Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Baron Henrik Rüse, af Rysensteen

Baron Henrik Rüse, af Rysensteen[1, 2]

Male 1624 - 1679  (54 years)

Personal Information    |    Media    |    Sources    |    All    |    PDF

  • Name Baron Henrik Rüse, af Rysensteen 
    Title Baron 
    Suffix af Rysensteen 
    Born 9 Apr 1624  Ruinen in Holland Find all individuals with events at this location 
    Gender Male 
    Profession Befalingsmand over Bøvling Amt (den nordlige Del af det nuværende Ringkøbing Amt)  
    Possessions Til Bøvling Slot, det senere Rysensteen, Udstrup i Ringkøbing amt og Onstaborg te Sauwerd in Holland 
    Died 22 Feb 1679 
    Notes 
    • Rysensteen, Henrik Ruse Baron, 1624-79, Officer,
      Var født 9. April 1624 i Landsbyen Ruinen i den nederlandske Provins Drenthe; hans Fader, Johan Ruse, Sognepræst i Ruinen, stammede fra en fra Østfrankrig udvandret Huguenotfamilie; hans Moder hed Euphemia van Katwijk (Ketwich). Allerede 15 Aar gammel fulgte H. R. sin Lyst til Krigshaandværket og især da den tekniske Side af dette, først i Generalstaternes Tjeneste, siden i andre Herrers: Kongen af Frankrigs, Hertugen af Weimars, Republikken Venedigs; 1652 fik han paa ny Ansættelse i sit Hjemland som Kapitajn over et Infanterikompagni og Ingeniør ved Staden Amsterdams Befæstning. Han havde i de forløbne Aar i forskjellige Egenskaber «udstaaet mange besværlige og møjsommelige Tog, farefulde Slag og mærkelige Renkontrer»; han havde dels som Forsvarer, dels som Angriber været med til talrige Belejringer og desuden sorn Privatmand besøgt en Mængde ældre og nyere Fæstninger rundt i Evropa. Overalt havde han givet nøje Agt paa «den der brugelige Maade at lejre, forskanse og befæste paa», og paa Grundlag af, hvad han havde set og erfaret, udgav han 1654 et Værk («Versterkte Vesting»), der skulde belære de «i Videnskaben erfarne» om Krigsbygningskunstens nyeste Fordringer. Bogen har for os den særlige Interesse, at det er de deri fremsatte Theorier, som han siden bragte til Anvendelse ved sine Fæstningsanlæg i Danmark; kun paa et enkelt Punkt (Gravforsvaret) synes han i Mellemtiden at have skiftet Anskuelse.

      I 1664 fik han af Kronen Skjøde paa Bøvling Slot med tilhørende Gods og blev samtidig udnævnt til Befalingsmand over Bøvling Amt (den nordlige Del af det nuværende Ringkjøbing Amt). Han fratraadte som Amtmand, da Godset blev gjort til Baroni, i det R., der allerede 1664 var bleven dansk Adelsmand, 1671 var blandt de første, der ophøjedes i friherrelig Stand- baade han selv og Baroniet fik Navnet Rysensteen (Rusenstein). S. A. var han ligeledes en af de første Danebrogsriddere. Foruden Baroniet besad han faste Ejendomme i Kjøbenhavn (bl. a. den saakaldte Bremerholms Admiralsgaard uden for den gamle Østerport) og i Gluckstadt. Hvor stor en Del af sin Formue R. har tjent i Danmark, kan næppe afgjøres; det maa erindres, at han i hvert Fald havde haft store Udlæg til Fæstningerne. Selv siger han, at han har ført 200000 Rdl. her ind i Landet; men desuden ejede han Herskabet Sauwert i Provinsen Groningen og Ejendomme i Amsterdam.

      Allerede 22. Febr. 1679 døde han og blev begraven paa Sauwert, hvorhen han ogsaa havde ført sin Hustru Susanne (Slægtnavn ubekjendt), der var død i Danmark Aaret forud. De efterlode kun en Datter, Jeanne Marie (f. o. 1660 d. 1712), gift 1. med Major Poul Rantzau til Rodsteenseje (d. l675), 2. med Oberst Christian Juul til Lundbæk (d. 1691), 3. med Generalmajor Gregers Daa (IV, 129). I sit 2. Ægteskab blev hun Stammoder til Baronerne Juul-Rysensteen.

    Person ID I6447  Skeel-Kannegaard
    Last Modified 1 May 2012 

    Father Johan Rüse 
    Mother Euphemia van Katwijk, (Ketwich) 
    Family ID F5838  Group Sheet

    Family Susanne Dubbengiesser,   b. 1628,   d. 1678  (Age 50 years) 
    Married 1654   Amsterdam Find all individuals with events at this location 
    Children 
    +1. Jeanne Marie Rüse,   b. 1660,   d. 17 Dec 1712, Lundbæk Gods Find all individuals with events at this location  (Age 52 years)
    Last Modified 26 Jan 2007 
    Family ID F3178  Group Sheet

  • Photos
    Henrik Ruse
    Henrik Ruse
    Rysensteen
    Rysensteen
    Bøvling sogn, Skodborg herred, Ringkøbing amt.
    Rysensten! Navnet lyder lige bekendt for en københavner og en vest­jyde på Harboørekanten. Men de tænker ikke på det samme, når de hører det. Københavneren mindes gaden og den nu nedlagte bade­anstalt ved Langebro, og måske — hvis han er tilstrækkelig historisk orienteret — den forsvundne Rysenstens bastion, som de begge har navn efter. For vestjyden tegner sig derimod billedet af det gamle stormomsuste herresæde, kun en god halv mils vej fra Vesterhavet. Imidlertid går der en lige linje mellem herregården og bastionen, for­såvidt som de begge er opkaldt efter den samme mand, og er basti­onen forlængst borte, så rummer hovedstaden stadig et fæstningsanlæg, som er resultat af hans virksomhed, nemlig citadellet Frederikshavn, eller som det mere populært hedder: Kastellet. Manden er Henrik Ruse (Rüse), eller som det udtales: Ryse, den kendte hollandske fæstnings­ekspert, der i det 17. århundrede moderniserede Københavns befæst­ning og som honorar fik det gamle Bøvling Slot, efter ham omdøbt til Rysensten. Dengang, i 1664, havde Bøvling i godt et hundrede år været sæde for en kongelig lensmand i lenet af samme navn. Men indtil refor­mationen hørte slottet, castrum Bøflingæ, som det hedder 1401, under Ribe bispestol, en af den da så mægtige Ribebiskops mere betydende besiddelser. Den årlige »rente« af det var henved 2.000 mark, hvori dog var medregnet de kongelige indtægter af Skodborg herred, som Ribebispen havde i pant den sidste tid før reformationen. Hvornår Bøvling er kommet til bispestolen, vides ikke, men fra gammel tid ud­gjorde den største del af sognet en samlet besiddelse under gården, nemlig det Bøvling birk, som 1469 fik kongelig stadfæstelse, og »som rækker på længde fra Fjaltring Os (d. v. s. mundingen af Ramme Å) og til Brørup bro, og på bredde fra Sønderfjord og ind til Ramme sogn, med alle friheder, privilegiis og rettighed, som nogle birker udi Jylland liggendes friest have og nyde«. Kun den sydlige del af Bøvling sogn hørte således ikke under birket, der her som andetsteds omfat­tede samtlige hovedgårdens ugedagstjenere, de hoveripligtige bønder. Den biskoppelige gård Bøvling blev naturligvis drevet på samme måde som ethvert verdsligt herresæde ved fogder eller lensmænd, og disse var i reglen den fungerende kirkefyrstes nære slægtninge. I be­gyndelsen af det 15. århundrede var lensmanden Bent Bille, broder til Ribe-bispen Peder Lykke, og derefter fulgte sandsynligvis Morten Jep­sen (Seefeld) og hans søn Jens Mortensen. Siden fik biskop Hartvig Juels tre brødre, den ene efter den anden, Bøvling, nemlig Palle Iver­sen til Øgelstrup til 1486, og derpå Enevold Juel og Kjeld Juel. Om­kring år 1500 kom der imidlertid en ny biskop, Iver Munk, og han tog Bøvling fra Kjeld Juel, med korteste varsel fra fastelavn til påske, for at give det til Jens Kaas af Staarupgaard. Kort før reformationen var Niels Lange til Kærgaard biskoppernes lensmand på Bøvling, men inden det store skisma var lenet atter overgået til Juel'erne, til en søn af den førnævnte Kjeld, Niels Kjeldsen Juel til Astrup. Til trods her­for beklagede han og andre af Kjeld Juels arvinger sig dengang, da man i det hele taget overvældede de afsatte biskopper med bebrejdel­ser over, at Iver Munk med urette havde frataget Kjeld Juel Bøvling. Niels Juel beholdt Bøvling len, også efter at det var kommet under kronen, lige indtil 1558. Men det var blevet større, idet Vandfuld herred var blevet lagt under det, og 1549 - 58 havde han endvidere Hind og Ulfborg herreder, som imidlertid derefter igen blev skilt fra og først 1597 på ny lagt under Bøvling for at forblive derunder. Både uden og med disse herreder var Bøvling et af landets hovedlen og slottet et vigtigt administrationscentrum. Lensmændene måtte natur­ligvis som sædvanligt svare afgift af lenet, en afgift, der var præget af beliggenheden ved strandkanten. Niels Juel skulle foruden smør, kød og flæsk samt 200 røgede gåsekroppe levere 20.000 hvillinger og 200 kabliauer. Hertil kom en pengeafgift, gennem tiderne af vekslende størrelse. Også de specielle ordrer, der blev udstedt til lensmanden, kunne bære præg af lenets særlige situation, enten det nu var forbud mod at stjæle strandingsgods eller befaling til bønderne om at holde strandvagt i ufredstider. Lensmændene var aflønnet med en nærmere bestemt del af lenets »uvisse indtægter«, idet kronen dog forbeholdt sig dem, der flød af forstrandsrettigheden, såsom vrag og told. Og så havde lensmanden ret til ladegårdens »avl og affødning«. Hvorfor det da også var i Christen Skeels egen interesse, at han 1586 fik Gammel­gaard lagt ind under ladegården. I almindelighed skiftede lensmændene på Bøvling hurtigt, med få års mellemrum, om det nu har været, fordi slottets placering i den barske egn ikke har gjort det til et noget særligt, tiltrækkende embeds­sæde. En del af lensmændene havde dog hjemme i nabolaget, mens andre kom langvejs fra. Hele rækken hidsættes her med hver enkelts funktionstid. Efter Niels Juel fulgte Albret Skeel til Hegnet 1558 - 61 og derpå Holger Viffert 1561 - 64, Vincens Juel til Hesselmed 1564 -69, Christen Skeel 1569 - 88, Johan Rud til Møgelkjær 1588 - 97, Pre­ben Gyldenstierne til Vosborg 1597 - 1617, Iver Juul til Willestrup 1617 - 27, Otte Skeel til Hammelmose 1629 - 31, Jens Juel til Kjeld­gaard 1631 - 34, Jokum Beck til Gladsakse (i Skåne) 1634 - 39, Malte Juul til Holmgaard 1634 - 46, Mogens Sehested 1646 - 51, Otte Krag til Voldbjerg 1651 - 55, Mogens Sehested til Holmgaard 1655 - 57 og Corfitz Trolle fra 1658. Man vil bemærke tomrummet mellem 1627 og 1629. Det betegner den første af det 17. århundredes ulyksalige krige fra »den 28. oktobris 1627 ... da de kejserlige officerer Bøvling Slot og len lod indtage«. Nærmere enkeltheder mangler, også fra de fjendtlige troppers huséren i den følgende tid. Kun de »afslag«, der efter freden blev givet på landgilden, viser, hvor hårdt bønderne var medtaget. Og så varede det jo ikke længere end til 1643, at krigen kom igen, nu svenskerne under Torstensson. Slotsskriveren på Bøvling kunne bevidne, hvorledes de indkvarterede svenske officerer havde tvunget ham til at udlevere alle kontanter, såvel de indkrævede skatter som lensmandens egne penge, og han endelig »formedelst deres store tyranni, de imod ham brugte, der han ej havde flere penge at give dem, måtte ved nattetide hastig rømme af landet«. Og hvorledes de »havde borttaget og spoleret alt hans velbyrdige husbondes gods og gode, som på slottet var, nem­lig 50 staldøxne med andet fænød, såvel som kobber, tin, messing, linned og ulden, korn og andet, så aldeles intet deraf blev behol­dere«. Hans udsagn bekræftedes af udmeldte herredsmænd, som skulle syne slottet: »Da så de i 'Borrigers', såvelsom ladegården vinduerne allesammen at være udslagne og dørene og låsene meste part borte og ikke de så eller fornamme der på gården enten boskab eller noget levendes kreatur«. Og endnu en gang drog hærgende fjendtlige tropper gennem Vest­jylland, atter svenskerne under Karl Gustav-krigene. Skønt der mang­ler nærmere oplysninger, kan man gå ud fra, at deres fremfærd ikke har været blid. Selv om den nok blev overgået af den, vore forbunds­fæller øvede, brandenborgerne og polakkerne, der plyndrede landet værre end nogen fjende. Bønderne i Bøvling len, eller som det efter enevælden hed, Bøvling amt, har næppe været kommet helt på fode, da de allesammen tillige med selve slottet i 1664 blev overdraget til Henrik Ruse. Henrik Ruse, den første private ejer af Bøvling, som man kender, er også den mest interessante af herremændene på det gamle slot. Født hollænder, søn af en præst eller degn, havde han opnået et navn som fæstningsbyggen, da han i 1661 blev indkaldt her til landet, navn­lig for at modernisere Københavns befæstning og kastel. Han gjorde det til kongens tilfredshed, men ikke til de københavnske borgeres. De opfattede det ny citadel som rettet mod dem, i tilfælde af eventuelt oprør, og gav deres harme så lydelige udtryk, at »Monsieur Ruse« dårligt nok turde vise sig i byen. Men den enevældige konges byg­mester gennemførte naturligvis sit forehavende og — fik sin betaling. I en tid, da kronens finanser var yderlig slette, måtte han som andre kreditorer tage sig betalt i jordegods. Man havde tilbudt ham Antvor­skov Slot med tilliggende. Det ville han ikke have, han ønskede sig jyske ejendomme, måske fordi han på den måde lettere kunne drage fordel af sine forbindelser med hjemlandet. Og så fik han 1661 i ud­læg alt kronens jordegods i Bøvling amt, tillige med selve slottet. Det blev tilsammen mere end halvtredie tusinde tdr. htk., beregnet til en pris af 50 rdl. pr. td. htk., hvortil kom 2.000 rdl. for bygningerne på Bøvling, så den samlede købesum blev næsten 130.000 rdl. Så meget havde Henrik Ruse nu ikke til gode, men han var mand for at betale forskellen, 54.000 rdl., med klingende mønt. Han havde været formuende, allerede da han kom her til landet, og han vedblev at være beskæftiget inden for det danske riges grænser, indtil han under Den skånske Krig faldt i unåde, blev afskediget og rejste til sit fødeland, hvor han døde 1679. Men da var friherskabet eller baroniet Rysensten længst en kends­gerning. I 1671 havde Ruse gjort regnskab med staten og for samtlige sine fordringer opnået kongelige rettigheder for sine godser i Bøvling amt, nemlig regaler som vragretten og østersfiskeriet i Ringkøbing Fjord og dertil birkerettigheden til såvel Bøvling som Harboøre bir­ker, samt endelig patronats- og kaldsret til ialt 17 kirker i Bøvling len. At generalmajoren gjorde sig fortjeneste af at sælge disse præstekald kom siden for dagen. Samme år, 1671, var Ruse blevet udnævnt til friherre af Rysensteen, og det følgende år blev Bøvling under samme navn med tilliggende gods gjort til et baroni, som skulle være på 3.500 tdr. htk. Altså var det gamle Bøvling len, som Ruse havde købt i 1664, ikke engang tilstrækkeligt, og det var dog ellers en stor, ja en meget stor besiddelse, spredt over mange sogne i fire herreder. At opremse godset i enkeltheder lader sig ikke gøre inden for rammerne af denne frem­stilling, dels fordi det tidligere krongods som i andre len lå spredt fra områdets ene ende til den anden, dels fordi bebyggelsers, her som andre steder i Vestjylland, i alt overvejende grad bestod af enkeltbo­sættelser, enligtliggende gårde, bol og huse. Dog var kærnen af Bøv­ling gods, som allerede omtalt, fra den ældste tid den nordlige større del af Bøvling sogn, birket, og for øvrigt var også Brørup allerede 1347 kommet under slottet. Som det ligeledes er nævnt, besad Ribe-bisperne i den sidste tid før reformationen kronens gods i Skodborg herred som pant under Bøvling, og endelig havde Iver Munk købt adskilligt adelsgods til bispegården. Men da reformationen kom, tog vedkommende herremænd lige så stille disse ejendomme til sig igen, indtil kongen i 1573 befalede lensmanden Christen Skeel at gå på op­dagelse i slottets brevkister for at finde adkomstdokumenterne. Hvad der kom ud af denne aktion, vides ikke, og for øvrigt kan den stilling, som lensbønderne indtog, jo ikke helt sammenlignes med bøndernes på et adeligt gods. Det var næsten utallige »væresteder«, gårde og mindre ejendomme, som Henrik Ruse købte 1664, besiddelser, større og mindre, i så godt som alle sogne i Skodborg-Vandfuld herreder. I det førstnævnte sådan noget som de ni tiendedele af hvert af sognene Bøvling og Lomborg, samt mindre dele af de øvrige sogne, foruden hele Harboøre sogn, der dengang blev regnet under Skodborg herred. Sognet havde i sin tid udgjort et selvstændigt birk under Ribe biskop, og siden blev det bestemt, at de bønder, som hidtil havde søgt det, fremtidig skulle have Rysenstens birk som værneting. I Vandfuld herred var det navn­lig størstedelen af Fjaltring sogn, som da hørte under Bøvling, samt ca. halvdelen af sognene Ferring, Vandborg og Engbjerg og mindre dele af de øvrige. Hertil kom altså yderligere godset i Hind og Ulf­borg herreder. Dette vidtstrakte godskompleks blev altså 1672 oprettet til baroniet, hvis »substans« imidlertid snart blev forringet. Ruse havde kun et barn, datteren Jeanne Marie Ruse, der først havde været gift med oberstløjtnant Poul Rantzau, og året før faderens død havde ægtet oberst Christian Juul til Lundbæk. Og for at kunne arve svigerfade­rens rettigheder blev han i 1679 ophøjet til friherre af Rysensteen med et våbenskjold, hvori tindede tårne mindede om Ruses fæstnings­byggeri, idet friherskabet dog i tilfælde af, at Juul døde barnløs, skulle hjemfalde til kronen. Ved bevillinger af 1679 og 1681 fik han end­videre bevilling på, at der fremtidig kun skulle høre 1.500 tdr. htk. af »det næst omliggende gods« under baroniet, mens resten af de arvede besiddelser skulle stå til hans fri rådighed. Selv købte han henholdsvis 1669 og 1682 Udstrup og Ramme hovedgårde med tilliggende bøn­dergods; den halve Ørs hovedgård i Rom sogn, som svigerfaderen havde købt i 1670, blev drevet som hovedgård under baroniet. Resultatet blev imidlertid, at allodialgodset til dels blev drevet sam­men med baroniets gods, så næppe nogen kunne holde rede på, hvad der var hvad, og først i slutningen af det 18. århundrede blev de to arter skilt ud fra hinanden, så »enhver fæstebonde for eftertiden ikkuns henhører til et af stederne, enten til baroniet eller allodialgod­set«. Men på det tidspunkt var en ny udvikling gået i skred i Bøvling amt, og gods efter gods blev solgt og splittet ad. Og 1798 kom turen til Rysensten baroni. Det var den daværende besidder, baron Ove Henrik Juel, som selv ansøgte om tilladelse til at afhænde godset, »hvis revenuer stedse var blevue formindskede« på grund af forskel­lige uheld, både i hans egen og i hans forgængeres tid. Navnlig havde »den bekendte store orkan den 4. september 1786« forvoldt megen skade på selve hovedgården såvel som på godset, hvor mange folk var blevet husvilde og flere brødløse, og man havde måttet eftergive skatter og afgifter i betydeligt omfang. Amtmanden, hvis udsagn blev afæsket, mente, at baronen vel så noget sort på tingene og måske var »bibragt urigtig underretning af en forvalter, som derved kunne have egennyttige hensigter«. Dog troede han også, det var bedst, om godset, hvis værdi han anslog til to tønder guld, blev afhændet. Og det skete, idet salgssummen, 141.000 rdl., blev fastlagt som fideikommiskapital. Den sidste baron Juel på Rysensten var en sønnesøns søn af den første, baron Christian, gift med Jeanne Marie Ruse, som efter hans død 1690 i Dublin — han var chef for et dansk rytterregiment i en­gelsk tjeneste — havde ægtet generalmajor Gregers Daa til Hald, fal­den 1712 ved Gadebusch. Friherreindens søn af andet ægteskab, Ove Henrik baron Juel af Rysensteen, arvede baroniet, som efter hans død 1749 først overgik til den ældste søn Otto Henrik baron Juel af Rysensteen og derefter, da han døde barnløs 1769, til den yngre Chri­stian Frederik baron Juel af Rysensteen. Hans søn igen Ove Henrik baron Juel af Rysensteen var altså den sidste af slægten på den gamle bispegård. Om disse herremænd er der ikke stort at sige, dels var de ikke offentlige personligheder, de tjente blot hver for sig længere eller kortere i hæren, dels ved man ikke meget om dem i forhold til Rysen­sten, der ganske vist var deres »friherlige residens«, men hvor de næppe opholdt sig ret meget. De ejede nemlig også Lundbæk, hvor de gerne boede, og gæstede kun Rysensten om sommeren. Og så fandt de efter døden det sidste hvilested i den stedlige sognekirke i deres eget gravkapel, mens der ved alteret stod »et halv corpus, der skulle være baron Ruses effigies, udhuggen i alabast«. Det er vel denne buste af den første baron, som er bevaret til vore dage og nu har fået sin plads i museet på Frederiksborg. Som flertallet af andre herremænd blev heller ikke baronerne på Rysensten husket for det gode. Ganske vist hævdede baron Christian Frederik i et brev til Struensee, at det var helt med urette, hans bøn­der klagede over ham. Hvordan skulle en mand i hans stilling kunne tillade sig at opføre sig anderledes end retfærdigt! Men den stedlige folkeerindring mindedes forholdene på en anden måde, og der gik længe frasagn om, hvordan ridefogden og hans drabanter med magt bortførte bøndersønnerne for at lade dem springe soldat, hvis de ikke kunne købe sig fri. Måske bør man holde herskabet til gode, at det boede så langt væk og ikke kunne have kontrol med deres fuldmæg­tige? Mere munter er historien om baron Juel, der så en simpeltklædt person gå med forpagteren nede i ladegården og af og til banke sin pibe ud, så gnisterne fløj omkring. Baronen sendte bud ned, at den fremmede skulle lade være med at ryge, da der ellers let kunne ske en ulykke. Men tjeneren fik det forbavsende svar: Du kan hilse din herre, at hvis det skulle ske, jeg sved gården af, da er jeg mand for at betale sådan en hytte! Den ubekendte var nemlig den hovedrige junker Friedenreich til Pallisbjerg, og da baronen hørte det, fik piben en anden lyd. Det blev ikke Friedenreich, der købte Rysensten. Men det blev mænd, der var lige så driftige, skønt den ene var en velmeriteret amt­mand. Det var to af tidens mest kendte godsslagtere Peter Severin Fønss til Løvenholm og Ulrich Christian von Schmidten, der på auk­tionen fik gård og gods, ialt 1.022 tdr. htk., tilslået for de 141.000 rdl. og to år efter erholdt kgl. bevilling til at bortsælge bøndergodset med forbehold af hovedgårdens frihed. Skønt dette privilegium gik tabt —betingelserne blev ikke overholdt — blev det alligevel alvor med ud­stykningen, både af gods og hovedgård. Fønss, som 1802 havde udløst v. Schmidten, udparcellerede hovedgården, og da et salg til et interes­sentskab af hovedparcellen med 140 tdr. htk. bøndergods måtte gå tilbage, afhændede han 1809 parceller af hovedgården på ialt 28 tdr. htk. tilligemed nogle tiender til P. A. Høegh til Rammegaard, der hertil lagde endnu en parcel på 8 tdr. htk. 1833 solgte Høegh til svi­gersønnen. N. M. Petersen, der oprettede afbyggergården Vester­Rysensten, og 1856, samme år han døde, solgte Rysensten med bræn­deri og teglværk til huset H. & M. Toldorph & Co. i London. Siden ejedes den af dette firmas salgsagent H. P. Lund på Bernstorff Hov­gaard, som 1867 solgte til forpagteren, den senere justitsråd J. C. Jør­gensen. Fra ham kom den 1896 til et konsortium, der 1902 solgte til landstingsmand, etatsråd N. B. Breinholt til Vandborg Vestergaard, af hvem Ole Futtrup Christensen købte i 1907. 1912 blev gården over­taget af et konsortium, som året efter solgte til P. A. Bugge, der atter 1917 afhændede til M. Andersen, og fra ham overgik den kort efter til Chr. Rahbek, der 1931 overdrog Rysensten til sin søn, Anders Rahbek, efter hvis død gården siden 1965 ejes af dennes søn igen, Erik Vendelbo Rahbek. (Danske Slotte og Herregaarde)

    EJERE
    1401 Ribe bispestol, Kaldt Bøvling Slot
    1536 Kronen
    1664 Henrik Rüse (Rysensteen)
    1671 Nu kaldt Rysensten
    1679 Christian Juel-Rysensteen
    1798 P. Severin Fønss og U. Chr. von Schmidten
    1809 P. A. Høegh
    1833 - 1917 Forskellige ejere
    1917 Chr. Rahbek
    1931 A. Rahbek
    1965-93 E. V. Rahbek
    1993- Familien Schliemann

    Coats of Arms - Scandinavia
    Rysensteen coat of arms
    Rysensteen coat of arms
    Rüse Baron af Rysensteen coat of arms
    Rüse Baron af Rysensteen coat of arms
    Bøvling Kirke

  • Sources 
    1. [S2] Dansk Biografisk Leksikon.

    2. [S4] Danmarks Adels Aarbog.


  
khaki

© Copyright 2014 All rights reserved by Kannegaard