Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Benedicte Margrethe Brockdorff

Benedicte Margrethe Brockdorff[1]

Female 1678 - 1739  (61 years)

Personal Information    |    Media    |    Sources    |    All

  • Name Benedicte Margrethe Brockdorff 
    Born 1678  Copenhagen Denmark Find all individuals with events at this location 
    Gender Female 
    Possessions Til Hemmestrup / Himmestrup, Frisenvold, Krenkerup, Bothkamp, Rosenlund og Nørgaard m.m. 
    Died 7 Jun 1739 
    Notes 
    • I 1700 havde Christian Ditlev Greve Reventlow indgået ægteskab med Benedicte Margaretha Brockdorff , enke efter Jørgen Skeel til Gammel Estrup, en af landets rigeste godsejere. Med Benedicte Margaretha Brockdorff fik han ikke alene en betydelig formue, men tydeligt nok også "kam til sit hår", da hun nok var mere begavet og energisk end just elskværdig. Men Benedicte Margaretha Brockdorff var ingen dårlig hustru. Hun fulgte sin mand på felttoget i Skåne og plejede ham trofast under hans sygdom. Også stamhusene Frisenvold og Krænkerup samt godserne Bothkamp, Rosenlund og Nørgaard kom gennem Benedicte Margaretha Brockdorff i Christian Ditlev Reventlows hænder. Boet opføres som følger. Grevskabet Reventlow med palæet i København og Baroniet Brahe-Trolleborg, som forud tilfaldt den ældste søn og derfor ikke kom til deling, grevskabet Christiansborg med Taastruo anslået til 400,000 Rdl, Pederstrup 34,000 Rdl og Lungholm 80,000 Rdl, de jyske Godser 70 000 Rdl, Krenkerup 40 000 Rdl., Tølløse 60 000 Rdl. Sehested 76 000 Rdl.
    Person ID I0379  Skeel-Kannegaard
    Last Modified 1 Jul 2012 

    Father Cai Bertram Brockdorff,   b. 25 Sep 1619, Copenhagen Denmark Find all individuals with events at this location,   d. 14 Jul 1689  (Age 69 years) 
    Mother Hedevig von Rantzau,   b. 1650, Ascheberg Slot Find all individuals with events at this location 
    Married 1671 
    Family ID F1098  Group Sheet  |  Family Chart

    Family 1 Jørgen Skeel,   b. 12 May 1656, Gammel Estrup Find all individuals with events at this location,   d. 7 Mar 1695, Gammel Estrup Find all individuals with events at this location  (Age 38 years) 
    Married 1691 
    Children 
    +1. Christen Scheel,   b. 12 Aug 1695, Gammel Estrup Find all individuals with events at this location,   d. 26 Feb 1731, Gammel Estrup Find all individuals with events at this location  (Age 35 years)
    Last Modified 17 Dec 2007 
    Family ID F1096  Group Sheet  |  Family Chart

    Family 2 Christian Ditlev Reventlow,   b. 21 Jun 1671, Haderslev Find all individuals with events at this location,   d. 1 Oct 1738, Tølløse Slot Find all individuals with events at this location  (Age 67 years) 
    Married 1700 
    Children 
    +1. Conrad Ditlev Reventlow,   b. 23 Jul 1704, Frankfurt am Main Find all individuals with events at this location,   d. 24 Jul 1750, Rønne Bornholm Find all individuals with events at this location  (Age 46 years)
    +2. Christian Ditlev Reventlow,   b. 10 Mar 1710,   d. 30 Mar 1775, Copenhagen Denmark Find all individuals with events at this location  (Age 65 years)
    +3. Christine Ermegaard Reventlow,   b. 02 May 1711,   d. 06 Oct 1779, Plön Schleswig-Holstein Find all individuals with events at this location  (Age 68 years)
    Last Modified 16 Jul 2007 
    Family ID F1034  Group Sheet  |  Family Chart

  • Photos
    Benedicte Brockdorff
    Benedicte Brockdorff
    Krenkerup Gods
    Krenkerup Gods
    Radsted sogn, Musse herred, Maribo amt.

    Som det så ofte var tilfældet, ejedes Krenkerup, da vi første gang hører om den i dronning Margrethes dage, på en gang af flere forskellige personer og slægter; allerede da træffer vi her de stolte Gøyer, som har deres oprindelige hjem i Lolland, og siden i århundreder var knyttet til dette sted, idet Mogens Gøye i 1381 skrev sig til Krenkerup. Part i gården havde dog også den tidligt uddøde slægt Kabel, hvortil Mogens Gøyes hustru skal have hørt; sikkert er det i hvert tilfælde, at hans søn Axel Mogensen Gøye i året 1392 fik gården, eller vel rettere en part i den, tilskødet af Laurids Nielsen Kabel, der siden ejede Fuglsang. Axel Gøye, der var ridder, har da formodentlig været eneejer, og det siges om ham, at han samlede meget lollandsk gods, sandsynligvis til Krenkerup, men efter hans død i året 1411 splittedes gården atter på forskellige hænder. Hans to sønner fik den på skiftet udlagt, og af disse er Oluf Axelsen Gøye død ikke mange år efter, da vi erfarer, at hans enke ægtede Jens Olufsen af slægten Godov, der solgte den ene part af Krenkerup til Oluf Gøyes søstersønner Evert og Mathias Moltke; den første af disse tilskødede 1430 sin morbroder Mogens Gøye halvparten af gården, og det kan næppe betvivles, at denne Axel Gøyes anden søn i forvejen har ejet den anden halve del og således nu blev eneejer. Om Oluf Gøyes korte ejertid er kun det at berette, som, iøvrigt er betydningsfuldt nok, at han købte hovedgården i Radsted by, som således forenedes med Krenkerup. Broderen Mogens fik en lang levetid og træder følgelig mere frem i lyset; han var i slutningen af Erik af Pommerns regeringstid høvedsmand på Nykøbing, og var i det hele en anset og dygtig mand. Til sit lollandske gods synes han stadig at have følt sig særlig knyttet, og sit sidste hvilested fandt han i den nærliggende Maribo klosterkirke, tilligemed sin anden hustru Ide Falk, en datter af Eskil Falk til Gisselfeld, af en gammel sjællandsk slægt, som uddøde allerede i 15. århundrede; navnet levede videre som fornavn i Gøye-slægten. Mogens Gøye nævnes sidste gang 1450, og Krenkerup gik i arv til hans søn Eskil Gøye, hvem det mere end nogen anden skyldes, at gården voksede sig stor og mægtig, langt udover landsbyens snævre grænser. Han var godssamler i stor stil, hårdhændet og udholdende, overalt hvor han fik fodfæste, i Skåne, i Jylland og på Gisselfeld, som han arvede fra sin moder, og endelig på Krenkerup, som han øjensynlig i særlig grad har interesseret sig for. Det var netop i de tider, at mange mindre adelsmænd og slægter af gammel lavadel forsvandt under sociale og økonomiske tryk; hovedgård efter hovedgård og bøndergods i mængder kom i Eskil Gøyes hænder og lagdes til Krenkerup, hvis tilliggende ved hans død var omtrent tre gange så stort, som da han begyndte sin virken. Eftersom Krenkerup gods voksede så betydeligt, måtte dens ejer naturlig nære ønske om, at selve gårdens udseende kom til at svare dertil; hvorledes det hidtil havde været, ved vi intet om, men ifølge dens oprindelse er det rimeligt at antage, at det har været en ganske uanselig bindingsværksbygning, der formodentlig har ligget på det samme sted, hvor slottet nu står; noget spor af et ældre voldsted er i hvert tilfælde ikke eftervist. Eskil Gøye rejste her et grundmuret hus med kælder og to stokværk, som er det østligste parti af den nuværende nordfløj, hvor denne ældste del tydeligt giver sig til kende ved sine særlig svære mure; de nederste partier af gavlmuren ses endnu i kælderen, der iøvrigt er delt i flere rum, hvoraf det smalle østlige har en gennemgående tøndehvælving, medens de to vestlige har krydsribbehvælvinger. Murene er opført i munkeskifte, og hele karakteren stemmer med efterretningen om, at Eskil Gøye lod opføre det hus, som står norden på gården på den højre hånd næst inden porten; denne Krenkerups ældste del stammer da utvivlsomt fra slutningen af 15. århundrede. At Eskil Gøye var i stand til at samle så betydelige rigdomme, beroede naturligvis også noget på den fremskudte plads, han efter-hånden kom til at indtage i statslivet; han var ridder og medlem af rigsrådet, blev 1486 rigsmarsk, deltog fra dansk side tilligemed Poul Laxmand i det møde mellem rigsråder fra alle tre riger, der førte til den bekendte Lødøse-traktat, og førte endelig den danske hær på det tog op i Sverige, der genvandt kong Hans den svenske krone. Store og vigtige forleninger havde hr. Eskil sit hele liv igennem, Aalholm, tæt ved sin fædrenegård fra 1471 til 1495 og siden til sin død Lindholm i Skåne, hvor han også havde så store private interesser. Han var første gang gift med Mette Rosenkrantz, en datter af rigshofmesteren Erik Ottesen Rosenkrantz, men det berettes, at hun forlod ham for at klostergive sig; formodentlig er hun dog død ikke længe efter, da hr. Eskil indgik et nyt ægteskab med den unge Sidsel Brahe, en datter af Axel Brahe til Krogholm i Skåne. Eskil Gøye døde 1506 og fik »en meget skøn og fager Afgængelse« af verden; sit sidste hvilested fandt han i Maribo klosterkirke, hvor han havde sikret sig, at der stadig læstes messer for hans sjæl. Arving til det lollandske gods var sønnen Mogens Gøye, slægtens navnkundigste medlem. Under fire konger spillede han en fremragende rolle i statens styrelse og greb dybt ind i landets skæbne gennem hele den omskiftelsesrige første halvdel af 16. århundrede. Allerede inden faderens død var han rigsråd, og ridderslaget har han rimeligvis fået ved kroningen i Stockholm, da kong Hans fejrede sin sejr over Sten Sture. En ledende stilling indtog han også under Christiern II trods sit bitre fjendskab med Mor Sigbrit, der kaldte ham kongen i Nørrejylland, fordi hun anså den indflydelse, han som lensmand på Skanderborg Slot vandt på den jyske adel, for faretruende og ønskede ham knækket. Kun ugerne og tøvende, tvungen af forholdenes magt, forlod hr. Mogens kong Christierns sag, men gled dog let ind i de nye forhold, hvori han kom til at virke lige så indgribende som tidligere. Til sin død var Mogens Gøye lensmand på Skanderborg og, knyttet til Jylland også på anden måde, regnedes han gerne til den jyske adel, men alligevel, og skønt han altid stod midt i de hastigt skiftende begivenheders hvirvel, tabte han dog aldrig sit lollandske gods af syne. Han foretog således betydelige byggearbejder på Krenkerup og gav i hovedsagen gården den skikkelse, den senere har bevaret. Eskil Gøyes hus forlængedes mod vest, og i forbindelse hermed opførtes en fløj, ved hvis sydvestre hjørne der skal have stået et tårn, og på hvis østlige mure der udfor andet stokværk var anbragt hængekarnapper. Ved den gamle nordfløjs anden ende opførtes ligeledes et nyt hus, og i denne østfløj var portgennemkørslen anbragt i et på ydersiden fremspringende murparti, prydet med blændinger og oprindelig sikkert opadtil afsluttet af en selvstændig gavl; ved denne fløj rejstes to små runde hjørnetårne. Begge de to nye fløje opførtes i to stokværk med tøndehvælvede kældre af mursten på et fundament af rå kamp og var med deres kamtakkede og blændingsprydede gavle af fuldkommen sengotisk karakter. Endelig er anlægget blevet afsluttet af en nu forlængst forsvunden søndre fløj, og Krenkerup har da stået som et af landets største og fornemste herresæder, svarende til den høje stilling, dets ejer indtog. Mogens Gøye var første gang gift med Mette Bydelsbak og kom ved dette ægteskab i besiddelse af meget gods både i Jylland og Sjælland; efter hendes tidlige død ægtede han Margrethe Sture, datter af Claus Sture til Gammelgaard på Als, men også hende overlevede han; med dem begge havde han så talrige børn, at samtiden sagde om ham, at han var Danmarks rigeste mand, både på jordegods og på børn. Han døde 1544, og ved skiftet tilfaldt Krenkerup hans børn Albrecht og Birgitte; Birgitte Gøye ægtede samme år Herluf Trolle, og hendes og hendes mands halvdel af gården gik snart efter ved et mageskifte over til broderen, der således blev eneejer. Albrecht Gøye synes at have været den betydeligste af hr. Mogens mange, ikke synderlig fremragende sønner. Som følge af faderens store indflydelse fik han naturligvis allerede tidligt anselige len og endte endog i dennes gamle stilling på Skanderborg Slot. Med sin hustru, Anne Rosenkrantz, datter af Otto Rosenkrantz til Boller, så det også en tid ud, som han skulle have fået del i den bekendte store norske arv; men deraf blev dog intet. Allerede 1558 døde Albrecht Gøye på Skanderborg Slot, og hans lig førtes til Krenkerup og jordedes i Radsted kirke, hvor ligstenen over ham og hans hustru endnu ses i tårnrummets nordmur. Fru Anne, der overlevede sin mand i tredive år, var en meget virksom og myndig dame, og i de første år af sin enkestand, da hun rådede på Krenkerup, tog hun sig med stor iver og kraft af gårdens styrelse. Noget gods, som ved den tidligere arvedeling var gået over på andre hænder, erhvervede hun tilbage, og ved mageskifte såvel med Berritsgaards ejere som med kronen lykkedes det hende at komme i besiddelse af en betydelig mængde bøndergårde, navnlig i Radsted by, som havde en særdeles gunstig beliggenhed. Hun fik derfor af kongen bevilget birkeret for sit gods; også tidligere havde det udgjort et særligt birk, der ved delingen af godset var blevet nedlagt. Af hendes og Albrecht Gøyes børn var Otto Gøye arving til Krenkerup, men han faldt i en ung alder ved Elfsborg i året 1566 og stedtes til hvile i Radsted kirke, hvor hans ligsten nu sidder i muren ved siden af forældrenes. Gården gik da over til søsteren Margrethe Gøye, der var gift med Peder Brahe til Krogholm i Skåne, lensmand på Sølvesborg. Dette ægtepar mindedes på Krenkerup ved den grundmurede stald, de opførte og prydede med deres navne, men de har iøvrigt ikke grebet stærkt ind i gårdens historie, og fru Margrethe døde kun få år efter moderen, i året 1594. Peder Brahe styrede vedblivende godset for de umyndige børn, som var moderens arvinger. 1610 døde han, og Krenkerup gik over til sønnen Axel Brahe, der samme år ægtede Elisabeth Rosensparre, en datter af Oluf Rosensparre til Skarholt; noget af godset var tilfaldet broderen Otto Brahe, men Axel købte atter dette tilbage til gården. Allerede 1613 døde Axel Brahe, kun lidt over tredive år gammel, og da den søn, som Elisabeth Rosensparre havde født ham, døde som ganske lille, arvedes Krenkerup af hende og Otto Brahe i forening, men den sidste overlod svigerinden gården på livstid, og det er i de følgende år den unge barnløse enke, der residerer som bestyrerinde på det gamle herresæde, som hun synes at have styret med energi og dygtighed. Hun foretog forskellige byggearbejder på hovedbygningen, hvor årstallet 1620 og hendes navn tidligere stod på en af gavlene. Efter at have siddet enke i en halv snes år indgik hun nyt ægteskab med Palle Rosenkrantz, lensmanden på Vordingborg, hvor de siden oftest boede. Brylluppet blev fejret med stor glans i København i kongens og mange fornemme gæsters nærværelse, men glæden synes at have været stakket; hr. Palle var i udlandet i flere langvarige sendelser, og fru Elisabeth blev syg og svagelig, og efter få års ægteskab døde hun på Vordingborg Slot i slutningen af året 1627, kun 35 år gammel, og stededes siden til hvile i det af hende byggede kapel ved Radsted kirke, hvor et smukt epitafium blev opsat til hendes minde. Et langt sørgedigt forfattedes af ingen ringere end Anders Arrebo, der havde været hendes sjælesørger i den sidste sygdom. Palle Rosenkrantz havde tilbragt sin ungdom på studierejser rundt om i Europa og færdedes siden som kongens sendebud ved de forskellige hoffer og mellem standsfæller af alle nationer, hvor bægrene klang, og kårderne klirrede, men hvor der også var nyttige kundskaber og mangfoldig livserfaring at høste. Om hans færd på Krenkerup, hvor han opholdt sig meget, da han var blevet lensmand på det nærliggende Aalholm, har traditionen meget at fortælle; han skal have drukket og sviret stærkt, navnlig i selskab med præsten i Radsted, der pludselig døde og derefter viste sig for sin herre og gamle soldebroder og fortalte ham om, hvorledes han nu selv pintes i den evige ild, for derved at formane ham til i tide at omvende sig, hvilket hr. Palle da også skal have gjort og vist i gerning derved, at han i Radsted oprettede et hospital for de fattige. Har han nydt livet i dybe drag, har han i ethvert tilfælde ikke drukket forstanden bort; da en kvinde i Rødby var anklaget som heks og dømt til bål og brand, hvad i de tider hørte til dagens orden, tog Palle Rosenkrantz sig i sin egenskab af lensmand af sagen, og i et brev til konsistorium ved universitetet udtaler han sig med en nøgtern forstandighed, som, ikke var almindelig; »der er intet bevist«, skriver han ; »Konen har ikke tilstaaet noget Hekseri, og den rette Sagvolder har ingen gjort Gerning at bevise hende over, men skylder hende for sin Ulykke udi Gods og Biering paa seks Aar, men jeg tænker vel, at hans Uforsigtighed og Dovenskab kan være største Aarsag derudi, — laboranten Deus adjuvat«. Sine gode evner havde Palle Rosenkrantz jo udviklet i sin ungdom på sine studierejser, og det virker ikke overraskende at høre, at han havde interesse for lærde studier ; han var blandt dem, der opmuntrede Stephanius til at udgive Saxo, og han bidrog til at bekoste værkets trykning. At han endelig i sin ungdom udmærkede sig ved personlig tapperhed i Kalmarkrigen, da han ved stormen på Kalmar var den første, der med kongens fane i sin hånd besteg volden, er et træk, der fuldstændiggør billedet af denne raske junker og begavede og handlekraftige mand, der synes at have været en fuldblods type på sin stand og for sin tid. I Krenkerup var Palle Rosenkrantz åbenbart stærkt interesseret; ved ægteskab med Elisabeth Rosensparre kom han jo kun i besiddelse af en del af gården, men resten, som Otto Brahe havde arvet ved broderen Axels død, fik han udlagt for en større pengefordring og blev således eneejer. Ihærdigt arbejdede han på godsets forøgelse, og talrige gårde og huse lagdes i hans tid under gården, blandt andet en hel landsby, som blev nedlagt; også på borggårdens udvidelse og forskønnelse arbejdede han, som monogram og årstal på nordfløjens ydermur endnu viser. Over hele denne fløj opførte han et tredie stokværk, og sikkert er også det ottekantede tårn i det nordvestre hjørne hans værk, ligesom han formodentlig har forhøjet de runde tårne og påbygget spirene. Palle Rosenkrantz, der først havde været gift med Helvig Rantzau, ægtede efter Elisabeth Rosensparres død Lisbeth Lunge, en datter af Jørgen Lunge til Odden. I sine sidste år led han meget af podagra og levede da for det meste stille på Krenkerup, og her døde han 1642 kun lidt over 54 år gammel; i Radsted kirke jordedes han i Elisabeth Rosensparres kapel, hvor et prægtigt epitafium med hans, hans tredie hustrus og deres søn Jørgens portrætter malede på kobber, minder om denne mærkelige mand. Fru Lisbeth Lunge blev siddende på Krenkerup, da børnene alle var små; først 1649, da de to ældste døtre blev gift, holdtes skifte, og gården tilfaldt da den eneste overlevende søn, Jørgen Rosenkrantz, der døde allerede i sit 23. år, da han på sin studierejse opholdt sig i Venedig. Af hans søstre var Lisbeth Rosenkrantz allerede død forinden, og hendes sønner Johan og Jørgen Rantzau var derfor arvinger til Krenkerup tilligemed de to andre søstre, Mette Rosenkrantz, gift med Erik Rosenkrantz til Rosenholm, og Birgitte, gift med Christen Skeel til Sostrup. Dette sameje varede ved en lang årrække, idet de unge brødres tarv varetoges af deres fader, Frantz Rantzau til Estvadgaard, og godset iøvrigt væsentligt forvaltedes af Christen Skeel. Ingen af dem var dog personlig knyttet til Krenkerup, og medens godset blev styret og værnet på forsvarlig måde, kom selve gården i disse tider noget i forfald. Da Birgitte Rosenkrantz var død i året 1677, var sønnen, Jørgen Skeel, arving til hendes part i de lollandske godser, men han færdedes i disse år meget omkring i udlandet, og tog først blivende ophold i hjemmet efter faderens død, en halv snes år senere. Jørgen Skeel var landets rigeste godsejer; foruden af de mange jyske herregårde blev han også ejer af Krenkerup, hvor han efterhånden udkøbte de andre arvinger. Denne gård havde med Rosenlund og det tilhørende bøndergods over 1000 tdr. htk., hvoraf 70 var selve Krenkerups hovedgårdstakst; af Radsted sogns 63 gårde og 22 huse besad den ikke mindre end de 58 gårde og alle husene undtagen degnebolet, og desuden meget spredt bøndergods i de omliggende sogne; 201 tdr. Id. var under plov under hovedgården, og årlig høstedes over 200 læs hø. En ildsvåde hærgede i slutningen af året 1689 hovedbygningen, hvorved den søndre fløj ganske lagdes øde, og den er siden aldrig blevet genrejst. Jørgen Skeel har ofte opholdt sig på sin lollandske gård; det morsomme vægbillede, der siden var at se i et lysthus i parken, stammede utvivlsomt fra hans tid. Det kaldtes Harernes Triumf og gav en humoristisk fremstilling af, hvorledes harerne nu regerede over hundene, sad til bords og spiste hundekød, lod sig opvarte af hundene, ja to harer, der sad på en triumfvogn, som blev trukket af hunde, skal endog have været en temmelig nærgående satire over meget højtstående personer. Således illustrerede Jørgen Skeel sin opfattelse af den nye tyske hofadel og kongens favorisering af fremmede lykkejægere og borgerlige indfødte på den gamle danske adels bekostning. I høj gunst var han heller ikke hos Christian V, der var forbitret over, at han ikke af sine store godser ville oprette noget grevskab eller baroni; hans adelige selvfølelse forbød ham at tage sine ejendomme til len af kongen, og denne skal have søgt at straffe hans hovmod ved at afvise hans frieri til en ung, faderløs komtesse Ahlefeldt, oven i købet med den ondskabsfulde begrundelse, at lige passede bedst for lige. Jørgen Skeel ægtede derefter Benedikte Margrethe Brockdorff, en datter af Cai Brockdorff til Bothkamp i Holsten, men lykken varede ikke længe, da han døde allerede 1695, ikke fyrretyve år gammel; han fik i ligtalen det eftermæle, at han havde haft en oplyst ånd, et ædelt hjerte og et skønt udvortes. Ved skiftet tilfaldt de lollandske godser den unge enke. Benedikte Margrethe Brockdorff vedblev at styre sine godser, også efter at hun havde indgået nyt ægteskab med grev Christian Ditlev Reventlow, en søn af storkansleren og broder til Anna Sophie, som senere blev Frederik IV's dronning. Han var officer og diplomat, stod både i dansk og fremmed tjeneste og anvendtes derfor til mange forskellige hverv i de urolige år, der indledede det 18. århundrede. I Den spanske Arvefølgekrig blev han general i den kejserlige hær under prins Eugen, der satte stor pris på ham, men ved Danmarks fornyede krig med Sverige vendte han hjem, og det betroedes ham at føre felttoget i Skåne 1709, hvor hans ledelse dog ikke førte til noget heldigt resultat, selv om han ikke kan bebyrdes med det hele ansvar for nederlaget. Et stort arbejde udrettede han derimod med at bringe Altona på fode, efter at Magnus Stenbock med barbarisk grusomhed havde ladet den afbrænde efter slaget ved Gadebusch. Så virksom og handlekraftig Reventlow var i sin tjeneste, så svag og føjelig skal han have været hjemme, hvor konen førte et uindskrænket regimente. Gerrighed og umættelig griskhed efter penge var det sorte punkt i hendes karakter, der i mangfoldige tilfælde forledte hende til handlinger, som hun havde liden ære af. De omfattende godser, som hun og hendes mand besad, bestyrede hun med fast hånd og arbejdede hele sit liv igennem for at forøge og forbedre dem. Af de lollandske fik hun i året 1736 oprettet stamhuset Krenkerup, der med hovedgården Krenkerup, Rosenlund og Nørregaard og det tilhørende bøndergods omfattede noget over 1000 tdr. htk., beliggende væsentlig i Radsted, Slemminge, Fjelde og Toreby sogne. Da grev Reventlow døde 1738, og hans hustru fulgte ham i graven året efter, gik stamhuset over til den ældste søn, grev Conrad Ditlev Reventlow, der tillige arvede grevskabet Sandbjerg i Sønderjylland, baroniet Brahetrolleborg på Fyn og stamhuset Frisenvold i Nørrejylland. Han var gift med prinsesse Wilhelmine Augusta af Nordborg Pløen, og de havde siden deres bryllup boet på Brahetrolleborg, senere efter faderens død i København. Hans hustrus død 1749 gik ham nær til hjerte, og året efter gik han selv bort, endnu ikke 50 år gammel. I Krenkerups historie spillede han ingen rolle, og det samme må siges om hans søn grev Christian Ditlev Reventlow, der ved sin tiltræden var umyndig og døde allerede 1759 i sit livs 24. år. Et par år forinden var han, efter at have ført et meget uregelmæssigt liv på en rejse, hvis formål skulle have været studier, blevet gift med Ida Lucie Scheel von Plessen, en datter af overceremonimester Mogens Scheel von Plessen; i dette ægteskab var født en eneste datter, Juliane Frederikke Christiane Reventlow, der således i vuggen arvede stamhusene Krenkerup og Frisenvold. Den unge komtesse, der både var ualmindelig smuk og særdeles velbegavet, ægtede i sin første ungdom den hannoveranske adelsmand Carl August Hardenberg, der senere gjorde sit navn bekendt i den tyske frihedskrig og endte som fyrste og preussisk statskansler. Såvel slægten som den danske regering søgte at hindre den rige arvings forbindelse med en udlænding; den yngre linje af Reventlow-slægten, som havde arvet de øvrige besiddelser, havde også søgt at lægge hånd på de to stamhuse, men dens krav var blevet afvist ved højesteret, og tanken har da formodentlig været gennem giftermål med komtessen at vinde godserne tilbage. Hardenberg, der antog navnet Hardenberg-Reventlow, interesserede sig imidlertid levende for sin hustrus danske gods, som han overtog bestyrelsen af og ofte besøgte, skønt hans virken, først i kurfyrsten af Hannovers, siden i brunsvigsk tjeneste, lagde stærkt beslag på hans tid og kræfter. På forskellig måde var gård og gods stærkt forsømt i de mange år, der ikke havde været nogen besidder på stedet, og der blev nu med iver taget fat på at indføre forbedringer. Det gamle trevangsbrug og det overordentlig indviklede fællesskab lagde alvorlige hindringer i vejen, og udskiftningen, som i disse år begyndte at trænge igennem rundt om i landet, var også på Krenkerup den store opgave, der først og fremmest skulle løses. Jorderne blev opmålt, og det lykkedes også for nogle byers vedkommende at få dem udskiftede fra hinanden, men de fleste steder lå de således indfiltrede, at afgørelsen var afhængig af de andre lodsejere, og hele reformen hindredes, når disse stillede sig uvilligt. Det lykkedes dog efter et par års forløb at bryde denne modstand, men snart var Hardenbergs virken på Krenkerup forbi. Forholdet mellem Hardenberg og hans gemalinde var aldrig godt, og i 1788 blev ægteskabet ophævet; fruen levede siden i Tyskland, hvor hun få år efter døde. Godserne gik over til sønnen Christian Heinrich August Hardenberg-Reventlow, der giftede sig med Jeanette Caroline von Reitzenstein og tog bolig på Krenkerup. Istandsættelsen af den forfaldne hovedbygning, som faderen havde begyndt på, blev nu genoptaget med kraft; de gamle røde tagsten forsvandt og erstattedes med blå glaserede, og vinduerne med de blyindfattede ruder blev med undtagelse af tårnenes forandret til franske vinduer, en pyntelig bro af huggen granit afløste den gamle vindebro af træ, som førte over graven udfor porten, og laden flyttedes bort fra sin plads nord for hovedbygningen, hen bag Peder Brahes stald; endelig blev det indre ganske ombygget efter tidens og smagens fordringer. I året 1798 afhændede Hardenberg med kongelig tilladelse stamhuset Frisenvold, imod at erhverve andet gods. Han købte derefter Fjellebro på Fyn, som han dog straks efter solgte til grev Holck Winterfeldt; i stedet fik Hardenberg Vintersborg og Sæbyholm, af hvilke han solgte det første, medens Sæbyholm og Christiandal i Branderslev sogn ved Nakskov, som han samtidig købte, skulle træde i stedet for Frisenvold; hertil kom endelig Krenkerups nabogård Nielstrup i Våbensted sogn, som ligeledes blev købt og lagt til stamhuset. Da denne sidste gård var erhvervet, og det tidligere indledede mageskifte med Engestofte var bragt til afslutning, kunne arbejdet med udskiftningen genoptages, og det gennemførtes overalt på godserne i løbet af den første snes år af 19. århundrede. Den dermed følgende udflytning, der foretoges i meget stort omfang, kostede mange penge, og Hardenberg ofrede desuden betydeligt på forskellige andre foretagender, navnlig med hovedgårdens drift, hvor han anstillede mange forsøg med nye kornsorter og dyrkningsmåder, som ikke altid gav et heldigt resultat. Forholdene for landbruget var i årene efter Kielerfreden meget ugunstige, og da Hardenberg ikke blot ved sin tiltræden havde måttet overtage moderens betydelige gæld, men ved faderens død i 1822 fik en lignende arv, var hans økonomiske stilling i de senere år af hans liv meget trykket. De preussiske stamgodser, han kom i besiddelse af efter faderen, blev sat under administration, og det samme var tilfældet med de holstenske, medens der for de lollandske måtte ansættes en særlig skatteopkræver, der sørgede for, at skatterne af bøndergodset indbetaltes til staten. Af disse sidste godser, stamhuset Krenkerup og godserne Nielstrup, Sæbyholm og Christiansdal, oprettedes i året 1815 grevskabet Hardenberg-Reventlow, og Hardenberg ophøjedes i den danske grevestand med samme navn, medens hovedsædet måtte ombytte sit historiske navn med besidderens og blev kaldt Hardenberg. Grevskabet, der naturligvis lige så lidt som de andre i en så sen tid oprettede len fik skattefrihed, omfattede ca. 2.500 tdr. htk. og deltes naturligt i et østre distrikt, Hardenberg, Rosenlund, Nørregaard og Nielstrup, og et vestre, Sæbyholm og Christiansdal. Efter at den første grevinde Hardenberg, der var overordentlig elsket og afholdt på godset, var død i året 1819, ægtede grev Hardenberg et par år senere sin kusine Emma Louise Frederikke Georgine Hardenberg, der overlevede ham. Selv døde han på en rejse i Tyskland i året 1840, og medens de preussiske majoratsgodser gik over til en anden linje af den Hardenbergske slægt, tilfaldt det lollandske grevskab hans eneste barn, datteren af første ægteskab Ida Augusta Hardenberg-Reventlow, der da var over 40 år gammel og enke efter grev Harald Holck. Gælden var stor, og den nye besidderinde måtte sælge alt, hvad der var af allodialejendom, hvoriblandt de holstenske godser og et hus i København, og lægge styrelsen i faste og kyndige hænder. Selv opholdt hun sig meget i udlandet, men kom dog jævnligt til Hardenberg, navnlig efter at hun havde indgået nyt ægteskab med grev Christian Gersdorff, der holdt meget af stedet og særlig tog sig af haven, som i hans tid havde en kort glansperiode, hvorom det smukke mindesmærke over ham, som Ida Augusta rejste, er et synligt vidnesbyrd. Nogle år efter hans død ægtede hun sin tredie mand, en italiensk lykkejæger ved navn Almaforte, der var blevet adlet af den sardinske regering og nu gjordes til dansk greve; også ham overlevede den livskraftige dame og færdedes også i sin tredie enkestand meget i udlandet, hvor hun døde i året 1867. Grevskabet gik over til hendes søn af første ægteskab grev Carl Ludvig August Rudolph Holck-Hardenberg-Reventlow, der i sin tyveårige besiddertid var meget virksom og kom til at opleve en rig fremgangsperiode for godset, som jo for øvrigt allerede var begyndt i moderens sidste år. For haven nærede han særlig stor interesse og genoptog det arbejde, der siden grev Gersdorffs død havde været fuldstændig forsømt, at skabe en smuk og moderne park og et rationelt havebrug. Han fandt hertil dygtige medarbejdere, og traditionen fra hans tid er også siden stadig blevet fortsat og holdt i ære, navnlig af den fremragende havebrugsmand gartner Chr. Jørgensen, under hvis ledelse Hardenbergs gartnerier blev et mønsterbrug, der søgtes af fagfolk fra alle egne af landet. I grev Holcks tid foregik også afhændelsen af størstedelen af bøndergodset, der solgtes til fri ejendom, og han styrede i det hele besiddelsen med humanitet og dygtighed, arbejdsom og punktlig i alle henseender, som han var. Hans ægteskab med kusinen Ida Louise Henningia von Qualen var barnløst, og grevskabet gik derfor ved hans død i året 1885 over til hans næstsøskendebarn prinsesse Lucie Schönaich-Carolath, en datterdatter af grev Hardenbergs søster Lucie; den nye besidderinde var siden 1843 gift med grev Curt Haugwitz, der efter erektionsbestemmelserne for sig og sine descendenter lagde navnene Hardenberg Reventlow til sit eget, men iøvrigt døde et par år efter tiltrædelsen. Den gamle Durchlaucht, som besidderinder altid kaldtes, levede til 1903, men grevskabet styredes af hendes søn grev Heinrich B. C. P. Haugwitz Hardenberg Reventlow, gift med Fredine von Maubeuge, og han besad grevskabet efter hendes død, til 1921, da den nuværende besidder, lensgreve Henrik Ludvig Erdman Georg Haugwitz Hardenberg Reventlow, tiltrådte. I 1924 overgik grevskabet til fri ejendom, idet der blev betalt en afgift til staten på herved godt 2 million kr. og hensat til successorerne 31,2 million; samtidig blev der i 1925 af de underliggende gårde afgivet jord til staten, 161 tdr. htk., til en værdi af over 1 million kr.; heraf oprettedes bl. a. 127 nye husmandsbrug. (Danske Slotte og Herregaarde)



    EJERE

    1381 Mogens Gøye

    ca. 1450 Eskil Gøye

    1506 Mogens Gøye

    1610 Axel Brahe

    1613 Elisabeth Rosensparre

    1627 Palle Rosenkrantz

    1677 Jørgen Skeel

    1750 Chr. Ditlev Reventlow

    1774 C. A. Hardenberg (-Reventlow)

    1788 Chr. H. A. Hardenberg-­Reventlow, 1815 kaldt Hardenberg

    1867 C. L. A. R. Holck-Hardenberg‑Reventlow

    1903 H. Haugwitz Hardenberg Reventlow

    1921-1970 Heinrich Curt Ludwig Erdmann Georg lensgreve Haugwitz-Hardenberg-Reventlow, 1938 Restaurering og atter kaldt Krenkerup

    1970-2003 Rupert Gorm Reventlow-Grinling

    2003- Rupert Gorm Reventlow-Grinling / Patrick Reventlow-Grinling

    Histories
    Erektionsbrev for Stamhuset Gammel Estrup, Skeel
    Erektionsbrev for Stamhuset Gammel Estrup, Skeel

  • Sources 
    1. [S2] Dansk Biografisk Leksikon.




This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2019.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard