2. Ella Margaret Mary Haggard, born 10 April 1890.

3. Sybil Maud Haggard, born 21 February 1892.

Bazett Michael Haggard, of Kirby Hall, County Norfolk, son of William Meybohm Rider and Ella (Doveton) Haggard, Barrister at Law Bachelor of Arts, Trinity Hall, Cambridge; Her Majesty's Commissioner to the Island of Samoa, was born 24 September 1847, married 16 December 1872, Julia Diana Barker, eldest daughter of George Barker, Esq., of Holt Lodge and Caston, County Norfolk. They had four children:

1. George William Bazett Haggard, born 10 October 1873.

2. Thomas Barker Amyand Haggard, born 6 December 1874.

3. Mark Haggard, born 20 January 1876.

4. Richard Colby Haggard, born 6 June 1877.

Ella Doveton Haggard, daughter of William Meybohm Rider and Ella (Doveton) Haggard of Bradenham Hall, County Norfolk, was born ca. 1848, married 20 July 1869, Reverend Prebendary Charles Edward Maddison Green, Rector of Ledbury, County Hereford. They had three children:

1. Charles Arthur Maddison Green, born 17 June 1877.

2. Edward Roland Maddison Green, born 5 March 1878.

3. Ella Frances Maddison Green, born 11 February 1879.

Alfred Hinuber Haggard, son of William Meybohm Rider and Ella (Doveton) Haggard of Bradenham Hall, County Norfolk, formerly Bengal Court of Sessions, was born 17 April 1849, married 11 December 1873, Alice Geraldine Schalch, daughter of Vernon Hugh Schalch, Esq., Companion Star of India, Member Council, Calcutta, Barrister at Law. They had five children:

1. Vernon Harry Stewart Haggard, born 28 October 1874.

2. Alfred Gerald Ausdell Haggard, born 24 April 1877.

3. Beatrice Amy Haggard, born March 1879.

4. Godfray Digby Napier Haggard, born 6 February 1884.

5. Daniel Amyand Haggard, born 12 March 1886.

John George Haggard, son of William Meybohm Rider and Ella (Doveton) Haggard of Bradenham Hall, County Norfolk, Royal Navy, now Her Britannic Majesty's Council at Trieste, was born 11 June 1850, married 28 January 1886, Agnes Marion Barber, daughter of Fairless Barber, Fellow of the Society of Arts and Antiquities, Fellow of the Horticultural Society of Rastrick, Yorkshire. They had three children:

1. Phebe Haggard, born 12 December 1886.

2. Joan Haggard, born 15 April 1889.

3. Andrew Haggard, born 29 May 1892.

Andrew Charles Parker Haggard, son of William Meybohm Rider and Ella (Doveton) Haggard of Bradenham Hall, County Norfolk, Distinguished Service Order, late Lieutenant-Colonel, Commander Egyptian Battalion, formerly Captain King's own Scottish Borders, was born 7 February 1854, married 3 May 1883, Emily Osabella Chirnside, daughter of Peter Chirnside of Newham County, Northumberland.

Sir Henry Rider Haggard, of Ditchingham House, Cotterfolk, Justice of the Peace, Norfolk and Suffolk, Barrister at Law, formerly in Her Majesty's Colonial Service and on the staff of Sir Thomas Shepstone during his mission to the Transvaal, son of William Meybohm Rider and Ella (Doveton) Haggard of Bradenham Hall, County Norfolk, was born born 22 June 1856, died 14 May 1925, London, England, married 11 August 1880, Marianna Louisa Margiston, died September 1943, County Norfolk, England, daughter and heiress of John Margiston, Justice of the Peace of Ditchingham House, County Norfolk, Major of the 19th Regiment. They had four children:

1. Arthur John Haggard, born 23 May 1881, died 1 February 1891.

2. Agnes Angela Rider Haggard, born January 1883.

3. Sybil Dorothy Rider Haggard, born 25 March 1892, died single.

4. Litias Margiston Rider Haggard, born 9 December 1892, died 10 January 1968, Ditchingham House, County Norfolk, England. She was awarded the MBE for her service as a nursing auxiliary in World War I, and was a member of the Norfolk County Council from 1949 to 1952 and in 1953 was elected president of the Norfolk Rural Craftsman's Guild. Her biography of her father "The Cloke that I Left" was published in 1951. Her other books included: "Norfolk Life", "A Norfolk Notebook", "A Country Scrapbook, and she edited "I Walk by Night" and "The Rabbit Skin Cap".

In 1879 Sir Henry Rider Haggard retired from the Colonial Service and returned to England where he was called to the bar at Lincoln's Inn in 1885. He was a very prolific writer and for the next forty years averaged over a book a year. Among them were:

King Solomon's Mines
--
http://haggard.surnames.com/historical_files/H1.htm 
Gyldenstierne, Anders Pedersen (Andrew Ogard / Haggard) (I8977)
 
163 Anders Holgersen Skeel, Søn af Holger Skeel og Regitze Sophie Güldencrone - kaldes ofte Andreas Skeel, men er døbt Anders Skeel. - ,Stamherre til Birkelse, Herre til Langholt og Ripstrup, Gehimeraad, Kammerher-re, Ridder af Dannenrog, Amtmand over Dronningborg, Silkeborg og Mariager Amter, er født d. 26de Januar 1731, og blev opkaldt efter sin Farfader; han tiltraadte efter allerede i 1744 at være confirmeret4), d. 2den Mai 1746 sin Udenlandsreise, madhavende som Hovmester Mag. Fischer og „som Laquai” Chr. Wedsted. i September s.M. angrebes Anders Skeel i Leipzig af hidsig Feber og var Døden nær.

D. 28de April 1748 holdt han sin Dispustas i fremmede Lande; foruden i Leipzig studerede Skeel ogsaa i Længere Tid i Gent, ligesom han ogsaa paa sin Reise besøgte adskillige Hoffer. D. 13de Juli 1749 kom han hjem fra reisen.

D. 28de October 1749 blev Anders Skeel Kammerjunker og i samme Aar Assessor i Hofretten.
1751 blev han surnumerair Assessor i Høiesteret.
1755, d. 19dec, fik han Votum som Assessor i Høiesteret.
1759, i Marts, fik han 400 Rdl. i Gage i Høiesteret.
1760, i April, fulgte han som ældste opvartende Kammerjunker Kongen paa en Reise omkring i Landet.
1716 opnaaede han Gage som Kammerjunker og da han om Sommeren bestandigt fulgte Hoffet, opgav han Sagen i Høiesteret.
1764, d. 26de April, blev han Kammerherre.
1768 blev Anders Skeel Amtmand over Dronningborg, Silkeborg og Mariager Amter.
1774, d. 29de Januar, udnævnes Skeel til Ridder (Storkors) af Dannebrogen.
1776 blev han Gehimeraad og fratraadte efter Ansøgning sin Amtmandspost.

Anders Skeel ægtede d. 4de August 1758 Charlotte Amalie Carisius, og stod deres Bryllup paa Constantinsborg hos hendes Forældre, Etatsraad Constatin til Constaninsborg (Ormslev Sogn, Ring Herred, Trap II. 613) og Kirstine Gülencrone. Charlotte Amalie Carisius var født 1737 og kaldtes af Svigermoderen: „den nydelige Charlotte”. Anders Skeel havde tidligere være forlovet med en anden, hvorom hans Moder i sin Dagbog skriver: „Kort efter min Ankomst her” - Kjøbenhavn, hvor hun ankom med sine Børn i October 1751 - „mødte mig et af de sørgeligste Tilfælde, nemlig min ældste Søns ubetænksomme Forlovelse med C. Sch. Gud, Du veed, hvad for et Menneske vi havde at gjøre med i denne Handel, Du kjender mig, Du kjender hende; Ak, min Søn vil styrte sig i saadanne Omstændigheder, at hans hele Liv vil blive ham Suurt” men d. 19de October 1752 skriver hun: „Dette var min lykkeligste Dag, da det ulykkelige Forlovelsesmaal gik tilbage og min Søn udreves af de farlige Hænder.”

1766 overtog Anders Skeel Stamhuset Birkelse ved Afstaaelse af Moderen. Langholt (Horsens Sogn, Kjær Herred, Trap II. 191) Hovedgaard havde Anders Skeel tilkøbt sig.
Ribstrup (Vester Sogn, Børglum Herred, Trap II. 75) Hovedgaard havde Skeel ogsaa erhvervet sig ved Kjøb.

Anders Skeel døde d. 11te November 1776 paa Langholt efter nogle Dages Sygdom og efterlod Stamhuset en „bedrøvet slet tilstand”. Hans Enke døde i København i Aaret 1788.
De havde ingen Børn.

Anders Skeels Portræt findes paa Birkelse.
Anders Skeel byggede en Skole og skjænkede dertil 150 Rdl.- perpeturet i Ribstrup , hvis renter Skolelæreren tillagdes i Forøgelse af hans Løn, forat undervise baade Vinter og Sommer, og skulle de Børn, som havde for langt om Vinteren til Skole, samles i en Stue i vedkommende By, og Læreren der gaa hen for at undervise. Fundasen er af 14de October 1767.
 
Skeel, Anders (Andreas) (I0585)
 
164 ANDERS JENSEN af Havelse (Ølsted S., Strø H.), træffes første gang 1431 da Roskildebiskoppen godkendte hans regnskab for forvaltningen af bispens gård i sø (Selsø S., Horns H.), blev 1436 udpeget som forvalter for Roskilde sankt Agnes Kloster af priorinden og konventet, takkedes sammen med sin hustru 1438 og 1439 for regnskabsaflæggelse af priorinde og konvent, 1448 af biskoppen, optræder i årene 1436-1450 som part i en række ejendomstransaktioner på både egne og klostrets vegne, fik 1446 på et hus i Roskilde, som han 1448 erhvervede ejendomsret til og 1449 skænkede vikaren ved Maria Magdalene Alteret i Roskilde kirke til gengæld for en ugentlig messe for sin og hustruen Cecilies sjæles frelse. Væbner, Anders Jensen (Halvegge) (I13992)
 
165 Anders Jensen Skeel havde helliget sig til den geistlige Stand og døde som Kannik i Ribe Domcapitel, Dacanus ved Ribe Domkirke, Provst i Vard Sysel og Bispens Officialis i Jelling Sysel. Det maa antages, at Anders Jensen Skeel har fuccederet Henrik Stranberg i det nævnte Provsti, da denne i 1455 blev Bisp. Anders Jensen Skeel var tillige Geistlig i Aarhus Stift, uden Tvivl Kannik i Domcapitlet og Ihendehaver af Egaa Præbende. (Præbede er indtægt af kirkelig jordegods) Det tidligste Anders Jensen Skeel nævnes, er I Aaret 1426, I hvilket Aar Nis Lawsen I Rielsby pantsætter for 100 lødige Mark til ”Anders Jensen Skiæl” – der da ikke var Geistlig, 1434 var han derimod Kannik i Ribe – alt sit Gods i Ostorp Sogn i Malt-Gjøring Herreder. Om dette Gods opstod Strid efter Skeels Død, hvorom nedenfor. Samme Aar gav Anders Jensen Skeel til Anders Brock, Kannik, i Ribe, til Temme Nielsen (Rosenkrantz) en Gaard i Bryllund. I samme Aar har Anders Jensen Skeel,” Kannik i Ribe og Bispens Officialis i Jelling Syssel”, medunderskrevet et Vidne, afgivet for Vejle Kirkedør, hvori formeldes, at Væbner Nis Skram af Mattrup har kjøbt Trøi Gods i Snedhæ Sogn i Wrads Herred; hans Segel under dette Videne er Skeelernes nuværende Vaaben. Som Medlem af Conventet eller det saakaldte Præstegilde i Ribe By nævnes Anders Jensen Skeel, idet det anføres:”de decano And. Skeel ita: dnus Andreas Skell, decanus, exposuit primum et secundum subsidium circa festum Visitationis Marie & sit liber pro Missalibus ejus diebus. A. D. MCDLVII 13) (1457) c: Anders Skeel, decanus, har leveret 1ste og 2det Bidrag ved Mariæ Besø-gelsesfest og er derfor fri for Messer i hans Dage; Aar 1457. Anders Jensen Skeel skal være død i Aaret 1459, men forinden havde han oprettet et Gavebrev eller Skjøde og et Testamente, begge daterede d. 26de Februar samme Aar Disse Dokumenter ere endnu i Behold in originali og findes i Gehiemearchivet. Ved Gavebrevet eller Skjødet han Capitlet i Ribe, foruden alle sine Bøger, alt Gods i Astorp Sogn, som er 1 Gaard i Geltorp, 2 Gaarde i Tvile, 1Gaard i Grenæ, 1 Gaard i Torpling, 1 Gaard i Neder-Astorp. 1 Gaard i Skogbølling, 1 Gaard i Astorp By og et Møllested i Grenækrog, i alt 9 Gaarde, og skulde Capitlet da hvert Aar holde hans og hans Forældres Aartid med Messer og Vigilier, som det bruges i Vor Frue Kirke i Ribe. Saa gav han endvidere til bemeldte Kirke til hans Lægersted (Gravfred) 1 Gaard i Jamdorp. Sluttelig tilbyder han sig og Arvinger at holde stadigt de foranførte Stykker (Gaver) ”Uden Hjælperæthe” (c: Runster, Udflugter). Ved Testamentet, der er skrevet i det latinske Sprog, gjentager han den ovennævnte Gave til Capitlet, hvorledes han skjenker til det biskoppelige Bord sin Hovedgaard ”Hoffgaard” kaldet, beliggende paa Hestballe Mark, samt en Mængde Gaver til Kirker, Geistlige, Fattige og andre Personer. I Testamentet nævnes ”min Søster Mette”, ”Jørgen og hans Brødre, Sønner af min Broder”, ”Katerine, min Slægtning”, og Jacob Nielsen, min Slægtning”. Ligeledes Tales om, at hans Forældre i lang Tid have Brugen af noget, et Kloster i Horsens tilhørende, Gods. Som den første blandt de indsatte Executorer af Testamentet nævnes Ribe Bisp, Henrik Stangberg. Efter Anders Jensen Skeels Død opstod der Stridigheder om Gyldigheden af de af ham foretagne Dispositioner. Saaledes ses det, at Capitlet i Aaret 1463 tilbød ”en af Anders Skeels Arvinger, Frue Anna i Skaane” Vederlag for at lade den Afdødes Vilie staa ved Magt. Jeg har ikke fundet, hvad Enden blev paa denne Strid, men i Aaret 1479 var Hesselballe Hovedgaard igen i Familiens Eie. Angaaende det Capitelet af Anders Jensen Skeel skjænkede Gods i Aastrup blev der af Henrik Steen i Plougstrup reist Strid, idet han paastod, at hans Bedstefader, Nis Lausen, kun havde pansat Godset til Anders Jensen Skeel, og at Capitlet derfor skulle tilbagelevere Pantet imod Laanets Tilbage-betaling. Denne Strid, som begyndte i Aaret 1483, blev først endt 1492. Herom haves nemlig først et Videne af 1483, som gaaer ud paa, at der aldrig har af Nogen været klaget over det Gods i Ostrup (Aastrup), som sal. Anders Jensen Skeel gav til vor Frue Kirke i Ribe, at det skulde være ulovlig solgt, førend nu, da Henrik Steen klagede derpaa Samme Aar toges Vidisse (bekræftet genpart af et dokument.) paa ”Niels Lawssens” Pantebrev, hvis Datum angives at være 31te Mai 1426, og i 1487 confirmere Kong Hans bemeldte Pantebrev og Anders Skeels Gavebrev af 1459. Endeligen haves Kong Hans’s Retterthingsdom, afsagt i Sortebrødrekloster i Veile 1492 mellem Steen og Capitlet, og gaaer denne Dom ud paa, at Capitlet skal beholde Godset, eftersom Niels Lawsen ikke overeenstemmende med Pantebrevets Lydende inden 4 Aar haver løft Pantet og herved mistet sin Eindomsret, der saaledes var gaaet over til Anders Skeel, dog alt uden at der skulde komme andet Beviis frem, hvortil da Niels Glob, Biskop i Viborg, udnævnes at dømme. Samme Aar stadfæstede Niels Glob Dommen. Skeel, Kannik Anders Jensen (I5807)
 
166 Anders Pallesen Griis til Roelsgaard i Lild Sogn (Vester Hanherred) nævnes 1538, 1545 og 1546 i Tingsvidner fra Hanherred og var 1557 Værge for Mikkel Christensen Krags (Kid) Børn paa Skiftet efter Niels Krag (Kid). Mikkel Krag boede i Svenstrup i Hjortdal Sogn og døde før 1557. Hans Enke ægtede antagelig en ufri Mand, Christen Fask i Hornum som 1558 førte Proces med Anders Griis, der synes at have været gift med en Søster til Mikkel Krag. 1568 anføres i Præsteindberetningen, at Mikkel Krags Arvinger har en lille Herregaard i Hjortdal, som er deres Hovedgaard og hvorunder laa 2 smaa Gaarde, der hver ydede Afgift paa 4 Tdr. Byg, samt 10 Huse i Sognet. Denne lille Herregaard var antagelig Nørgaard i Vester Svenstrup, men Vogn Andersen Griis ejede 1568 Nørgaard i Ø. Torup sammen med Munk Elbæks Arvinger. Anders Griis Dødstid kendes ikke; men for Tidens Skyld kunde han vel være identisk med den adelige Mand af Slægten Griis fra Slette, Anders Griis, som 1580 var Borgmester i Thisted, og denne maa vel formodes at være Fader til Laurids Griis, der var Borgmester i Thisted, og til Maren Griis, der sammen med sin Mand, Anders Nielsen, 1589 gav Alterstager til Thisted Kirke, samt til Raadmand Niels Griis 1625, der muligt var Fader til Raadmand Peder Nielsen Griis, f. 1563, d. 1635, gift med Bodil Jensdatter, f. 1565, d. 163515). Søn af Thisted-Borgmesteren kunde ogsaa den Bagge Andersen Griis, der tog Borgerskab i Aalborg 1574, være Navnet peger paa Sletteslægten; han blev Broder i Guds Legems Lav 1576 og var altsaa en anset Mand. Han var gift med Inger Grydestøbers, Datter af Peder Dal i Torslev og sandsynligvis Enke efter Købmand Mads Grydestøber, der blev Gildesbroder 1562.

Børn,
a. En Datter, der o. 1560 var gift med velb. Jens Hansen Vognsen til Stensbæk i Bindslev S. (HornsH.),

b. Palle Andersen Griis til Roelsgaard, begr. 2. Juni 1577 i Lild Kirke.

c. Jakob Andersen Griis, maaske død ung.

d. Vogn Andersen Griis skrives til Roelsgaard i Lild S. og Nørgaard i Hjortdal S.; boede 1558 i en Kronens Gaard i Bolderup (Stenild S., Gislum H.), men 1568 i Nørgaard i Hjortdal S

Slettegaard i Vester Hanherred
AF C. KLITGAARD 
Griis, Anders Pallesen af Slette (I13697)
 
167 Anders Peter forblev ugift. Han drev i mange år gæstgiveri i Adelgade 17, Ebeltoft Hvitved, Anders Peter Sørensen (I0033)
 
168 Anders Ring, født den 12 maj 1802, død den 25 jun 1865 - gift 1827 med Hansine Weinholdine Nielsen, født den 22 jan 1801 datter af fhv. Herredsfuldmægtig, Ejer af Bjellerup Ladegaard Johan Frederik Nielsen og Hustru Helene Johanne Bredsdorff fra Haslum (Ølst) Præstegaard. Moderen havde været gift før med den forrige Ejer af Bjellerup Ladegaard Hans Weinhold Randrup og havde i sit første Ægteskab Datteren Christine Augusta (f. 1791), gift med Pastor Christian Frederik Friis i Aarslev, og Erasmine (f. 1789) g. m. Niels Ancher Secher til Kjærbygaard.

Slægten Ring fra Aabosyssel 
Secher, Niels Ancher (I23048)
 
169 ANDERS SPEND til Rammegård (Ramme S., Vandfuld H.) Beseglede 1440 (20. dec.) til vitterlighed med Jes Pedersen Hjul af Tanggård dennes skøde til Grib af Olstrup, og står efter beseglerne biskop Christiern i Ribe og Niels Henriksen [Prip], fik 1479 (23. april) i bispegården i Århus i overværelse af kongen et forlig med biskop Peder i Ribe angående den skade, han havde lidt, da hans harnisk og kiste var brændt med rådhuset i Lemvig, den tid han fulgte os (d.v.s. kongen) i vor og rigens tjeneste til Norge. (Kongen besøgte kun Norge en enkelt gang, i somme­ren 1450, da han 2. aug. blev kronet i Trondheim Kirke). Anders Spend kaldes heri: vor elskelige mand og tjener. Det drejede sig foruden skaden om en gård, han hav­de af kirken i Ramme S. i Vandfuld H. (beboet af Peder Simonsen), samt om Bomer mark, nu Bommerhede i samme sogn. Han skulle beholde begge dele (i sin og sin hustrus levetid ?) efter et gammelt forligelsesbrev. Var 1482 (13. maj) på Skodborg herredsting medudsteder af vidne om Ulvsund. Var 1483 (i Rammegård) med flere adelige og bønder udmeldt som dommer i trætte om fiskeri ved Låstrup Sogn (Rinds H.). Havde et pantebrev af Simon Spend på en gård i Vejrum S. og en gård i Gimsing. Var antagelig død 1493 (28. okt.), da Jens Spend af Rammegård havde en gård i Vandborg S. i Vandfuld H. i pant af Palle Kirt for 60 rhinske gyl­den. - Gift med METTE Christensdatter, der som hans enke (i Rammegård) 1501 (18. jan.) pantsatte til Niels Clementsen en gård i Sønderlund, (Måbjerg S., Hjerm H.) for 120 mark. (Danmarks Adels Aarbog, 2006-08) Spend, Anders Jensen III (I15335)
 
170 Anders Sørensen Hvitved død i Attrup. 23.Maj 1759. Enke: Dorthe Joensdatter i Attrup. Lv: Joen Rasmussen Bisp i Rugaards strandhus, enkens fader. B: Niels Andersen Hvitved i Attrup, 4 år, Søren Andersen Hvitved i Attrup, 1 år. Fm: Rasmus Sørensen Hvitved i Ørup, afdødes broder. Vm: Christen Nielsen Brandenborg i Attrup, Jørgen Pedersen Bonde i Attrup. Hvitved, Anders Sørensen (I0286)
 
171 Andre steder er navnet stavet "Thale" Unger, Tale Dorothea Henriksdatter (I10823)
 
172 Andre steder er navnet stavet "Thale" Urne, Tale Lagesdatter (I12530)
 
173 Andre steder er navnet stavet "Thale" Mehlen, Tale Pallesdatter van (I9853)
 
174 Andre steder er navnet stavet "Thale" Baad, Tale Arildsdotter af Halland (I5287)
 
175 Andre steder kaldt Jens Ibsen Grubbe af slægten Sparre paa Sjælland. Sparre, Jens Grubbe Jepsen i Sjælland (I14214)
 
176 Andre steder staves det, Krabbe-Carisius ? Krabbe-Charisius, Hans (I15737)
 
177 Andre steder, Caroline Felizia Spulziona Spulcioni, Caroline Felizia (I15758)
 
178 Andre steder, Sophie Magdalene Kliime Klieme, Sophie Magdalene (I24393)
 
179 Andrea Marie Jacobsen died in childbirth when she had her last child Andrea Marie, her husband Peder Hvitved married Severine Nielsen one year later. Jacobsen, Andrea Marie (I0866)
 
180 Andrew G. Kannegaard began and ended a 42 year career in mining at Kellogg,s Sunshine Mine in Idaho, finally retiring as superintendent of underground operations in 1991. Kannegaard, Andrew Godfrey (I0242)
 
181 Andrew Johnson (alias Anders Peder Jensen Kannegaard) married Anna (Danish) in America. They got 4 sons: Clark Gustave, Denver Jens, Raymond Andrew and Elmore. Andrew is buried at Sunset Hills Cemetery, Bozeman, Montana. When Andrew came to the United States from Denmark his name was Anders Peder Jensen Kannegaard. Andrew sailed from Bremen in Germany March 15. 1882 aboard the ship `SS Main` and landed in New York City. At customs his name was changed to Andrew Johnson. He went by this for many years before changing it to Andrew Kannegaard. His name was still Andrew Johnson legally, when he died. All the probate papers stated Andrew Johnson. He came to USA in 1881 - worked with the USGS and doing survey work for the Pacific Northern Railroad, as they worked there way west. He went back to Denmark in 1883 for a visit - turned again that year and continued to work for the USGS. He met and married Anna Caroline Christine Paulsen in Chicago in 1884. They lived there before moving to Aurora, Illinois. Kannegaard, Andrew Johnson (I3392)
 
182 Angives at have været en uægte søn af Laurids Bertelsen Hørby og Ingeborg Prosdatter Kjørning, hvilket vist er urigtigt.
DAA
--
http://skeel.info/getperson.php?personID=I9662&tree=ks 
Hørby, Pros Lauridsen (I13502)
 
183 Angus V. Hambro entered Parliament in 1910 aged 26 representing South Dorset. He was to become the Parliamentary Secretary to the Under-Secretary for Air. He represented North Dorset for another spell between 1937 until 1945. He was a very capable golfer. In 1912 he reached the semi finals of the Amateur Championship . He represented England in 1905-1908, 1909, 1910 and 1922. In R. & A. competitions, he won the Calcutta Cup in 1919 and the George Glennie Medal in 1922. Additionally, he won the Parliamentary Handicap in 1912 and the first South-Western Counties Amateur Championship in 1924. He also became a golfing administrator. In 1921 Hambro was to have been the first British Walker Cup Captain but was unfortunately unable to make the journey. Between 1921 and 1947 he was Chairman of the Rules Committee. He was also a member of the Championship committee and was the R. & A. Captain between 1928 and 1929. Hambro's final appointment was as President of the English Golf Union in 1946. Hambro, Angus Valdemar (I29630)
 
184 Angaaende Magrethe Brahes Liv og Levned kan her anføres, at hun er født paa sin Fædrenegaard Knudstrup i Skaane i Aaret 1551, blev 7 Aar gammel sat i Gudumkloster (Skodborg Herred, Trap II. 733) for der at optugtes. Hun levede 19 Aar som Enke, idet hun, som anført, døde den 10de Marts 1614 paa Aakjær Kl 9 Morgen ganske pludselig, medens hun var beskeftiget med at oplukke et Skrin; hun blev d 24de Marts bisat i St. Mortens Kirke i Randers, men senere begravet i Aaulm Kirke. I øvrigt havde hun, da hun mærkede alder og Svagelighed gjorde sig gjældende, ladet forfærdige sin Ligkiste og andet til hendes Jordefærd Henhørende. Som Enke gjorde hun meget Godt imod Trængende. Saaledes opdrog hun flere unge Mennesker og ligeledes en Deel fattige Børn; hun lod daglig Almisse uddele paa sin Gaard Ulstrup, hvor hun boede, gav aarlig 10 Par Klædninger til fattige Skolebørn i Viborg m. m.

Ved Fundas af 29de Januar 1614 gav hun 400 Rdl. Til Viborg Latinskole og 200 Rdl. Til denne Byes Fattige.

Ligeledes skjænkede hun 200 Rdl. Til Skolen i Randers og 2oo Rdl. Til Byens Fattige, hvorom oprettedes Fundas af hendes Sønner d. 24de Januar 1617.

I Aaret 1607 skal der være holdt Skifte efter Christen Skeel, men det egentlige Skifte af Eiendommene foregik først efter Magrethe Brahes Død og afholdtes i aaret 1614. Gl. Estrup’s Archiv. En Broderlod var 213 Tbr. Htk.-Albert fik Fusingø Otto Hammelmose og Jørgen Ulstrup og Hegnet Ogsaaa Gods i Sjælland, Lolland og Skaane samt andetsteds i Jylland gik i Arv. – Fra 1614 haves også et Brev fra Knud Brahe til Engelsholm, at, om han døde uden Børn, Skulde hans Søstersønner, Albert, Otto og Jørgen Skeel arve deres Moders Lod, hvilket maa antages at være skeet, da Knud Brahe (f. 24de Aug. 1555, d. 3die Febr. 1615) døde barnløs.

Christen Skeel og Magrethe Brahe, fra hvem alle nulevende Skeeler, baade grevelige og ikke-grevelige, nedstamme.

Anm. 1 I Marts 1596 forelægger den berømte Astronom Tyge Brahe – Broder til Skeels Hustru, Magrethe Brahe ,i den bekjendte Strid, han havde med Dr. Gellins Sascherides i Anledning af Brahes Datter Magdalenes Ophævelse af Forlovelsen med bemeldte Gellins, Dr. Anders Krag nogle Spørsmaal for Retten, hvoriblandt:

Item om Dr. Anders Crage er vitterligt, at der han engang i den første Herredag udi forgangen Aar havde været hos min Svoger, velb. Christen Skiel, som nu er udi Guds Vold, til Gjæst eller og i andre Maader gjort ham Selskab, og der da blev kortelig berettet for forskrevne min Svoger, hvorledes Dr. Gellins havde betroet sig imod mig og mit barn, anderledes end tilforn ham var forsagt, da skulde han have kaldet paa min Søster, som da ikke tilstede var, i saa Maade: „Daatter liill, Daatter liill”, som han plejede at kalde hende, og hør paa, her er anden Snak forhaande, og hør, hvad Dr.Anders siger: jeg tænkte vel, at det ikke saaledes sammen. 
Brahe, Margrete Ottesdatter (I0338)
 
185 Anker, Peder, 1749-1824, norsk Statsmand og Godsejer. Født i Christiania 8. Dec. 1749 blev han efter at have modtaget den sædvanlige Undervisning, og efter et Aars Ophold ved Københavns Universitet, med Bernt A. og to andre Brødre samt Fætterne Carsten og Peter A. sendt paa en fleraarig Udenlandsrejse. Efter sin Hjemkomst købte han 1772 Gaarden Bogstad i Nærheden af Christiania med de den tilliggende Skovejendomme, der yderligere forøgedes ved Indkjøb af Skove i Nord og Vest for Randsfjorden. Dermed forenede han i 1791 Bærums Jærnværk og dettes Skove; i sine sidste Leveaar føjede han endnu dertil Moss' og Hakedalens Jærnværket Han var saaledes en af Norges betydeligste Godsejere; Bogstad var hans Hovedgaard, som han paa mange Maader udvidede og forskjønnede. 1788 blev han titulær Generalkrigskommissær og var under Felttoget i Sverige Medlem af Feltkommissariatet, i hvilken Stilling han skal have indlagt sig Fortjenester. 30. Jan. 1789 blev han udnævnt til Generalvejintendant i Akershus Stift, i hvilken Stilling han uden at oppebære Løn ledede den største Del af de norske Vejes Nybygning. Som Generalvejintendant var Planlægningen af de nye Vejanlæg hans Hovedopgave, hvorunder han navnlig skulde konferere med Almuen om dens Mening. I Forening med Generalvejmestrene N. F. og G. A. Krohg har A. Æren for at have skabt det norske Vejnet. Den throndhjemske Hovedvej over Gudbrandsdalen var inden. Som Statsmand var han begrænset, men ejede dog i sin Personlighed flere gode Betingelser for at være den første Nordmand, der i Egenskab af Statsminister skulde repræsentere sit Land i den svenske Hovedstad. A. ægtede 1772 Anna Elisabeth Cold, Datter af Overhofrets-Justitiarius I. A. C. Hun døde 1803 paa Bogstad. Af deres 4 Børn blev kun Karen, gift med Grev Wedel, voxen og overlevede Forældrene.

Lassen, Norske Stamtavler I, 94 ff. Saml. t. d. norske Folks Spr. og Hist. II, 336 ff. Norsk Hist. Tidsskr. IV, 251. 254 ff. 262 ff. Y. Nielsen, Norges Historie efter 1814 I, 16 ff. 505.
Yngvar Nielsen. 
Anker, Peder (I18648)
 
186 Anker, Peter, 1744-1832, Gouvernør i Ostindien. Født 31. Juli 1744 paa Frederikshald, hvor hans Fader, var bosat som Købmand, modtog han en omhyggelig Opdragelse og blev derpaa 1760-65 sammen med sin yngre Broder Carsten sendt paa en længere Udenlandsrejse, paa hvilken de ogsaa vare sammen med Bernt og Peder A. med disses to Brødre. 1773 blev han Konsul i Hull, hvor han navnlig med Dygtighed varetog de norske Trælasthandleres Interesser og tillige indhentede Oplysninger om de nyeste tekniske Opfindelser, deriblandt fornemmelig Dampmaskinen. 1777 blev han Generalkonsul i London, hvor han ogsaa lagde sin Dygtighed for Dagen; efter Freden i Versailles 1783 modtog han som Tegn paa Regeringens Erkendtlighed for de Tjenester, han under Krigen havde vist Danmarks og Norges Skibsfart og Handel, den sjældne Udmærkelse Guldmedaillen pro meritis. 1786 blev A. med Titel af Oberst udnævnt til Gouvernør over Trankebar og det dansk-asiatiske Kompagnis siden 1777 af Staten overtagne øvrige Besiddelser i Ostindien. 1788, samtidig med at han udnævntes til Generalmajor, ankom han til Trankebar, hvor han mødtes af mange Vanskeligheder. Uden Støtte paa nogen Kant maatte han arbejde paa at bringe Orden i de indviklede Forhold. Han begyndte strax at optræde med Strenghed mod dem af de indfødte, der udsugede og ophidsede sine Landsmænd, uden at det dog altid lod sig gøre at skaffe Retten den Respekt, som skulde tilkomme den. Med Rajahen af Tanjore, paa hvis Territorium Trankebar var anlagt, lykkedes det ham allerede 1788 at istandbringe en meget fordelagtig Overenskomst, hvorved han gennem Forpagtning af Distriktet Tiruvidikally og ved Fornyelse af nogle andre, ældre Forpagtninger fik en Udvidelse af Trankebars Landomraade, mod at den dansk-norske Stat kom Rajahen til Hjælp i hans finansielle Forlegenhed med et større Laan, der kunde tilstaas paa meget fordelagtige Vilkaar. Efter en Del Vanskeligheder, der forvoldtes ved de politiske Forhold i Evropa, opnaaedes 1790 Regeringens Godkjendelse af denne Overenskomst. Med de i Trankebar levende Missionærer, der ikke vilde bøje sig for Gouvernørens overordnede Avtoritet, havde A. mange Kampe og blev derved udsat for megen Miskendelse. Til Trods for Koloniens yderst daarlige Militærvæsen forstod A. under Englændernes Kampe med Tippo Sahib og under deres Krig med Frankrig, der ogsaa udstraktes til Indien, at opretholde en for sin Stats Interesser betryggende Nevtralitet. I 1801 lod dette sig dog ikke længere gøre. A. maatte da overgive Trankebar og de øvrige Etablissementer til Englænderne, men erholdt dem i 1802 atter udleverede. Ved Modtagelsen sparede han Statskassen for flere betydelige Udgifter. Som Anerkendelse for hans mangesidige Fortjenester blev han 1804 Ridder (Storkors) af Danebrog. Imidlertid var han bleven træt af Livet i Trankebar med dets mange Haande Fortrædeligheder, og da tillige hans Helbred var stærkt medtagen, maatte han i Febr. 1806 forlade Indien. 10. Juli 1807 erholdt han Afsked med fuld Gage i Vartpenge. I 1808 bosatte han sig i Norge, hvor han levede paa Gaarden Øraker i Nærheden af Christiania, omgiven af sine litterære og ethnografiske Samlinger. I 1814 overtog han for Christian Frederik at gøre en Rejse til England, hvor han imidlertid intet udrettede. Han døde ugift paa Øraker 17. April 1832. En større Del af hans Tegninger fra Indien er af hans Familie overdraget til det ethnografiske Musæum i Christiania; hans Samling af sjældne indiske Gudebilleder findes i det ethnografiske Musæum i København. A. var i sine forskjellige Embedsstillinger en ivrig og uinteresseret Mand, der uden Hensyn til sig selv opofrede sig for det almene bedste. Gjennem sit lange Ophold i England og i dette Riges indiske Besiddelser var han bleven indforlivet i den engelske Dannelse og Levemaade, saaledes at han af de fleste toges for en Englænder. Dette kom ham tillige med hans Forbindelser med flere af de mest højtstillede Englændere til megen Nytte under hans Virksomhed i Trankebar.

Moe, Tidsskr. f. norsk Personalhist. I, 333 ff. Norsk Hist. Tidsskr. I, 273 ff.
Yngvar Nielsen. 
Anker, Peter (I21408)
 
187 Anna Beate Sehested. Denne Datter var bleven besvangret af Studios Christian Schousboe, som var Huuslærer for Børnene paa Broholm, i hvilken Anledning Elisabeth Skeel d. 1ste Juli 1745 fik Kongelig Bevilling til at lade denne sin Datter hensætte paa Bornholm for hendes Livstid og gjøres arveløs, hvorimod hun til Underholdning tillagdes 200 Rdl. aarligt. Men d. 7de Juli 1747 fik Schousboe efter Moderens Erklæring Bevilling til at ægte Ane Beate Sehested, dog at det overlodes Moderen at disponere over Datterens Arv saavel efter Fader som Moder. Senere tillagde Elisabeth Skeel denne Datter 4000 Rdl. i Fædrenearv og ligesaa Meget i Mødrenearv. Schousboe indtraadte efter det Passerede i Armeen, udmærkede sig ved sit gode Forhold, avancerede til Major og blev d. 11te Juli 1761 adlet med Navnet Gyldenfeldt. Sehested, Anna Beate (I2385)
 
188 Anna blev som 19-årig gift med den 29-årige Christian Ludwig von Stemann (1791-1857) senere kammerherre og stiftamtmand. De fik i løbet af de efterfølgende 10 år fire børn, hvoraf den yngste Catharine Elisabeth (Betzy) von Stemann knap nåede at blive halvanden år, førend moderen døde. Neergaard, Anna Joachimine Henriette Bruun de (I30060)
 
189 Anna Constantia Reichsgräfin von Cosel, Born. von Brockdorff Brockdorff, Anna Constantia (I2603)
 
190 Anna Dorothea Ægidiidatter Hennings Hennings, Anna Dorothea (I29057)
 
191 ANNA ELISABETH rigsgrevinde Trampe, f. 4. juli 1690, død 24. marts 1757 i Assens, begr. 14. april i Assens k. G. 9. sept. 1739 i Assens m. generalmajor HANS WILHELM von Rømer (F: dansk kaptajn Hans Wilhelm R. og Anna Eleonora von Langen), f. i marts 1681 i Kbh., død 11. maj 1748 i Provsti­gaarden i Assens, begr. 30. s. m. i Assens k. (g. 1° m. Vil­helmine Margrethe Mechlenburg, 1687-1737). Ægtefæl­lerne oprettede 1743 reciprokt testamente Trampe, Anna Elisabeth von (I24255)
 
192 Anna Johanne, opkaldt efter begge bedsteforældrene, blev ogsaa gift, nemlig først med oberst Fredrik Schlanbusch og efter hans død anden gang med major Johan Fredrik v. Woldenberg, altsaa begge gange med høje militære, ligesom søsteren var blevet gift med en greve. Med Schlanbusch fik hun en søn, der dog alt døde som barn. Med sin anden mand havde hun en søn Kasimir, der var født 8de maj 1737, avancerte til kaptajn, men døde alt 29de juni 1761, kun 24 aar gammel. Anna Johanne Arnold var sindssyg i en lang række aar og var blevet det, alt før hendes søn kaptajn Woldenberg og hendes gamle far døde. I denne sørgelige tilstand levede hun i Kristiania helt til sin død 25/3 1785. Hun døde uden at efterlate sig arvinger, hvorfor hendes ejendele tilfaldt hendes ugifte bror Johan Fredrik, der imidlertid ogsaa døde samme aar som hun. Fredrik Schlanbusch, general H. J. Arnolds svigersøn, gift med hans datter Anna Johanne, var søn af oberberghauptmand paa Kongsberg Heinrich Schlanbusch og født 27de april 1689. Det maa ha' været en ualmindelig dygtig mand, da han allerede i ung alder var avanceret til oberst. Han døde desværre 29/6 1727, kun lidt over 38 aar gammel, mens han tjenstgjorde i Holsten. Hans kiste førtes op til Norge og indsattes i familiebegravelsen ved Gjerpen kirke. Arnoldt, Anna Johanne von (I26385)
 
193 Anna Johansdatter Below fra Dorpat, gift 1. med sognepræst til St. Maria kirke i Helsingør Mathias Vellhawer, død 1655. Below, Anna Johansdatter (I29059)
 
194 Anna Maria Køster (f. i Frankfurt 1705, d. 1775), som efter Michael Fabritius død ægtede:
(1748) Etatsraad J. F. Wever.
(1763) Generalmajor Jean Baptiste Descarrieres de Longueville 
Köster, Anna Maria de (I2214)
 
195 Anna Sophie Reventlow (1693-1743) var datter af storkansler Conrad Reventlow. Hun mødte kong Frederik 4. ved et maskebal på Koldinghus i 1711, og de blev forelskede. Kongen bortførte hende året efter fra hendes hjem på Clausholm slot og ægtede hende til venstre hånd. Få dage efter dronning Louise af Mecklenburgs død i 1721 ægtede kongen Anna Sophie til højre hånd, og hun fik titel af dronning. Da kongen døde i 1730, blev Anna Sophie forvist fra København til sit fødehjem, godset Clausholm i nærheden af Randers.
 
Reventlow, Hertuginde af Slesvig Anna Sophie (I1872)
 
196 Anne Andersdatter Skeel, Datter af Anders Skeel og Kirsten Hvas, var gift med Væbner Oluf Persøn Glob, der i Skødet af 1467 til Lave Brock, kaldes ”i Berloff” men ellers til Vellumgaard; 1481, da Oluf Persøn underskrev Skiftebrevet mellem Krabberne. 1493. Fra dette Aar haves et Skiftebrev mellem Prioren paa Dueholm og Oluf Persøn af Vellumgaard. Samme Aar nævnes Oluf Persøn af Vellumgaard i det han af Palle Kirt udstedte Skjøde paa en gaard i Vandborg Sogn.
I en retsag mellem Globerne i Aaret 1552 omtales et af Oluf Persøn af Vellumgaard i Aaret 1495 udstedte Dokument. 
Skeel, Ane Andersdatter (I0545)
 
197 Anne blev gift med Væbner Malte Lauritsen Viffert til Albek, Søn af Laurs Viffert og Else Munk?. 1511 nævnes ogsaa denne Anes Mand som Medudsteder i Forening med Albert Skeels øvrige Arvinger af Skjødet til Niels Clementsen.

Malte Lauritsen Viffert nævnes fremdeles:
1508, da der udstedes Pantebrev til han,
1509, da han selv udstete et Pantebrev, og
1513, da han mageskifter en Gaard ved Helligaandshuset i Aalborg, samt 1516, da han udstete et Skiftebrev med Bisp Erik Kaas i Viborg paa Gundersted-gaard. Malte Viffert levede endnu 1535, Ane Skeel skal efter Slægtsbøger være død før 1542.
 
Skeel, Anne Albretsdatter (I1331)
 
198 Anne Boleyn is popularly known for being beheaded on charges of adultery, incest and treason on 19 May 1536. She is widely assumed to be innocent of the charges, and was later celebrated as a martyr in English Protestant culture, particularly through the works of John Foxe.

Wikipedia 
Boleyn, Anne (I4294)
 
199 Anne Hardenberg ( - 1589) Hardenberg, Anne Corfitzdatter hofdame, godsejer. Død 15.2.1589 på Bregentved, Forældre: godsejer Corfitz Erik Hardenberg og Mette Christiernsdatter Skram (død ca. 1548) gift 11.1.1573 med rigsråd Oluf Mouritsen Krognos, født 13.3.1535 på Bollerup, Skåne, død 25.6.1573 på Clausholm, Voldum sg., s. af lensmand Mourits Olufsen K. og Elline Mogensdatter Gøye. AH er blevet kendt i Danmarks historie som kong Frederik 2.s ungdomskærlighed. Det er usikkert, hvor og hvornår de to lærte hinanden at kende. Måske er det sket på Malmøhus, hvor hendes farbroder Eiler H. var den daværende prins Frederiks hofmester, eller ved det kgl. hof, hvor hun var tilknyttet hans moder dronning Dorotheas jomfrukammer fra ca. 1557 til dennes død i 1571. Desuden havde AH blandt kongefamiliens kvindelige medlemmer især forbindelse med Frederik 2.s søster, kurfyrstinde Anna af Sachsen, som hun stod i livlig og fortrolig brevveksling med livet ud. Men også standsfæller havde hun tætte relationer til, især veninden Birgitte Gøye. Der var sandsynligvis planer om giftermål mellem AH og den godsrige Oluf Mouritsen Krognos i 1558, idet dronning Dorothea på dette tidspunkt bad sin søn om ikke at hindre AHs lykke. Selv var Frederik 2., der 1559 kom på tronen, i de følgende år da også indstillet på at efterkomme familiens ønske om et fyrsteligt ægteskab. AHs giftermål med Krognos blev imidlertid ikke til noget i første omgang, og i 1569 fremgår det af et brev fra Frederik 2. til fasteren hertuginde Elisabeth af Mecklenburg, at han havde i sinde at ægte en dansk adelsdame, utvivlsomt AH. Forbindelsen blev opgivet, da den vakte modstand i vide kredse. Inden for kongefamilien var især Anna af Sachsen aktiv. Men heller ikke i adelskredse var der tilslutning. Her ønskede man formentlig ikke at se en af sine egne som dronning med risiko for favorisering af vedkommendes slægt på bekostning af andre. Modstanden gik ikke på AH som person. Hun synes også selv at have været imod forbindelsen, måske på grund af kongefamiliens modvilje. Der er dog ikke noget direkte vidnesbyrd fra AH om hendes følelser for Frederik 2. Da kongen forlovede sig i efteråret 1571 med kusinen Sophie af Mecklenburg, har han alligevel følt en forpligtelse over for AH, idet han først ville have vished for, at hun billigede hans nye forbindelse. Det ønske fik han opfyldt efter et møde mellem hans kommende svigermoder og AH. I et brev til Birgitte Gøye fra denne tid skriver AH: “Gud ved, jeg er saa glad og rolig i mit hjerte, som jeg ikke har været i mange aar.” Kort efter kongens bryllup i 1572 giftede AH sig med sin gamle bejler Oluf Mouritsen Krognos. Her var det igen kurfyrstinden, der tillige med Gøye trak i trådene. Krognos døde knap et halvt år senere. AH levede herefter på sit enkesæde Bregentved og havde store problemer med at holde en del af ægtefællens familie fra livet. Hun blev dog på foranledning af kurfyrstinde Anna støttet af Krognos’ fætter rigshofmester Peder Oxe. AH var en talentfuld kvinde på flere områder. Hun var musikalsk og glædede enkedronning Dorothea med sit spil. Musik- og danseundervisning hørte således med til den finere dannelse i herremandskredse. Hendes håndarbejder var stærkt efterspurgte, bl.a. af kurfyrstinde Anna. I hendes breve er der en gennemgående tone af melankoli og religiøsitet.

C.F. Bricka: Kong Frederik den Andens Ungdomskærlighed, 1873. C.H. Brasch: Gamle Ejere af Bregentved, 1873. 
Hardenberg, Anne Corfitzdatter (I3211)
 
200 Anne Kannegaard, Program Coordinator - Washington State University of Communication, Washington. Holloway, Anne Margaret (I0168)
 

      «Prev 1 2 3 4 5 6 7 8 ... 66» Next»



This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2019.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard