Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Mathias Poulsen, (Mads)

Mathias Poulsen, (Mads)[1]

Male 1600 - 1678  (77 years)

Personal Information    |    Media    |    Sources    |    All

  • Name Mathias Poulsen 
    Suffix (Mads) 
    Born 10 Jun 1600 
    Gender Male 
    Family line Forældre, Povl Nielsen (1551-1618) og Kirsten Madsdatter (ca. 1560-1626) 
    Profession Borgmester i Randers 
    Possessions Til Tvilumgaard i Gjern H. 
    Died 1678 
    Person ID I13642  Skeel-Kannegaard
    Last Modified 25 Feb 2013 

    Family Anne Nielsdatter,   b. Randers Find all individuals with events at this location,   d. 1653, Randers Find all individuals with events at this location 
    Married 1621 
    Children 
    +1. Peder Lassen,   b. 1624,   d. 1676, Copenhagen Denmark Find all individuals with events at this location  (Age 52 years)
     2. Kirsten Rosenørn,   b. 6 Jan 1628, Marstrand Find all individuals with events at this location,   d. 6 Dec 1694, Lerkenfeldt (Bonderup) i Rinds herred Find all individuals with events at this location  (Age 66 years)
    +3. Peder Rosenørn,   b. 22 Oct 1635,   d. 26 Aug 1706, Tvilumgaard Find all individuals with events at this location  (Age 70 years)
    +4. Maren Poulsen,   b. 1 Aug 1643, Randers Find all individuals with events at this location,   d. 25 Jun 1723, Randers Find all individuals with events at this location  (Age 79 years)
    Last Modified 19 Oct 2011 
    Family ID F6954  Group Sheet  |  Family Chart

  • Photos
    Tvilumgaard
    Tvilumgaard
    Tvilum sogn, Gjern herred, Skanderborg amt.

    Gudenåen slynger sig under den moderne bro på de høje piller syd for Tvilum kirke, en mærkelig landsbykirke, et højt langhus, et kir­keskib uden kor, våbenhus eller tårn, så forskellig fra de fleste andre af sin art. Fordi den er et levn, det eneste, som er tilbage af det gamle Tvilum Kloster. Det var biskop Gunner, som stiftede Skt. Maria Kloster i Tvilum henimod midten af det 13. århundrede, Ribe-bispen, der endte sine dage i ydmyghed som franciskaner, tiggermunk. Men det var et her­rekloster, han til Guds Moders ære byggede i Tvilum for brødre af augustinerordenen. Placeringen i et morads, som Danske Atlas siger, på et lille næs, mellem side engdrag, kunne tyde på, at klostret har taget stedet i arv efter et befæstet herresæde. Her blev så kirken op­ført, eller rettere et mindre, romansk kapel, der først siden blev forlænget til den anselige halvgotiske bygning, som står den dag i dag. Og til denne sluttede sig klosterbygningerne, som sædvanligt i tre fløje. Af dem har man i vore dage kun kunnet finde meget spar­somme rester mellem gravene på kirkegården. Fred og fordragelighed prægede ikke altid forholdet mellem klo­sterfolket og en af naboherremændene. Den vestjyske adelsmand Iver Juel har fortalt historien, på sin måde, om en af sine forfædre, Laurids Vestenie på Søbygaard, hvis moder provsten i Tvilum formente adgang til Guds hus. Hun æggede sønnen til hævn, og »den tid hun sov efter måltid over begge hendes næver«, red han hemmelig bort og lagde sig i baghold uden for kir­ken, hvor provsten læste messe. Og da den Guds mand kom ud, rendte han sit glavind tværs igennem ham! Skønt Laurids Vestenie slap bort, truede alle ulykker ham, bandlysning og fredløsdom, og han måtte syv år leve i skov og skjul i Lante Holsten. Siden fik han syndsfor­ladelse i Rom og vendte tilbage. Men da havde moderen gjort Sø­bygaard til et nonnekloster. Hvorfor der naturligvis ikke var andet at gøre for Laurids Vestenie end at jage de hellige jomfruer ud og tage sin fædrenegård til sig igen. Beretningen lyder noget anderledes efter et pavebrev, hvis ordlyd i den seneste tid er hentet frem fra kopibøgerne i Vatikanet. Det var fru Lene, enke efter Laurids Ovesen Hvide, der af egen fri vilje havde villet gøre Søbygaard til et nonnekloster i tilslutning til mun­kesamfundet i Tvilum, som det var sæd hos augustinerne. Og hen­des datter eller steddatter var gift med Laurids Vestenie, som ganske rigtigt havde dræbt en præst og nu truede med at berøve klostret fru Lenes gave. Man anråbte derfor den helligste fader om beskyttelse og om lov til at lægge hendes ejendomme under selve Tvilum Klo­ster. Og man fik tilladelsen, fordi de ikke efter hensigten kunne un­derholde tolv, men kun en enkelt klosterjomfru — uden at den pa­velige bulle gjorde større indtryk på Laurids Vestenie! Han beholdt sit Søbygaard, og 1428 blev Tvilum Kloster fritaget for at yde afgifter til Rom af det nedlagte nonnekloster. Men fra klostret blev der ind imellem også klaget over overlast, tilføjet det af selve statsmagtens øverste repræsentant. Det var endnu ikke nogen gammel stiftelse, da Christoffer I gæstede det fem gange i løbet af etår med sine heste og hunde. Noget andet er, at kongen havde en vis ret til at tage ind på Tvilum med sit følge. Og en reminiscens heraf var, at det skulle holde »borgelejeheste«, indtil Christiern II i 1514 lod denne pligt afløse mod godtgørelse i klingende mønt. Det var den næstsidste provst i Tvilum Peder Mogensen, der op­nåede denne frihed. Af hans forgængere kender man kun få, Johan­nes 1350, Anders Nielsen 1424 - 28, Poul Jensen, der blev udnævnt i stedet for Niels Ebbesen Basse, som munkene havde udpeget, 1428, Saxe 1460, Poul Mikkelsen 1489, Mads Jensen til 1523, Laurens Eg­gertsen fra 1523; med ham var et medlem af slægten. Vestenie kom­met til at stå for klostret. Peder Mogensens efterfølger var mester Mathias, og 1533 nævnes Jens Pedersen, der må være den sidste provst i Tvilum. Om ødelæggelsen efter reformationen ved man intet, kender ingen ordre til at nedbryde klosterbygningerne, som temmelig hurtigt må være forsvundet. Alene kirken blev tilbage som luthersk sognekirke — munken Villum Pedersen blev den første præst — og så avlsgården, der nu blev kronens Tvilum Ladegaard under Silkeborg, det tidligere biskoppelige slot. Og under dette blev også lagt Tvilum Klo­sters anselige jordegods, først og fremmest birket, tillige med mange andre gejstlige ejendomme. Det var naturligvis stadig de samme herligheder, der gav godset værdi, ikke mindst jagten, især i Frederik II's tid. Der blev våget strengt over, at ingen krybskytter gik kronens rettigheder for nær, og i 1586 blev der udstedt befaling om at bygge et af de sædvanlige jagthuse med gemakker for de kongelige herskaber, når de jagede på egnen. »Kongehuset«, som det siden blev kaldt, var en beskeden bindingsværksbygning, teglhængt og på 16 fag, åbenbart i to etager, eftersom der til den hørte en »vindeltrappe, takt med savdeler«, et af de gængse trappetårne. Men kongens og dronningens gemakker var draget med grønt klæde. Det gik imidlertid dette hus som de fleste af den slags, der blev bygget under den jagtglade kong Frederik. Det forfaldt efterhånden, fik sit sidste alvorlige knæk under Kejser­krigen og blev 1631 taget helt ned. Det brugbare tømmer anvendte man til reparation af selve ladegården. Denne var jo som andre af sin art et bindingsværksanlæg med lade, stald og fæhus, og den fik en slem medfart under krigene i det 17. århundrede. »Tvilum Ladegaard blev ganske udplyndret og fordærvet i 'Finderens' tid« — under Kejserkrigen. Efter Torstenssonsfejden så der heller ikke godt ud på gården, og da Karl Gustav-krigene var overstået, var »alle husene ganske brøstfældige, både på tømmer og tag, undtagen isterradet, deraf var 8 binding ved magt«. I denne omgang blev det derimod ikke staten, som skulle betale tømmermænd og murmesters. Tvilum blev som så mange andre krongodser udlagt for statens gæld. Tvilum Ladegaard med tilliggende, herunder hele det store Tvilum sogn, hvorunder nu også var lagt det tidligere Voer sogn, samt ker­nen i et andet gammelt klostergebet, Vejerslev sogn og birk og dertil Hinge og Frausing byer i Lysgård herred, tilsammen 674 tdr. htk., overgik i 1661 for 35.000 rdl. til Mathias Poulsen, borgmester i Ran­ders. Han havde pengene til gode, dels for et leveret fartøj, dels for et kontant lån, han havde forstrakt kronen med i 1653. Og siden er­hvervede han endnu en del krongods fra andre, som havde fået dette i udlæg, nemlig Gjern by og en del ejendomme i Skanderup sogn så­ledes at han ved matrikuleringen 1664 kunne opgøre sit samlede jordegods under den gamle ladegård til 684 tdr. htk. Dog solgte han siden Vejerslev sogn og godset i Hinge sogn, men resten beholdt han, og det gik ved hans død i arv til sønnen. Peder Mathissen fik 1679 våben og slægtsnavn Rosenørn, og sam­men med sine efterkommere regnede han sig for adelig, skønt forholdet først blev endeligt ordnet 1884! Var det på grund af det således tvivl­somme adelskab, at han måtte betale sædegårdsfriheden til Tvilum Ladegaard i dyre domme med 80 rdl. pr. td. htk. I 1701 udkøbte Peder Rosenørn sin medejer Oluf Lassen, men i øvrigt er der ikke stort at sige, hverken om ham eller hans søn oberst Poul Rosenørn til Meil­gaard, der arvede godset 1706 og 1720 atter måtte afstå det til kronen! Det var ryttergodsordningen, der bevirkede, at Tvilum Ladegaard vendte tilbage i statens eje og kom under Skanderborg rytterdistrikt, mens markerne blev udlagt til græskobler, hvorfra foderet til rytter­hestene skulle hentes i form af velavlet hø. Med hovedgårdens byg­ninger gik det så som så. Først var det meningen, at der skulle bygges »barakker« på Tvilum, gården indrettes som kaserne, men major Lützows projekt fandt Frederik IV for dyrt, og til sidst blev planen helt opgivet. Siden overvejede man at istandsætte de avlsbygninger, som stadig stod på gården, bl. a. den kæmpemæssige lade på 60 fag og 12 fag staldhus. Og dog, selv om man bødede på dem, kunne det »endda befrygtes, at laden desuagtet ville tage skade, såsom den er både vid, høj og ganske tom, samt står for alle slags vinde«. Det endte da også med, at en del af den blæste ned, og med, at man nedbrød resten tillige med stalden og solgte materialerne på auktion i 1734. Tilbage stod kun vagthuset, måske det gamle stuehus, der velsagtens tilligemed avlsbygningerne stammede fra Rosenørn'ernes tid. 1767 blev Tvilum Ladegaard igen afhændet fra kronen, denne gang med 354 tdr. htk. bøndergods, til dels det samme, som Mathias Poulsen i sin tid havde købt, nemlig Tvilum sogn, hvortil kom hele Skanderup sogn, samt Gjern og Ellerup byer. Køberen, amtmand, konferensråd Ditlev Trappaud, der måtte betale 43.060 rdl., fik ikke megen for­nøjelse af handelen, han døde året efter, og så snart hans enke Anna Dorthea Vieth havde fået skøde, solgte hun for 46.000 rdl. godset videre til Christian Fischer på Grauballegaard. Men denne ny ejer havde i virkeligheden købt Tvilum på fæsternes vegne. Det hævdede i hvert fald bønderne, og det kom til en langvarig trætte, således at der endnu i 1774 var »proces og dispute« mellem dem og Christian Fischers stervbo. Sluttelig gik sagen i orden på den måde, at hans enke Charlotte Amalie Hansen det følgende år gav bønderne skøde, så de blev virkelige ejere af gård og gods. Det skete »i den tanke at derved forbedre deres vilkår ... men i sådan kommunion, at hver bonde for sig ikke kunne anses for selvejer, men var virkelig fæste­bonde under den gård, hvori han selv ejede en del«. Et besynderligt forhold, så meget mere, som bønderne ikke foreløbig slap for den værste byrde, hoveriet. Som de før havde trællet på herremandens marker, måtte de fremdeles gå på hov, ganske vist på deres egne jor­der. Men en uholdbar situation og til ringe økonomisk fordel. De satte ligefrem penge til, over 5.000 rdl. i løbet af den næste halve snes år, fordi »de måtte lade gård og gods administrere på forskellige måder for betaling«. Bønderne havde ladet godset drive under en bestyrelse af en »direk­tør«, i første omgang hovedgårdens forpagter, overinspektøren på Frijsenborg grevskab, Niels Bagge på Frijsendal, der havde været virksom for, at handelen overhovedet kom i stand, sammen med Chri­stian Fischer på Allinggaard, hvilken sidste bønderne dog navnlig berømmede som deres velgører. Efter at Bagge først »på egen hazard og kaution« havde forskaffet bønderne det fornødne pengelån på 16.000 rdl., blev det nemlig Fischer, som overtog hans forpligtelser og forstrakte dem med beløbet. Skødet blev udstedt til Bagge og fæstere i fællesskab, idet det var meningen, at han efter 10 års forløb på interessentskabets vegne skulle meddele de enkelte skøde på deres gårde. Men på en eller anden måde må direktøren have misbrugt sin stilling, idet det tre år senere, i den kontrakt, der blev afsluttet med hans afløser, hed, at denne overhovedet ikke måtte have nogen lod eller del i Tvilum gård og gods. Efterfølgeren var herredsfogden i Tyrsting-Vrads herreder Enevold Bang, som sammen med fire af bøn­derne udmeldte rodemænd skulle forestå godsets drift, og mens de fire mænd skulle være til stede, når bønderne var tilsagt til hovar­bejde, ja, en af dem daglig have tilsyn med hovedgården, så fik Bang, ligesom den tidligere direktør, løfte om samme ærbødighed og lydig­hed og samme magt og myndighed, som en virkelig husbonde havde over sine bønder og tjenere. Bønderne forpligtede sig videre til at drive hovedgårdens mark »trolig og vel«, og viste nogen sig forsøm­melig under hoveriet, skulle han straffes. Man havde måttet betale Bagge for at afgive sin forpagtning i utide, og den ny kontrakt skulle løbe fra 1776 til 1784. Men tilstanden var i længden uholdbar, og da kontrakten var udløbet, blev dette kollek­tive brug opløst, efter at Tvilumgaards bønder, som andre godsejere, havde indhentet bevilling til at bibeholde hovedgårdens frihed, når fæstegodset blev solgt til selveje. I 1785 blev der da endelig udstedt skøde på de enkelte bøndergårde til deres beboere og på hovedgården til fem bønder, Jens Thøgersen, Niels Mikkelsen, Søren Jensen, Bertel Jensen og Gotfred Rasmussen. Eller rettere de fik skøde på de to ladegårde. Nogen hovedbygning havde Tvilum vist ikke på det tidspunkt, hvorimod der var bygget en ny ladegård, lade og stalde, nogle hundrede alen fra den gamle, mod nordvest oppe under skoven — velsagtens af Christian Fischer. Og nu delte de ny »herremænd« såvel bygningerne som jorderne mellem sig, foreløbig uden at forholdet blev lovformelig bragt i orden. Det skete først i 1798, efter at parcellerne til dels havde fået ny ejere, og der hændte videre det usædvanlige, at to af dem blev udlagt som hoved­parceller, de to, som senere ved matrikuleringen fik numrene 1 og 2, og som ejedes henholdsvis af Niels Mikkelsen og Jens Tysk, af hvem den første boede på Ny, den anden på Gammel Tvilum, som man sagde. Tvilum Hovedgaard var nu nærmest blevet en bondeby med en tvillinggård og en trillinggård. Efter at bønderne havde skiftet de gamle bygninger mellem sig, både på den gamle og den ny ladegård, havde de nemlig opført de huse, som var nødvendige, af bindings­værk. Det eneste herskabelige var stuehusenes tegltag. Og denne landsby bestod derefter en tid lang, indtil 1856. Niels Mikkelsens gård var omtrent år 1800 blevet overtaget af Jens Mikkelsen, der atter i 1839 havde solgt til Villads Petersen. Denne afhændede til sin tid til M. H. Bjørn, som i 1856 købte den ene nabogård, og efter at han i 1861 havde solgt de to ejendomme til Christian Rieffesthal, købte denne den tredie trillinggård. Således opstod den nuværende Tvilumgaard på 23,7 tdr. htk. Den har siden været ejet af enkefru M. A. Busck på Sæbygaard i Holbæk amt 1879 - 81, af landvæsenskommissær Niels Henning Ernst v. Hol­stein 1881 - 1909, hvorefter et interessentskab solgte den til Th. Dol­berg Miller, som atter 1924 afhændede til J. Hjort. 1946 købte P. Due gården, som han 1961 solgte til statsaut. revisor Marius Glytting, hvis hustru er født Rosenørn og således efterkommer af den gamle Ran­ders-borgmester, der fik gården for 300 år siden. Den nuværende ho­vedbygning, der står i røde sten med bred frontispice mod gårdsplad­sen, og har højt skifertag, er opført i 1870'erne af Rieffesthal, men ombygget af den nuværende ejer 1961, der også i væsentlig grad har moderniseret avlsgården. Tvilumgaard har nu 432 tdr. Id., hvoraf de 90 er skov. Første gang, den blev målt op, i 1683, var der omkring 200 tdr. Id. under plov, men 1805 blev det samlede areal opgivet til 737 tdr. Id. Det må imidlertid erindres, at det dengang drejede sig om både Gammel og Ny Tvilum. Og selv om Tvilumgaard nu beslaglægger den største del af den op­rindelige Tvilum mark, og altså på sin vis hævder traditionerne fra fortidens stordrift, så har den ikke arvet den gamle Tvilum Ladegaards plads, hvor muligvis allerede klostrets avlsgård har stået. Her ligger stadig tvillinggårdene, af hvilke den ene smykker sig med det klin­gende navn Tvilum Hovedgaard, altså ikke helt en tilsnigelse. Nabo­gården galdes Tvilum Krogaard, fordi der her i sin tid var et privile­geret gæstgiveri. Selv om de to gårde ikke mere er bygget helt sammen, så ligger de stadig tæt på hinanden, og en brandmur deler den fælles gårdsplads, der måske har tjent som sådan siden munkenes tid. Et­hvert spor af bygninger fra den yngre Tvilum Ladegaard er dog længst forsvundet, og heller ikke de bygninger, som nu findes på Tvilum­gaard, har nogen videre historisk eller arkitektonisk interesse. Det er den gamle klosterkirke, der skaber den historiske stemning på stedet. (Danske Slotte og Herregaarde)



    EJERE

    ca. 1250 Tvilum Augustiner-Kloster

    1536 Kronen

    1661 Mathias Poulsen

    1679 Oluf Lassen og Peder Mathissen Rosenørn

    1701 Peder Rosenørn (eneejer)

    1720 Kronen

    1767 Ditlev Trappaud

    1769 Chr. Fischer

    1774 Godsets bønder

    1785 - 1861 Forskellige ejere

    1861 Chr. Rieffesthal

    1879 - 1961 Forskellige ejere

    1961 Marius Glytting

    1989-1994 Tove Rosenørn gift (1) Grevenkop-Castenskiold (2) Mæhl (3) Glytting

    1994-2000 Michael Zacher-Sørensen, søn

    2000-2004 Michael Zacher-Sørensen / Jørgen Zacher-Sørensen

    2004-2011 Jørgen Zacher-Sørensen, far

    2011 - Susanne Holm Kuhr og Thomas Kuhr

  • Sources 
    1. [S4] Danmarks Adels Aarbog.




This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2019.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard