Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Henrik Rantzau[1]

Male 1599 - 1674  (74 years)


Personal Information    |    Media    |    Sources    |    All

  • Name Henrik Rantzau 
    Born 26 Jan 1599 
    Gender Male 
    Profession Stiftamtmand over Aarhus stift, Rigsraad 
    Possessions Til Rantzau, Schöneweide, Aagaard, Møgelkær m.m. 
    Died 16 Jan 1674 
    Buried Raarup Kirke Find all individuals with events at this location 
    Person ID I6153  Skeel-Kannegaard
    Last Modified 19 Apr 2012 

    Father Frantz Rantzau,   b. 28 Aug 1555, Segeberg Find all individuals with events at this location,   d. 21 Feb 1612, Skellinge Hede i Halland Find all individuals with events at this location  (Age 56 years) 
    Mother Anne Eriksdatter Rosenkrantz,   b. 12 May 1566, Sandviken i Norge Find all individuals with events at this location,   d. 18 Oct 1618  (Age 52 years) 
    Married 1584 
    Family ID F1073  Group Sheet  |  Family Chart

    Family Sophie Hansdatter Lindenov,   b. 01 Mar 1589, Hindsgavl Gods Find all individuals with events at this location,   d. 19 Mar 1666  (Age 77 years) 
    Last Modified 30 Nov 2006 
    Family ID F3028  Group Sheet  |  Family Chart

  • Photos
    Henrik Rantzau, 1599-1674
    Henrik Rantzau, 1599-1674
    Møgelkær
    Møgelkær
    Rårup sogn, Bjerre herred, Vejle amt.

    Navnet Møgelkær, det store kær, skal ellers først have været slet og ret Kærsgaard, hvis det da er rigtigt, at det er den samme gård, som ridderen Jep Kalv i året 1408 overdrog til Roskildebispen Peder Jen­sen Lodehat, tillige med andet gods i Bjerre herred. Hr. Jep skal også have ejet Palsgaard, som hans søn fik efter ham, men hvad angik Kærsgaard vides biskoppen aldrig at have overtaget den til ejendom, og næste gang, den forekommer i de historiske kilder under navnet Møgelkær, var ejeren Peder Holk eller Peder Holk Vestenie, som han en enkelt gang kaldes. Og han synes at have været af slægten Vestenie, idet hans fader nok var den Thomes Vestenie, som i 1409 pantsatte en del gårde bl. a. i Bredal, hvilke ejendomme Peder Holk i Møgelkær senere solgte. Men herudover findes der ingen vidnesbyrd om, at Thomes Vestenie skal have ejet Møgelkær. Peder Holk, der åbenbart førte sit mødrene navn, eftersom hans morfar var Jens Holk, nævnes i Møgelkær fra 1432, og indtil han i 1456 solgte sin gård Møgelkær, Holmen og Holms mark til sin datter Gerlof og hendes mand Hen­neke Limbek til Nebbe. Og dette ægtepar afhændede på deres side i 1459 gården — efter at den var lovlig opbudt til tinge, om nogen af deres frænder ville købe den — til svogrene hr. Erik Ottesen Rosen­krantz og Knud Henriksen Gyldenstierne. Den første var den kendte og hovedrige rigshofmester på Skjern, der havde giftet sig ind på Boller ved Horsens, og han fik i 1463 søstermanden Knud Henriksens skøde på den halvpart af Møgelkær, som han havde købt. Efter hr. Eriks død 1503 kom gården så til datteren Kirstine Rosenkrantz og hendes husbonde, den første af den slægt, som gennem det 16. år­hundrede skulle være knyttet til Møgelkær, Rud'erne, nemlig Jørgen Rud til Vedby, der imidlertid døde allerede året efter svigerfaderen. Fru Kirsten fulgte ham 1509, det samme år hun havde betænkt Rårup kirke, præst og degn i sit testamente. Møgelkær gård og gods blev delt mellem børnene, af hvilke Knud Rud dog synes at have over­taget selve hovedgården. På denne må også broderen Mikkel Rud have holdt til, eftersom deres fælles søster Anne, da han var død, lod føre adskilligt af hans løsøre, lagner, dyner, gryder og pander bort fra Møgelkær. Samme fru Anne var for Øvrigt også lodtagen i godset, og efter hende svigersønnen, den kendte Eske Bille. Man har et brev til ham fra Knud Rud. Eske Bille havde beskyldt dennes foged på Møgelkær for at lade fælde og hugge i hans skov, som kaldes Rådal. Men Knud Rud vidste ikke andet, end at den skov lå til Møgelkær: »og skal du finde det så, at dine fogder og Erik Madsens fogder, de haver forhugget eders skove, nu ville de gerne være ind med mit, for jeg haver ladet frede mine skove«. Erik Madsen var broder til Knud Ruds kone Dorte Bølle og må have arvet hende. Hun var død 1545 og havde ellers oftere taget sig af det jyske gods, når manden var optaget på Sjælland, ja dengang sønnen Erik havde slået Niels Skram ihjel i 1542, var det hende betroet at forhandle med den dræbtes frænder i Horsens. Helt glat gik det nu ikke, skønt det var en af hen­des egne forbundsfæller, hun rettede bebrejdelser imod, i et brev dateret Møgelkær: »Det gør vel en kvinde så ondt som en mand, at hende sker uret uden al årlage«. For øvrigt nævnes den omtalte søn Erik Rud til Møgelkær efter faderens død i 1552, mens det ellers blev broderen Otte Rud, som overtog denne gård. Selv om både faderen og farfaderen spillede en rolle i statslivet som rigsråder og veltjente lensmænd, så er Otte Rud så afgjort den mest kendte af Rud'erne på Møgelkær, ja af hele slægten. Han tjente i Syvårskrigen med hæder både til lands og til vands, men det var som admiral, som Herluf Trolles efterfølger, at han navnlig blev berømt og — led sin sørgelige skæbne. Forhånet efter tilfangetagelsen, ja truet på livet af den sinds­syge svenske konge, Erik XIV, døde han af pesten på Svartsjö i 1565. Det varede år, inden budskabet om hans død nåede her til landet, men hans lig blev ført hjem og begravet i Københavns Vor Frue kirke, hvor hans enke Pernille Oxe ville rejse ham et pragtfuldt grav­mæle. Altfor pragtfuldt, efter Frederik II's mening. Det var »ophøjet over jorden«, som kun fyrstelige personers burde være, og fru Pernille fik strenge ordrer til at lade det fjerne. Hun var i det hele taget en Pragtlysten dame, bekendt ved de bygværker, hun lod opføre, på Sæbygaard i Vendsyssel og på Møgelkær, og skal tillige have været from, for det fremhæves i hendes ligprædiken, at hun begge steder lod indrette bedekamre. Sønnen Johan Rud var den sidste af slægten på Møgelkær, langtfra så bekendt som faderen, hverken i samtid eller eftertid. Det mest interessante, der kan siges om ham, er ikke af det gode, skønt det jo var tidens vankundighed, han delte, når han troede sin syge frue forhekset af arge troldkvinder. Men det var rigtignok temmelig opsigtsvækkende, at han sigtede sin nabo, fru Karen Hol­gers på Boller, for at have købt dem til at øve deres kunst. Det trak op til en skandaleproces i stor stil, indtil sagen blev bilagt ved kon­gens personlige mellemkomst. Johan Rud døde 1609, 14 dage efter at hans hustru Anna Harden­berg på hans ønske havde afstået det livsbrev, som han havde givet hende på Møgelkærgaard med mere gods, og forresten blev der siden rejst sag mod arvingerne, fordi han i levende live havde solgt hendes arvegods uden at yde hende erstatning. Ægteskabet var barnløst, og Møgelkær tilfaldt hans søstersøn Knud Gyldenstierne, hvis levnedsløb formede sig som andre adelsmænds i den tid med udenlandsrejser, hofliv og lensmandstjeneste. Efter hans død 1627 ægtede enken Sophie Lindevov Henrik Rantzau til Schöneweide, af den holstenske slægt, der dengang fik fodfæste flere steder i denne egn. Også han havde været udenlands og sat sin færd et varigt, men noget kedeligt minde i sin Denkwürdige Reisebeschreibung. For øvrigt kom han relativt sent til at øve sin indsats i offentlighedens tjeneste, først under Fre­derik III, måske fordi han som en lærd mand faldt i dennes smag. Han blev ridder 1648 og rigsråd 1649 og beholdt denne stilling efter systemskiftet. Det er naturligvis også tegn på hans yndest hos kongen, når han bar rigsæblet i 1660. Han blev 1671 gehejmeråd og var stift­amtmand i Århus, samt amtmand i Havreballegaard, Kalø og Stjernholms amter. Og så var han den sidste virkelige herremand på Møgel­kær, forsåvidt som han året for sin død, i 1673, solgte gård og gods til grev Mogens Friis. Møgelkær blev ganske vist ikke foreløbig ind­lemmet i Frijsenborg grevskab, men fulgte som allodialgods med dette og kom for Øvrigt til at indtage en yderligere tilbagetrukken stilling, idet det nærmest blev en avlsgård under en anden af grevskabets herregårde, Boller. Mens skatternandtallene, i 1680'erne nok nævner herskabet på denne gård, velbårne junker Peter Ferd. v. Howitz og frue, får man ikke at vide, hvad den mindre fornemme ladefoged på Møgelkær hedder. Flere af forpagterne blev ellers siden selv herre­mænd, således den tidligere ridefoged Jakob Kruse, der 1722 købte Hvolgaard. Men også senere var mænd af denne slægt forpagtere på Møgelkær, nemlig Hans Adolf Kruse (død 1778) og 1787 atter en Jakob Kruse. Niels Glud købte Julianelyst først i det 19. århundrede, og den sidste forpagter, Johannes Alfred Ravn, købte endelig gården i 1922 efter grevskabets overgang til fri ejendom. Boller og Møgelkær godser, der fra 1760 havde været enkesæde for grevskabet, havde fra 1844 været indlemmet i dette. Ved afløsningen af grevskabet blev i 1922 fra Møgelkær afgivet 200 tdr. Id. til udstykning, og samme år solgtes hovedparcellen med ca. 450 tdr. Id. til slagtermester Anton Ovesen, Århus. Derpå købte staten i 1939 Møgelkær, der fra 1941 blev anvendt til ungdomslejr og beskæftigelseslejr for langvarigt arbejdsløs,. Efter en kort tid inden kapitulationen at have huset et par tusinde norske og danske fanger, overført fra Tyskland som følge af Bernadottes aktioner, blev Møgelkær i 1945 internat og straffelejr for de dømte yngste landssvigere og siden statsfængsel, fra 1954 åbent ung­domsfængsel. Møgelkær har nu et tilliggende på 126 ha eller 229 tdr. Id., idet ca. 200 tdr. Id. 1939 blev udstykket til husmandsbrug. 1770 takseredes går­den til 300 tdr. rugsæd, og i 1680'erne var der omtrent lige så meget, nemlig 290 tdr. Id., under plov. Blandt gårdens marker nævnes den­gang Holms mark, hvilket bringer Peder Holks skødebrev af 1456 i erindring. Det lod jo på gården Møgelkær og Holmen og Holms mark, vel det samme areal, som i 1463 betegnes Møgelkær og alt Møgelkær fang. Men inden for dette lå som så mange andre steder foruden hovedgården også en bondeby! Det fremgår tydeligt nok af Knud Ruds optegnelse: Møgelkær gård og by er gangen udi skifte, førend det kom mig og mine søskende til for 22 Ørter korn og 2 tdr. smør. Da han og hans svoger havde skiftet dette gods, havde Knud Rud selv fået halvdelen af gården med 2 gårde i byen, og hver af søstrene Anne og Sofie halvt så meget, det vil sige, der var også to gårde på fru Annes fjerdepart. Om resten af godset har man ikke lignende specificerede oplys­ninger fra så gammel tid. Et par notater meddeler den samlede ind­tægt omkring år 1500, men den første mere detaillerede liste over godset er fra 1629. Den nævner ialt 23 gårde, nemlig i Assendrup 2, Stubberup 2, Bjerre 5, Klakring 6, Vrigsted 1, Stovby 4, Hyrup 2 og Urlev 1, men er næppe fuldstændig, opfører således ikke »ugedags-godset«, de virkelige hovbønder. Om disses skattefrihed havde der forøvrigt,her som så mange steder tidligere været rejst tvivl, nemlig i 1619, og tvivlen hidrørte som så ofte fra, hvorvidt ugedagstjenere, der ikke boede i samme sogn som hovedgården, burde være fri for konge­skat. Det var imidlertid ikke let at afgøre, hvilket sogn Møgelkær hørte til, jo nok selve gården, den lå på sogneskellet imellem Rårup og Skjold sogne, og sogneskellet »løb ret i graven«, men så jorderne, Forholdet var det, at »Møgelkærgaards tilliggelse med sin mark og fang udi sit begreb« lå i ikke mindre end trende sogne, Skjolde, Rå­rup og Bjerre! Dette område var forøvrigt lagt sammen af flere en­heder, for det første af den allerede da forsvundne by, men desuden havde Johan Rud i 1589 tilbyttet sig et stykke eng i Bjerrebæk fra fru Karen Holgers på Boller, og fra hendes søn Otte Christoffer Rosen­krantz havde Knud Gyldenstierne på lignende måde i 1617 erhvervet et stykke skov i Bjerrebæk kaldet Endel. Også i fru Pernille Oxes tid var gårdens tilliggende blevet Øget, dog ikke selve hovmarkerne, men Oluf Mouridsen havde testamenteret hende Jensgaard i Glud sogn til »eværdelig ejendom«, en overdra­gelse, som enken, Anna Hardenberg, »Frederik den II's ungdomskær­lighed«, siden havde stadfæstet i 1573. Denne gård blev senere en selvstændig hovedgård med underliggende bøndergods og overgik til fru Sophie Lindenovs arvinger. Men endnu ved matrikuleringen 1662 tilhørte den sammen med Møgelkær Henrik Rantzau, der også ejede Rosenvold, alt i alt over 1.000 tdr. htk. Møgelkærs eget tilliggende var da meget betydeligt, op til 80 gårde, foruden bol og huse, samt et par møller. Det lå for en stor del i Rårup sogn, nemlig hele Nebel by, Lund og Glattrup og gårdene Ikjær, Ørnsviggaard, Brandstub, Skov­lund og Gramrode møller, 2 gårde i Åstrup, 8 i Rårup, 3 i Nøttrup, 4 i Klejs, 4 i Gram, samt enkelte gårde i Skovlund, Gramrode, Lind­ved, Ravnholt. Men hertil kom 8 gårde i Bjerre, 4 i Skjolde, 2 i Stov­rup, samt endnu en del enkelte gårde i de nærmere liggende sogne og byer som Urlev, Nebsager, Hornsyld, Vrigsted, Hyrup, Belle, Klak­ring. I hvert tilfælde var Møgelkærs tilliggende af stor udstrækning, men tildels temmelig Ødelagt efter svenskekrigen. 1660 opgav Henrik Rantzau, at 219 tdr. htk. var »øde ... eftersom Bjerre herred blev ganske af polakkerne, de kejserlige og brandenburgerne udplyndret og ruineret«. Godt og vel 100 år senere, i 1770, regnedes der 356 tdr. htk. bøndergods under Møgelkær, tildels i de samme lokaliteter, nemlig i Bjerre 10 gårde, Skjolde 7, Stovrup 8, Brunde 5, Bisholt 6, Øster Bis­holt 1, Rårup 8, Nebel 9, Astrup 1, Klejs 4, Ravnholt 1, Gram 5, Ørnsvig 2, Brandstub 1, samt i Hatting herred, i Bråskov i Stenderup sogn 2. Men i virkeligheden hørte endnu flere gårde i de samme landsbyer under samme herskab, nemlig under Boller og dermed un­der Frijsenborg, således så godt som hele den store Bjerre by, ialt 33 gårde. Den var en halv mil lang, og bønderne havde i flere tilfælde over en mil til de af deres jorder, som lå længst borte, så splittet i stumper og stykker var bymarken. Man benyttede sig af en ildebrand til at udflytte 10 gårde, samtidig med at byen blev udskiftet, således at der opstod tre byer af den ene, nemlig Nedre og Sønder Bjerre med henholdsvis 11 og 12 gårde og den ny Nørre Bjerre med de 10 gårde. Denne bedrift hørte til de gode gerninger, som grev Wedel-Friis roste sig af, skønt han ellers ikke var lige villig til at udtale sig på myndighedernes opfordring. I 1785 mente han, det ville blive alt­for vidtløftigt at afgive detailleret beretning om sine store godser! Og han tillod sig at sige det ligeud! Få år efter Boller-Møgelkærs inkorporation i grevskabet, nemlig i 1852, blev der givet bevilling til at frasælge bøndergodset, og en halv snes år senere faldt de gamle hovedbygninger på Møgelkær. Som de stod tilsidst med afvalmede tage, bar de ikke deres afstamning fra det 16. århundrede altfor tydeligt til skue. Måske havde den borggård, som de dengang afløste, ligget på en anden plads. I hvert fald findes der nogle hundrede meter sydvest for det nuværende Møgel­kær, umiddelbart på den anden side af Skjolde Å, et middelaldervold­sted, en kuplet høj med svage spor af omgivende volde og grave. Da man pløjede på stedet i 1881, sank en hest pludselig i med det ene ben midt på højen. Der blev gravet et kælderrum frem med murbrok­ker, trækul, pilespidser, sporer og andre sager i jordfylden, og siden fandt Søren Glud fundamenterne af en aflang firkantet bygning. Det Møgelkær, som Pernille Oxe lod opføre i 1571, lå derimod syd for den nuværende hovedbygning på et stort, indgravet voldsted. Der er endnu en rest af voldgraven tilbage, ellers er et brudstykke af en indskriftsten og de kampestensgrundvolds, der i den nyeste tid er gravet frem, de eneste rester af dette bygværk. Det bestod af et stort og to andre grundmurede huse, siger Danske Atlas, »men siden intet herskab i 70 år har boet der, er borggården meget forfalden«. Endnu På den tid, det blev brækket ned, skal der på det lange, skumle fruer-hus have været spor af skydehuller og vægtergang. Det havde, som det sig hør og bør, sine spøgelser, en halt, humpende frue på loftet og hvidklædte skikkelser i kælderen, hvor man gemte gammeløllet. Mod syd på voldstedet lå »Pølseborg«, som havde navn af, at det husede fødevarer, og mod nord den længe, som man tilsidst kaldte hovedbygningen. Tilhøjre, når man kom over broen på den anden side voldgraven, lå endelig slotskapellet, fru Pernilles »bedekammer«, som imidlertid allerede på Danske Atlas' tid var indrettet til værelser for forpagteren og »døbefonten nedgravet i gården til bekvemmelig­hed for en and med sine ællinger«, siger noget senere Vedel Simon­sen. Ladegården var dels af grundmur og dels af bindingsværk. Af fordums herlighed er der nu bogstavelig intet tilbage udover den pyt stillestående vand af voldgraven. Voldstedet har i øvrigt helt mistet sin karakter og er gennemskåret af en ny vej til erstatning for den gamle, som gik midt igennem gården. Og dennes bebyggelse er gennem de siden kapitulationen forløbne år blevet præget af de in­stitutioner, der har haft til huse på den gamle herregård. Belægnings­afdelinger, nye værksteder, funktionærboliger danner en hel lille by af barakker og småhuse nord for hovedbygningen, der sammen med et egenartet ladegårdsanlæg, bestående af tre parallelt liggende strå­tækte længer blev opført af gule sten 1861 - 62 med Ferdinand Mel­dahl som arkitekt for lensgreve C. E. Krag-Juel-Vind-Frijs. Mens avlsbygningerne dels er borte, dels ændret til andre formål, tjener hovedbygningen som administrationsbygning. (Danske Slotte og Herregaarde)



    EJERE

    Jep Kalv

    1408 Peder Jensen Lodehat

    1432 Peder Holk (Vestenie)

    1456 Hennike Limbek

    1459 Erik Rosenkrantz og Knud Gyldenstierne

    1503 Jørgen Rud

    1565 Pernille Oxe (Rud)

    1609 Knud Gyldenstierne

    1627 Henrik Rantzau

    1673 Mogens Friis

    1849 C. E. Krag-Juel-Vind-Frijs

    1861 Hovedbygningen og avlsgården opført ved F. Meldahl.

    1922 Johs. A. Ravn

    1922 A. Ovesen

    1939 Staten

    1941- Direktoratet for Kriminalforsorgen

    Coats of Arms - Scandinavia
    Rantzau coat of arms
    Rantzau coat of arms

  • Sources 
    1. [S4] Danmarks Adels Aarbog.




This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2020.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard