Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Photos

» Show All     «Prev «1 ... 1786 1787 1788 1789 1790 1791 1792 1793 1794 ... 2329» Next»     » Slide Show

Nørlund Slot





Nørlund Slot

Ravnkilde sogn, Års herred, Aalborg amt.

Inde midt i Himmerland ligger Danmarks største skovkompleks, Rold skov. Dens udstrækning er i øst-vest ca. 20 km og i nord-syd ca. 10 km. Disse efter vore forhold mægtige skovstrækninger er levninger af de store skove, der oprindelig dækkede det meste af Himmerland. Rold skov er i sin vækst og natur mere barsk end Østjyllands og øer­nes skove. Bevoksningen består mest af nåletræ, og bøgene er ofte lav­stammede og krogede. De fleste forbinder sikkert med skovens navn visens ord om »Røverne fra Rold«, og den husede da også i gamle dage både små og store røvere. I skovens sydvestlige udkant ligger hovedgården Nørlund, der oprindelig sikkert er opstået som eneste-gård ved skovrydning, og som altid i skoven har haft sin største her­lighed, tidligere ved græsning og oldengang, nu ved skovbrug og sav­værk. Første gang Nørlund nævnes i historien, er ikke som almindelig herregård, men som røverborg. Efter sagnet skal borgen være blevet nedrevet af Valdemar Atterdag, men en ny rejstes i dens sted. I en lov af 1396 forbød dronning Margrethe, at nogle flere borge eller barfred bygges, for at landet skal desbedre komme til fred og ret og skel, end det i den sidste tid har været ...«.Efter lovens udstedelse lod Margrethe handling følge på ord, og Nørlund blev nedrevet. Sam­tidig nedlagdes i samme egn borgen Kaarup ved Terndrup og Egholm ved Skørping. I et vidne af Gislum herredsting af 1484 hedder det, »at de (vidnerne) have hørt og spurgt i rette sandhed af deres for­fædre før dem, at før Nørlund var bygt, da blev det bygt til et røver­skjul og ej til et herresæde, og derfor lod dronning Margrethe det nedbryde«. I begyndelsen af 15. århundrede ejedes Nørlund af Palle Jonsen Marsk, der tilhørte slægten Munk (vinranke). Foruden denne gård ejede han også Østrup i Sallinge herred på Fyn. I 1425 var han lens­mand for Århusbispen på Skanderborg Slot. Tilnavnet Marsk havde han fra sin bedstefader, der havde været marsk under Valdemar Atterdag. Allerede i Palle Jonsen Marsk's tid begyndte stridighederne om skellet mellem Nørlund og Torstedlund, som fortsatte gennem adskillige slægtled. Omkring 1460 arvede hans søn, Ludvig Pallesen Marsk, Nørlund og Østrup. Tyve år senere omtales det, at Ludvig Marsk har Års herred i forlening. I 1478 og senere omtales hans strid med herrerne til Torstedlund. Han var en mand af indflydelse og blev 1487 medlem af rigsrådet. I 1494, nogle år før sin død, indværgede han Nørlund med lovhævd. Hans giftermål med Anne Lavesdatter af slægten Brock til Essendrup (Gammel Estrup) var barnløst, og Nør­lund gik derfor i arv til hans søstersøn, Johan Bjørnsen (Bjørn). Denne afhændede omkring 1515 gården til rigsråd Peder Lykke. Han var en af de fem rigsråder, der i 1522 underskrev sammensværgelsesbrevet mod Christiern II. Senere gjorde han sig bekendt ved som lensmand på Aalborghus fuldkommen at lade sig overrumple af skipper Cle­ment, hvis folk derefter på deres march mod syd afbrændte Nørlund. Det ses, at Lykke i 1534 har opholdt sig på gården, da han dømte i en sag angående en eng ved Lynderup. Han var en stor godssamler, der også ejede Demstrup, Fannerup, Hverringe og Kærbygaard. Efter Peder Lykkes død 1535 gik Nørlund i arv til hans to døtre, Anne, der var gift med Anders Bille til Søholm, og Kirsten, gift med Ludvig Munk (tre roser) til Palsgaard. Efter Ludvig Munks død 1537 ægtede enken i 1547 Christoffer Urne til Rygaard på Fyn. Denne ud-købte Anders Bille og blev eneejer af Nørlund. Christoffer Urne var en slægtning af biskop Joachim Rønnow, der blev fængslet 1536 sam­men med de øvrige bisper og døde i fængslet 1544. Den ilde medfart, som bispen fik, gik Christoffer Urne meget nær, og i fuldskab frem­kom han med sigtelser mod kansler Johan Friis, idet han hævdede, at denne havde ombragt biskoppen ved gift i fængslet. Samtidig truede han med at lade »ild og rød lue over Danmark« hævne den formo­dede ugerning. De udstødte trusler, der naturligvis kun var tomme ord, bragte Christoffer Urne i stor ulykke, thi han blev dømt til at tages i kgl. Majestæts hægt og forvaring og blev forvist til Gulland i 10 år. Først i 1562 blev han løsladt mod en kaution på 10.000 joachims­daler udstedt af formående slægtninge og venner. Urnes uligevægtige karakter bragte ham dog snart efter i en ny ulykke. Året efter over­faldt han på Viborg landsting landsdommer Axel Juul til Willestrup med grove skældsord og udfordrede ham til duel. Dette medførte, at han atter blev sat under anklage, og kautionisterne måtte betale de 10.000 daler. Da Syvårskrigen udbrød, meldte Christoffer Urne sig til tjeneste. Han blev under felttoget taget til fange og døde i svensk fan­genskab 1566. Mens Christoffer Urne svalede sin hidsighed i fængslet, måtte fru Kirsten Lykke styre hans godser. For Nørlunds vedkommende blev hun heri bistået af sin broder, Jørgen Lykke til Overgaard. Og kyn­dig bistand kunne nok tiltrænges, især til de evindelige retstrætter med Torstedlund. Kirsten Lykke døde omkring 1570, og Nørlund overgik til hendes søn af første ægteskab Ludvig Munk (Lange). Han havde som dreng og ung mand tjent ved hoffet og deltog sammen med sin stedfader i Syvårskrigen. Han faldt ligesom denne i svensk fangen­skab, men kom snart fri igen. Efter krigen indehavde han forskellige len, bl. a. Trondhjem, og fra 1577 Akershus, hvormed han tillige overtog statholderembedet. Han gjorde tjeneste i Norge indtil 1596, da Christian IV fratog ham hans norske len. Allerede længe havde der lydt alvorlige klager over Ludvig Munks lensstyrelse, der kendetegnedes ved systematisk plyndring og mishandling. Han blev ved sin afsked anklaget for misbrug og idømt bøder og erstatninger, men slap dog senere for videre tiltale. Ludvig Munk ejede, foruden Nør­lund, Lundegaard på Fyn og en tid Pederstrup på Lolland. Ved køb og mageskifter øgede han Nørlunds godstilliggende betydeligt, og i årene 1581-97 rejste han en ny hovedbygning på gården, der står endnu. Til dette store byggeforetagende har han kunnet skaffe sig betydelige summer ved de midler, som han uretmæssigt tilvendte sig i sine norske len. Hvor det ældste Nørlund har ligget, lader sig ikke sige med sikker­hed ; muligvis ved det lille åløb, der går forbi gården. Ludvig Munk lagde sin nye borggård i engdraget ved åen på et firkantet voldsted. der var dannet ved opfyldning. Det var nødvendigt at foranstalte om­fattende fundamenteringsarbejder, og bygningerne kom til at hvile på et slyngværk af nedrammede bøgestammer. Valget af byggestedet var betinget af ønsket om at skaffe vand i de omgivende voldgrave. Den nye bygning bestod af tre længer med midterfløjen i syd. Til denne fløj, der er den først opførte, knytter sig særlig interesse. Dens sokkel er ud mod graven beklædt med huggen kamp i 5 - 6 skifter, mens der mod gården kun findes et enkelt kampestensskifte. Huset, der er i to etager og har hvælvede kældere, er opført af mursten i krydsskifte. De ind- og udvendige dekorative enkeltheder er i sandsten. Mod syd har hovedfløjen to korte, ca. 2 m fremspringende, pavillonagtige side­partier, der sikkert oprindelig har hævet sig et helt stokværk højere end huset og haft tårnagtig karakter. Midt for gårdsiden står et otte­kantet port- og trappetårn, der er opført 1855 på ældre fundamenter, idet det har afløst et oprindelig rundt tårn, der havde en trappe af gullandske sandsten. Selve portalen var helt af sandsten og forsynet med flere figurer og bygherrens og hans hustrus våbener samt årstallet 1589, i hvilket år Ludvig Munk ægtede Ellen Marsvin. Bygningens vinduer er store og har kurvehanksbuer. Mellem de to stokværk på sydfløjen løber en rundbuefrise. De øvrige partier af huset er nu helt ombyggede, og det er usikkert, hvorledes de oprindelig har været op­ført. Efter årstallet 1589 over den oprindelige tårnportal må midter­fløjen antages i det væsentligste at have stået færdig ved denne tid. I det indre bærer kaminen i riddersalen i 2. etage årstallet 1590, hvilket vidner om, at man i dette år har arbejdet med husets indretning. De to ens sidefløje er også opført over hvælvede kældre i to stok­værk. Materialet og byggemåden er den samme som i hovedfløjen. De fleste af rummene i disse bygninger har haft hvælvinger. Disse er bevarede i vestfløjens stueetage ; i den nordre sal bæres de af en rigt udsmykket midtsøjle. I samme fløj bærer en sandstenskamin årstallet 1591. Efter fuldendelsen af sidefløjene forsynede Ludvig Munk mid­terfløjens gårdfacade med et flereetages galleri på begge sider af trap­petårnet. Derved lettedes forbindelsen mellem de forskellige rum og etager. Galleriet eksisterer ikke mere, men indhugninger i muren vid­ner endnu om dette galleri, der må have bidraget til at give borg­gården en festlig karakter. Endelig lod Ludvig Munk opføre en spærremur mellem sidefløjene og midt i denne mur en toetages høj portbygning. Over portåbningen var der ud mod staldgården anbragt en sandstensportal med Munks og Marsvins våbener og årstallet 1593; ind mod borggården en tavle, hvis indskrift meddelte, at opførelsen af Nørlund blev begyndt 1581. Tavlen var opsat 1597. Umiddelbart nord for voldstedet lå staldgården (på det sted, hvor nu avlsgården ligger), og ca. en halv kilometer vest for borggården byggede Ludvig Munk af kampesten en stor ny ladegård. Til Nørlund er knyttet det kendte vandresagn om den stolte jomfru, der stillede som betingelse for sit jaord, at frieren skulle opføre en borg ude i det sumpede engdrag. Det var Ellen Marsvin, der skulle have stillet denne betingelse for sit giftermål med Ludvig Munk. Vir­keligheden var den, at den 17-årige jomfru blev tvunget til at ægte den 55-årige herre til Nørlund, der var af en rå og brutal karakter. I 1598 fødte hun ham på Nørlund en datter, den senere så berømte Kirsten Munk, deri 1615 blev gift med Christian IV. Den såkaldte »Kirsten Munks seng« på Nørlund, der er forfærdiget i barokstil, stammer fra tiden efter Kirsten Munk og har ikke haft nogen tilknyt­ning til hende. Efter Ludvig Munks død i 1602 på Lundegaard overtog Ellen Mar­svin styrelsen af godserne. Hun udviste heri megen energi og stor dyg­tighed og blev en af tidens store godssamlere. Hendes jyske gods havde dog mindre interesse for hende end godserne på øerne. I 1616 fik hun kgl. tilladelse til at sælge Kirsten Munks fædrenegård Nørlund »til bedste for datteren«. Derefter solgte hun gården til svogeren Gude Galde, gift med Helvig Marsvin. Gude Galde var af norsk adelsslægt og ejede gården Tom i Smålenene i Norge, desuden Ryomgaard i Djursland, Gunderupgaard i Himmerland og Rødslet i Vendsyssel. Gude Galde døde 1626 på Nørlund, hvorefter hans enke Helvig Mar­svin ejede gården til 1646. Hovedgården og det meste bøndergods overgik til datteren Anne, mens de to andre døtre, Karen og Dorte, fik mindre parter af godset. Anne var gift med Verner Parsberg, der 1655 købte svigerinden Dortes arvepart i gården og dermed blev ene­ejer. Han skrev sig 1638 til Vraa og takseredes kun til 17 tdr. htk. Men med erhvervelsen af Nørlund blev han en betydelig godsbesidder. I 1655 lod han på borggårdens østfløj opsætte en endnu bevaret sandstensportel. I hans ejertid oplevede gården de strenge tider under sven­skekrigene. De polske hjælpetropper raserede gården helt og fjernede bygningens kobbertag. I den følgende tid forfaldt borggården i stor udstrækning. Verner Parsberg udvidede godset og erhvervede 1679 patronatsretten til Ravnkilde og Brorstrup kirker. Efter hans død i 1686 overtog sønnen Gude Parsberg Nørlund. Han ejede desuden Kokkedal i Han herred og opholdt sig mest på denne gård. Nørlunds hovedgårdstakst var 1661 48 tdr. htk., og med bøndergod­set udgjorde hartkornet ialt 428 tdr. Skoven var ansat til 450 svins olden. Af en indberetning fra 1683 ses det, at godset efter Verner Parsbergs mening var ansat alt for højt i hartkorn af forrige ejer, især drejede det sig om bøndergods, der var erhvervet ved mageskifte med kongen. Parsberg meddeler, at udbyttet af godset er meget ringe, og at mindst 130 tdr. htk. ligger øde på Nørlund. Derfor har han sup­pliceret om, at hartkornet må nedsættes til ca. 340 tdr. Til gården lå på dette tidspunkt en hel del strøgods spredt over hele Nordjylland. Ved matriklen af 1688 ansattes Nørlund til 42 tdr. htk., 5 tdr. skov­skyld og 246 tdr. bøndergods. Under hovedgården Breves da 297 tdr. agerland. Jorden tilsåedes 1. år med byg eller boghvede, 2. og 3. år med rug, 3. og 4. år med havre og hvilede derefter i 5 år. Udmar­kerne tilsåedes med boghvede, rug og havre og hvilede så i 16 år. På gården kunne græsses 48 høveder, og høhøsten udgjorde ca. 170 læs. Bøndergodset udgjordes af 32 gårde og 4 huse i Ravnkilde sogn, 18 gårde og 5 huse i Haverslev og 17 gårde og 5 huse i Brorstrup. 11688 fik Gude Parsberg eftergivet halvdelen af en skatterestance på 600 rdl. af Nørlund. Efter Gude Parsbergs død 1692 overtog enken Karen Kjeldsdatter Krag gården. Ved hendes giftermål 1703 med admiral Knud Reedtz overgik gården til denne. Bøndergodsets hartkorn var da 254 tdr. Knud Reedtz udvidede i sin ejertid Nørlunds godstilliggende betyde­ligt. Admiralen døde 1734, og Karen Krag overlevede kun sin mand i tre år. Herefter kom Nørlund over på borgerlige hænder, idet gården erhvervedes af toldforvalter, kancelliråd Michael Riis i Kristian­sand. Riis ejede kun Nørlund i to år, idet han 1739 druknede i Skagerak under en rejse til Norge. Hans enke Christiane Charlotte, født Bülow, afhændede gården ved offentlig auktion. Kirstine Pedersdatter Læssøe, der var enke efter købmand i Århus Marcus Mørch, købte Nørlund for 21.000 rdl. Det var dog sønnen Jørgen Mørch, som på moderens vegne styrede godset. I 1746 overtog han selv gården. Hans hustru Margrethe Grotum Bergh ejede efter hans død 1758 Nør­lund i den følgende snes år. Hun blev vidt berygtet ved sin hårdhæn­dede energi og sin lyst til at styre og regere over alt og alle. Blicher har givet en karakteristik af hende i sin novelle »Bettefanden«. Som godsstyrer var hun naturligvis meget virksom, og hun tilkøbte adskil­ligt bøndergods til Nørlund. Hun havde ingen sønner, og svigersøn­nerne vovede ikke at overtage Nørlund, så længe den gamle aktive dame levede. Da hun ønskede at komme af med gården, måtte hun derfor sælge den til fremmede. Dette skete i 1778. Køberen var kam­merherre Iver Rosenkrantz-Levetzau (Iver Rosenkrantz-Levetzow i Danske Slotte og Herregaarde), der var besidder af stamhuset Store Restrup. Nørlunds tilliggende af bøndergods var da 407 tdr. htk. Købesummen var 43.000 rdl. I 1779 fik den nye ejer bevilling til at indlemme Nørlund i stamhuset og gaarden knyttedes således nærmere sammen med nabogodserne Torstedlund og Albæk. Iver Rosenkrantz-Levetzow efterlod sig ingen børn, og stamhuset arvedes derfor af gehejmeråd Siegfried Victor Raben-Levetzau. Denne nedlagde ifølge kgl. bevilling stamhuset 1811. Det substitueredes med en fideikommiskapital, og hovedgårdene og bøndergodset afhændedes for 300.000 rdl. til Raben-Levetzaus brodersøn, Frederik Sophus Raben, der 1812 solgte Nørlund, Torstedlund og Albæk til Johan Michael de Neergaard fra Gunderslevholm med flere interessenter. Interessentskabet afhændede allerede samme år gårdene til Malthe Ulrich Friis, efter hvis død i 1814 de overtoges af enken Mariane, født Wiborg. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

ca. 1425 Palle Jonsen Marsk (Munk)

ca. 1500 Johan Bjørnsen (Bjørn)

ca. 1515 Peder Lykke

1535 Anders Bille og Ludvig Munk (Lange)

1547 Christoffer Urne

1570 Ludvig Munk (d. yngre)

1616 Gude Galde

1646 Verner Parsberg

1703 Knud Reedtz

1737 - 78 Forskellige ejere

1778 I. Rosenkrantz-Levetzow (Levetzau)

1789 S. V. Raben-Levetzau

1812 J. M. de Neergaard (parthaver)

1812 M. U. Friis

1826 - 39 Forskellige ejere

1839 A. Th. Schütte

1855 Ottekantet trappetårn opført

1857 - 1939 Forskellige ejere

1939 Stiftelsen Nørlund


Owner/Source© Copyright -2011 - All rights reserved by Kannegaard
File namenorlund.jpg
File Size202.14k
Dimensions1025 x 540
Linked toIver Rosenkrantz-Levetzau

» Show All     «Prev «1 ... 1786 1787 1788 1789 1790 1791 1792 1793 1794 ... 2329» Next»     » Slide Show






This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2020.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard