Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Histories

» Show All     «Prev «1 ... 15 16 17 18 19 20 21 22 23 ... 24» Next»     » Slide Show

Kannegaard - Erindringer fra Djursland ©



"Denne erindring stammer fra Nationalmuseets Industri-, Haandværker og Arbejdererindringer, acc. nr. 0158. Erindringen må ikke offentliggøres på nogen anden måde uden tilladelse fra Nationalmuseet, Danmarks Nyere Tid".


Rosmus-Balle området beskrevet af Kristian Bernhardt Kannegaard Jensen.


Der lever mange arbejdere her i landet som er ældre end jeg, og som husker adskilligt længere tilbage i tiden og derfor kan berette om forholdene længe før min tid, forhold som måske har langt større interesse end hvad jeg kan fortælle om. Jeg har dog siden min barndom oplevet den meget store forandring der er sket for arbejderne, både lønmæssigt, socialt og kulturelt, og vil gerne forsøge at fæstne mine erindringer til papiret. Jeg håber det skal lykkes så nogenlunde for mig, og kan disse erindringer så tjene til at supplere det øvrige materiale som på denne måde indgaar til Nationalmuseet ville det være mig en fornøjelse. Jeg er født i den lille landsby Balle på Djursland, dens beboere var hovedsagelig arbejdere, dette skyldes de mange kalkindustrier der findes i hele omegnen af Balle, Hoed, Glatved, og Rosmus, der blev dengang som nu gravet kalk, hvorimod da der kun var et kalkværk på egnen, nemlig i Trustrup og det var kombineret kalk og teglværk, der blev den rå kalk transporteret til med hestekøretøjer og brændt, hvorefter den brændte kalk pr. jernbane og hestekøretøjer sendtes videre ud over hele landet. Nu eksisterer Trustrup kalk og teglværk ikke mere. I stedet er der bygget et par store og flere små kalkbrænderier omkring de forskellige kalkbrud på egnen. Transporten med den brændte kalk foregår nu for den væsentligste dels vedkommende med store lastbiler. I forbindelse med kalkproduktionen er der et par skærvefabrikker der forsyner store dele af landet med grus og skærver. Disse store virksomheder beskæftiger normalt en meget stor arbejdsstyrke. Uheldigvis sker det jo, at efterspørgslen svigter i kortere eller længere perioder og virksomhederne må ligge stille så den store arbejdsstyrke bliver ledig, der findes ikke arbejde af nævneværdig art på egnen der kan tage så mange ledige.

Min far, Thomas Kristoffer Jensen er født i Balle den 16 marts 1865. Min bedstefar var møllersvend på Balle Mølle, han ejede den ene halvdel af et lille gammelt stråtækt bindingsværkshus de boede i og dette blev mit og mine otte søskendes fødehjem. Far kom meget tidlig ud at tjene hos bønderne, og det fortsatte til efter hans konfirmation, han kom derefter i lære og blev udlært som træskomand. Det var inden industrien havde erobret fabrikationen af træsko, far arbejdede ved faget indtil han i 1886 blev indkaldt for at aftjene sin værnepligt ved feltartilleriet i København. Da han havde aftjent værnepligten tog han arbejde ved de mange fæstningsanlæg der da blev lavet omkring København, her arbejdede han i ca. 2 aar, rejste derefter tilbage til Balle. Min mor, Dorthea Jensen er født Kannegaard den 31. oktober 1863 i smedeboligen (Lundehuset) til Herregården Rugaard ved Hyllested, hvor min morfar Søren Kannegaard Jensen var Smed. Morfar måtte med i krigen 1864 og var med ved Dannevirke, under krigen blev han såret, dog ikke i direkte kamp, det skete ved isningsarbejde på Slien for at hindre tyskernes omgående bevægelser, en af kammeraterne der arbejdede ved siden af min morfar på isen snublede og kom uheldigvis til at hugge ham i hovedet med sin økse. Morfar blev hjemsendt fra lazarettet, men han blev aldrig rask mere, han døde ret ung. Mormor sad nu alene tilbage med fire børn, og uden eksistensmidler. På det tidspunkt boede de i Trustrup, men blev sendt til Hyllested-Rosmus der var deres forsørgelseskommune. De blev sat ind i kommunens fattighus i Balle, og fik her et par ganske små elendige rum der var stampet lergulv og lerklinede vægge, efter sigende den eneste hjælp min mormor fik fra kommunen. Derimod fik hun samme lod som andre af den tids arbejdere, mænd som kvinder der kom i vanskeligheder, hun måtte slide for bønderne, arbejde var der nok af, der var lønnen for sliddet kummerlig og der var aldrig tid til at passe sine egne børn om dagen, så hele døgnet var besat. Efterhånden som børnene kunne begynde at gøre lidt nytte måtte de ud til bønderne også. Da de blev voksne rejste to af mors søstre, Bendine Kannegaard Jensen og Bertha Kannegaard Jensen til Amerika og de blev senere gift derovre, en bror Jens Kannegaard Jensen lærte som træskomand og fik undervisning i musik (horn), mor der var ældre end ham hjalp ham af sine fattige midler så meget hun kunne til han var udlært. Jeg kan lige huske min mormor Christiane, men også kun lige, hun var en meget udslidt kvinde dengang. Det havde længe været meningen at hun skulle rejse over til sine børn i Amerika, da tiden kom sendte de hende rejsepenge. Jeg mindes kun at have set hende på selve rejsedagen. Naboen skulle køre hende til Trustrup station, på det tidspunkt var vi allerede tre børn i reden, vi blev vækket meget tidligt om morgenen så mormor også kunne tage afsked med os. Jeg mindes hvor hun græd og så gammel og udslidt ud, da afskeden var forbi steg hun på vognen og de kørte. Far genså hende et års tid efter da han også ville forsøge sig i Amerika, mor og vi søskende havde set hende for sidste gang. Da far efter sin københavnertid kom tilbage til sin fødeby tjente min mor hos sognefoged Andreas Flansen i Hoed, det blev hendes sidste pigeplads. Det havde formodentlig længe været meningen at de skulle giftes og den 28. juni 1890 blev de viet i Rosmus kirke. Min farfar var lige død, farmor havde en hofteskade og var som følge heraf invalid, hun kunne ikke klare sig selv. Om hun var født således mindes jeg aldrig at have hørt noget om. Far og mor flyttede ind hos hende, meget plads var der ikke, de fik to meget små stuer samt et meget lille køkken der var teglstensgulv over det hele og ud over en stor åben skorsten hvor komfuret var anbragt var der kun plads til et lille bord i køkkenet. Den ene stue blev benyttet til soveværelse og opholdsstue, den anden benyttede far til værksted idet han nu begyndte på sit håndværk igen. Tilbage i lejligheden var der så en meget lille stue, den havde mormor så for sig selv. Således begyndte de tilværelsen sammen, det gik jo nogenlunde med pladsen så længe de var alene, men allerede den 31. december samme år, blev min ældste bror født, og den 28. februar 1892 kom den næstældste til verden. Jeg er nr. 3 og født den 25. marts 1894 døbt Kristian Bernhardt Jensen. Ikke alene blev der efterhånden lidt trangt i stuerne, men det blev også svært for far at holde føden i huset, nu vi allerede var seks daglige mennesker i familien. Farmor havde tidligere tjent lidt ved at lappe gammelt tøj for enkelte velstående familier, men det svandt ind og blev til intet eftersom hun blev dårligere med tiden. Da far endelig søgte kommunen om hjælp til hende blev der bevilliget hende 5, kroner pr kvartal, men det blev samtidig sagt til min far, at hvis der senere blev søgt om mere til hende ville hun blive anbragt på fattiggården, denne ligger i Tirstrup-Fuglslev kommune og eksisterer endnu under navnet Raamosegaard Plejecentral den er overtaget af staten og sorterer under Direktoratet for Statens Sindssygehospitaler, den er selvfølgelig nu moderniseret og er fuldt på højde med nutidens hospitaler, der er anbragt sindssygepatienter fra Risskov-sindssygehospital. Tirstrup fattiggård som den dengang kaldtes, ejedes af flere omegns-kommuner, og disse brugte den til anbringelse af alle deres fattiglemmer af hvad art nævnes kan det var en meget broget forsamling der var indkvarteret her. Der var mennesker som var sluset ud på grund af sygdom, der var mennesker som havde arbejdet et langt liv men ikke kunne mere fordi de var gamle og udslidte, der var til tider unge familier med børn som på en eller anden måde også var slået ud. Landevejens farende svende, dengang kaldet bisserne, blev også anbragt der når de var kommet på kant med det offentlige, eller det skete at de meldte sig selv dertil når vinteren satte ind og igen forsvandt når solen stod højt, der kunne også være straffede personer imellem, folk som på en eller anden måde var moralsk defekte. Jo det var en broget sammenblanding og heldigvis ganske utænkelig i dag, men sådan var forholdene nu dengang og her skulle farmor anbringes såfremt hun ikke kunne klare sig med 5,00 kr. kvartalet. Far og mor sagde nej tak for tilbuddet og stred så videre for hende og vi børn. Jeg har ofte været vidne til at fattigforstanderen har det formodentlig været, kom ved kvartalsskiftet med de 5, kroner og skulle have kvittering herfor. En overgang havde far et par unge mennesker i lære ved træskofaget, der var ikke meget plads når tre mand arbejdede på værkstedet eller rettere i den stue vi måtte afse til værksted, men efterhaanden som søskendeflokken voksede blev der alligevel placeret en slagbænk derude ogsaa, en lignende havde vi jo allerede længe haft inde i sove og opholdsstuen, far og mor havde en dobbeltseng, den var med bundbrædder og et knippel halm hvorover den så blev redt op med hvad vi havde af sengetøj, det var langtfra en luksusseng, slagbænkene blev så redt op til natten til vi børn, vi blev som allerede fortalt ni i alt, jeg husker vi har været seks hjemme på engang når vi skulle i seng, 3 i hver bænk skulle 2 ligge i hovedenden, og en i fodenden. Det var ikke altid det gik lige stille af, tit røg det med halm og dun om ørene på os, så måtte enten far eller mor træde til for at skaffe ro igen, det var nu ikke altid nemt, ofte skulle der en lille lussing til, for at genoprette freden. På dage hvor vi ikke kunne være ude var det forresten lige så slemt, så gik den vilde jagt over borde og stole når far og mor da ikke var inde. Der var dog den fattige trøst at møblementet ikke var så sart, gik der et stoleben kunne far selv lave det igen. Vi boede i noget der kaldes krogen, der lå tre bindingsværkshuse for sig selv, de var ligesom skilt ad fra den øvrige by, alle familierne som boede i disse huse, havde hver en lignende bande af børn som vi var hos os. Selvfølgelig var vi altid ude til en eller anden leg når vejret da var til det, en nærliggende bøgeskov til den ene side, og en lille granplantage til den anden side havde vor særlige interesse, der legede vi røvere og soldater, ligeledes var der et engdrag der gik nedenfor hvor vi boede, hvorigennem der løb en å som havde forbindelse med Kattegat, der fiskede vi, og det gav ret ofte gode resultater, særlig om efteråret så gik havørrederne op og der var åletræk. Vi fik for øvrigt ikke ret lang tid at lege i som børn dengang, og det var ens for alle børn fra arbejder hjemmene, så snart vi blev omkring 9 aars alderen måtte vi ud at tjene, nogle endda før, bønderne ville gerne have en sådan dreng til at vogte kreaturerne, ud over kosten fik vi så godt som ingen løn det første par år, og senere endda kun en meget lille løn. For forældrene betød det jo nogen aflastning af det fattige budget hver gang en gled af sted med sin lille tøjbylt knyttet i et klæde under armen. Jeg tror dog aldrig det var med glad sind forældrene sendte sådan en lille fyr af sted, der var som regel gråd i stemmen når mor sagde farvel, særlig hvis knægten skulle ret langt fra hjemmet. Det havde vistnok været aftalt mellem familien i Amerika og mine forældre da mormor rejste, at vi snarest skulle følge efter, far skulle først rejse selv, så han kunne se at komme ind ved noget derovre, hans svogre ville hjælpe ham til rette og senere skulle vi så følge efter. Far rejste, og mor var nu ene om at sørge for vi tre store forsultne knægte foreløbig, samtidig med at hun gik og ventede sig med det fjerde barn, jeg tror nok hun havde det meget svært i den tid far var borte, vel fik hun lidt penge sendende fra far, men det kunne jo ikke blive til ret meget lige straks, og så var der mange andre besværligheder. Det har formodentlig ikke været skæbnens vilje at vi skulle til Amerika, far var borte et år, han kunne ikke falde til derovre selv om han hele tiden havde godt arbejde. Han besluttede at rejse til Danmark igen, da han kom hjem havde mor for længst født ham en datter, så nu var der en mere at forsørge. Om det var en skuffelse for mor at hun ikke kom over til sin familie ved jeg ikke, hun har aldrig ladet sig mærke med noget i den retning. Jeg ved derimod at hun var glad da hun genså far hjemme. Far genoptog nu igen sit håndværk, inden længe var vor lille lejlighed delt, halvdelen værksted og halvt soveværelse og opholdsstue. Skønt far altid sled fra tidlig morgen til sen aften havde træskoene aldrig givet ret meget. Nu varede det ikke længe før der blev startet fabrikation af træsko ved maskinernes hjælp, her kunne det gamle håndværk ikke konkurrere og måtte inden længe give op. Jeg tør ikke udtale mig om hvilken fortjeneste der kunne være på et par træsko da jeg ikke ved det bestemt, kun ved jeg den var meget lille. I den tid far drev denne forretning købte han altid træet dertil på roden i omegnens skove, det var store el og bøgetræer, han skulle så selv sørge for at få træet væltet og parteret, den del der kunne bruges til træsko blev lagt af i kævle og resten parteret til brænde, når det så skulle køres hjem fik far to eller tre bønder til at hente det med hver et spand heste, det foregik altid om søndagen. Det var aldrig svært at få bønderne til at køre sådanne skovture, som regel ville de selv køre, det var meget sjældent der blev sendt en af karlene, kun i tilfælde af presserende forfald, det kom sig af dette, når træet var læsset og kørt hjem sluttede turen med frokost, som regel blev køretøjerne efter aflæsningen hentet af karlene på gårdene hvor de hørte hjemme så havde mændene tid til at hellige sig den gode frokost. Selv om vi i det daglige altid hjemme har levet meget nøjsomt så gjaldt dette ikke denne dag, der var truffet alle forberedelser i forvejen til en god frokost for skovfolkene, der var dækket op med ting som vi meget sjældent så og dårlig nok smagte på sådanne dage, der var øl og brændevin til maden, og når de havde spist drak de kaffepunser i lange baner til de lange piber. En sådan tur betragtede bønderne som en hel festdag de meget nødig gav afkald på. Det var ikke alene hjemme hos os at sådant forekom, det var almindelig skik og brug i alle arbejderhjem. Køreturen kostede jo heller ikke andet, men det var ogsaa en meget hård belastning af budgettet og kunne mærkes længe efter i vort daglige spiseprogram, så budgettet kunne blive rettet lidt op igen. Når kævlen endelig var kommen hjem blev den savet ud i ruller der passede til de forskellige størrelser på træsko, alt foregik ved håndarbejde, i mange år var det en af mors mange pligter at hjælpe far med at trække i saven når disse ruller skulle saves ud, nu var det slut og et kapitel i deres tilværelse endt. Far søgte og fik arbejde i kalkbruddene, arbejde var der altid nok af den gang, jeg tror ikke mine forældre nogensinde har manglet dette, blot har de aldrig faset løn efter fortjeneste for deres arbejde. Arbejde og børn har de aldrig manglet, derimod manglede de alt hvad der kunne gøre tilværelsen lidt festlig engang imellem så de kunne slappe af fra det daglige slid og slæb, det var nu engang arbejdernes lod i de tider. Vi så nu ikke ret meget til far mere, når vi børn kom op om morgenen havde han været borte længe, der var langt til arbejdspladsen, arbejdstiden var lang, og de skulle dengang gå til og fra arbejde, apostlenes heste var det eneste middel der kunne regnes med i disse tider. Når de kom fra arbejde om aftenen kunne vi møde dem fra alle sider, de ældste var krogede af slid, nogle så stive at de dårligt kunne løfte benene, i efterårs og vintermånederne var det altid mørkt når de nåede hjem, så kunne vi ikke se dem, men vi kunne høre deres tunge træskotramp, vi kunne da se når de stivbenede rendte de jernbeslåede træsko imod en sten, så slog ildgnisterne omkring benene på dem, så stive var mange allerede i en ret ung alder. I den tid min far arbejdede i kalkbruddet og ved andet almindeligt arbejdsmands-arbejde var timelønnen fra 17, til 27, øre i timen, når spildtiden som følge af regnvejr eller lange sneperioder om vinteren hvor brudene røg fulde af sne tages i betragtning, blev det ikke til en ret stor aarsløn. Om vinteren måtte arbejderne ofte rydde bruddene for sne for at kunne komme i gang igen, denne rydning kunne ofte vare flere dage og der var ikke tale om at de fik nogen betaling herfor, men de var næsten piskede til at gøre det, der var dengang hverken fagforening eller arbejdsløshedskasser herude til at varetage deres interesser. Det kunne ogsaa ske at der kom en frostperiode af længere varighed om vinteren, derfor kunne de jo godt holde bruddet åbent, men når det havde været hård frost en tid så overjorden frøs fik de efterhaanden tag over sig og det var meget farligt hvis de fortsatte ret langt ind, arbejdet har ofte under sådanne forhold været indstillet i lange perioder. Når sulten så bankede alt for slemt på døren måtte arbejderne gå til fattigvæsenet, den hjælp de kunne opnå her bestod i almindelighed i, at de fik udleveret en anvisning på at kunne købe et bestemt kvanta amerikansk fedt hos deres købmand, og ligeledes en anvisning på et bestemt kvanta brød hos bageren, når det bevilligede kvanta var brugt måtte den trængende henvende sig på ny til fattigforstanderen. Det her nævnte amerikanske fedt var af meget ringe kvalitet, jeg betvivler at nogen i dag ville spise det, købmanden fik det hjem i store bøtter, det havde en farve der kunne minde om alt muligt andet end fedt til spisebrug og harsk var det altid. Min mor brugte altid at smelte det om, hun tilsatte så løg og lidt krydderi, det hjalp godt på smagen. Ligeledes kunne der den gang købes amerikansk flæsk, det var meget svær og mindede i smagen om fedtet. Købmanden handlede ogsaa med Islandsk fårekød, det kom ogsaa hjem i store tønder i saltet tilstand det smagte betydelig bedre end det amerikanske fedt og flæsk, det var dog sjældent der var råd til at købe hverken kød eller flæsk og når det skete var det i meget beskedne kvanta. Far fortalte, at det ofte blev diskuteret på arbejdspladsen hvor mange pund amerikansk fedt, og hvor mange brød de forskellige arbejdere på pladsen havde fået gennem fattigvæsenet, det var slet ikke sådan at arbejderne nogensinde forsøgte at skjule de havde modtaget en sådan hjælp, det var det for almindeligt til og den eneste kilde de havde at ty til i kritiske perioder enten det nu var under sygdom eller på grund af arbejdsløshed i den hårde vintertid. Jeg husker at vi hver dag skulle have et stort rugbrød, et pund fedt, eller margarine, og en spand centrifugemælk, ca. 4 potter, herudover kartofler, det var vore faste specialiteter i den periode vi var mange børn hjemme. Ædrueligheden var ikke særligt fremtrædende dengang, heller ikke inden for arbejdernes kreds, der blev drukket meget, det var jo hovedsagelig brændevin der blev drukket, det var almindeligt at arbejderne havde sin snaps med på arbejdspladsen beregnet til madpakken. Maden havde de i en tejne, vi kaldte det her på egnen for skræppen, her var maden pakket ned som regel sammen med snapsen, en snor var bundet til skræppelaaget, den anden ende af snoren var beregnet til at slå om halsen på en flaske hvori de havde noget drikkeligt enten hvidtøl, mælk eller lignende og hængende over den ene skulder transporterede de således det hele med sig. Det hændte ikke sjældent at de kom vel godt i gang med at drikke ved frokosttid, og der blev sendt bud efter nye forsyninger af brændevin, så karterede de ofte resten af dagen. Kom man da i nærheden af arbejdspladsen kunne man på lang afstand høre højrøstet diskussion og sang, så var humøret højt, men det fyldte jo ikke i lønningsposen når denne hævedes om lørdagen. Søndagene blev ofte benyttet på den måde at mændene aflagte visitter hos hinanden, det var en regel at de købte en flaske brændevin hjem til søndagen, når en så fik besøg af naboerne skulle de altid have en kaffepuns, det endte da gerne med at flasken blev tom inden de holdt op, og så enedes de gerne om at kigge ind til en anden. Dagen sluttede da gerne med en lille en på, eller i mange tilfælde med en mægtig kæfert. Nogen hyggelig form for familieliv var det ikke, og der var ikke noget at sige til at hustruerne var utilfredse og skændte over det hvad ofte igen havde til følge, at der blev et større familieopgør hvor enten manden eller konen fik klø. Brændevinen var tror jeg den værste svøbe for arbejderhjemmene, der var ikke så få tilfælde hvor manden kom så langt ud i drikkeriet, at hustruen ene måtte sørge for hjemmets opretholdelse og børnenes opdragelse og ernæring, samtidig med at hun måtte slide ude for fremmede for at skaffe det nødvendigste. Arbejderkvinderne måtte alle gå ud på arbejde dengang, og ved siden heraf passe hjem og børn, det var de fortrolige med, de kendte ikke andet, og gjorde det gerne. Men man forstår at de når de ved siden heraf havde en fordrukken mand der ikke bidrog synderligt eller slet ikke til hjemmets opretholdelse kunne miste deres gode humør, glæderne var i forvejen ikke mange. Jeg husker ogsaa udmærket at min far i den første del af min tilværelse kunne komme hjem med en kæfert på, men han var ved sådanne lejligheder altid i godt humør hændte det så at mor begyndte at skænde på ham tog han om hende og dansede med hende, straks var hun ikke særlig villig, men hun måtte med og så overgav hun sig, de tog sig så en rigtig gammeldags vals, de var gode dansere begge to. Vi hørte aldrig de skændtes ved sådanne lejligheder. Under alle livets forhold viste far altid, at han var sig sit ansvar bevidst, ogsaa overfor mor og vi børn, efterhaanden som vi blev flere børn stilledes der større krav til den slunkne pengepung, far var klar over at skulle han opfylde sine forpligtelser overfor sin familie da måtte der skæres ned på det ikke livsnødvendige forbrug og her kunne der kun være tale om spiritusforbruget, alt øvrigt var der ikke noget at pille ved. Far tænkte alvorligt over dette problem, og kom til det resultat at skulle det lykkes fuldt ud at skære dette forbrug ned til bunds var der ikke andet at gøre end melde sig i en eller anden afholdsforening. Han talte med en af sine arbejdskammerater om det, og de blev enige om at melde sig i afholdsforeningen aftenstjernen i Grenaa, de søgte optagelse. En aftenstund spadserede de så sammen til Grenaa, og blev indmeldt. Fra Balle til Grenaa er der ca. 15 km, det blev jo noget hen på morgenstunden inden de var hjemme igen, endda de skulle på arbejde straks efter hjemkomsten. Det skete jo at de senere flere gange var til møde derude trods dette at de måtte spadsere. Det virkede nærmest som en bombe da det blev kendt omkring på de forskellige arbejdspladser, at nu havde Thomas Jensen og Klavs Jakobsen meldt sig i afholdsforeningen. Far nød aldrig spiritus mere, hverken ude eller hjemme, først hen i mod de sidste år han levede kunne han godt tage sig en enkelt snaps eller en enkelt øl, men kun fordi han selv følte det styrkede ham. Der skete for øvrigt dette, at der nogle år efter blev stiftet en loge i Balle under Nordisk Good Templar Orden, den kom til at tælle blandt mange andre, ogsaa mange arbejdsmænd som sine medlemmer til gavn for både dem selv og deres familier, men det varede noget inden tanken slog rigtig igennem. Jeg husker en meget sjofel optræden overfor min far, at en mad som var ansat som formand ved de Jyske Kalk Værker, denne mand havde tilsynet med de forskellige kalkbrud der sorterede under de Jyske Kalk Værker og min far arbejdede under ham. Samme formand var som mange andre på den tid glad for spiritus og drak meget, en dag han havde været rundt på inspektion var han faldet godt til i et drikke- lag i Balle, samme dags aften var der møde i logen, efter mødet var det skik at deltagerne drak kaffe, min mor havde den tjans at lave kaffen jeg og en af mine brødre var hos hende i køkkenet den aften. Hen på aftenen mødte nævnte formand, jeg kan godt røbe hans navn, Niels Mxxx i Glatved op udenfor sammen med en storbonde Txxxxxxx, ogsaa fra Glatved, begge var meget berusede, de sendte bud ind efter min far der ogsaa gik ud og talte med dem for at høre hvad de ville, først blev han generet fordi han havde været så formastelig at melde sig ind i afholdsbevægelsen, og dernæst fik han besked om at han på stedet var fyret og ikke skulle møde på sin arbejdsplads dagen efter. På grund af den tilstand de var i tog min far det meget roligt hvorefter de forsvandt. Nu burde man jo kunne vente at de dagen efter når spiritustågen var lettet havde henvendt sig til min far og bedt om undskyldning for deres optræden, men det skete ikke, far hentede sit værktøj på arbejdspladsen han søgte og fik ret hurtigt andet arbejde. I flere år rejste han rundt på egnens store gårde med et damptærskeværk der ejedes af et interessantselskab, dette arbejde strakte sig fra høsten begyndte til hen på foråret, i den tid så vi ikke meget til ham, han boede og spiste på de forskellige gaarde hvor de tærskede og kom da gerne hjem sent lørdag aften så han kunne være hjemme hos os til mandag morgen, det vil sige når vi kom op om morgenen havde han allerede været borte i flere timer idet han jo skulle være på arbejdspladsen og have kedelen fyret op til arbejdstids begyndelse. Ved dette arbejde havde han efter datidens forhold en ret god fortjeneste, men det var ogsaa et rakkerliv der kun gav meget lidt frihed. Mor havde en malkeplads hos en proprietær og malkede 2 gange daglig, betalingen herfor var 50 øre pr dag, eller 25 øre pr gang for at malke 18 til 20 køer, desuden lugede hun roer, samlede kartofler, eller tog roer op, når tiderne herfor var inde, betalingen herfor var for eksempel for roernes vedkommende fra l0 til 6 øre pr l00, favne, så det kunne ikke blive til ret meget pr dag. Da min ældste bror var l0 Aar kom han ud at tjene, han skulle vogte kreaturer for en mand der havde en lille strandgaard i forpagtning, den hørte under Herregården Rugaard. Denne forpagter drev fiskeri fra åben strand ved siden af landbruget, fangsten solgte han rundt i omegnens landsbyer, han vandrede selv fra sted til sted, fiskene havde han da i 2 kurve over nakken, det var en møjsommelig vandring, og når han skulle besørge dette, samt fiskeriet, var han ikke meget hjemme, det var derfor konen i gården der førte det store ord, ogsaa når manden endelig var hjemme, både ham og min bror blev kørt i stramme tøjler, Hun var meget barsk af væsen, med meget høj stemme-føring, og ederne svovlede ud af munden på hende, egentlig var hun måske ikke så slem som det lød til, men når en l0 aars knægt bliver sendt ud fra sit barndomshjem, og skal under fremmed indflydelse, og ikke har forbindelse med far og mor mere end højst hver 14 dag, er der vel ikke noget at sige til, at han nærmest var ganske ulykkelig i sin første plads. Lønnen var kun nogle ganske få kroner for sommeren, enten det nu var 5 eller 8 kroner husker jeg ikke, så meget som l0 kroner var det i alle tilfælde ikke. Når køerne skulle trækkes på græs, eller hjem og malkes, døjede han med, at holde styr på koblet, enten ville de ikke frem, eller de fik for stærk fart på, altid var konen da over ham, og skændte og bandede, men det tjente kun til, at det hele kom til at se endnu mere sort ud for ham, så græd han, og foretog sig de mærkeligste ting. Når det var særlig slemt kunne han blive så arrig, at han for til og bed køerne, og så først blev der da vild forvirring i geleddet. Under sådanne optrin kunne konens stemme høres vidt omkring. Når han kom hjem på sine fridage beklagede han sig da gerne, og var ikke meget for at komme af sted igen, far og mor trøstede ham så godt de kunne, men af sted igen måtte han. Den påfølgende vinter var han hjemme, men da foråret igen kom måtte han ud i en ny plads, og siden havde han plads både sommer og vinter. Min næstældste bror måtte ud at tjene samme forår, han kom til en proprietær Bxxx i Hoed, men han skulle ikke have noget med kreaturerne at gøre, dem var der en voksen mand til at passe, derimod skulle han være til hjælp både inde og ude, sørge for vand og brænde til stuer og køkken, hjælpe til i mark og lade, han var i den plads til han blev konfirmeret. Proprietæren var en meget stille og rolig mand, konen derimod var tysker, og meget hysterisk. En voksen søn var forvalter, han var mindst lige så uligevægtig som sin mor, det var disse to der førte an, og satte deres præg på forholdene i gården. - Der var ofte spektakler, ja ligefrem slagsmål mellem sønnen og karlene, og kosten var ikke god, hvilket førte med sig at de ofte skiftede folk. I den plads fik min bror mange lussinger, men han tog dem gerne med anstand, det lærte han med tiden. Nu tror jeg nok, at han til tider ikke var helt sagesløs, han har altid været lidt af en filur, og han forsøgte tit med en eller anden spøg, både overfor dem han tjente sammen med, og overfor sit herskab. Min første plads kom jeg i da jeg var fyldt ni år, jeg kom til at tjene på en lille ejendom på Rosmus mark, manden hed Jørgen Bxxxx, han var ugift, og havde en husholderske der hed Sara, mere ved jeg ikke. På gården var der 5 køer og ungkreaturer, dem skulle jeg passe. Manden havde en mælketur til mejeriet, denne tur tog det meste af hans formiddag. Jeg havde omtrent de samme problemer at kæmpe med, hvad angår kreaturerne, som min ældste bror havde i sin første plads, måske blev jeg ikke tiltalt så skrapt som han, når jeg fik på grovfilen, og vi fik en meget god kost. Dog kan jeg huske, at jeg længtes meget hjem, jeg troede, eller syntes jeg var sendt helt udenlands, og græd meget ofte om aftenen inden jeg faldt i søvn. Manden og husholdersken sov sammen i en stor dobbeltseng, i samme værelse var redt op til mig, i en slagbænk. Efter at jeg havde været der i ca. 14 dage, vågnede jeg op en nat, ved et forfærdeligt spetakkel, de for da rundt på gulvet og sloges, jeg tror det var mit livs største forskrækkelse jeg her fik, jeg dukkede mig under dynen, og efterhaanden blev der ro igen, så jeg faldt i søvn. Dagen efter stak jeg af hjem til far og mor. Det hjalp for øvrigt ikke meget, jeg blev samme dags aften fulgt tilbage i pladsen af min far, og fik besked om, at sådan noget skulle jeg ikke gøre mere. Det varede ikke længe før jeg fandt ud af, at når manden og husholdersken var uvenner, så havde jeg det bedst, så var de hver for sig venlige imod mig, og talte da gerne med mig, det samme var sjælden tilfældet når de var venner. Det var altid svært for sådanne små purke, når de første gang skulle ud og tjene føden hos fremmede, men samtidig skulle de ofte skifte skole, det skete for mig to gange, herved mistede man ikke alene kontakten med far, mor og søskende, men ogsaa med alle sine kammerater, i og udenfor skolen, det var ligesom pludselig, at stå helt alene i verden, og skulle til at begynde helt forfra, sådan følte jeg det. Min første skoledag i Rosmus skole, hvor jeg nu skulle gå, var en hel tortur, alle der var i skolen vidste allerede hvor jeg kom fra, og hvor jeg tjente, jeg blev modtaget med råben og skrigen, og med et rim der ogsaa havde været brugt overfor andre som havde tjent der før lød Jørgen der Sara her og drengen hist på bakken i det uendelige, drillerierne fortsatte i al den tid jeg gik i den skole. Jeg nåede ikke at få en eneste ven og kammerat, og det pinte mig meget. Læreren tog sig aldrig for, at kontrollere elevernes opførsel i sådanne tilfælde, og undervisningen gik han heller ikke særlig op i. Det var altid gårdmandsbørnene der førte an, og læreren hørte til den tid, hvor det kunne betale sig, at lefle for bønderne, det gav altid det bedste økonomiske resultat, i form af naturalier. en efterfølgende vinter fik jeg lov at være hjemme, og fik en ny plads om foråret, der havde jeg den fordel, at det var i vort eget skoledistrikt, så jeg ikke skulle skifte skole. Til gengæld var det en dårlig plads, manden var en nathue, konen en gal rappenskralde, og der var 3 børn, de var i konens øjne, alverdens dejligste unger, og måtte gøre hvad de ville, ogsaa i deres optræden overfor mig. Efter ganske få dages forløb stak jeg af. Nu vidste jeg af erfaring, at det slet ikke var sikkert jeg slap for at komme tilbage, så jeg turde ikke komme hjem, jeg vagabonderede den første dags tid, efterhaanden blev jeg sulten, og næste dag gik jeg ind til en ældre kone i Trustrup og bad om mad, hun var lidt forbavset over, at se en tigger i den alder, og spurgte mig ud, lidt efter lidt fik hun så sandheden lirket ud af mig, hun gav mig så noget at spise, men sendte samtidig bud hjem til mine forældre, jeg blev så hentet hjem, og fik mange formaninger, men slap for at komme tilbage i pladsen. jeg fik med det samme en anden plads i Glatved. Det var hos en enkekone, der blev jeg behandlet godt, jeg var der om sommeren, og skiftede så igen. jeg kom herefter til at tjene hos sognefogeden i Hoed, det sidste sted min mor tjente som pige. Jeg var i denne plads til et halvt år efter min konfirmation. Det var en ret stor bondegård, der var to voksne karle, en ældre mand til at passe kreaturerne, og to døtre gjorde det af for piger, sammen med døtrene skulle jeg besørge malkningen af køerne. Kl. 4 om morgenen skulle vi begynde malkningen, når det var besørget skulle jeg i marken og flytte fårene, derefter hjem og spise davre, så skulle jeg ellers i marken, sammen med karlene, hele dagen, hvis ikke det var min skoledag, til aften skulle vi så malke igen, og var først færdig hen ved ca. halv-otte. Det var en lang dag, og vi blev ikke sparet, hvad arbejde angår, men det skal tilføjes, at behandlingen i øvrigt var god. jeg blev konfirmeret derfra, og sognefogeden gjorde gilde for mig, hvortil han indbød mine forældre. jeg syntes dengang, at det var en strålende fest, alligevel kunne den ikke sammenlignes med nutidens konfirmationsfester, gaver var der ingen af, ej heller telegrammer. Vi gik til konfirmationsforberedelse hos Pastor Brask i Aalsø Sogn, siden da har der siddet en pæl og gnavet i min samvittighed, vi var 5 drenge fra Hoed Sogn, der fulgtes til præsten, der var ca. 8 km at gå, det var ikke så sjældent, at vi lavede en eller anden gal streg, så der næste gang vi skulle til præst, stod en eller anden på vejen og ventede på os. Vi måtte så gøre rede for vore utyske-streger, og aflevere en undskyldning, men disse småting har aldrig siden naget mig. Det der ofte siden har pint mig, anså jeg bagefter for en meget stor synd, der kunne få de alvorligste følger. Den anden sidste dag vi var til præst, skulle vi ofre til denne, alle konfirmanderne havde penge med til dette formål, selv om ikke alle havde lige meget. Sognefogeden havde givet mig 5 kr. med, på vejen til præsten den dag gik vi fra Hoed Sogn, og talte om de mange rare penge, præsten her ville få, en eller anden af os foreslog, at vi selv beholdt nogle af dem til vor private fornøjelse, når vi skulle på hjemturen, det blev vi enige om, og beholdt 2 kr. hver. Vi svor over for hinanden, aldrig at sige det til nogen. Da vi var kommen ind til præsten, og han sad oppe ved sin pult, gik vi efter tur op og afleverede vort offer, det hele blev lagt i en dynge, jeg tror slet ikke præsten fulgte med i hvad hverenkelt gav, men alligevel var ingen af os særlig glade ved situationen bagefter, men nu var det for sent. Vi soldede pengene op i wienerbrød, rød sodavand, og slikkeri, de sidste 2 dage vi havde tilbage. Den sidste dag vi var til præst, var vi alle inde til chokolade og kage hos ham, ingen af os, var vist glade da vi sad til bords. Når præsten siden var i Hoed for at prædike i kirken der, var han altid kørende i hestevogn, han fik da altid staldet ind hos os, og kom i øvrigt altid der i gården, til selskab, jeg gik længe og gruede for, at han og sognefogeden skulle komme til at diskutere mit offer, og jeg har aldrig helt kunnet glemme det. mine ældste brødres konfirmation var ikke nær så festlige som min, den stod for begges vedkommende i vort hjem, og da min ældste bror blev konfirmeret, var far meget syg af lungebetændelse, mor fulgte med min bror i kirke, bagefter spiste vi til middag på dagligdags maner, det kan godt være der var en enkelt frikadelle mere på bordet, om noget gilde var der ikke tale, og gaver var der ingen af. Min næstældste brors konfirmation formede sig omtrent på samme måde, jeg mindes ikke der var nogen forskel på dem, således foregik det i al almindelighed inden for den kreds vi tilhørte. Der var ikke råd til, at lave noget særligt ud af en sådan højtidsdag, det var dengang forbeholdt bønderne og de bedrestillede, at feste for deres børn ved særlige lejligheder om det lykkedes at skaffe tøj og sko, til den der skulle konfirmeres, så han eller hun ikke virkede alt for afstikkende fra de øvrige konfirmander. Når dette var lykkedes, gik ønskerne vist ogsaa sjældent højere, for de flestes vedkommende, alene dette var nok til at gøre dagen festlig for os, og det føltes som noget helt eventyrligt, at blive klædt i et jakkesæt med lange bukser, og få et par sko på fødderne, samt klipfisk med høj stiv flip om halsen, og en kasket med blank skygge på hovedet. Mine 2 ældste brødre, jeg selv og min ældste søster, der fulgte efter mig, har aldrig haft et par lædersko, eller prøvet at gå i noget sådant før vi skulle konfirmeres, og med tøj var det altid kun lige til, og der var dengang, aldrig tvivl om til hvilken klasse de forskellige børn hørte, hvor de end befandt i skolen, eller i leg på gaden, eller for eksempel ved skolens årlige juletræsfest, hvor forskellen i klædedragt altid var særlig udpræget, eller var det kun fordi man der måske lagde mere mærke til hinandens påklædning. Vi mødte ved en sådan lejlighed altid op i et par kludesko, tøjet var altid noget vi havde arvet efter hinanden, jeg mindes aldrig vi fik nyt tøj før vi blev konfirmeret, det kunne jo ikke undgås, at denne forskel til tider prægede barnesindet. Jeg har senere som voksen, engang hørt en bonde sige til en standsfælle, ved en juletræsfest der blev afholdt for børnene i Tirstrup skole, at nu blev det sku snart for galt, nu kan vi ikke mere se forskel på arbejdsmændenes børn og vore egne. Samme bonde havde i mange år været bestyrer på Tirstrup fattiggård, og der set mange forskellige menneskeskæbner, samvittigheden er vel som følge heraf, blevet sløvet gennem årene. Efter hans mening var det en ulykke, at denne udjævning var sket. Af fritidsinteresser for de unge af den tid, var der ikke mange, for øvrigt var der jo heller ikke megen tid, til at dyrke sådanne, arbejdstiden var lang, fra 5 om morgenen, hvor staldtjene-sten begyndte, og til kl..19-20 om aftenen, da var de først færdige til at vaske sig inden de skulle spise aftensmad. sport var der ikke noget af dengang, ikke på vor egn, i det mindste. Dog skal det siges, at keglespil blev dyrket noget, byens karle samledes, på en eller anden dertil egnet plads, det var altid om penge der spilledes, dog var det ikke store penge der blev sat på spil- som dreng har jeg tjent mange 2, eller 5 ører som keglerejser, om aftenen og søndag formiddag. Jeg tror ogsaa det var meget lidt, der blev læst af bøger og blade, læselysten var ikke ret stor, der var heller ikke den adgang, til at få fat i gode bøger, som nu, hvor der jo så godt som findes et bibliotek i hvert Sogn, landet over. De unge samledes gerne om aftenen, og fik et par timer til at gå, med forskelligt morskab, inden de skulle i seng. Et par gange om måneden, var der bal, det var altid en lørdag aften, så gik bølgerne højt, sådanne baller varede gerne fra kl. 21,00 om aftenen, til den lyse morgen. Der blev danset, og drukket brændevin så det forslog, og ind imellem et rask lille slagsmål, tonen var ikke altid lige god ved disse fester, men det var folk dengang kendt med, så der ingen der tog særlig forargelse af det. Jeg husker første gang jeg var med til en sådan fest, jeg var kun lige 16 år, det var i forsamlingshuset i Hyllested skovgårde, vi var nogle stykker i følge, fra en anden by. Dansen gik lystig, i en lille stue ved siden af balsalen, stod et langt bord, hvorpå der stod to almindelige vandspande fulde af kaffepunser, foruden en masse kopper, når deltagerne så ville have en puns, tog de blot en kop, og dyppede i en af spandene, det kostede l0 øre hver gang de dyppede, når en af spandene blev tom, kom der straks frisk forsyning, det var ikke særlig hygiejnisk, og hen på natten flød både bord og gulv med spildt kaffepuns. Alligevel kunne folk more sig godt til en sådan fest, jeg tror ikke der er mange i dag, der ville synes om det, og det kunne aldrig finde sted nu, godt det samme. Nutidens unge, hører man ofte blive kritiseret, for alt muligt, det er nogle slapsvanse der kun interesserer sig for musik og dans, sport, o.s.v. siges der, medens de ikke har tanke for tidens alvorlige problemer. Ligeledes kritiseres de for deres frie omgang, kønnene imellem, og der siges at moralen er i svær tilbagegang, og meget mere. Alt dette vil jeg nu ikke skrive under på og alle ældre, der vil tænke tilbage på deres ungdom, sammenligne deres ungdomstid, og de unges opførsel og moral, med den der eksisterer hos nutidens ungdom, og ærligt sige deres mening, da må de indrømme at de unge af i dag, ikke har noget at skamme sig over, sammenlignet med tidligere.

Jeg har haft megen lejlighed, til at se og høre, hvorledes de unge er, i deres optræden overfor hinanden, jeg har indtil for et par år siden, i mange år været beskæftiget som kontrol, for flere af egnens ungdoms og idrætsforeninger, når disse afholdt fester og bal. Det er rigtig, at de unge af i dag, er friere i forholdet til hinanden, end tidligere, men ikke mere umoralsk, deres optræden overfor hinanden er bedre, og anderledes nobel end tidligere, tonen er pænere, og spiritussen misbruges ikke i den grad, som tidligere, ved sådanne lejligheder, slagsmål er en stor sjældenhed, og kammeratskabet mere fremtrædende. I min barndom, og første ungdom, eksisterede landevejens farende svende, børsterne som de blev kaldt, de vandrede fra den ene arbejdsplads til den anden, arbejdede sjælden ret mange dage på samme sted, og forsvandt så igen en tid, men det var som om de altid var på vandring, på samme runde, for de dukkede altid op igen, der var mange herlige typer imellem. Ebeltoft-Trustrup Jernbane blev bygget omkring århundred-skiftet, den blev færdig i 1902, mens den var under arbejde var der særlig mange børster på egnen, de kom til tider i ret stort tal sammen, og gik så fra den ene kolonne til den anden for at søge arbejde, var der ikke noget lige straks, varede det sjælden længe før der blev, de lejrede sig ofte i nærheden af arbejdspladserne, alle havde de flasken i lommen, og de drak tappert alle sammen, når der så trådte nogle ud af dem der var i arbejde, vinkede formændene blot nogle andre ind, af den ledige flok, og spillet fortsattes. Den tid de var på arbejdspladsen, og fik betaling derfor, måtte de altid slide som besatte, der var en over dem altid, var der en som det kneb for, med at holde tempoet, blev han omgående fyret, og en anden trådte ind. Der var ofte slagsmål mellem børsterne, når de således drak i flok, ellers var de flinke og hjælpsomme, ogsaa over for egnene fast bosatte folk, selv om det hændte, at de havde små indbyrdes stridigheder, var der aldrig tale om, at de forulempede nogen af egnens faste folk, eller forsøgte derpå, de var derimod ikke bange for, hvis en eller anden trængte til en håndsrækning, at hjælpe vedkommende efter fattig evne. I hele den periode banen var under arbejde, var der ansat en politibetjent i Ebeltoft, hvis hele opgave var, at afpatruljere banestrækningen, og tage sig af hvad der kunne forekomme af optøjer blandt arbejderne på strækningen. Det skete jo ikke sjældent, at der var noget på færde, og han måtte i funktion, men børsterne tog ham nærmest som en spøg, selv om han aldrig led korporlig overlast, måtte han altid finde sig i, at blive gjort til grin. Var der noget alvorligt på færde, sørgede han altid for, at have forstærkning med, til tider 2 eller 3 mand stærke. Ved sådanne lejligheder hændte det, at der blev rekvireret et hestekøretøj, som så blev dirigeret til Ebeltoft Arrest, med to, tre eller fire mand. jeg kender endnu et par stykker af disse børster, der dengang arbejdede på Ebeltoft banen, de lever endnu en her på egnen, men har i mange år boet fast, og levet en meget stille og tilbagetrukken tilværelse. Det liv der dengang levedes på landevejene, på arbejdspladserne, og omkring disse, eksisterer ikke mere. I 1902 blev der stiftet en afdeling af Dansk Arbejdsmandsforbund, her på egnen den fik navnet Glatved Afdeling, først nu begyndte arbejderne herude, at tage sagen i deres egen hånd, ved at yde deres bidrag til hele arbejderklassens rejsning, mod den udbytning de hidtil havde været udsat for. I 1951 var der allerede startet en afdeling i Trustrup, og disse to hører til de ældste afdelinger her på Djursland. Der blev fra Dansk Arbejdsmandsforbunds side, straks sat alt kraft ind på, at forbedre både løn og arbejdsforhold for medlemmerne herude, og der var problemer nok at arbejde med, men det skulle vare meget længe før der opnåedes mærkbare forbedringer, arbejdsgiverne var stejle at have med at gøre, og på den anden side stod en meget stor stab af uorganiserede arbejdere, der ikke havde forståelsen af, at det var deres vel forbundet kæmpede for det var mange gange en enkelt øre i timen, der efter lange forhandlinger blev resultatet, det og arbejdstiden var ogsaa meget svært at få rokket ved, men tiden har vist, at det kunne nytte, at fortsætte sliddet med at udbygge arbejdernes organisationer. Min far var, så længe han var beskæftiget ved det almindelige arbejdsmandsarbejde, medlem af Glatved Afdeling. I 1909 tog han plads som fodermester: på Balle Møllegaard, her fik han 800 kr. i årlig løn, min mors malkeløn indbefattet, hun skulle malke 18-20 køer 2 gange daglig, i alle ugens 7 dage hele året rundt, far var selvfølgelig ogsaa fuldt beskæftiget i alle ugens 7 dage, hele året, og skulle ligeledes malke et lignende antal køer 2 gange daglig. Proprietær: Schmidt, som ejede Balle Møllegaard, købte i 1912, Herregården Høegholm ved Trustrup, min far blev samtidig fæstet, til at overtage pladsen som fodermester på Høegholm, her skulle han have 900 kr. i årlig løn, ogsaa her fik både far og mor nok at gøre hver dag, og hele året rundt, lønnen var meget lille i forhold til det arbejde der skulle præsteres for den. Den højeste løn mine forældre nåede op på, var 40 kr. ugentlig og fri hus, en slagtegris, mælk til husholdningsbrug, samt et bestemt kvantum brænde, det skete først i 1919-20, under den værste dyrtid, efter krigen da landbrugskrisen i tyverne og trediverne satte ind, faldt lønningerne ved landbruget ganske katastrofalt igen, så det næsten var umuligt for arbejderne, at skaffe det nødvendigste til sig og sine, selv om de sled og asede hele året rundt. Under en mund og klovsygeepidemi i trediverne, fik min far lysol-forgiftning, og var meget dårlig af det, det var svært, at komme over det, hvad alderen ogsaa gjorte sit til, han kom sig aldrig helt mere. Han blev nu sagt op fra sin plads, men fik dog foreløbig lov til at bo i den, lejlighed de hidtil havde haft. far søgte da sin aldersrente, heldigvis var der allerede da, sket ganske betydelige forbedringer, på det sociale område. Gamle udslidte mennesker, behøvede nu ikke længere, at gå med den stadige angst i kroppen, at så snart de ikke var i stand til at arbejde mere, ville de blive transporteret til en eller anden fattiggård, hvorfra de senere ville blive flyttet til en fattig-grav, på en eller anden kirkegaard, det var det eneste sikre, fattigfolk dengang havde udsigt til at opnå, efter et langt livs slid og møje. Ingen vil vist vove at påstå, at folk, der selv i dag, lever på aldersrente kan tillade sig at ekstra-vagere på nogen måde, det er lige fra hånden og i munden, og der skal passes på hver en skilling, alligevel vil jeg vove at påstå, at mine forældres økonomiske stilling, aldrig tidligere havde været bedre end i den periode hvor de levede på aldersrenten, selv om den end var betydelig mindre end hvad der ydes i dag. De havde slidt og slæbt et helt langt liv sammen, og samtidig haft besvær med at skaffe det allermest nødvendige, for den lille løn de fik for alt deres slid. takket være alle gode kræfter den Danske Rigsdag, der har været medvirkende til at gennemføre den store Socialreform der skete i maj 1933, fik de nu en nogenlunde god og sorgfri livsaften, de havde nogle gode år sammen, men hvor havde de fortjent det, jeg havde undt dem mange flere. Vi børn havde den glæde i 1940, at kunne holde fest for dem på deres guldbryllupsdag, deres sidste år tilbragte de hos min næstældste broder der boede lige op til deres sidste mange årrige arbejdsplads, så de stadig havde alt det gamle for øje. Det varede længe inden organisationstanken slog igennem hos landbrugsarbejderne, derfor var deres løn og arbejdsvilkår ogsaa kummerlige. Jeg husker, at så sent som i 1914, da jeg arbejdede på en herregård, jeg var fast tjenestekarl, på gården var tillige nogle gifte faste husmænd, disse husmænd fik 1 kr. om dagen for vinteren, og 1 kr. 25 øre om dagen for sommeren og kosten, arbejdstiden var samtidig 9 ½ time. Flere af husmændene havde mange børn, så det var jo næsten umuligt, at administrere den dagløn de fik så den blev brugt på rette måde, det var ogsaa meget almindeligt dengang, at husmændene på gårdene ved siden af den smule løn de fik for deres arbejde, måtte have fattighjælp for at klare deres og familiens behov. Når vi spiste fik husmændene alle resterne med hjem, hvad der nu kunne være, brød, flæsk, kartofler, eller smurt mad, vi forlangte altid rigeligt ind ved måltiderne, så der kunne blive så meget som muligt tilovers til husmændene, det var pigerne som regel altid indforstået med ogsaa. I 1917-18 kom der først gang i Organisationsarbejdet her ude omkring på Djursland. Den 22. februar 1918, var jeg med til at stifte Tirstrup Landarbejderforening under det daværende Land Arbejderforbund der blev sammensluttet med Dansk Arbejdsmandsforbund i 1935. Jeg blev gift samme år om sommeren, og har siden stiftelsen været medlem af denne Afdeling, og så godt som hele perioden været tillidsmand, først som bestyrelsesmedlem, senere mangeårig kasserer, og nu sidst formand i 14 aar, så jeg har lært hvilke besværligheder disse landafdelinger har haft at kæmpe med, både overfor arbejdsgiverne, og til den anden side, de mange uorganiserede landarbejdere, både gifte og ugifte. Det varede mange år før det gik op for arbejderne, at ville de have deres kår forbedrede måtte de ogsaa slutte op om fagforeningerne. Det varede ogsaa mange år før fagforeningen fik nogen virkelig indflydelse på løn og arbejderforhold ved landbruget, skønt der i dag er nået meget til arbejdernes fordel, med hensyn til løn og arbejdsvilkår, så er der alligevel langt til vejs ende, vi har meget til gode endnu. Arbejdsgiverne har aldrig afleveret noget frivilligt, de vil heller ikke gøre det i fremtiden, og vore fagforeninger vil altid få fuldt op at gøre for at værne vore interesser. Jeg læste for nylig et interview i Demokraten Aarhus havde haft med en gammel pioner indenfor arbejder-bevægelsen i anledning af hans 80-års fødselsdag, han sagde blandt andet, mon de unge fag og parti-fæller egentlig tænker over, hvad det har kostet at nå dertil hvor vi står i dag, både på det lønmæssige, sociale og kulturelle område, jeg tror det næppe sagde han, at de er jo i bogstaveligste forstand kommen ind i organisationerne med laksko på fødderne, vi andre derimod kom ind i organisationerne med træsko på fødderne og i arbejdstøjet. Det er en ganske udmærket sammenligning, denne gamle pioner her drager og den kan jo slet ikke bestrides. Det er ikke mange af de ældste pionerer der fik lov til at leve så længe at de fik resultaterne af deres indsats at se. Hvor må de være lykkelige, disse enkelte der har været med i dette arbejde fra starten og fik lov til at leve med og se alle disse store resultater de her har været med til at skabe til gavn for efterslægten. Denne gamle 80-årige pioner der fra han kan begynde at huske så og mærkede den uret der blev begået mod hele arbejderklassen, og senere meldte sig til tjeneste i det Social Demokratiske parti og senere igen i fagforeningen for at være med til at rydde denne uret til side der i århundreder var begået mod arbejderklassen, han har i dag lov til at være stolt og vi andre skylder både ham og alle de andre der begyndte kampen for denne sag meget mere end tak. Vi der er noget op i årene ved hvad de opnåede resultater er værd. Jeg så den uret der øvedes mod mine bedsteforældre, da de ikke kunne arbejde længere, jeg så mine forældre slide begge to de fleste af døgnets timer, trods dette manglede de altid det mest nødvendige af hvad der gør livet menneskeværdigt, jeg husker at børn i otte, ni års alderen måtte ud omkring til bønderne for selv at tjene det daglige brød, og nogle steder udsat for mishandling når der ikke kunne presses arbejde nok ud af dem. Jeg har set at man har fjernet ældre udslidte mennesker der ikke kunne mere fra en ussel bolig hvor de har boet i en menneskealder mens de sled sig op, nu kunne de ikke skaffe sig selv føden mere. I fattiggårdens skygge skulle de tilbringe deres sidste triste tid. Jeg husker ogsaa fra min tid som tjenestedreng hos sognefoged Andreas Hansen i Hoed, en gammel udslidt kvinde vi kaldte hende Stine Kraag, hun boede i et lille elendigt hus i Hoed, hun havde været sengeliggende i al den tid jeg husker hende, der blev jeg engang imellem sendt om med middagsmad fra sognefogeden. Den første gang jeg blev sendt var jeg meget bange for at gå ind til hende, men det gik dog, på en stol ved siden af sengen stod to tallerkener, jeg tror aldrig de blev vasket af, på disse skulle jeg hælde maden op til hende så kunne hun selv ordne resten. Seng og sengetøj kan næsten ikke beskrives, det var urimeligt snavset og stank, selv var hun ikke renere og der var en urinstank over det hele. Her fik hun lov til at blive til hun døde, og fik sin lille fattiggrav på Hoed kirkegaard, en enkelt af de mange triste skæbner der fandtes dengang. Der er endnu meget at kritisere, jeg tror dog på fremtiden selv om man på grund af forholdene ude i den store verden må føle sig noget usikker i øjeblikket må man alligevel have lov til at håbe, at den tid ikke er alt for fjern da vi igen kan fortsætte udbygningen af vor sociale forsorg, i stedet for at vi nu i disse år må ofre næsten hele vort velfærd på det militære alter.


Drammelstrup, den 24. februar 1952.

Kristian Bernhardt Kannegaard Jensen.

Den ucensurerede version af historien kan fås ved henvendelse til webmaster (de med x markerede efternavne)

Owner/Source© copyright-kannegaard
Linked toKristian Bernhardt Kannegaard Jensen

» Show All     «Prev «1 ... 15 16 17 18 19 20 21 22 23 ... 24» Next»     » Slide Show






This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2019.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard