Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Notes


Matches 51 to 100 of 3,252

      «Prev 1 2 3 4 5 6 ... 66» Next»

 #   Notes   Linked to 
51 28 Maj 1790 naturaliseret som dansk Adelsmand med navnet Anker. Anker, Nils (I26661)
 
52 2nd Duke of Leuchtenberg Beauharnais, Auguste Charles Eugène Napoléon de (I19013)
 
53 2nd Duke of Talleyrand, 2nd Duke of Dino, French general of the Napoleonic Wars. Talleyrand-Périgord, Edmond de (I30007)
 
54 2nd Earl of Atholl  Stewart, John (I7004)
 
55 2nd Earl Waldegrave Waldegrave, James (I29661)
 
56 3 maj 1805 patent at føje det Huitfeldt'ske navn og vaaben til sit eget. Schilden-Huitfeldt, Hans Heinrich Friccius von (I15085)
 
57 3rd Duke of Marlborough Spencer, Charles (I29649)
 
58 3rd Earl of Sunderland Spencer, Charles (I29645)
 
59 4th Duke of Marlborough, styled Marquess of Blandford Spencer, George (I29651)
 
60 4th Earl of Lennox Stewart, Matthew (I7009)
 
61 4th Earl of Sunderland Spencer, Robert (I29648)
 
62 5th Duke of Marlborough Spencer-Churchill, George (I29653)
 
63 5th Marquess of Hertford Seymour, Francis (I29676)
 
64 6th Duke of Marlborough Spencer-Churchill, George (I29655)
 
65 6th Viscount Hampden Hampden, Anthony David Brand (I29775)
 
66 7th Duke of Marlborough Spencer-Churchill, John (I29657)
 
67 7th Gladstone Baronet, of Fasque and Balfour. He was made a Knight of the Garter in 1999. Gladstone, Sir Erskine William (I29848)
 
68 A daughter of Henry II, Count of Leuven and sister of Godfrey I of Leuven, Duke of Lower Lotharingia. Leuven, Ida of (I28677)
 
69 A member of the Capetian dynasty, Philip was born at the Palace of Fontainebleau at Seine-et-Marne, the son of King Philip III and Isabella of Aragon. Philip was nicknamed the Fair (le Bel) because of his handsome appearance.

As prince, just before his father's death, he negotiated the safe passage of the royal family out of Aragon after the unsuccessful Aragonese Crusade. As a king, Philip was determined to strengthen the monarchy at any cost. He relied, more than any of his predecessors, on a professional bureaucracy of legalists. Because to the public he kept aloof and left specific policies, especially unpopular ones, to his ministers, he was called a "useless owl" by his contemporaries. His reign marks the French transition from a charismatic monarchy – which could all but collapse in an incompetent reign – to a bureaucratic kingdom, a move towards modernity.

Philip married queen Jeanne of Navarre (1271–1305) on August 16, 1284. The primary administrative benefit of this was the inheritance of Jeanne in Champagne and Brie, which were adjacent to the royal demesne in Ile-de-France and became thus effectively united to the king's own lands, forming an expansive area. During the reigns of Jeanne herself, and her three sons (1284-1329), these lands belonged to the person of the king; but by 1329 they had become so entrenched in the royal domain that king Philip VI of France (who was not an heir of Jeanne) switched lands with the then rightful heiress, Joan II of Navarre, with the effect that Champagne and Brie remained part of the royal demesne and Jeannne received compensation with lands in western Normandy.

The Kingdom of Navarre in the Pyrenees was not so important to contemporary interests of the French crown. It remained in personal union 1284-1329, after which it went its separate way.

Philip arrested Jews so he could seize their assets to accommodate the inflated costs of modern warfare; he was condemned by his enemies in the Catholic Church for his spendthrift lifestyle. When he also levied taxes on the French clergy of one half their annual income, he caused an uproar within the Roman Catholic Church and the papacy, prompting Pope Boniface VIII to issue the Bull "Clericis Laicos" forbidding the transferance of any church property to the French Crown. Still, Philip emerged victorious when the French archbishop Bertrand de Goth was elected pope as Clement V and the official seat of the papacy moved to Avignon, an enclave surrounded by French territories.

He suffered a major embarrassment when an army of 2,500 noble men-at-arms (Knights and Squires) and 4,000 infantry he sent to suppress an uprising in Flanders was defeated in the Battle of the Golden Spurs near Kortrijk on 11 July 1302. Philip reacted with energy to the humiliation and personally defeated the Flemings at Mons-en-Pévèle two years later. Finally, in 1305, Philip forced the Flemish to accept a harsh peace treaty that exacted heavy reparations and humiliating penalties.

On October 13, 1307, hundreds of Knights Templar in France were simultaneously arrested by agents of Philip the Fair, to be later tortured into admitting heresy in the Order. The Knights Templar were a 200-year-old military order, supposedly answerable only to the Pope. But Philip used his influence over Clement V, who was largely his pawn, to disband the order and remove its ecclesiastical status and protection in order to plunder it.

What became of the Templar treasures in France has long been a mystery that has led to many theories and speculations. There are a number of stories regarding Templars who escaped from Philip's agents, such as the tale that a number of ships sailed from France to Scotland possibly containing some of the Templar treasure, and that some of the Knights who sailed to Scotland later fought in the Battle of Bannockburn with Robert the Bruce when the Scots gained their independence from England.

A modern historical view is that Philip, who seized the considerable Templar treasury and broke up the Templar monastic banking system, simply sought to control it for himself. In 1314, he had the last Grand Master of the Templars, Jacques de Molay, burnt at the stake in Paris. According to legend, de Molay cursed both Philip and Clement V from the flames, saying that he would summon them before God's Tribunal within a year; as it turned out, both King and Pope died within the next year.

Philip IV's rule signaled the decline of the papacy's power from its near complete authority. He died during a hunt and is buried in Saint Denis Basilica. He was succeeded by his son Louis X.

 
King of France, Philippe IV. (I4195)
 
70 A sister to his second wife. Datter af forvalter på Bygholm Peder Jensen Nørlem (1680–1738) og Christentze Hansdatter Lessow (1701–69) Nørlem, Cathrine Marie (I19193)
 
71 A son of the Varangian (Viking) Grand Prince Vladimir the Great Kiev, Jaroslav I. of (the Wise) (I22939)
 
72 A. Friis var oberstløjtnant og kommandant paa Bornholm. Med sin hustru fik han halvpart i Råstrup med henimod 60 td. hartkorn bøndergods, og kort før sin død arvede han efter en ugift faster halvpart i Margaard paa Fyn. Han skrev sig til begge disse gaarde. Allerede den 3. februar 1659 døde han i Køge.  Friis, Albert af Haraldskær (I0777)
 
73 Abbestée, Peter Herman, 1728-94, Gouvernør i Trankebar; Søn af Vinhandler Helvig Abbestée og hans Søsterdatter Maria Barbara Fabritius (Tengnagel), født i København. Efter Faderens Død ægtede Moderen Agent Peter v. Hurk, Meddirektør for det asiatiske Kompagni, og rimeligvis ved hans Indflydelse antoges Abbestée 1752 som «Assistent ved Negotien i Trankebar», hvorhen han sendtes Aaret efter. 1755 sendtes han af Gouvernementet til Kongen af Trevancours Land (sydligst paa Malabarkysten) for at udvirke Oprettelsen af et Faktori paa College; da dette lykkedes for ham, blev han dets «Opperhoved». Aaret efter sendtes han i samme Egenskab til Faktoriet i Kalikut. 1760 kaldtes han tilbage til Trankebar og valgtes her kort efter (29. April 1761) ved Gouvernør H. J. Forchs Død af det sekrete Raad til Interims-Gouvernør; Valget stadfæstedes Aaret efter af Direktionen i København. 1775 nedlagde han sit Embede (hans Efterfølger blev David Brown) og vendte med sin Familie tilbage til Danmark, hvor han i det følgende Efteraar af Kompagniets Generalforsamling valgtes til Meddirektør (der var den Gang i alt 7 Direktører). Som saadan deltog han i Forhandlingerne om Koloniernes Overtagelse af Staten, der vedtoges af en Generalforsamling 23. April 1777. Strax efter udnævntes A. til Brigader og samme Aar til kongelig Gouvernør i Trankebar. Han afgik til Ostindien i Dec. s. A., men naaede først sit Bestemmelsessted 13 Maaneder efter. Anden Gang fik han sin Afsked 1783 (han havde imidlertid faaet Generalmajors Titel og Rang) med Tilkendegivelse af, at man paa Grund af den Dygtighed og Konduite, hvormed han havde klaret Vanskelighederne i den engelsk-franske Kolonialkrig, ønskede, at han vilde vedblive at fungere, indtil fredeligere. Forhold indtraadte. Hans endelige Afskedigelse fandt Sted i Maj 1786, men først to Aar efter kunde han aflevere Embedet til sin Eftermand, den tidligere Generalkonsul i London Peter Anker. I Jan. 1789 forlod han Trankebar. Han døde i København 29. Dec. 1794. -- 1768 havde han i Trankebar ægtet Francoise Lange; deres Datter Maria Barbara ægtede Grev Blücher-Altona.

A. D. Jørgensen. 
Abbestée, Peter Herman (I21402)
 
74 Abildgaard, Nicolai Abraham, 1743-1809, Maler. A. er født i København (døbt 11. Sept. 1743); hans Fader var Arkivtegneren Søren Abildgaard (1718-1791) Da han som Dreng ansaas for at have ringe Evner, sattes han i Lære hos en Malermester; men det maa erindres, at hans Hjem og Omgivelser samtidig bøde hans, da den en Gang var vaagnet, ualmindelige Trang til Dannelse Næring. Som Malersvend arbejdede han paa Dekorationer under Prof. J. E. Mandelberg og besøgte nu ogsaa det nye Kunstakademi, hvor han fra 1764 til 1767 vandt Medaillerne. Omtrent 1780 bød den danske Regering ham som «kongl. Historiemaler» en højst ærefuld Virksomhed: de største monumentale Opgaver, som kunde falde i en dansk Malers Lod, og en efter Datidens Priser anselig Løn derfor (1000 Rdl. d. C. = 3200 Kr. aarlig). Den overdrog ham nemlig at udføre fædrelandshistoriske Malerier til Christiansborgs Riddersal, det betydningsfuldeste Rum af verdslig Karakter i hele Landet. Paa de større Vægfelter for neden skulde den nyere Tids Historie fremstilles i et Billede fra enhver af de oldenborgske Kongers Regeringstid, i Salens øvre Del Æmner fra de ældre kristelige Kongers Historie, og i Loftet allegoriske Malerier med Hentydning til Rigets Tilstand under Oldtidens hedenske Konger. Til disse Billeder-Oliemaleri paa Lærred i fuld Farve-sluttede sig andre, malede graat i graat som Relieffer. Nogle af Hovedbillederne vare rent historiske Malerier, f. Ex. Christian IV i Slaget ved Femern, havde til Dels endog en temmelig tør administrativ Karakter, som Christian VI's Oprettelse af Dokken, Flaadearsenalet og Brandkassen i København. Men paa andre Malerier vare historiske og allegoriske Figurer blandede mellem hverandre efter det Exempel, som Rubens havde givet i sit berømte Galérie Medicis. Frederik V var forherliget som «den hyperboræiske Apollo», tronende paa Skyer, omgivet af Minerva medica (Hentydning til Hospitalerne), Juno Lucina (Fødselsstiftelsen), «Freden»,«Kunstakademiet», Neptun osv. Dette allegoriske Element var eneraadende i fire Dørstykker, som A. malede i «Souveræn-Gemakket» paa Christiansborg, og som forestillede Hovedepokerne i Europas Historie. Hans første Hustru Anna Maria Oxholm gift den 23 Marts 1781, skal have været «en meget lunefuld Person»; Ægteskabet opløstes ved Skilsmisse, og en Søn af det døde. Senere, som en Mand paa 60 Aar, 1803, indgik han et nyt Ægteskab med en smuk og aandrig ung Kone, som var skilt fra sin Mand (Juliane Marie f. Ottesen, f. i Ostindien 1770, d. 1848, forhen gift med Kammerjunker A. Hauch). Nicolai var broder til Anna Margretha Abildgaard (1747-1826), gift med Johannes Holten (1741-1816)

Weilbach, Konstnerlex.
Jul. Lange. 
Abildgaard, Nicolai Abraham (I19212)
 
75 Abildgaard.
Den adelige Slægt Abildgaard er en af Danmarks ældste Ætter, der allerede forekommer 1230 med sit Slægtsnavn. Dens Vaabenmærke viser i Skjoldet et flettet grønt Gærde mellen, 3 røde Æbler i Sølv, medens Hjelmen prydes af 2 jernklædte Arme, holdende et Æble. Slægten antages at stamme fra Sønderjylland, hvor der dog ikke nu findes nogen Lokalitet, hvorfra den kan tænkes at have taget Navn. Man har gættet paa Øster Vedsted ved Ribe; 1351 fore­kommer et Abildgaard i Vandfuld Herred, Hygum Sogn; 1408 en curia af dette Navn i Attrup, Ø. Han Herred, Tors­lev Sogn; 1416 sad Tord Timmesen Abildgaard paa. Lyng­bjerggaard, Hornum Herred, Ø. Hornum Sogn. Slægtens kendteste Mand er Hertug Valdemars Drost (1283) Tyge AbiIdgaard, hvis Efterslægt o. 1325 ejede Gods i Om­egnen af Kappel, antagelig ogsaa det gamle rumohrske Gods Røest. Fornavnet Tyge fastholdes i de første 4 Slægtled, hvor­efter Timme optræder som Ledenavnet saa hyppigt, at det volder Vanskelighed at udrede Slægtskabsforholdene, dog forekommer endnu 1469 Tyge Kalf, der førte Abildgaard ­Vaabenet (Omskrift i Seglet S'THIGI KAALF). Slægten maa deles i to Linier, den ældre og yngre (efter 1500), da en Forbindelse mellem begge ikke bestemt kan paavises. Som Stamfader til den yngre Gren nævnes Povl Abild­gaard gift med Margrethe Frederiksdatter Ahlefeldt, der kun kendes fra en vistnok upaalidelig Kilde. Deres Datter angives at være Agnete, gift med Iver Eriksen Rosenkrantz til Kogsbøl, der levede 1489-93 død før 1505, hvis ældste Søn Timme Iversen sikkert er opkaldt efter Morfaderen der maa høre til den ældre Timme-Gren maaske Timme Timmesen, Høvedsmand i Kolding 1437 (se S. 10), For­bindelsen mellem den ældre og yngre Linje bekræftes ved en Anetavle for Povl Abildgaard, hvorpaa dennes Farfaders Moder angives at være en Hvide, hvormed stemmer at den førnævnte Timme Timmesens Farmoder var af denne Slægt. Agnete kan næppe, som angivet (D. A. A. I (1884), Side 5), være Søster til Stamfaderen for den yngre Gren Bendix Abildgaard til Vranderup, hvis Enke levede 1556. Bendix' Efterslægt uddøde i Mandsstammen 1705. 
Abildgaard, Poul (I12574)
 
76 Abraham Markoe, Jr. son of Abraham Markoe of St. Croix, a wealthy planter and merchant who moved to Philadelphia ca. 1770. He left his son, Abraham Markoe, Jr., behind to manage the sugar plantations. Markoe, Abraham Jr. (I9379)
 
77 Abrahamson, Margrethe Juliane Signe, 1781-1870, var Datter af Werner Abrahamson (I, 68) og blev 30. Maj 1781 født i København. I sit intelligente Barndomshjem, der samlede betydelige Personligheder, udviklede hun sine ypperlige Evner selvstændig. Tidlig var hun forbunden med Thomasine Gyllembourg og Louise Hegermann-Lindencrone. 10. Jan. 1806 ægtede hun Grosserer i København, senere Told- og Konsumtionsinspektør i Frederikshavn, Niels Frederik Læssøe (f. 1775), der endte som Havnekontrollør i København, hvor han døde 9. Juni 1831. S. L. fødte ham 8 Sønner, blandt hvilke W. H. Fred. A. Læssøe havde taget hendes ædleste Egenskaber i Arv. I sit Hus samlede hun Kunstnere som J. Roed, Const. Hansen, P. C. Skovgaard, J. Th. Lundbye, Frølich og Jerichau, der alle stode i nær aandelig Forbindelse med hende; men inderligst var hun knyttet til H. C. Andersen, paa hvis Udvikling i ædel Retning hun havde stor Indflydelse. I « Dansk Folkeblad » for 1836 har hun anonymt offentliggjort «En Moders Brev om Pigebørns Opdragelse ». Baade i denne Artikel og i sine mange Breve aabenbarer hun en primitiv, fint poetisk, beskeden og elskelig kvindelig Natur, der ganske svarer til den, hun udfoldede gennem hele sit Liv og al sin Virken. Hun døde 24. Juli 1870.

N. Bøgh, Signe L. (1877).
Breve fra og til H.C.Andersen.
H.C.Andersen, Saml. Skr. (1. Udg.) XXI, 110 og 162 f.
Nic. Bøgh. 
Abrahamson, Margrethe Juliane Signe (I23632)
 
78 Absalon, 1128-1201, Ærkebiskop. Absalon tilhørte ved sin Fødsel Rigets mægtigste og mest ansete Slægter. Hans Fader Asser Rig var Søn af den mægtige Skjalm Hvide, der i Svend Estridsens Tid var Høvedsmand over hele Sjælland og, da Erik Ejegod drog i Pilegrimsfærd, modtog hans Søn, den senere Knud Lavard, til Opfostring. Han siges ved denne Lejlighed at være Drengens mødrene Frænde. Uafhængig heraf var Absalon, som der lejlighedsvis oplyses, nær beslægtet med de to bekendte Høvdinger Knud og Carl, Sønner af Erik Jarl og Knud den helliges Datter Cæcilia, og der igennem med Ærkebiskop Eskil. Asser Rig og hans Hustru Inge boede paa Slægtens gamle Sædegaard Fjalenslev (Fjenneslev lille) mellem Ringsted og Sorø, hvis Stentomter i den nyere Tid ere fundne umiddelbart nord for Kirkegaardsdiget; i Kirken fandtes Skjalm Hvides Gravsted. Paa denne Gaard fødtes Absalon; han havde en ældre Broder Esbern (Snare) og en Søster Ingefred, andre Søskende nævnes ikke. Da han ved sin Død, 21. Marts 1201, gik i sit 73. Aar. Absalon voksede op i et rigt Hjem. Faderens Ejendomme var spredte over det halve Sjælland og under mægtige Indtryk af Tidsbegivenhederne. Da han var et Par Aar gammel, indtraf det skæbnesvangre Mord i Haraldsted Skov, som Asser Rig og hans Brødre følte sig kaldede til at paatale og hævne, og den myrdede Knud Lavards efterfødte Søn Valdemar opfostredes som Barn og Dreng sammen med Absalon og hans Søskende, til hvilke han bestandig senere følte sig knyttet med et broderligt Venskab. Deres Drengeaar faldt i Erik Lams hæderløse Regeringstid; den Ødelæggelse ved Vendernes Indfald, som de da var Vidne til, ikke mindst paa Sjælland, stod i den stærkeste Modsætning til de store Overleveringer, som levede i Slægten og samlede sig om dens nøje Forhold til Valdemars Forfædre. Det fejler ikke, at jo de dybe Indtryk fra denne Tid havde deres store Del i, at Absalon senere i saa mange Aar betragtede Kampen mod Venderne som sin Hovedopgave ved Siden af Bispeembedets kirkelige Forretninger. Næppe ret længe efter Kong Eriks Død og Udbruddet af Tronfejderne (1146) opløstes Barndomshjemmet i Fjenneslev; Asser Rig gik i Kloster og døde som Munk, Esbern og Valdemar tog Del i Kampen for Kong Svend Eriksen, og Absalon drog til Paris for at studere Theologi og Kirkeret. Den stærke religiøse Bevægelse, som fulgte paa det første store Korstog, havde netop den Gang hos os begyndt at drage en Række storættede Mænd ind i Kirkens Tjeneste eller i alle Tilfælde bragt dem til at bringe store Ofre for at oprette kirkelige Stiftelser, og Skjalm Hvides Sønner var ogsaa i den Henseende blandt de fremmeligste i Tiden. De grundlagde i Forening et Kloster paa Assers Gaard i Sorø (Sore) og udstyrede det rigelig med Gods. Da Bygningen af den lille Stenkirke var godt paabegyndt, blev Asser med sin Hustrus Samtykke Munk; han døde 13. Dagen efter dens Indvielse. Den efterlevende Broder Ebbe var alt for optagen af Tidens politiske Begivenheder til at kunne varetage den unge Stiftelses Tarv, og efter hans Død (1151) forfaldt Klosteret helt, medens dets Gods blev spredt. Absalon døde Dagen før Skærtorsdag, 21. Marts 1201 i Sorø Kloster, hvor han rimeligvis efter Tidens Skik havde tilbragt Fasten i Stilhed. Han gik i sit 73. Aar og hans stærke Legemes Kraft var brudt i Aaringers rastløse Arbejde. Der er bevaret en Optegnelse af hans sidste Vilje, som viser, at han til det sidste havde bevaret hele sin Aands Klarhed og retsindige Betænksomhed. Sin rige Fædrenearv gav han til Sorø Kloster undtagen Fjenneslev, sit Barndomshjem, som Esbern Snare skulde have tillige med «den lille Skaal, hvoraf deres Fader plejede at drikke». København med det tilliggende Jordegods havde han alt forhen givet til Roskilde Bispestol. Hvad han ellers ejede, fordelte han til Venner og Frænder og til alle dem, som havde staaet ham nær i de forskelligste Stillinger. Absalon jordfæstedes i Ærkebispeskrud, med Ring og Stav, foran Alteret i Sorø Klosterkirke; en Blyplade med Indskrift nedlagdes i Graven med ham. Omkring ham hvile hans Slægtninge, og i senere Tider har hans Frænde i den historiske Gerning, Valdemar Atterdag, fundet sin Grav i den samme Kirke.

Saxonis Gesta Danorum.
H. F. J. Estrup, Absalon som Helt, Statsmand og Biskop, 1826.
A. D.Jørgensen. 
Hvide, Absalon (I15193)
 
79 According to Robert of Torigni, not long after Emma's death, Duke Richard went out hunting and stopped at the house of a local forester. He became enamoured of the forester's wife, Seinfreda, but she being a virtuous woman, suggested he court her unmarried sister, Gunnor de Crepon, instead. Gunnor became his bride, and her family rose to prominence. Her brother, Herefast de Crepon, may have been involved in a controversial heresy trial. Gunnor was, like Richard, of Norse descent, being a Dane by blood. Richard finally married her to legitimate their children: Crepon, Gunnor de the Dane (I3950)
 
80 According to Robert of Torigni, not long after Emma's death, Duke Richard went out hunting and stopped at the house of a local forester. He became enamoured of the forester's wife, Seinfreda, but she being a virtuous woman, suggested he court her unmarried sister, Gunnor de Crepon, instead. Gunnor became his bride, and her family rose to prominence. Her brother, Herefast de Crepon, may have been involved in a controversial heresy trial. Gunnor was, like Richard, of Norse descent, being a Dane by blood.
He was born to William I of Normandy, ruler of Normandy, and Sprota of Senlis. He was born probably between 932 and 935; he was still a boy when his father died in 942. His mother was a Breton concubine captured in war and bound to William by a Danish marriage. After William died, Sprota became the wife of Esperleng, a wealthy miller.

wiki 
Normandy, Richard I. of (the Fearless) (I3727)
 
81 Adela of Flanders (1009- ca.1063) was the Countess of Contenance, later the Countess of Flanders, and second daughter of Robert II of France (Robert le Pieux) and Constance of Arles. Her first husband, Richard III of Normandy (997-1027), had a short and inconsequential reign over the Duchy of Normandy before dying under mysterious circumstances in 1027. They did not have any children together, though Richard had two illegitimate children by unknown mistresses. Adela married Baldwin V of Flanders (død September 1, 1067) in 1028 and encouraged her husband to rebel against his father, Baldwin IV of Flanders. Her efforts failed, and Baldwin V did not become Count of Flanders until his father's death in 1035. Baldwin and Adela had four children:
Baldwin VI, 1030-1070
Matilda of Flanders, c.1031-1083 who married William the Conqueror
Robert I of Flanders, c.1033-1093
Henry of Flanders c.1035

wikipedia 
France, Adela of (I5596)
 
82 Adelaide of Salona, Countess-Dowager of Sicily Vasto, Adelaide del (I21793)
 
83 ADELER

Norsk slægt, der forekommer tidligst med trælasthandler Søren (Sivert) Jen­sen (nævnt 1612, død 1649). Hans søn, admiral Cort Sivertsen Adeler (1622-75) blev ved patent af februar 1666 optaget i adelig stand. Hans tipolde­barn, oberstløjtnant Johannes Emil Adelen (1777-1842) til Høgholm blev ved resolution af 11 februar 1823 og patent af 1 november 1826 optaget i friherrelig stand med navnet de Adeler. Stamtavle, se Danmarks Adels Aarbog 1906. Den i Argentina levende friherrelige gren de Adelen, se DAA 1976-78. 
Adeler, Baron Johannes Emil (I15529)
 
84 Adeler var 2 gange gift: først med Juliane Cicignon, fra hvem han blev separeret i 1785; derefter med Caroline Løvenskiold, f. Schubarth, enke efter kammerjunker Jacob Løvenskiold paa Borgestad. Hun døde 1798, og saa var han da i sine sidste aar alene om den store husholdning, hvor der var rigelig plads for yndlinger og intriger og sladder, og hvor han uindskrænket kunde pleje sine gammelmands-egenheder. En stor matkrok synes han at ha været, og traditionen har sat hans død i forbindelse med mangel paa maade­hold i den retning, idet han døde af slag under et besøk paa Sem 1/11 1810.  Adeler, Frederik Georg (I3557)
 
85 Adeler, Cort Sivertsen, 1622-75, Admiral. Han blev født 16. Dec. 1622 i Brevig i Norge. Faderen Søren Jensen havde tidligere været Skriver ved det kongelige Saltværk i Langesund, Moderens Navn var Dorthe Nielsdatter; for den opstillede Formodning, at Forældrene skulde have været af hollandsk Oprindelse, ligger der intet til Grund. Til sit 15. Aar opdroges han hjemme og gik da ligesom saa mange andre af hans unge Landsmænd til Holland for at lære Navigation og Mathematik. Sin Uddannelse modtog han i Byen Hoorn i Nordholland, tog derpaa Tjeneste om Bord paa den hollandske Flaade og deltog 1639 i det bekjendte Slag ved Dünerne, hvor Admiral Martin Herbertsen Tromp sejrede over Spanierne. Det følgende Aar tog han Hyre hos Kapitajn Johan Reiersen fra Hoorn og fór med ham nogle Aar paa Italien. Da Reiersen gik i Tjeneste hos den venetianske Republik, fulgte Cort med som Konstabel paa hans Skib, og da Reiersen døde nogle Aar efter, overtog Cort efter hans Ønske Posten som Skibskapitajn.

Cort Adeler udnævntes til dansk admiral d.15.09.1663. Republikken Venedig lejede et fuldt udrustet krigsskib i Holland, og Cort Adeler blev udnævnt til dets kaptajn. Venedig lå i langvarig krig med Tyrkerne. De sloges om Kreta og mange andre øer og landområder. Venedig spærrede Tyrkerne inde i Dardaneller Strædet og blokerede i mange år Tyrkerne i at komme ud. Det hedder sig, at Cort Adeler personligt dræbte den Tyrkiske flådes chef, Sultan Ibrahim Pascha. Tyrkerhovedet i hans våbenskjold stammer fra disse krige med Tyrkerne. 
Adeler, Admiral Cort (I1471)
 
86 Adeler, Frederik Baron, 1764-1816, Overpræsident, blev født paa Adelersborg 25. Juli 1764 og var en Søn af Kammerherre Conrad Vilhelm Baron A. og Ulrika Helene Cicignon. I en Alder af kun 14 Aar blev han Hofjunker, 1781 Kammerjunker, 1790 supernum. Kommitteret i Generaltoldkammeret og 1792 Kammerherre. 1802 udnævntes han til Stiftamtmand i Throndhjem og Amtmand over nordre og søndre Throndhjems Amt, men forflyttedes allerede 1804 som Amtmand til Holbæk. 1808 blev han Stiftamtmand i Fyn og Amtmand over Odense Amt og Aaret efter Gehejme-konferensraad og Overpræsident i København; 1804 havde han erholdt Storkorset af Danebrog. Han døde pludselig i København 23. Marts 1816. 1. Juli 1786 havde han ægtet Berta Komtesse Moltke, der var født 16. Nov. 1767 og døde 1. Maj 1846 paa Adelersborg. Dette Baroni, som A. 1785 havde overtaget tillige med Gimsø i Norge, substituerede han 1810 med en Fideikommiskapital, men Gaard og Gods, hvis Bestyrelse han med megen Duelighed varetog, forblev dog som et Allodialgods hos Efterkommerne af hans eneste Datter Sophie Hedevig Baronesse Adeler.

Manthey, Ridderes Levnetsløb 1809-17.
Lassen, Norske Stamtavler I, 53 f.

Thiset. 
Adeler, Baron Frederik (I4475)
 
87 Adeler, Frederik Christian, 1668-1726, Gehejmeraad, var Søn af foranstaaende Generaladmiral Cort Adeler og Anna Pelt og født i København 13. Okt. 1668. Han blev holdt over Daaben af Kronprinsen, den senere Christian V, nød som ung en omhyggelig Uddannelse og rejste derpaa udenlands (1687-90). Paa sin Rejse gæstede han ogsaa Venedig, hvor man endnu havde hans Faders Bedrifter i frisk Minde, og hvor man modtog ham vel. Der blev endog offereret ham smigrende Ærevers. Strax efter sin Hjemkomst blev han Kammerjunker og ægtede i Sept. 1694 Henriette Marie Lente, Datter af Gehejmeraad Joh. Hugo Lente, Regeringsraad i Slesvig og Gesandt ved det køllnske Hof, og Margrethe Barnefeldt. Dels efter sin Fader, dels med sin Hustru kom A . i Besiddelse af betydelige Jordegodser: Bratsberg, Gimsø, Sæbygaard og Egemark, foruden det store Adelerske Hus paa Christianshavn m. m.; Dragsholm kjøbte han 1694 for Spotpris af en portugisisk Jøde. Adeler, Frederik Christian (I1469)
 
88 Adeler, Frederik, 1700-66, Stiftamtmand. Han er født 3. Maj 1700 i København (Christianshavn) og var Søn af Gehejmeraad Frederik Christian A. (d. 1726). Han rejste 1722 udenlands med to af sine Brødre, besøgte i Løbet af 4 Aar Tyskland og Nederlandene, England, Frankrig og Italien og blev kort efter sin Hjemkomst 1726 Kammerjunker hos Dronning Anna Sophie. Samtidig med sit Giftermaal blev han 1727 Etatsraad og Amtmand over Kalundborg, Sæbygaard, Dragsholm og Holbæk Amter, 1740 Konferensraad, 1749 ved Jubelfesten Ridder af Danebrog og 1751 ved Bytte med sin Svoger Joach. Hartv. Joh. v. Barner Stiftamtmand i Christianssand og Amtmand over Nedenæs og Raabyggelaget. 1760 ved Jubelfesten blev han Gehejmeraad og fik 1763 Ordenen de l`union parfaite. Han døde i Christianssand 28. Dec. 1766 og blev bisat med stor Højtidelighed i Christianssands Domkirke 20. Jan 1767.  Adeler, Frederik (I1467)
 
89 Adelspatent af 1751, de Teilmann Teilmann, Morten de (I7518)
 
90 Adledes ved patent af 15 Nov. 1780 med vaaben og navnet de Hofmann. Slægten skriver sig nu "de Hoffmann" Hofmann, Ernst Halchus de (Hoffmann) (I15157)
 
91 Adlet 1717 Benzon, Elisabeth von (I17819)
 
92 Adlet 1753, de Lichtenhjelm (Lichtenhielm). Alle 7 børn døde smaa. Lichtenhielm, Jochum Hansen de (Rodenborg) (I14173)
 
93 Adlet 21 jan. 1681 Lossow, Hans Jacobsen von (I23787)
 
94 Adlet 21 jan. 1681 Lossow, Maren Jakobsdatter von (I11472)
 
95 Adlet 21 jan. 1681 Lossow, Anna Helvig Jacobsdatter von (I23789)
 
96 Admiral of the Fleet Louis Francis Albert Victor Nicholas Mountbatten, 1st Earl Mountbatten of Burma, KG, GCB, OM, GCSI, GCIE, GCVO, DSO, PC (25 June 1900 – 27 August 1979) was a British admiral and statesman and an uncle of Prince Philip, Duke of Edinburgh. He was the last Viceroy and first Governor-General of independent India, and First Sea Lord, as was his father, Prince Louis of Battenberg. He was assassinated in a terrorist attack carried out by the Provisional IRA, who planted a bomb in his boat in Donegal Bay, County Sligo in the Republic of Ireland.

Wiki 
Mountbatten, Louis Francis (I5153)
 
97 Admiral, Gjedde, (Giedde), Frederik Eiler, 1641-1717, Søofficer, Stiftamtmand, var Søn af Ove Giedde Han nævnes første Gang 1677 som Chef for Orlogsskibet "Neptunus", hvormed han 1. Juli deltog i Slaget paa Køge Bugt og sekunderede Niels Juel saa godt, at han med Ære omtaltes af denne til Kongen; kort Tid efter forfremmedes han til Schoutbynacht. 1687 udsendtes han som Viceadmiral til Nordsøen med en liden Eskadre for at forjage Sørøvere; 2 Aar senere var han atter underlagt Hovedflaaden under Niels Juel, der dog ikke udrettede noget dette Aar. 1695 førte Giedde Kronprinsens Brud, Prinsesse Louise af Meklenborg, fra Warnemünde og var Aaret hernæst Chef for en Øvelseseskadre i Sundet. Aar 1700 havde Giedde en Kommando i den store Flaade, som under Gyldenløve skulde forhindre Svenskerne under Wachtmeister i at forene sig med en engelsk-hollandsk Flaade; imod Forventning gik Wachtmeister gjennem Flinterenden, medens Giedde passede paa i Drogden, og Foreningen blev derved alligevel iværksat.  Giedde, Frederik Eiler Ovesen (I1032)
 
98 Adolf Friedrich, Duke of Mecklenburg (born 10 October 1873 in Schwerin; d.5 August 1969) was the third child of Friedrich Franz II, the Grand Duke of Mecklenburg-Schwerin in 1842-1883, and his third wife Princess Marie Caroline of Schwarzburg-Rudolstadt.
During the World War I Adolf Friedrich was in the army of Austria-Hungary (1915) and short time in the army of Ottoman Empire (1916). In 1918, he has been designated as a duke of United Baltic Duchy. He however never ascended the Baltic Duchy throne and the German defeat in the war led to the end of this puppet state.
Adolf Friedrich was Africa traveler and colonial politician. In 1912-1914 he was governor of the German colony Togo. In 1960 he was invited for official celebration of Togo independence.
After the World War I in German South-West Africa he became vice-president of the Deutsche Kolonialgesellschaft für Südwest-Afrika of which his brother Johan Albrecht was president in 1895-1920.
He also served as member of the International Olympic Committee and in 1949-1951 as a first president of West Germany Olympic Committee.

Wikipedia 
Mecklenburg-Schwerin, Adolf Friedrich von (I5387)
 
99 Adopt. Glückstadt. Gift 2. 1953 med arkivar Poul Nyholm. Glückstadt, Lilian Juliette (I26050)
 
100 Adopteret af apoteker, etatsraad i Odense, Gustav Lotze Boeck, Christiane Charlotte (I18009)
 

      «Prev 1 2 3 4 5 6 ... 66» Next»



This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2019.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard