Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Histories

» Show All     «Prev «1 ... 19 20 21 22 23 24 Next»     » Slide Show

Skrivelse af 1658 fra Christen Skeel til Rigsraadet



Skrivelse af 24de November 1658 fra Christen Skeel til Rigsraadet.

(Suhm: Rye Saml. I.).

Ædle og Velbaarne Herre, høitærede kjære Medbrødre og synderlige gode Venner! Disse vansklige Tider og det meget Usædvanligt, som i vores Fædreland aldrig haver tilforn været brugeligt, enten udi Fredstid eller Feidetid og nu forfalder (ikke alleneste Rigens Raad, men den hele Danske Nation ikke agtes, som de burde og i forrige Tider plejer at skee, men gaaes fordi og forglemmes; Andre, som det aldeles intet vedkommer og haver Intet dermed at tale eller tilsætte, de sørge én Part sig at indtrænge og give allehaande Nyt og Skadeligt fore, som siden sættes i Execntion, Hs. Kongl. Majestæt med det Kongl. Huus og det hele Land til Fordærvelse og Ødelæggelse) giver mig Aarsag at skrive Eder til, efterdi min Svaghed ikke tilsteder, at jeg, som jeg gjerne vilde, kan møde med Eder i Raadstuen, og forseer mig til, at det i saa god en Mening af Eder bliver optaget, som det trohjerteligen og vel til det gemme Bedste (det Gud kjender) er meent og Skrevet; - da eftersom vi leve udi en aabenbare Feide med de Svenske, Som tragte efter vores totale Ruin og Undergang det og snart er forseet, om vi ikke ved Guds Naade og velbetænkte Raad det forekommer, de have og allerede bemægtiget sig vore Lande og Insuler, paa denne By og de smaa Øer nær, som i Vinter, naar det fryser haardt, staae i Fare. Churfyrsten af Brandenburg med de Keislige og Polske overdrager Jylland og Holsten med en overmaade stor Armee, efter de Svenske der i Landene de fattige Undersotter ilde udsuget, den hollandske Cucces og dagligen ventes, som bestaar udi et Antal Folk, som vi i denne By hverken kan logere eller raade der, og foruden idelig forefalder meget Vigtigt og Kongl. Majestæt og Landet høist magtpaaliggende, som gode Raad og promte og hastig Expedition daglig udkræver, hvilket ikke Alt tilbørligt kan tages og beforders, som skee burde, efterdi der holdes ingen tilbørlig Concilium, uden hvis i Stykketal til hobe efter nogle Faae deres Betænkende kan sluttes, hvoraf Meget paa Mangel af Execution og Drivende bliver staaende, eftersom de ikke ere betroede sig dermed at befatte, som Regeringen med Hs. Majestæt vedkommer, endog Fædrelandet haver aldrig havt gode og troe Ministres og gode danske Konsilia bedre behov end nu, ikke desmindre saa ere vi ikke allerede uden Raad og vi møde i vores Raadhus mere for at høre, hvad der passere, og klage vor Nød for hinanden, at det i vor Tid skulde gaa saa ilde til skee saadan Forandring, end for at deliberere og raadslaa, hvad der hører til vores Fædrelands Forbedring og Munition, og naar der kommer godt Folk ind til os af en eller anden Stand, kan vi dennem hværken hjælpe eller derfore, men de maa gaa lige vise fra os, ikke uden deres store Forundring og Miscontentement, at det skal nu tilgaa, hvilket ogsaa tidt af dennem, som Eder alle vitterligt er, er blevet sagt og forekaft og det af Aarsag, at Riges Raads Autoritet forringes, og os gives saae Commissioner uden de, der ere odieuse, ej heller gives os synderligt Part tilkjende af hvis som Rigets og dets Conservation vedkommer, som billigen efter urgammel og vel herbragt Sædvane vores fundamentale Lov og al velbefindende Regjeringsmaneer burde, men meget bølges og forhverves Kongebreve paa Et og Andet os uafvidende, som Regeringen og Riget egentlig vedkommer, baade om Hvervinger og til Riget om Forstrækning, Contribution og Mundering imod Privilegierne og andet Usædvanligt under militairisk Execution, som uden Rigets Raads Samtykke og noget deraf uden deres Consens, som det vedkommer, ikke skee burde. Gud for sin Godheds Skyld regjere og føie Hs. Kgl. Majestæts Hjerte til at tro og følge dennem, som vil hannem vel og ere af Gud beskikkede med Hs. Kgl. Majestæt at raade og regjere, at han ved velbetænkte og præmediterede Raad og Forslag bestandig og uforanderlig vilde forblive os at Hs. Majestæt vilde vogte sig for dennem, som hellere ville have end give og som egen privat Gunst og Nytte give allehaande for, Hs. Kgl. Majestæt selv i Længden til største Skade, endog det dennem aldeles Intet vedkommer. De kjende hverken Landets eller Undersaatternes Tilstand og er i vores Lands-Lov ganske uforfaren, derfor gaar det og, som det gaar, og Enhver gjør, som han vil og er til. Det var at ønske, at der maattes gjøres Forskjel paa dennem, der gjorde ilde eller vel, og at Enhver maatte lønnes efter sine Gjerninger; thi er der ikke baade Straf og Belønning, saa kan det aldrig gaa vel til.

Det er, I gode Herrer, nok som bevidst, hvorledes det gaar til, at naar os Noget communiceres, som sjeldent skeer, at vi derom i vores Raadstue skulde holde Concilium, da er det tidt skeet, at andre uden Raadet ere komne derind, endog Fremmede, som hviste til Rigets Hofmester alene, og undertiden skamme sig ikke ved at fordre hannem slet ud Bordet og tage hannem ved Ærmet aparte. Endog Regjeringen kommer den Ene saa vel som den Anden, og endog den ærlige Mand gjør nok, hvad han kan og mener det vel, saa holdes vi Andre dog suspect og som de, der ikke ere værdige til at betroes Rigets Bestillinger og i dens Sted vore Formænd og vi end for saa Tider siden holdt Rigets Sager fordulgte for saadanne, saa holde de dennem nu fordulgte for os og hemmeligheden med Andre negotiere og driver Værket, som dem lyster, saa det er nu forkeert, og vor Stat og fundamentale Constitution er ikke nær den Observation, som den i forrige Kongers Tid haver været og burde at være, og dersom Gud ikke giver god og naadig Forandring, at den gamle velbetænkte og funderede Maneer af Regjeringen (hvorved vores Konger og Forfædre saavelsom vi selv os hidindtil haver vel befundet og maintineret) kommer paa Fode igjen og tages anderledes i agt, da haver vi større Ulykke at befrygte end Skade af vores Fjende, som ligger os for Døren, hvilken søger at bringe Kgl. Majestæt om Krone og Secpter, Dronningen og Prinsen med det ganske Kongl. Huus i Fængsel og os fattige Undersotter, (som nu ere ganske forarmede og komme om al vores Velfærd og haver Alting med vore Konger opsat og endnu gjør over vores Evne og som vores Forfædre aldrig tilforn for os gjort have, endog det ikke regnes og vi derfor ere hverken agtede eller anseet) til Trælle og Slaver, at vi miste vores Friheder, som vore Forfædre saa lovligen og dyre have forhvervet og fremfarne Konger mildeligen have givet, og os hidindtil erholdet, hvorom vore Naboer, der ere under den svenske Regjering, kan bære Vidne; - og dersom vi ikke anderledes slaaer vores Sag an, da skeer det os visseligen; thi paa den Viis, som det nu mages, skal vi endeligen i Længden undergaa og synes det, at Hs. Majestæt ikke havde den Fortroende til os, som hans lovlige Forældre haver til vore Formænd, hvilke langt paa deres naadigste Genegenhed udviser, endog Gud skal vidne, at vi mene det ligesaa vel, som de gjorde i deres Tid.

Det synes og Hs. Majestæts Gunst at være vendt fra os og vores Nation, eftersom hværken Rigets Raad eller andre Danske haver at disponere enten over Riget eller nogen af Provinserne eller Fæstningerne, endog alle Slotsloverne bør at betroes de Danske, som gjør Bekostning og udstaa at Rigets Tyngde og Besværing, hvormed de fremmede, som kommer ikkun for at have, beriges og have nu Alt i deres Hænder, saa vi maa leve af deres Discretion, hvilket aldrig tilforn i Danmark haver været bruligt. Der haver og nogle Danske maatte vige og quitteres deres Bestillinger, paa det de Andre, som bedre have været lidt, kunde recommanderes, endog Hs. Majestæts´ Eed, at han med Rigets Raad skal regjere Danmarks Rige og frembragte og forfremme Adelen og Andre og holde enhver Stand ved sine Privilegier; men naar de fattige, taalige og troe Undersotter saadant see og mærke, at de ere i ingen Æstime, men at der fælges med Magt, hvis Søgning og Execution skeer ved Fremmede, at deres ringe beholdne Fattigdom dennem kan betages, saa tabe de baade Mod og Affection, som er den bedste Skat, en Herre kan have i sine Lande. Og endog vi som Rigets Raad og saaledes foragtes, saa vi gaaer her for et Rul og de fleste af os tillades ikke det, som Kronen og vor Bestilling vedkomme, det ringeste at følge eller noget Fædrelandet til Bedste at foretage, endog den Ene ikke mere end den Anden burde udelukkes, men ved nogle faae til hobe skal Alt sammen forrettes af Rigets Sager imod Brug, og imod Villighed og Ret gaaes Raadstuen forbi, og Andre som det ikke vedkommer, forette Rigets Sager og Raadets Bestillinger, og gjøre nogle det saa grovt og blive saa kjække og dristige, at de tør sige os i Øinene, at de agte intet om Rigets Raad, de ere saa gode som de, det kommer dennem intet ved; hvorfor alle Stænderne og gode Patrioter sukke og sørge, eftersom de vel kan see, hvad paa saadant vilde følge. Saa blive vi og derhos mistænkt hos Stænderne, som besværge sig over, at vi ikke bruge den Myndighed os af Gud, Kongen og Landsloven given, give os derfor Skyld for al den Forhal og forsømmelse, som skeer, og de Fauter, som begaaes af Andre, formenendes, at dersom vi alvorligen gjorde vores Embede og samtlige underdanig holdt Hs. Majestæt sin Eed for og erindrede hannem derom, at Hs. Majestæt ikke da skulde tilstede, at Regeringen mere i hans end i hans lovlige Forfædres Tid skulde saa forandres, medens han og skulde stræbe, at den danske Nation og hans fattige Undersaatter kunne holdes i den Hævd og enhver Stand i den Værdighed og Anseelse, som de hidtil altid haver været - og der er noget om; thi Herren er from og god nok og saae gjerne sine Landes og Undersaatters Forbedring, men de forvilde og forføre hannem, eftersom de have Acces, hartad hvem de lyster og det vrimler til Hs. Majestæts eget Gemak af adskillige, som ikke ere værdige til at lade sig finde i Forgemakket, saa der er aldeles ingen Respect, og de, som det vedkommer, undseer sig for i saadan Mangfoldighed at sige deres Mening, hvor de, som ere uden Raadet og med gemene Knægte ere tilladte at tale, ligesaa vel som de dertil ere beskikkede. Derfor, dersom det ikke kommer ud i andet Skik, at her bliver et formatium concilium, at Hs.Majestæt med sine gode Mænd, Rigets Raad og om det faldt Hs. Majestæt ikke altid tilpas, da de samtlige og eendrægtige og ikke nogle saae bogligen, at deliberere om Rigets Tarv og hvad i disse farlige og forvirrede Tider er at lade og gjøre, hvilket de siden Hs. Kongl. Majestæt til naadigst videre Eftertænkende og Confideration kan underdanigst forebringe, saavelsom at der ingen Breve udgaar af Cancelliet, som strider imod Landsloven og nogle Privilegier og derhos holder Rigsraad i millitairiske og Admiralitetes-raad i Søsager, da er baade Herre og Knægte tabt og jeg seer min Konges og Fædrelands Undergang for mine Øjne, hvorom jeg allerede nogle Gange troligen haver advaret, men hidindtil haver det intet frugtet, Gud for sin Bamhjertigheds Skyld afvend al Ulykke og giv gode Raad! Og endog I gode Herre, vi paa nogen Stund haver havt Fortræd i vores Embede og Saaledes været foragtet af andre, saa lader os ikke foragte os selv; thi der kan ingen betage os det Kald, som vi lovligen af Gud og Kongen efter Landets Brug ere satte og kaldede og af Stænderne udvalgt til, derfor saa lader os troligen arbejde i det, som vi havde siddendes vores dyre Eed paa, at vi skulle lade os bruge troligen til vores Konges og Fædrelands Tjeneste, afværge deres Skade og befordre deres Gavn af yderste Formue, saa kan vi dø som ærlige Mænd med en god Samvittighed. Thi det er Øvrigheds Embede at befordre Guds Ære og Retten, men bliver de glemmelig og forsømmelig og ikke værer som Ret er, da staaer der, at de skal svare det paa Dommedag for den almægtige Gud, at Kirkens Frelse og Landets Fred formindskes eller tabes for deres Skyld i deres Tid, saa vi haver et strengt Regenskab at gjøre for Gud og vi behøver ingen sat i vore Embeder, derved ville vi blive og os det ikke lade betage, men deri gjøre og arbejde som ærlige Mænd og er der ingen Mand god for os det at betage eller formene, saalænge vi gjøre, med Hs. Kongl. Majestæt Videnskab og Samtykke og tilbørlig underdanig Respect: derfor synes mig, I gode Herre, at vi samtlige af Rigets Hofmester, hvis Undersaatterne sig over haver at besværge, at en af de andre vore Medbrødre skulde begjære (efterdi vi i disse vanskelige Tider haver hverken Canceller eller Marsk, som det burde gjøre og nu høiligen behøves, endog det efter indstændig Begjæring nole gange nægtet) at da Hs. Kgl. Majestæt saadan vores retmæsige Klage og Besværing paa Nationens og egne Vegne vilde underdanigt forebringe eller og at vi samtidig og eendrægtelig et under underdanig Indlæg derom til Hs. Majestæt under alle vore Hænder indgive, thi det er høi Tid og Periculum in mora. Dersom det ikke skeer, da fordrer min Eed og Pligt, at jeg det alene gjøre og som en lydig og trofast Tjener varer Hs. Kgl. Majestæt ad sin Skade; thi jeg kan hverken for min Samvittigheds Skyld see mit Fædreland saaledes af Mangel paa gode Raad og Execution at undergaa, da Gud vil hjælpe os, om vi vil selv; eiheller kan jeg for min Person længere taale at gaa her længere med Spot og Fortræd, være en Rigens Raad til Navn og foragtet og mistroet i Gjerningen, thi haver det ikke forskyldt og vil svare og staa til Rette for alle mine Actioner, Gud dømme mig, eftersom jeg haver meent og endnu mener min Konge og mit Fædreland, som jeg udi saa mange Aar haver tjent med stor Bekostning, at mine Børn det skal føle. Kan jeg noget Godt dermed udrette, at min underdanigste velmeente Raad og Erindring maa tages i naadig og god Consideration, da vil jeg takke min Gud derfor, hjerteligen glæde mig derved og fremdeles lade mig bruge, saalænge Gud giver Liv og Helbred, som ærlig Mand; men skal jeg derfor Udaande, at jeg mener min Konge og Fædreland det vel, saa faaer jeg det at lide og beklage min Ulykke, at jeg nogen Tid skulde komme til denne tunge og besværlige Stilling, efteri jeg intet andet Godt kan udrette, vil derfor for Gud og Alverden være undskyldt og contentere mig, at jeg haver sagt det og friet min Sjæl; jeg skal dog altid være og blive Hs. Kgl. Majestæts tro og lydige Undersaat efter min Eed og aldrig anstifte mig stiv eller opsætsig, i hvad end vederfares; befalende detKongernes Konge, som kjender og ransager alle Hjerternes Tanker og bønner retfærdigen, hannem jeg Eder samtlige vil have befalet. Actum Hafniæ d. 24de November 1658.

Christen Skeel.

Linked toChristen Skeel, til Gammel Estrup

» Show All     «Prev «1 ... 19 20 21 22 23 24 Next»     » Slide Show






This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2019.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard