Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Photos

» Show All     «Prev «1 ... 28 29 30 31 32 33 34 35 36 ... 2330» Next»     » Slide Show

Aggersborggaard





Aggersborggaard

Aggersborg sogn, Øster Han herred, Hjørring amt.

Tæt ned imod Limfjorden ligger Aggersborggaard. Kun en flad eng­strækning skiller herregården fra stranden. Skønt bygningerne, gam­meldags solidt bindingsværk, tydeligt nok skriver sig fra ældre tid, har de kun stået en kortere del af gårdens lange tilværelse. Adskillige gange har Aggersund spejlet de røde flammer fra det brændende Ag­gersborggaard. Ufred og ulykkelig hændelse har mindst fire gange lagt anlægget i aske. Og det allerførste, som fortælles om gården, står i ødelæggelsens tegn. Aggersborggaard er en af de danske herregårde, hvis historie ræk­ker længst tilbage i tiden, helt til året 1086, det år, da Knud den Hel­lige fandt sin død i Odense Albani kirke. Men på sin flugt for den oprørske bondehær drog kongen over Aggersund. Han havde søgt tilflugt på den nærliggende bispegård, sikkert Bejstrup, Biskopstorp. Bønderne troede imidlertid, han opholdt sig på Aggersborg Kongs­gaard og overrumplede, som det synes, i morgendæmringen dennes besætning. Forgæves havde biskoppen søgt at standse de morderiske skarer. Rasende havde de pisket strandsandet med deres spyd, så den fromme herre måtte sørge for sin egen sikkerhed. Ælnoth, den engel­ske munk, som skrev Hellig Knud Konges martyrhistorie, har givet en livfuld skildring af overfaldet på Kongsgaarden. Den oprørske hob hastede, idet de vilde skarer stadig voksede, som de for frem rede til alskens forbrydelse, mod borgen. Og de higede også efter at få rygtet om den voldsfærd, de havde indladt sig på, udbredt derfra over hele Jylland. De afsindige menneskers angreb slog alle med rædsel. Nogle af kongsmændene trækker de nøgne ud af deres senge, andre klynger de op på dørene, atter andre kaster de i vandet. De bliver sønderflæn­get af den rasende mængde som af vilde dyr, og kun få lykkes det at frelse sig ved flugten, efter at også husene er fuldstændig ødelagt. Et­hvert rum, endog selve kongshallen, blev gennemsøgt og plyndret. Man har ikke så dramatisk en beskrivelse af borgens andre ødelæg­gelser, og om dens skæbne i de følgende århundreder vides lidt nok. Den må dog være blevet bygget op igen, og Erik Klipping gæstede den i året 1272. Men et hundrede år senere var den atter jævnet med jorden! Man kender ikke de nærmere omstændigheder, ved kun, at ridderen Niels Eriksen Gyldenstierne af Aagaard over for Valdemar Atterdag i året 1373 måtte forpligte sig til at genopbygge Aggersborg faste slot med dets bygninger, barfred, tårne, grave og broer, forborg og ladegård, som det alt sammen havde stået, før det blev afbrændt! Det er vel sket under de jyske stormænds oprør mod kong Valdemar. Men endnu en gang skulle Aggersborg blive luernes bytte under indre stridigheder, og da var det atter bonden, som havde rejst sig. Det var dengang Niels Eriksens sønnesøn måtte flygte fra Aagaard »ikkun med en stav i sin hånd«, i 1441, da Henrik Tagesen og andre af kong Eriks partigængere førte bønderne til kamp mod den indkaldte konge, Christoffer af Bayern. Folkevisens knappe strofer præger billedet af Aggersborgs fald:

De rede frem for Aalborg Sund og fremfor Huseby Vejle.
For da red deres høvedsmænd, de måtte alt klæde en stejle.
De rede frem ad Aggersborg og frem ad Aggersborg by. De satte ild på kongens gård, den stod så højt i sky!

Denne gang blev der vistnok ikke tale om at genopbygge den ødelagte kongsgård, selv om Han herred endnu i det 15. århundrede ud­gjorde en særskilt forlening. Og det Aggersborg, som i det 17. århun­drede atter, bogstavelig talt, blev et offer for krigens flammer, var ikke en kongeborg, derimod et adeligt herresæde. Men det er at fore­gribe begivenhedernes gang. I resten af det 15. og størstedelen af det 16. århundrede var der næppe noget herskab på Aggersborg. 1469 hed beboeren Morten Mor­tensen, og måske har gården været indbefattet i den kendte Hans Tol­ders forleningsbrev på færgeriet ved Aggersund. Som vogter af det gamle overfartssted havde borgen jo haft sin strategiske betydning. Det er sikkert også den gamle kongsgård, det drejer sig om, når Jens Mouridsen i 1549 fik livsbrev på »Kronens Gaard liggendes i Aggers­borg By, som Marine Nielsdatter ibor«, mod at svare til de sædvanlige afgifter og pligter. Det rette og officielle navn var imidlertid Kongens Gaard i Aggersborg, som folkevisen siger, og som det endelig også hedder i mageskiftebrevet af 1579. Dette år kom gården nemlig med i mageskifternes store malstrøm, der omkalfatrede ejendomsforholdene vidt og bredt over det ganske land. Lensmanden på Aalborghus, Niels Jensen til Torstedlund, fik befaling til at besigtige Aggersborggaard, men da han selv kendte både by og gård, nøjedes han med at tage den daværende beboer af »Kon­gens Gaard i Agersbore By« for sig, Anders Thommesen og lade ham ved sin højeste ed og med oprakte fingre bekende, hvad landgilde, der gik af den, og hvad man kunne »så og avle« dertil. Gårdens ny ejer eller ejerske blev fru Vibeke Podebusk, enke efter Evert Bild til Ravn­holt, mere kendt for sin genealogiske end for sin landøkonomiske virksomhed. Hun var en arrogant og hoffærdig dame, præget af alle sin stands værste fordomme, hvad imidlertid netop gav anledning til, at hun så ivrigt sysselsatte sig med historie og slægtsstudier. En dansk krønike skal skyldes hende, mens »Vibeke Podebusks Slægtebog« næppe bærer sit navn helt med rette, snarere indeholder slægtstradi­tioner, opsamlet gennem længere tid. Mens fru Vibeke i første omgang kun havde overtaget Kongens Gaard alene, fik hun siden andre gårde i Aggersborg by og sogn og har sikkert forsynet sin ny hovedgård med standsmæssige bygninger. Hun døde på den i 1596 og blev bisat i kirken for dog siden at blive begravet i Herrested kirke ved Ravnbolt. Sønnen Preben Bild arvede Aggersborggaard, en adelsmand med sædvanlig tidstypisk tilværelse, en ungdom ved hove og i udenlandsk krigstjeneste og en manddom som kongelig lensmand. Ham fulgte hans datter Vibeke Bild, der som farmoderen havde litterære interesser, ikke mindre end tre folkevisehåndskrifter bærer hendes navn. Hun var gift med Erik Rantzau til Gjessingholm og solgte som enke 1631 Ag­gersborggaard til sin morbroders søn Erik Kaas af Starupgaard-linjen, der atter efter godt en snes års forløb i 1652 afhændede gård og gods til sin svoger Ejler Høg. Ingen af dem var særlig velhavende, Erik Kaas blev 1638 takseret til godt 260 tdr. htk., og efter Ejler Høg, der levede sine sidste år i Odense, gik arvingerne fra arv og gæld. Hans datter Marie Høg var imidlertid blevet ejer af Aggersborggaard, som hun 1686, enke efter Hak Vind, død »in delerio«, solgte til Hans Mo­gensen Arenfeldt, gift med Helle Urne. Efter hans død i 1689 kom gården til enken Helle Urnes datter i første ægteskab Margrethe Rant­zau, gift med den rige Peder Benzon, lægesønnen fra Aalborg, der 1679 havde fået adeligt våbenbrev, 1686 var blevet kancelliråd og ejede Havnø, Aagaard, Korsøgaard, Kølskegaard, Glomstrup. Han døde 1701 på Havnø. Da hans søn Hans Benzon til Korsøgaard 1718 solgte Aggersborggaard til Mads Gregersen Speitzer, kom den første gang i borgerlig besiddelse. Sønnen Christen Madsen Speitzer og hans kone Anne Margrethe Lund søgte 1767 kgl. konfirmation på Aggers­borggaard og gods og tiender, ialt godt 600 tdr. htk., som et stamhus. Nogen egentlig stadfæstelse kom imidlertid ikke til at foreligge, og det havde til sin tid følger. Efter mandens død allerede samme år over­tog enken ganske vist stamhuset på skifte i 1770 uden protest fra bør­nenes side, men da sønnen Mads Speitzer efter moderens død i 1777 ville gøre sin eneret til godset gældende i overensstemmelse med erek­tionsbrevet, gjorde de andre søskende indsigelse. Sagen kom for en kommissionsdomstol, der kendte oprettelsen magtesløs, og en højeste­retsdom af 1779 stadfæstede denne afgørelse. Mads Speitzer måtte udkøbe sine medarvinger for at komme i besiddelse af godset. Han var afgjort ikke nogen fremskridtsmand, hvad hans indberetning 1785 tydeligt viser. I de 6 år, han da havde besiddet godset, havde han ikke kunnet gennemføre nogen udskiftning eller udflytning »på grund af mange gyldige raisons«. Dels ville der gå sædeland til spilde, dels »ville jorden ved denne lejlighed bringes af lave og sættes ud af sædebar stand i nogle mænds tid, hvorved jordbrugerne vurder bragt udi yder­ste fattigdom!« Det ville i det hele taget være umuligt at gennemføre de forskellige forbedringer på grund af landbrugernes elendige tilstand, de ville »ingenlunde formå at udrede de store og betydelige bekost­ninger eller at lide det tab deres ejer- og levetid, som forbemeldte ind­retninger udisputerlig medtager i de fleste tilfælde«. Også en anden kendelse af landets øverste domstol gik Mads Speit­zer imod. Hans ægtefælle Margrethe Gleerup blev skilt fra ham ved højesteretsdom »formedelst mandens hårde og ufordragelige omgang«. Hvilket imidlertid ikke forhindrede, at de siden atter levede sammen. Nogle år før sin død solgte Mads Speitzer 1803 Aggersborggaard til Jakob Kjellerup, der atter 1808 afhændede til generalauditør Hans Jakob Lindahl til Aunsbjerg, og dermed var godsets skæbne beseglet. For Lindahl var en af tidens mest bekendte godsslagtere, der en over­gang ekspederede så noget nær en herregård årligt. Helt udstykket var Aggersborggaard gods nu ikke, da han efter tre års forløb solgte hovedgården med tilliggende, ialt 108 tdr. htk., til kaptajn Steen Kjærulf. Efter dennes død 1833 solgte enken Anna Cathrine Lüttichau til en af gårdens mere bekendte ejere Ludvig Christian Brinck-Seidelin, der siden 1815 havde været amtsforvalter i Hjørring, et mønster på en embedsmand, efter hvad hans samtidige hævdede »streng og samvit­tighedsfuld i tjenesten, retfærdig og human mod sine undergivne, vel­villig uegennyttig og hjælpsom mod befolkningen«. Han æredes da også af amtets beboere »næsten som en fader«. Brinck-Seidelin var desuden kendt som landøkonomisk forfatter, bl. a. af Beskrivelsen af Hjørring Amt. Han beholdt Aggersborggaard til 1846, året efter at han var blevet udnævnt til chef for rentekammerets regnskabsafdeling, og inden sin død blev han konferensråd. Hans efterfølger på Aggers­borggaard var Johan Nikolaj Ovesen, som 1852 solgte til den første af den slægt, som stadig besidder den, Jakob Nørgaard. Efter hans død 1893 sad enken med gården til 1903, hvorefter sønnen H. B. F. Nørgaard fik Aggersborggaard, som fra 1936 besiddes af hans søn Jacob Nørgaard og dennes søster Inger Marie Nørgaard. (Danske Slotte og Herregaarde)


EJERE

ca. 1000 Vikingeborg

1086 Kronen, Kongsgården ødelagt

1373 Gården genopbygget

1441 Gården afbrændt

1579 Vibeke Podebusk (Bild)

1579 Kaldt Kongens Gaard

1596 Preben Bild

1631 Erik Kaas

ca. 1645 Gården afbrændt

1652 Ejler Høg

1686 Hans Mogensen Arenfeldt

1689 Peder Benzon

1718 Mads Gregersen Speitzer

1753 Chr. Madsen Speitzer

1756 - 58 Hovedbygningen opført i bindingsværk

1803 - 52 Forskellige ejere

1852 J. Nørgaard

1936 J. og Inger Marie Nørgaard, 1936 Hovedbygningen restaureret


Owner/Source© Copyright - Kannegaard
File nameaggersborggaard.JPG
File Size217.15k
Dimensions913 x 492
Linked toVibeke Clausdatter Podebusk

» Show All     «Prev «1 ... 28 29 30 31 32 33 34 35 36 ... 2330» Next»     » Slide Show






This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2019.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard