Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Holger Christoffersen Pax

Holger Christoffersen Pax

Male 1648 - 1698  (49 years)

Personal Information    |    Media    |    All

  • Name Holger Christoffersen Pax 
    Born 18 Apr 1648  Eriksholm i Skaane Find all individuals with events at this location 
    Gender Male 
    Possessions Til Torup, Bonderup og Eriksholm i Merløse H., Stenshede, Sæbygaard og Hørbylund i Dronninglund H. 
    Died 3 Jan 1698  Sæbygaard Find all individuals with events at this location 
    Buried Volstrup Kirke Find all individuals with events at this location 
    Person ID I1279  Skeel-Kannegaard
    Last Modified 12 Jul 2010 

    Father Christoffer Mogensen Pax,   d. 1650 
    Mother Hilleborg Holgersdatter Bille 
    Family ID F4287  Group Sheet  |  Family Chart

    Family Lisbet Knudsdatter Bille,   b. 08 Aug 1655, Skerrildgaard Find all individuals with events at this location,   d. 12 Jul 1723, Sæbygaard Find all individuals with events at this location  (Age 67 years) 
    Married 1676 
    Children 
    +1. Anne Sophie Holgersdatter Pax,   b. 30 Aug 1677,   d. 24 Dec 1763, Sæbygaard Find all individuals with events at this location  (Age 86 years)
     2. Henrikke Elisabeth Holgersdatter Pax,   b. 1679,   d. 31 Aug 1706, Stenshede Find all individuals with events at this location  (Age 27 years)
    +3. Cathrine Mette Holgersdatter Pax,   b. 1690,   d. 1730  (Age 40 years)
    Last Modified 22 Jun 2009 
    Family ID F0835  Group Sheet  |  Family Chart

  • Photos
    Holger Pax
    Holger Pax
    Sæbygaard
    Sæbygaard
    Volstrup sogn, Dronninglund herred, Hjørring amt.

    »Sæby købstad er med rette berømt for sin skønne beliggenhed, en skønhed, som betinges af det åbne hav, de indenfor liggende svære bakker, de frodige bøgeskove og den anselige å, som igennem skov og by søger ud til havet. I denne dejlige natur har også det tæt bag­ved byen liggende herresæde Sæbygaard sin rigelige del ; midt imel­lem sine skove og plantager, omgivet af park og have, hegnet og smykket af sine brede grave, ligger den statelige gård i ådalens syd­side«. Og som købstad og herregård her har part i de samme landskabe­lige ynder, har de oprindelig haft fælles historie. De har engang været under samme herskab, de mægtige Børglum biskopper. Sæbygaard var en af bispernes sædegårde i Vendsyssel, et af deres »lysthuse«, hvor de helst residerede, fortæller Peder Dyrskjøt. Og under bispestavens værn blev det lille fiskerleje på Sæbygaards strandgrunde med tiden til en købstad ; Maristed kaldtes den først, en af de få, der hertillands er vokset op uden for kronens enemærker. Heroppe »nor­den for lov og ret« varede det helt til 1524, før den berygtede biskop Stygge Krumpen så sig foranlediget til at anmode kongen om be­kræftelse på borgernes købstadfrihed, og året efter at privilegierne var udstedt, gav han byen en stadsret. Byens udskillelse fra herre­gården var fuldbyrdet, om måske den også i den følgende tid har stået under de bispelige lensmænds overhøjhed. Det kom ikke til at vare ret længe, ikke stort mere end en halv snes år, før romerkirkens snarlige fald varsledes med Skipper Clements bondeoprør i Vendsys­sel. Biskoppen krøb om ikke i et musehul, så dog i en bageovn, og et par år senere måtte den usympatiske herre helt nedlægge staven. Bispedømmets gårde blev kongelige lensgårde. Sæbygaard blev ganske vist i bispens familie, thi den første kongelige lensmand var hans fætter og hans tidligere køgernester Christoffer Stygge. Han tiltrådte 1537, havde fra 1546 gård og gods som pantelen og afløstes i 1552 af kongens hofsinde, den pommerske adelsmand Jørgen von Raade, der besad Sæbygaard, indtil den blev bortmageskiftet i 1560. Bytte­handelen mellem kronen og Otte Rud (1520-65), eller rettere dennes hustru Pernille Oxe (1530 - 76), — for det var hendes arvegods, der gaves til gengæld — var jo et led i datidens bestræbelser for at gøre krongodserne større og mere samlede. Mange herremænd måtte af den grund forlade gårde, hvor deres slægt havde siddet i generationer for at sætte bo i helt andre egne af landet. Og dette ægtepar var nærmest af østdansk afstamning, selvom hans farfar var gift ind på Møgelkær ved Horsens. Nu blev de altså hensat til at skulle holde hus i det allernordligste Danmark. Otte Rud fik vel næppe lejlighed til at give sig ret meget af med sit ny gods. Efter få års forløb udbrød Den nordiske Syvårskrig, og hans senere skæbne er velbekendt. Som rigens admiral kæmpede han mod svenskerne, indtil han blev taget til fange og efter svære forhånelser, ja trusler på livet af den afsindige kong Erik XIV, døde af pest på Svartsjö Slot i Finland. »Bliver denne mand ikke salig, da bliver ingen det,« sagde selv hans fjende, slotshøvedsmanden, som havde set hans frimodige og kristelige henfart. Et brev, han dagen før havde skrevet til sin kone, fik hun vistnok aldrig. Der gik år og dag, inden hun modtog budskabet om hans død. Forgæves lod hun en mand drage både til Tyskland og Sverige for at skaffe vished om husbondens skæbne. Først ved freden 1570 blev hans lig udleveret og begravet i Københavns Frue Kirke. Men det pragtfulde gravmæle, fru Pernille havde ladet opsætte, »højt over jorden«, måtte hun fjerne igen efter kgl. ordre. Den slags monumen­ter skulle være forbeholdt herrer og fyrster. Pernille Oxe havde med dygtighed styret godset under mandens fravær, og hun sad enke til sin død. Hun lod opføre nye hovedbyg­ninger både på Møgelkær og Sæbygaard, og den sidste står endnu. Sæbygaard blev i det hele taget under hendes styre så komplet et herresæde, som tænkes kunne. Under påskud af, at hendes bønder i Sæby sogn drak sig fulde, når de søgte købstadens kirke — præsten der var ganske vist også indehaver af en brændevinspande — havde hun allerede 1567 udvirket bevilling til, at de fremtidig sammen med selve herregården skulle høre under Volstrup sogn. Også bønderne i Lille Stenskede blev lagt hertil, skønt de hidtil havde været sognepligtige til Karup. Og senere samme år erhvervede hun et ikke mindre vigtigt kongebrev. Hun fik tilladelse til at lægge et birketing ved Sæbygaard, hvor hendes bønder i Volstrup og Hørby sogne fremtidig skulle søge deres lov og ret. I ligtalen over hende, holdt af Århus-bispen, fik hun selvfølgelig samme lov og rosende omtale som alle andre adelige, men faktisk havde hun i sit testamente tænkt på sine bønder og eftergivet dem et halvt års landgilde. Hun blev begravet i Raarup ved Møgelkær, og hendes ene søn, arvingen til Sæbygaard, den meget lidt omtalte Knud Ottelen Rud (død 1589) fandt også sit sidste hvilested fjernt derfra, ved Rudernes gamle slægtsgård, Vedby på Sjælland. Efter hans død som ugift solgtes gården til en kollega af faderen, rigsadmiralen Peder Munk (1534-1623) til Estvadgaard, der med mere held end Otte Rud havde deltaget i Syvårskrigen, og i hvis lod det siden faldt at føre prinsesse Anna til Skotland på den berømte brudefærd, som måtte gennemføres i to tempi på grund af de arge hekses kunster. Han var en af regeringsråderne under Christian IV's mindreårighed og blev i 1596 også rigsmarsk. Og han var en mægtig jorddrot, der ejede en halv snes jyske hovedgårde, samt meget strø­gods. Livsarvinger havde han derimod ikke, forsåvidt som hans første hustru Karen Skeel var død efter et 35-årigt barnløst ægteskab, og Kirstine, hans datter i andet ægteskab med Sophie Brahe (1580-1638) kun overlevede ham et årstid, så hende arvede moderen. Hun ægtede i 1627 Malte Sehested til Rydhave (1596 - 1661), en mand, der havde tilbragt mere end en halv snes år af sin ungdom i udlandet. Han havde i polsk tjeneste kæmpet mod både svenskere, russere, ungarere og tyrkere, og under Christian IV i Trediveårskrigen. Men allerede samme år, han blev gift ind på Sæbygaard, måtte han med sin hustru rømme hus og hjem og flygte for de kejserlige tropper. I Torstens­sonsfejden var han for sidste gang i felten som fører af en sjællandsk rytterafdeling. Først i 1648 blev han lensmand, i det fjerne Stavanger, som han i sine sidste leveår ombyttede med det mere bekvemt lig­gende Aastrup Slot. Efter Sophie Brahes død giftede han sig med Margrethe Reedtz og fik med hende 10 børn, men da det første ægteskab var barnløst, arvedes Sæbygaard af fru Sophies broder Otte Pedersen Brahe (1582-1642), i forvejen besidder af 6-7 herregårde, og efterhånden lensmand på Koldinghus og Kalundborg. Hans eneste søn med Mette Rosenkrantz, Manderup Brahe (1617 - 66), arvede Sæbygaard o. fl. andre gårde, blandt andet Torbenfeldt, hvor han gerne boede. Efter hans død solgte enken Birgitte Trolle 1668 Sæbygaard til en søstersøn af Malte Sehested, den tidligere besidder, nemlig til den tredie admiral i gårdens historie og den berømteste af dem alle, selve Niels Juel. Om ham vil det her næppe være nødvendigt at fortælle andet, end at han med sin ægtefælle Margrethe Ulfeldt synes at have holdt hus på Sæbygaard i årene inden Den skånske Krig. På gården står endnu to himmelsenge, som skal have været ægteparrets. Samme år de flyttede ind, begravedes deres ældste toårige datter Vibeke i Volstrup kirke, og hertil skænkede de siden et atlaskes alterklæde og en guldbaldyret messehagel. Der kendes flere af Niels Juels dispositio­ner vedrørende gårdens drift. Han købte således hovedgården Stenshede, men efterhånden har hans offentlige hverv selvfølgelig lagt mere og mere beslag på ham. Sæbygaard blev bortforpagtet og endelig i 1682 bortmageskiftet til Holger Pax (1648-98) mod dennes sjællandske godser Eriksholm og Torup. Holger Pax og hans kone Elisabeth Bille (1655-1723) havde ikke noget godt ry på sig i samtiden, især da ikke hun, selvom sagnet lyver, når det siger, at hun stak manden ihjel med en kniv og siden går som spøgelse på Sæbygaard. Historien herom er for ramme alvor fortalt så sent som i 1932 af en norsk dommer, der indlod sig på en viden­skabelig forklaring af fænomenet. Forbrydelsen skulle være blevet kinematograferet, filmet, på en endnu ukendt måde og være i stand til at vise sig for individer med en bestemt modtagelsesevne! Der er bare det kedelige ved sagen, at det sete genfærd bar en Marie Stuart krave, en beklædningsgenstand, der var gået af mode næsten 100 år før Elisabeth Billes tid, så hende kan det i alt fald ikke have været. Nogen behagelig dame var hun dog næppe, hvad blandt andet den stedlige sognepræst måtte bekende. Hun efterstræbte ham med et giftigt og fordærveligt had, bevidnede biskop Bircherod i Aalborg, og de lå i en langvarig trætte, først forårsaget af hendes broder, den fordrukne Albert Bille fra Langholt i Kær herred. Præsten selv gav ikke let op og talte frejdigt fra prædikestolen mod herskabet, ja næg­tede at betjene dem i kapellet på gården. »I lyder den onde mand på Sæbygaard så længe, at han fører eder i evig ulykke«, påstod man, han havde sagt i skriftemålet, og det gjorde jo ikke sagen bedre. Den endte trods alt med forlig, og præstens søn blev endda siden af herskabet kaldet til faderens eftermand. Præstekonen var ellers en­gang, hun var oppe på gården for at mægle, blevet behandlet på omtrent samme måde, som siden birkedommerens kone i et lignende ærinde. Hende skældte Elisabeth Bille og hendes datter i skøn forening ud for både hore og tyv, og tilsidst slog datteren den »fattige gamle svage kone blå og blodig i ansigtet«, mens fruen fornøjet så til. Om de følgende ejere på Sæbygaard flyder efterretningerne lidt mere sparsomt. Holger Pax var død 1698 som sidste mand af sin slægt, og ægteparret arvedes af to døtre. Cathrine Mette og hendes mand Niels Rosenkrantz solgte straks deres halvdel til søsteren Anne Sophie (1677-1763) og hendes ægtefælle Lave Beck Arenfeldt til Knivholt og Bangsbo (1685-1735). Hermed kom gården til den slægt, i hvis eje den stadig er. Anne Sophie sad enke i næsten 30 år og arvedes af sin datter Elisabeth Bille Arenfeldt (1713-98), gift med fætteren, oberst Otte Arenfeldt (1723-1806), og mod slutningen af deres levetid be­sluttede de, skønt barnløse, at oprette et stamhus af Sæbygaard og Stenshede — efter den tid kaldt Ottestrup — godser, samt Voldby, Hørby og Understed sognes tiender, alt i alt godt 600 tdr. htk. Erektionsbrevet af 1797 var udstedt til fordel for efterkommere af fru Eli­sabeths søster Mette Johanne, gift med Niels Juel Reedtz til Pals­gaard, og dette ægtepars sønnedatter Mette Johanne Juel Reedtz tiltrådte arven efter erektors død. Hendes mand baron Jens Karl Krag-Juel-Vind (1767-1855) af slægten fra Juellinge på Lolland besad allerede ét stamhus Stensballegaard og måtte søge om kgl. bevilling for at kunne besidde to. Den tilstodes ham, dog kun således, at de to stamhuse ikke måtte nedarves sammen. Baronen fik også tilladelse til at føre navnet Krag-Juel-Vind-Arenfeldt, men overlod allerede i 1820 Sæbygaard til sin næstældste søn Frederik (Frits) Sigfred Krag-Juel‑Vind-Arenfeldt (1761-1866), der blev meget afholdt blandt godsets beboere. »Fra 1820 til 1858 var han den retskafnes ven og den træn­gendes velgører«, lød mindeordene, da han forlod Sæbygaard for at overtage Stensballegaard efter den ældre broders død, faderen var død tre år tidligere. Sæbygaard tilfaldt nu den yngre broder Preben Krag-­Juel-Vind-Arenfeldt (1800-67), og derpå hans to søstre Sophie Cathrine (1797-1878) og Elisabeth Eleonora Christine (1806-84), den ene efter den anden. De blev imidlertid boende på Stensballegaard, mens bro­derens enke Petrine Elisabeth Linnemann beboede Sæbygaard til sin død i 1880. Den yngste baronesse var den sidste Krag-Juel-Vind­-Arenfeldt, og da de danske Arenfeldter var uddøde, succederede efter erektionsbrevet den norske linje, med Christian Ditlev Adolph Aren­feldt (1824-1909), ejer af Gimle ved Kristiansand. Han opholdt sig dog mest i Norge og hans søn, Julius Frederik Arenfeldt (1856-1947), gift med Sigrid Wergeland, digterens broderdatter, beboede Sæby­gaard som bestyrer til faderens død, derefter som stamhusbesidder og endelig efter afløsningen i 1921 som ejer. Godset ejes efter hans død i 1947 af hans søn og navne Julius Frederik Arenfeldt. Det mest bemærkelsesværdige i Sæbygaards godshistorie er som allerede antydet købstaden Sæbys opståen inden for herregårdens ene­mærker, ganske vist så tidligt, at kun den endelige udskillelse lader sig iagttage. Selvom man hævdede »at Sæby havde været en sær(skilt) by for sig selv, både førend og siden de finge købstadsret, og givet deres årlig skat og udgift derudi byen hos bispens foged«, så bestod der alligevel fremdeles et vist fællig mellem købstaden og gården, og først ved mageskiftet i 1560 blev det bestemt, at borgerne skulle beholde de Sæbygaards jorder, som de havde i brug. Begge parter var stadig fælles om overdrevet, og skønt Pernille Oxe lagde en sognegrænse mellem by og gård, hindrede det ikke flere skeltrætter i senere tid. Den birkeret, hun fik, betød selvfølgelig et ekstra værn for hendes rettigheder. Birketinget holdtes, oprindelig udendørs, i tinglunden, vistnok sydøst for gården og på tingdagen, lørdag, var der gerne stort fremmøde, også af folk fra Sæby. Ved en sådan lejlig­hed var det, at Elisabeth Billes broder, den fallerede Albert Bille, over­faldt sin uven, »den hundsvot og skolefux«, rektoren fra Sæby, og slog ham til blods med sin stok for siden at undskylde sig med, at han blot ville håndhæve landemodets dom. Det var ved den pålagt rektoren at passe sin skole noget bedre! Rettens dystre symbol, galgen, stod på heden ved Knæverhede, eller rettere den ene af galgerne, for der var to! Den på Ulvhøj var dog bestemt for de dræbte ulve, som forordningen af 1688 satte en pris på. Det er vist det eneste sted i landet, man gav de flåede ulvekadavere en galge for sig selv, enten det nu var af hensyn til deres eller de hængte tyves værdighed! Begge galger stod nær hinanden og nær alfarvej, altså til skræk og advarsel for både folk og fæ. Også heksebål har blusset ved birketinget, og tingbøgerne i Viborg landsarkiv kan endnu fortælle om de mange scener, der er udspillet på Sæbygaards birketing, indtil det blev ned­lagt i 1831. Birkebrevet blev udstedt på Pernille Oxes gods i Volstrup og Hørby sogne — ikke engang det sidste ejede hun helt, det blev først efter­hånden lagt under herregården. 1608 blev således en del til Sæbygaard erhvervede gårde skattefri, fordi de gjorde ugedagstjeneste og lå i samme sogn som hovedgården. Var det ikke tilfældet, kunne der opstå vanskeligheder, og måske var det for at undgå sådanne, at Peder Munk gjorde bondegården Haven i Hørby sogn til ladegård med selvstændig drift ved Sæbygaards hovbønder i dette sogn. Den ny herregård havde dog kun bygninger som »en ringe præstegård«. Den fulgte ikke med, da Birgitte Trolle solgte til Niels Juel, og fik siden ikke noget med Sæbygaard at gøre. Til gengæld købte Niels Juel hovedgården Stenshede i Volstrup sogn. Dette lille herresæde havde gennem et par århundreder tilhørt familien Vognsen, sønner efter fædre, sidst oberst Vogn Vognsen, den kendte krigsmand, som havde gjort sig fortjent ved under Torstenssonsfejden at erobre både Voer­gaard og Aalborg fra svenskerne. Hans enke solgte 1654 gården til Preben Banner, og dennes enke bortforpagtede den til Laust Nielsen Tamstrup. De enedes imidlertid ikke så godt, navnlig ikke efter at han havde skældt fruen ud for at lyve som en gammel hore, og han afstod forpagtningen til maj 1672. Et år senere var det, Niels Juel købte gården, som siden forblev under Sæbygaard. Med denne er­hvervelse afrundedes godset, således at nu det hele Volstrup sogn lå under Sæbygaard. Allerede fra Otte Ruds tid havde dens tilliggende Været smukt samlet, i Volstrup og Hørby sognes sydlige dele. Dog var det ikke altsammen gammelt bispegods, der var en del krongårde imellem, deriblandt adskillige bøndergårde, forbrudt efter Grevefej­den. Havens bortsalg mindskede godsets udstrækning mod vest, og Hørbylund, som Holger Pax havde købt i 1691, blev bortsolgt, inden stamhuset oprettedes godt 100 år senere. Bebyggelsen på godset havde i det hele taget den typiske vendsysselske karakter, få samlede lands­byer og desto flere spredte enstedgårde. Der opdyrkedes stadig ny jord og oprettedes nye brug. Af de to hovedgårde var Sæbygaard, på 60 tdr. htk. efter den gamle, 48 efter den ny matrikel, omtrent tre gange så stor som Stenshede. (Danske Slotte og Herregaarde)



    EJERE

    Begyndelse af 16. årh. Børglum Bispestol

    1536 Kronen

    1560 Otte Rud

    1565 Pernille Oxe (Rud)

    1576 Nordøstfløjen og trappetårn opført ved Hercules Midow (?)

    1589 Peder Munk

    1623 Sophie Brahe

    1668 Niels Juel

    1682 Holger Pax

    1688 Spærremur mod nordvest opført

    ca. 1700 Porttårnet ombygget

    1723 Lave Beck Arenfeldt

    1735 Anne Sophie Pax (Arenfeldt)

    1763 Elisabeth Bille Arenfeldt (datter)

    1763-1806 Otte Arenfeldt (ægtemand)

    1806 Mette Johanne Juel Reedtz (sønnedatter af Elisabeth B. Arenfeldts søster)

    1806-1820 Jens Karl Krag-Juel-Vind

    1858-1867 Preben Krag-Juel-Vind-Arenfeldt

    1867-1878 Sophie Cathrine baronesse Krag-Juel-Vind-Arenfeldt (søster)

    1878-1884 Elisabeth Eleonora Christine baronesse Krag-Juel-Vind-Arenfeldt (søster)

    1884-1909 Christian Ditlev Adolph Arenfeldt (norske linje af Arenfeldt-slægten)

    1909-1947 Julius Frederik Arenfeldt (søn)

    1921 Fri ejendom

    1947-1981 Julius Frederik Arenfeldt (søn)

    1981-1988 Julius Frederik Wilhelm Arenfeldt (søn)

    1988- Herregårdsmuseet Sæbygaard

    Coats of Arms - Scandinavia
    Pax coat of arms
    Pax coat of arms




This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2019.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard