Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Photos

» Show All     «Prev «1 ... 45 46 47 48 49 50 51 52 53 ... 2330» Next»     » Slide Show

Albæk


Albæk

Suldrup sogn, Hornum herred, Aalborg amt.

Inde midt i Himmerland — i en ikke særlig fed egn — ligger herre­gården Albæk, en af de små herregårde, hvorpå denne del af Dan­mark er så rig. Første gang Albæk omtales er i begyndelsen af 1400-tallet. Det er vel tvivlsomt, om der da kan siges at have været en herre­gård der. Måske har der oprindelig kun ligget en stor enestegård, beboet af bønderfolk. Endnu i 1499 omtales en bondegård i Albæk, hvorpå da Mikkel Bonde boede ; han var ikke selvejer, men hørte under Malte Lauridsen Viffert, der havde fået bondegården ved arv efter sin fader Las Viffertsen. Denne Las Viffertsen var en søn af Viffert Jonsen til Torstedlund, der levede i første halvdel af 1400-tallet. Allerede så langt tilbage hører man altså om slægtskabsforhold mellem ejerne af Albæk og ejerne af Torstedlund, en forbindelse, der fik sin store betydning i de to gårdes historie. Las Viffertsen kom gennem arv fra sin svigerfader Las Maltesen Krag i besiddelse af Al­bæk; svigerfaderen menes at have ejet gården ved begyndelsen af 1400-tallet. Las Viffertsen skrev sig til Rebstrup i samme herred; men da han 1480 indvordede sin ejendom, omtales derimellem »al Albæk«. Denne lovhævd på godset skulle få sin store betydning nogle år senere. Henrik Knudsen Gyldenstierne til Restrup gjorde da ved sin foged krav på et byggested i Albæk mark og en fjerding jord dertil. Sagen indankedes 1494 for kongens retterting, der da holdtes i Horsens. For Las Viffertsen mødte hans hustru fru Gyda — hr. Las lå selv hjemme på sottesengen — fruen må have forstået at tale sin sag godt for kongen og hans gode mænd, for hun vandt den, dog vel først og fremmest takket være lovhævden fra 1480. Fru Gyda har i øvrigt også på anden måde vist sin forretningssans og administra­tionsevne; efter sin mands død havde hun Skt. Jørgens Hospital uden for Aalborg i forlening. Sammen med ægtefællen havde hun 1481 stiftet sjælemesser i helligåndshuset i Aalborg for sig selv og hus­bonden, for svigerforældrene og andre gode venner og slægtninge. Las Viffertsen døde sidst i 1490'erne og efterlod sig 3 sønner og 3 døtre. Af disse kom Malte Lauridsen, der desuden ejede Rebstrup, Gunderstedgaard og Torstedlund, i besiddelse af Albæk, og fra 1519 skriver han sig til denne gård. Han deltog i opstanden mod Chri­stiern II og benyttedes adskillige gange af Frederik I til kommissions­arbejde. Under Grevens Fejde tog han naturligt nok parti for Chri­stian III; det havde da også til følge, at de oprørske bønder 1534 nedbrændte Albæk, der derved kom til at dele skæbne med så mange andre himmerlandske herregårde. Selv havde Malte Lauridsen reddet sig bort forinden med sin familie. Han nævnes — tillige med sønnen Albert — blandt de mange adelsmænd, der opregnes i indledningen til Christian III's reces af 1536 og må være død omkring midten af år­hundredet. Hans søn Albert Maltesen Viffert overtog Albæk, men ejede desuden herregårdene Møllrup på Djursland og Gelskov i Sal­linge herred; i hvert fald var han 1565 høvedsmand for hærudbud­det af Kalø len. Med hans søn Anders Maltesen uddøde 1601 slægten Viffert på mandssiden; året forinden havde han imidlertid solgt Albæk til Niels Krabbe til Torstedlund og Vesløsgaard (død 1626). Dennes søn Iver havde 4 himmerlandske gårde samlet på sin håndforuden Albæk, Rebstrup, Kongstedlund og Randrup; han blev 1634 lensmand på Mariager Kloster, men døde allerede 1641.

Efter Iver Krabbes død synes broderen Gregers, der havde arvet Torstedlund, at have bestyret Albæk for hans to døtre; han nævnes flere gange i tingbøgerne som herre til Albæk. Personlig har han dog næppe i de første år fået megen tid til at tage sig af godset. 1640 var han blevet medlem af rigsrådet og anvendtes derefter i de nærmeste år adskillige gange på sendefærder til udlandet. 1641 - 42 deltog han således i grev Valdemar Christians ambassade til Rusland. Året efter sendtes han som gesandt til Osnabrück. 1644 forhandlede han med Nederlandenes gesandter i København og blev senere på året land-kommissær i Jylland. 1651 udnævntes han til statholder i Norge.

Da Iver Krabbes døtre var blevet gift — Ingeborg i 1654 med offi­ceren Anders Sandberg til Quelstrup, Helvig med oberst Mogens Kruse til Spøttrup — overtog svigersønnerne i fællesskab Albæk. Vistnok i deres tid udvidedes gårdens landbrug betydeligt, dels ved opbrydning af jord, der ikke tidligere havde været dyrket, dels ved at gårdene Povlstrup, Risgaard og Hvingelhat lagdes under herregården. I 1662 kunne der til Albæk gård sås 15 tdr. rug, 12 tdr. byg og 45 tdr. havre. Der avledes 60 læs enghø. Under herregården hørte da 3 gårde i Suldrup by, 3 i Østrup, 3 i Hyldal, I i Hyllested, I i Frendstrup og 1 i Hjedsbæk. I Ersted 5 gårde og 2 bol og i Hjeds ligeledes 5 gårde og 2 bol, i Giver by 4 gårde desuden Aagaard og Katbygaard. Endelig enegårdene Lynderupgaard, Sønderlund og Veggergaard. I Nibe ejede godset to huse og et bundgarnsstade, i Aalborg to gamle boder ved Gammel Mølle. I 1662 var en del af godset ubesat; det var jo kun så få år siden, svenskekrigenes hærgninger havde ramt disse egne, og det temmelig hårdt, da de lå nær ved alfarvej. I 1663 solgte Mogens Kruse sin halvdel af Albæk til provst Jakob Faber i Skive, som få år efter — i 1667 — videresolgte den til Anders Sandberg; denne havde nu hele gården og godset i samlet besiddelse. Anders Sandberg var en af sin tids kendteste militære. Efter skole­gang på Herlufsholm 1635 - 37 drog han i udenlandsk krigstjeneste og kæmpede i Spanien og Frankrig under generalmajor Hans Schack. 55 år gammel udnævntes han til generalmajor og deltog som sådan i Den skånske Krig. Mest kendt er han blevet ved sin optræden under Slaget ved Lund 4. december 1676. Svenskerne omgik i mørket den venstre fløj, som Sandberg kommanderede. Det påfølgende slag ud­viklede sig ugunstigt for danskerne og endte med nederlag; der gik fuldstændig panik i Sandbergs eskadroner; først i Landskrona stand­sedes flugten. For Sandberg fik slagets gang de alvorligste konsekven­ser; han blev suspenderet og anklaget for forsømmelighed og mang­lende mod. En nedsat krigsret dømte ham fra ære, liv og gods; han benådedes dog af kongen, men mistede sin stilling. Eftertiden har dømt ham mildere. Han kan næppe siges at have hovedskylden for slagets udfald, og han manglede ingenlunde personligt mod. Dommen og den skam, der faldt på ham, nedbrød ham fuldstændigt; han døde det følgende år som den sidste mand af sin slægt. To år tidligere havde hans søster Birgitte solgt Albæk til fru Dorte Daa, enke efter den tidligere omtalte Gregers Krabbe. Hun døde imidlertid endnu 1675, og hendes søn Claus Krabbe få år efter — i 1678, kun 30 år gammel uden at efterlade sig afkom. Claus Krabbes enke ægtede admiral Christian Bielke og bragte såvel Albæk som Torstedlund til ham. Af de to herregårde og deres tilliggende lod han 1686 oprette et birk, der vedblev at bestå til 1814. Ved opmålingen til den store matrikel bestod Albæk hovedgårdsjord af 13 marker, hvoraf de 5 såedes og 8 hvilede. Jorden karakteriseredes ved denne lejlighed som meget skarp; der lå kun ringe eng til den, og avlingen til gården betegnedes i det hele som meget ringe. Det dyrkede areal var på 119 tdr. Id. med knap 18 tdr. htk. Den nære tilknytning til Torstedlund har givetvis skadet Albæk; Torstedlund blev herremandens sæde, og også i de følgende tider fulg­tes de to gårde ad. Chr. Bielke solgte dem til Bernt Due til Krastrup i 1692; hans sønner Manderup (død 1710) og Albert Christopher Due arvede gårdene; sidstnævnte blev eneejer og solgte dem til general­major Chr. Fr. v. Levetzow. Han havde udmærket sig som officer under Den store nordiske Krig og samlede sig store godser i Jylland. Da han var barnløs, lod han oprette stamhuset Restrup af herregår­dene Albæk, Gastrup, Overklit, Store Restrup og Torstedlund. Stam­huset gik i arv inden for familien Levetzow, indtil det opløstes i 1811. Derefter skiftede Albæk hyppigt ejer. Fra 1840 ejedes gården af pro­kurator Niels Holbek, der skilte sig af med den 1855. 1862 købtes den på auktion af grosserer Matthias Wilhelm Sass. Med ham kommer en af det 19. århundredes handelsmatadorer ind i herregårdens historie. Sass havde ved egen dygtighed arbejdet sig i vejret; han var født 1792 på Clausholm som søn af kokken. Da han var 7 år gammel, døde faderen, og Matthias blev opdraget hos en onkel, der var skolelærer på Sjælland. Hans barndom her skal have været trist; først da han kom i lære i København hos en købmand, kom han på sin rette hylde. Snart blev han pakhusforvalter i et stort handelshus; her satte han sig grundigt ind i handelen og samlede ved sparsommelighed nogle penge. 1824 løste han borgerskab som grosserer og stiftede sit eget firma, der handlede på oversøiske pladser. Sass var sin egen reder og ejede efterhånden 20 - 30 skibe; han blev således en af de største og mest velhavende københavnske storhandlende på den tid. Fra 1834 -66 var han medlem af grosserersocietetets komité. Han var med til at stifte Privatbanken og havde også sæde i Nationalbankens repræsen­tantskab. Sass døde 1866, og Albæk overgik til sønnen Bendix Wilhelm Sass, der døde ugift 1883, efter at have skænket gården til Københavns magistrat, der s. å. solgte den til hans brodersøn Amdi Sass. Albæk har siden hyppigt skiftet ejer. 1940 købtes den med 225 tdr. Id. af hofjægermester, greve Fr. Julius Ahlefeldt-Laurvig, der dog døde allerede 1944; hans enke Emma Ahlefeldt-Laurvig og en datter besad derefter gården. Fra 1961 ejes den af arkitekt K. W. Orland, Aalborg, der selv har forestået en istandsættelse og ombygning af hovedbyg­ningen 1961 - 62. Den nuværende hovedbygning skal være opført i 1700-tallet; den er i ét stokværk med kviste midt på til begge sider. De gamle grave, der nævntes i opmålingsprotokollen fra 1683, ligger stadig uden om gården. Gårdens bøndergods bortsolgtes omkring 1850; dens mark­areal er formindsket en del i dette århundrede, 1925 frasolgtes jord til 15 husmandsbrug. Efter at Hedeselskabet 1941 har købt skovmarken, og efter at der i årene 1945 og 1946 er frasolgt yderligere 100 tdr. Id., udgør Albæks areal nu 36 tdr. Id. ager og eng samt 36 tdr. Id. skov. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

Beg. af 15. årh. Las Maltesen Krag

ca. 1480 Las Viffertsen

1600 Niels Krabbe

ca. 1654 Anders Sandberg og Mogens Kruse

1675 Dorte Daa

1680 Chr. Bielke

1692 Bernt Due

1724 Chr. Fr. v. Levetzow

1811 - 1840 Forskellige ejere

1840 N. Holbek

1862 M. W. Sass

1883 - 1940 Forskellige ejere

1940 Fr. J. Ahlefeldt-Laurvig

1961 K. W. Orland


Owner/Source© Copyright -2011 - All rights reserved by Kannegaard
File namealbaek.JPG
File Size260.39k
Dimensions1022 x 581
Linked toAlbret Maltesen Viffert

» Show All     «Prev «1 ... 45 46 47 48 49 50 51 52 53 ... 2330» Next»     » Slide Show






This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2019.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard