Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Valdemar Lykke[1]

Male 1614 - 1657  (42 years)


Personal Information    |    Media    |    Sources    |    All

  • Name Valdemar Lykke 
    Born 1 Feb 1614  Krabbesholm ved Skive Find all individuals with events at this location 
    Gender Male 
    Profession Oberstløjtnant, faldt i svenske-krigen med Karl Gustav 
    Possessions Til Grinderslev Kloster, Nørgaard paa Salling og Hvanstrup i Farsø Sogn 
    Died 1657 
    Buried Grinderslev Kirke paa Salling Find all individuals with events at this location 
    Person ID I9547  Skeel-Kannegaard
    Last Modified 4 Nov 2011 

    Father Iver Eriksen Lykke,   d. 1652 
    Mother Sophie Valdemarsdatter Parsberg,   b. 8 Dec 1595, Ribe Find all individuals with events at this location,   bur. Grinderslev Kirke paa Salling Find all individuals with events at this location 
    Married 1613 
    Family ID F4004  Group Sheet  |  Family Chart

    Family Sophie Frederiksdatter Reedtz,   b. 27 Jul 1623, Tygestrup Find all individuals with events at this location,   d. Abt. 1691  (Age 67 years) 
    Married 1642 
    Children 
    +1. Birgitte Valdemarsdatter Lykke,   b. 13 Mar 1646, Grinderslev Kloster Find all individuals with events at this location,   d. 1708  (Age 61 years)
    Last Modified 22 Mar 2008 
    Family ID F4761  Group Sheet  |  Family Chart

  • Photos
    Valdemar Lykke
    Valdemar Lykke
    Våbenskjoldet paa billedet? er ikke familien Lykke's vaaben, med to møllehjul.
    Grinderslev Kloster
    Grinderslev Kloster
    Grinderslev sogn, Nørre herred, Viborg amt.

    I tiden omkring 1175 blev Sallings eneste middelalderlige kloster grundlagt i Grinderslev. Det var en kongregation af præstemunke af augustinerordenen, der slog sig ned her. Muligvis har den prægtige granitkirke, den nuværende sognekirke, allerede været bygget og har lokket brødrene til sig. 1176 skrev bispen i Viborg til provsten ved Vor Frue Kloster sammesteds, at der var sluttet et broderskab mel­lem Grinderslev og Vor Frue klostre, og 1215 sad Grinderslevs prior sammen med bispen og provsten i Vestervig dommere i en trætte mellem munkene i Viborg og i Vitskøl. Grinderslev klosterets betydning fremgår af, at tre gange i det 13. århundrede holdt de danske augustinerkanniker vigtige møder der. Et minde om det lærde og fromme liv på stedet har vi i »Grinderslev-håndskriftet« fra slutningen af 1400'erne, der er en samling afskrifter af teologiske afhand­linger, hovedsagelig af mystikeren Bonaventura. I den sidste tid før reformationen ser det ud til, at klosterets be­boere har tilhørt en anden orden, i al fald var forbindelsen med Vor Frue Kloster i Viborg ophørt, og biskoppen i Viborg var blevet Grinderslev Klosters overherre. Biskop Jørgen Friis — berygtet for sin hårdhændethed — gav det ligefrem bort som len i 1531 til Hans Pogwisch. Allerede året efter gik det dog over på kronens hænder, og Jep Friis, lensmanden på Skivehus og broder til Viborg-bispen, fik det som forlening. Få år efter gjorde reformationen ende på mun­kelivet herude, og klosteret blev herregård. Der er intet tilbage af de oprindelige klosterbygninger; men af en synsforretning, der blev foretaget i 1581, fremgår det, at der da var en nordfløj, bestående af 18 fag bindingsværk. Hvad denne fløj har været benyttet til, er ikke ganske klart. Dernæst var der et stuehus, der bestod af 16 fag bindingsværk med tilstødende 8 fag bryggers og bagers; i hvilket verdenshjørne, det har ligget, er uklart. Mod vest var der en øksenstald i 18 fag og et fæhus i 11 fag; mod øst var en stald i 15 bindinger og et andet hus i 14 bindinger. Endelig var der en god ladebygning bestående af 24 fag bindingsværk, hvis plads ikke nærmere angives. Alle huse var af bindingsværk med stråtag og slaget ler, og der var altså ikke et eneste stenhus, hvad der ellers plejede at høre til en herregård end sige et kloster. Man har svært ved at tænke sig, at klosteret har måttet nøjes med bindingsværksbygninger, uanset at der findes en tradition, der beretter, at Grinderslev Kloster var meget fattigt, så fattigt at dets bygninger kun var tækket med strå, hvorfor Viborg-bisperne havde befalet, at de brevskaber, der tilhørte dette kloster og dets kirke, skulle flyttes til Viborg domkirke for at opbevares der. 1532 - 81 var Grinderslev Kloster et kongeligt len. Christian III pantsatte det flere gange, bl. a. til herremanden Niels Juel på nabo­godset Astrup, for at få penge i den slunkne statskasse. I 1581 blev det privatejendom, idet Frederik II mageskiftede det til Christopher Lykke til Buderupholm mod 29 gårde, 7 bol og 2 møller. Denne ejede i tidens løb foruden Buderupholm og Grinderslev Kloster også Skovs­gaard og Hessel (Djursland). Grinderslev Kloster overgik efter hans død til sønnen Iver Lykke, der foruden af dette gods også var ejer af adskillige andre, deriblandt Buderupholm, Havnø og Vindum Overgaard. I sin ungdom havde Iver Lykke studeret i Tyskland. Ved Kalmarkrigens udbrud i 1611 meldte han sig til krigstjeneste under staden Aalborgs fane. I 1620'erne var han igen udenlands, men slog sig endelig til ro i Danmark i 1629, og fra da af var det, at han for alvor gav sig til at handle med godser. Han blev en stor jorddrot; men da han samtidig var en hjælpsom og måske også lidt letsindig mand, så forarmede han sig selv gennem kautionsforpligtelser. Hans søn Valdemar, der havde al Lykkernes jordhunger i sig, men ikke faderens rundhåndethed, havde imidlertid sikret sig godset Grinderslev Kloster, som han optræder som ejer af så tidligt som i 1638, og han rakte faderen en hjælpende hånd i hans ulykke og overlod ham sin gård Hvanstrup til bopæl i hans alderdom. Iver Lykke døde omkring 1650. Valdemar Lykke havde ligesom faderen studeret i udlandet. Da han kom hjem, gjorde han karriere både ved hoffet og i hæren, men i krigen med Karl Gustav faldt han allerede i 1657. Jeppe Aa­kjær beretter, hvorledes man på egnen troede, at Valdemar Lykke ingen fred kunne finde i sin grav på grund af sin umættelige jord­griskhed i levende live. Hans enke fru Sophie Reedtz ejede derefter gården til sin død ca. 1690, hvorefter den gik over til deres tre døtre, jomfru Kirsten, der da var ca. 50 år, jomfru Dorete Helene, der var sidst i 40'erne, og Jomfru Anne, der var ca. 40 år. Fru Sophie Reedtz havde været velstående, men var endt i armod og havde måttet sælge Nørgaard. Kvinderne på Grinderslev Kloster har så vist ikke haft for lyse dage. Jomfru Dorete Helene havde været forlovet med Frederik Reedtz; men han var død før brylluppet, og hun og hendes søstre såvel som deres moder havde store økonomiske vanskeligheder at kæmpe med, men med stor dygtighed og energi førte de gården frelst gennem de svære år. Navnlig viste jomfru Dorete sig som en dygtig administrator; de levede i stor beskedenhed, holdt næsten ingen tje­nestefolk, og arvede fra deres moder intet andet end gæld. Rentekam­merets resolutionsprotokoller viser, at de ikke så helt sjældent har fået skatterestancer eftergivet. Der henvises stadig til, at oberst Valdemar Lykke var faldet mod svenskerne, og det har sikkert været mindet om hans fortjenester over for fædrelandet, der har dikteret regeringens velvilje mod de gamle jomfruer i Grinderslev. Ved den ny matrikel viste det sig, at Grinderslev Kloster ikke længere havde komplet bønder-gods, og det kneb for jomfruerne med at skaffe det nødvendige gods inden for den fastsatte frist, og en overgang så det ud til, at det ikke skulle lykkes; men så synes formående venner ved hoffet eller i re­geringen at have grebet ind, og i 1696 blev der truffet et arrange­ment med kronen, således at denne mod et beløb af 800 rdl. overlod damerne ca. 70 tdr. htk. bøndergods i Salling. Endnu i 1719 sad de tre gamle frøkener på Grinderslev Kloster; men kort efter overlod de det til deres søsters datterdatter jomfru Birgitte Marie Arenfeldt. 1750 fik gården, der havde 32 og 208 tdr. htk., igen en mandlig ejer, idet den blev købt af købmand Mathias Brunow i Holstebro. Han købte den i en periode, hvor landbrugskonjunkturerne var nede i en dyb bølgedal, og fik den derfor for den billige pris af 8.000 rdl.; men da priserne på landbrugsprodukter i de følgende år igen gik i vejret, kunne Brunow 11 år efter sælge gården med 100 % fortjene­ste. Den nye ejer var godsejer Th. Lund til Lund på Mors. Han be­holdt den kun i 2 år. Den næste ejer Mads Bjørn havde den til sin død 1788, og derefter solgte hans enke Birgitte Nordkjær den på auk­tion, dog uden at bøndergodset: fulgte med. Hvad der egentlig skete med dette, er lidt uklart; men sandsynligvis er det snart efter gået over til selveje. Grinderslev Kloster var i de følgende år stadig i handelen. Kø­berne i 1788 havde været brødrene P. og M. Kieldsen; af dem købte O. Fr. Obel den i 1791; han solgte den 1796 til løjtnant E. C. C. Stiernholm, der 1804 solgte den til Jakob H. Bjørn. Så blev der igen lidt ro i udviklingen. Bjørn'erne, faderen Jakob H. Bjørn og sønnen M. V. Bjørn, ejede Grinderslev Kloster indtil 1845. Så blev den solgt til P. M. Qvist, men i 1851 kom den endelig i hænderne på den slægt, der har den den dag i dag. Køberen var R. J. Kirketerp, der havde gården til sin død i 1866. Hans enke be­holdt den derefter i nogle år; men i 1874 indgik hun nyt ægteskab — med sognepræst J. R. Stockholm — og han ønskede ikke at blive godsejer. Hans hustru overlod derfor 1876 Grinderslev Kloster til sin svigersøn, dyrlæge Henrik Thorsen Møller, der ejede det til sin død i 1913. Enken Margrethe Møller, født Kirketerp, beholdt derefter gården til sin død 1936, hvorefter sønnen, H. Kirketerp-Møller over­tog den. (Danske Slotte og Herregaarde)



    EJERE

    ca. 1175 Augustiner-kloster

    1532 Kronen

    1581 Christopher Lykke

    ca. 1690 Kirsten, Dorete Helene og Anne Lykke, Ny hovedbygning opført

    1724 Birgitte Marie Arenfeldt

    1750 Mathias Brunow

    1761 Th. Lund

    1763 Mads Bjørn

    1788 -1804 Forskellige ejere

    1804 Jakob H. Bjørn

    1845 P. M. Qvist

    1851 R. J. Kirketerp

    1874 H. Thorsen Møller

    1886-87 Hovedbygningen opført

    1936 H. Kirketerp-Møller
    Hvanstrup
    Hvanstrup
    Farsø sogn, Gislum herred, Aalborg amt.

    Ifølge Pontoppidans Danske Atlas 1768 skal Hvanstrup være opstået ved sammenlægning af fire bøndergårde. I et gammelt pergaments­brev fra 30. marts 1345 ses Peder Lauridsen af slægten Panter at ved­gå at have pantsat til Gunde Jacobsen (af slægten Splittaf) af sit og sine brødres gods to gårde i »Hwanstorp« i Gislum herred, Farsø sogn. Gunde Jacobsen pantsatte igen gårdene (1371) til en mand ved navn Peder Nielsen, men må have indfriet pantet, thi 1408 overdrog hans arvinger, Jep Nielsen og dennes brødre, brevene på de to gårde til dronning Margrethe. Derefter er der et tomrum i gårdhistorien til 1467, inden for hvilket sammenlægningen til én gård må være sket, thi i det nævnte år skødede Mikkel Lauridsen (af slægten Saltensee) til Strandbygaard i Strandby sogn og hans hustru Karen Thomasdatter gården til broder Anders Bork, prior i helligåndsklosteret i Aal­borg, for en daglig messe for Skt. Olavs alter. I næsten 200 år hørte gården under helligåndsklosteret, og i dette tidsrum flyder kilderne til dens historie kun sparsomt. Der nævnes et par mænd i tilknytning til gården, Erik Pallesen 1494, Niels Elbek 1543, Jens Nielsen 1587, der alle tre må formodes at have haft gården i forlening fra helligåndsklosteret. Det samme gælder muligvis også den nævnte Jens Nielsens enke, Bendit Jensdatter Fredberg, idet »Hustru Bendit i Hvanstrup« nævnes 1620 i anledning af en bortløben soldat. Hun var en datter af Jens Fredberg til Fredbjerggaard i Farsø sogn, der faldt 1566 under Gotland. Endvidere nævnes det, at Niels Lauridsen, præst i helligåndsklosteret, 1488 får et sandemændstog på Hvanstrup ejendom, og at der 1507 udgives et 12 mands sogne­vidne af Farsø kirke i anledning af en strid om nogle kærstrækninger, som mændene i det nærliggende Gøttrup havde tilegnet sig på Hvan­strups ejendom. Udover dette foreligger der ikke noget om gården før 1643, da Christian IV på helligåndsklosterets vegne for en del spredt gods mageskiftede Hvanstrup til Valdemar Lykke til Grinderslev Kloster. Valdemar Lykke boede dog ikke selv på Hvanstrup, men overlod den til sin fader Iver Lykke til bolig, så længe han levede. Efter faderens død solgte han 1653 gården til sin søster Helvig Lykke. Hun var gift med Christen Sørensen Munk, der temmelig sikkert var søn af Søren Munk til Mølgaard i Havbro sogn. Christen Munk kom imidlertid i økonomiske vanskeligheder og måtte pantsætte Hvanstrup for 450 rdl. Da han ikke kunne indfri pantet, måtte han finde sig i at se gården overgå til forpagteren Christen Mikkelsen, der havde samlet fordrin­gerne på ham og gjorde indførsel i gården 1683. Christen Munk skrev sig efter den tid til Støttrup, en mindre gård i nærheden, som på for­skellige tidspunkter hørte sammen med Hvanstrup. Christen Mikkelsen døde 1703 og efterlod gården til sin søn, Jens Christensen. Han døde allerede 1716, og hans enke, Helle Dorthea Mortensdatter Schnell, solgte 1717 gården til forvalteren Anders Thembsen, der 1719 igen solgte den til Mogens Brøndum, en provste­søn fra Salling. Han døde 1731, hvorefter gården overgik til hans bro­der, Mads Brøndum, der 1735 solgte den til Christen Nielsen Meiling. Christen Meiling var født 1710 i Mejling, Åsted sogn i Vendsyssel. Han var forpagter på en række himmerlandske gårde og samlede sig en betydelig formue. Da hans ægteskab med præstedatteren Sophie Andersdatter Thoustrup var barnløst, skænkede ægtefællerne ved te­stamente af 1743 en femtedel af deres efterladte formue til »den dan­ske skoles fattige børn« i det sogn, hvor den længstlevende døde. Le­gatet, der i sin tid var Himmerlands største, tilfaldt Års sogn, da begge ægtefæller døde samme nat 1760 i Års by. Medens Mads Brøndum og Christen Meiling var ejere af Hvanstrup, levede der på gårdens gods i Støttrup i Farsø sogn nogle mennesker, hvis navne er varigt knyttet til Danmarks kirkehistorie. Det var brødrene Morten, Niels og Anders Støttrup, sønner af bødkeren Jens Olsen, der var fæster under Hvanstrup. De to første af brødrene var teologiske studenter, den tredie guldsmed. De var blevet dybt grebne af pietismen og forfægtede inderligt og urokkeligt dens tanker, hvor lejlighed dertil gaves. De måtte i den anledning udstå megen forføl­gelse og hårdhændet behandling fra både gejstlig og verdslig øvrigheds side og blev til sidst landsforviste. De to nævnte ejere af Hvanstrup viste ingen forståelse af deres åndelige indstilling og deltog begge efter evne i forfølgelsen. Efter at Christen Meiling 1742 havde solgt gården til Mathias Lasson til Bjørnsholm, gik den i de følgende år fra hånd til hånd i hurtig rækkefølge. Lasson solgte den 1756 til Jacob Joh. Colding, en mand, der handlede meget med jordegods i omegnen. Han solgte den igen 1758 til majorinde A. C. Stattländer, efter hvis død 1760 den en kort tid ejedes af en mand ved navn Andreas Fugl, hvorefter den ved auk­tion 1762 blev købt af forpagteren Christen Bierup, der igen solgte den 1768 til major Hans Vilh. Kaalund. Major Kaalund var gift med Anne Elisabeth Lüttichau, en datter af general Lüttichau til Lerken­feldt. Efter Kaalunds død 1777 blev enken ved at bebo gården indtil 1781, da hun solgte den til kancelliassessor Nic. Math. Høst, der straks overdrog den til sin svigermoder, Maren Andersdatter Quistgaard, der sad enke efter Peder Damgaard. Hun overdrog 1783 gården til sin brodersøn, kammerråd Jens Nielsen Quistgaard. Om ham fortælles der, at han af biskop Tetens i Viborg fik tilladelse til at nedrive det brøstfældige tårn på Vester Hornum kirke mod at sætte et spir på kirken. Da biskoppen ved et senere kirkesyn bebrejdede ham, at dette ikke var sket, skal han have svaret: »Deres højærværdighed, mine ord er sgu' ikke altid en trosartikel«. Quistgaard, der døde 1809, skødede 1807 gården til sin svigersøn, kaptajn i infanteriet Balthasar von Jelstrup, søn af konsistorialråd Jelstrup til Dragsgaard i Bælum sogn. Kaptajn Jelstrup skal have været en lidenskabelig jæger, der til hest foretog lange jagtture rundt i hele omegnen. Så ivrigt gik han op i denne passion — siger overle­veringen — at han ligesom kong Volmer ikke kan finde ro i graven, men stadig fortsætter sine udflugter, når mørket har sænket sig over hans gamle jagtmarker. Jelstrup døde 1810 i en alder af 40 år, og derefter solgte hans enke Johanne Marie Quistgaard 1827 gården til Kommissionen for Aalborg Fattigvæsen, der igen solgte den ved auktion 1829 til et par profes­sionelle ejendomshandlere, Anders Steenild fra Rugtved i Vendsyssel og Christen Andersen fra Gedsted Nørgaard, af hvem forvalter på Korsøgaard, Johan Chr. Spliid købte den samme år. Johan Chr. Spliid, der var født 1794 i Grinderslev, hvor hans fader Otto Sommer Spliid var sognepræst, var af gammel præsteslægt og var den første, der brød med slægtstraditionen og blev landmand. Han var gift med Severine Richter fra Ørslev Kloster. Han omtales som en dygtig landmand, der bragte den forsømte gård så godt på fode, at han efter omtrent 20 års besiddelse kunne forlade den med en gevinst på ca. 40.000 rbd1. Han blev 1836 valgt som deputeret til den første jyske stænderforsamling, men deltog kun i det første års møder, under hvilke han indbragte et forslag om oprettelsen af uldmarkeder. Da han aldrig havde fundet sig rigtig hjemme på Hvanstrup, solgte han den i 1847 og købte Gammel Skivehus, hvor han døde 1871. Den nye ejer var Jacob Scavenius Eilersen, tidligere forpagter på Lykkesholm og gift med Henriette Cornelia Ingerslev. Da han hver­ken havde lyst eller evne til at drive gården, solgte han den i 1861 til A. G. P. Wetche, der i 10 år havde haft den i forpagtning. I købesum­men var indbefattet en årlig livrente på 700 rbdl., der kom til at hvile som en langvarig hæftelse på gården, idet Eilersen først døde 1874. Med den nye ejer kom Hvanstrup ind i rolige ejerforhold. Andreas Gottlob Ployart Wetche var født 1820. Hans forældre var kammerråd, toldkasserer Wetche i Haderslev og hustru Amalie Wiimh. Før han kom til Hvanstrup, havde han været forpagter på Marselisborg. Han var gift med Betty Hansen fra Hornumbro mølle. Han var deko­reret med dannebrogsordenens ridderkors. Før sin død (1904) over­drog han 1891 gården til sin søn, løjtnant i artilleriet Peter Andreas Wetche, der var født 1859 i Hornumbro mølle og gift med Agnes Eleonora Ringman. Deres søn, den nuværende ejer, løjtnant Gustav Ployart Wetche, overtog gården 1930. Han er født 1897 og gift med Ellen Strange Hansen, født i Herning. (Danske Slotte og Herregaarde)



    EJERE

    ca. 1345 Peder Lauridsen Panter

    1408 Dronning Margrethe

    Ukendte ejere

    Mikkel Lauridsen (Saltensee)

    1467 Helligåndsklosteret i Aalborg

    1643 Valdemar Lykke

    1653 Christen Sørensen Munk

    1683 Christen Mikkelsen

    1717 A. Thembsen

    1719 M. Brøndum

    1735 Chr. Nielsen Mening

    1742 M. Lasson

    1756 - 83 Forskellige ejere

    1783 J. Nielsen Quistgaard

    1807 - 29 Forskellige ejere

    1829 Joh. Chr. Spliid

    1847 J. Scavenius Eilersen

    1861 A. P. G. Wetche

    1891 P. A. Wetche

    1930 G. P. Wetche

    Coats of Arms - Scandinavia
    Lykke (med hjul) coat of arms
    Lykke (med hjul) coat of arms

  • Sources 
    1. [S4] Danmarks Adels Aarbog.




This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2020.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard